Krigens Logik
Af Bent Erik Krøyer, hjemvendt efter en uge i Bethlehem
I går var det lyden fra Tivolis Fyrværkeri, som påmindede mig oplevelserne fra en uges ophold i Bethlehem på Vestbredden.
I forgårs var det en flyver og en ambulance, der kørte gennem gaden.
Det giver et sug i maven og tankerne henledes på disse surrealistiske billeder, som stadig sidder på nethinden og fast i hele min krop. På én måde ville det være befriende at slippe for disse evindelige og stærke følelsesmæssige påmindelser, på den anden side er det netop disse følelser, som hele tiden minder mig om, at situationen i Palæstina var ekstrem, er ekstrem og bliver ved med at være det indtil der gribes ind i den alt for lange konflikt.
Køreturen
Vi bliver “smuglet” udenom en af de mange checkpoints i Bethlehems udkant. Køreturen fra Jerusalem til Bethlehem tager 10 minutter. Afstandene her overrasker. I Jerusalem kører livet ufortrødent videre. Gadehandlere, busser, taxaer, folk i gaderne, i Vest-Jerusalem kører alle biler med Israelske flag ud af vinduerne. I Øst-Jerusalem høres minareternes kalden til bøn.
Og så 10 minutters kørsel derfra, bag israelernes checkpoints er vi i krigens verden. 10 minutter, som en køretur fra Nørrebro til Christianshavn.
Vi er 5 aktivister og nogle journalister som transporteres i en minibus overklistret med ordene TV på alle vinduerne. Et hvidt flag er stukket ud af det ene vindue.
Bussen stopper et sted på vejen ind i Bethlehem. Vi lodses hurtigt ud. Bussen kører videre. Vi ved ikke rigtigt hvad som skal ske, informationsniveauet er lavt. Vi ved blot at vi er på vej til Bethlehem for her at hjælpe med udbringning af mad og medicin.
Vi går 50 meter over nogle murbrokker, ind på en parallel vej. Pludselig dukker bussen op igen. Chaufføren har været nede med den tomme bus for at krydse et checkpoint og henter os nu for at bringe os ind i den centrale del af byen.
Det er et underligt syn at køre gennem de mennesketomme gader. En by på størrelse med Odense, belejret og fuldstændig død. Ikke et øje på de støvede veje. Hist og her en smadret bil og overalt masser af affald placeret i store bunker på vejene. Men ikke et eneste menneske, kun kampvogne og jeeps fyldt med soldater. To gange stoppes vi. Umiddelbart ved de ikke hvad de skal stille op med os. Vi er jo tilsyneladende blevet godkendt af byens checkpoints og det ville være for besværligt at føre os ud af byen igen.
Vi nærmer os centrum og kører op af en lille bakke. Her holder en mandskabsvogn, soldater står udenfor og patruljerer. Vi tjekkes igen og lukkes hurtigt ud af bussen og ind i Bethlehem Star Hotel. Vi er ankommet og vi er i sikkerhed.
Star Hotel
Ejeren af hotellet byder os velkommen på flydende svensk. Han er palæstinenser, har boet det meste af sit liv i Sverige og er nu ejer af dette eneste fungerende hotel i byen. Star Hotel har i den nuværende situation en yderst strategisk funktion. Fra 4. og 5. sal kan man se lige ned til Fødselskirken i centrum af byen. Det er her den internationale presse har holdt til siden byen blev belejret for tre uger siden. Det er herfra billederne af kirken har floreret på CNN, BBC World, på TV2 og DR1, hver gang der har været nyt herfra. Udsigten fra værelserne ned mod kirken virker derfor bekendt.
Vi får tildelt nogle værelser, jeg et enkeltværelse med udsigt til hotellets indgang og de mange soldater, som patruljerer her. Vi ved stadig ikke helt hvad som skal ske. Mørket sænker sig langsomt over byen. Vi får at vide, at hele 5. sal på hotellet er ryddet. Vi må IKKE tage derop. Militæret har netop i dag indrettet etagen som centrum for deres aktiviteter i byen. Måske for at forhindre pressen i at have udsigten, måske blot for selv at have den.
4 soldater står fast i hotellets lobby og en evindelig transport af udstyr og madvarer køres med elevatoren op på 5. af endnu flere soldater. Hvad de egentlig foretager sig på 5. finder vi aldrig ud af. At køre med elevatoren derop er forbundet med livsfare.
Der er ikke så mange journalister på hotellet. Situationen i Bethlehem er forholdsvis rolig. Den internationale presse er fartet til Jenin. Her tales om en massakre og israelerne er tæt på at give pressen lov til at komme ind i Jenin´s ødelagte lejre.
Den første nat i Bethlehem
Solen er gået ned. En inciterende brummen bryder stilheden. Lyden kommer fra et sted højt over byen bag det tykke skydække. Den israelske hær IDF (Israel Defense Forces) er en af verdens mest sofistikerede og overvågningsfly hører med til deres krigsførsel i de besatte områder.
Jeg ligger på sengen på mit værelse og forsøger i en dagbog at samle dagens indtryk, da de første skud lyder udenfor mit vindue. Jeg slukker lyset, åbner vinduet og forsøger at kigge ud. Enkelte røde lysspor viser at skuddene ikke kommer langt fra. Skyderierne tager til. Store dumpe drøn fortæller, at det ikke blot er M-16 der skydes med.
Jeg søger ind på de andre aktivisters værelse. På vejen møder jeg en af de lokale, også en aktivist, som har været her på Star Hotel de sidste tre uger. Han er ved at påføre sig en skudsikker vest. “Det her er heftige skud”, siger han. “I skal passe på nu, holde jer fra vinduerne”.
Med et slag kommer angsten. Jeg troede at skyderiet var normalt her. Men intet er normalt i en belejret by, midt i en krigszone.
Vi tager vore veste på og sætter os på gulvet og lytter til de mange skud og granater udenfor. Tankerne flyver gennem hovedet. At være så tæt på at folk bliver slået ihjel. Det er skræmmende. Og vores egen sikkerhed? På den ene side er vi fuldstændigt omringet af IDF, de er i lobbyen, de er udenfor og de er oppe på 5. På den anden side kunne hotellet netop derfor blive et mål for bevæbnede palæstinensere. Men er der overhovedet flere af dem tilbage i byen? Er det ikke netop de sidste bevæbnede som sammen med et par hundrede civile og præster har søgt tilflugt i Fødselskirken for tre uger siden?
Vi sidder hver for sig i vore egne tanker. Vænnes langsomt til lyden og begynder igen at slappe af. Skyderiet fortsætter i 2 timer og jeg flytter en madras ind på de andres værelse, har ikke lyst til at sove alene.
Guided tur i centrum
“Vi ønsker at I skal se og opleve, hvordan det belejrede Bethlehem er lige nu” fortæller den lokale aktivist os den følgende morgen. At være fredsvagt handler i høj grad om at være der, være tilstede og observere, få et førstehåndskendskab og bringe det videre med til sit hjemland.
Vi går ud i morgenkulden udenfor hotellet. Vi er fem personer – een af dem en lokal palæstinensisk journalist, der arbejder for BBC. Med et hvidt flag i hånden leder han os udenom soldaterne og vores udflugt begynder.
Han fortæller os at byen nu i tre uger har haft 24-timers udgangsforbud. Beboerne i centrum har ikke været udenfor en dør i hele denne tid. Udenfor centrum ophæves udgangsforbuddet i 2-3 timer hver tredje dag, så folk dér kan købe lidt ind.
Langsomt bevæger vi os ind i centrums smalle gader. Vi ser ikke én bil som ikke er smadret af kampene. De fleste af dem er bevidst kørt over af kampvogne og ligger nu som surrealistiske skulpturer fuldstændigt krøllet som sammenklemte øldåser. Overalt er husene mærket af heftige kampe. Store huller i murene vidner om granatskud fra kampvogne og Apache helikopterne.
Vi føler os som Palle alene i Verden eller som de eneste overlevende efter en atomkrig. Stilheden er den værste. Ikke en lyd udover lyden fra vore skridt i en blanding af glasskår og projektiler. At forestille sig denne by som en pulserende storby, som et af verdens helligste steder, hvor tusinder af troende og turister hvert år normalt valfarter for at se og opleve.
“Jeg har en lille souvenir-shop” nede ved Fødselskirken, fortalte én af de lokale palæstinensere. Han bor lige ved siden af Star Hotel og sneg sig i går ind på hotellet for at få et afbræk i udgangsforbudets isolation.
“Den skulle stå der endnu, butikken. Jeg har snakket i telefon med nogle af butikkens naboer”. Han fortalte om hvor underligt det er, at man pludselig ikke kan komme ud, ikke kan komme på arbejde, ikke kan købe ind. Og børnene som er tvunget til at være indenfor. Det er svært at bevare roen i hjemmet.
“Men jeg tjente nu heller ikke så meget før denne belejring. Vi lever jo i en konstant krigstilstand med kontrol og checkpoints. Turisterne tør ikke komme her mere”.
På vores gåtur kommer vi forbi dét der engang var byens pulserende marked. Intet er skånet. Alle boderne er ødelagt. Stanken er ulidelig. Rådden frugt i de sammenskudte boder og dynger af affald, som nu på 3. uge flyder over det hele skaber sin helt egne lugte – meget forskellige fra duften af de krydderier som tidligere blev solgt her.
Vi møder et filmhold fra BBC World. “I skal ikke gå længere. Soldaterne er tæt herpå og de virker meget anspændte”.
Vi er overladt til vores lokale guides sans for vurdering. Vi går videre, lidt mere forsigtigt. “Måske er de flinke, måske skyder de advarselsskud, vær forberedt på det”, siger han advarende.
“Hallo!” råber en kvindestemme oppefra et vindue. Hun vinker ned til os, smiler. Vi hilser tilbage. De indespærrede palæstinensere hilser os med glæde. Vi er et afbræk i isolationen og et levende bevis på at omverdenen ikke har glemt dem. Hist og her mærker vi lidt liv omkring os. Når fredsvagter bevæger sig rundt i de tomme gader benytter nogle chancen til at komme lidt ud i luften, få hilst på en nabo eller afleveret lidt olie eller sukker til familiemedlemmerne der bor overfor. Soldaterne vil sandsynligvis ikke skyde direkte på os og derfor skaber vores tilstedeværelse et lille rum af tryghed, som de indespærrede kan benytte sig af.
Mødet med IDF
Vi drejer omkring et hjørne kommer ud til en bred trappe, som fører ned til Manger Square og ned til Fødselskirken.
“Stop”, råbes der fra 7-8 soldater, som står 40 meter fra os nedenfor trappen.
Vi stivner. Langsomt sniger soldaterne sig op i hver side af trappen. Man føler sig som midt i en krigsfilm. Med M-16 geværerne forrest, langsomt op ad trappen, hele tiden observerende hvad der sker i sidegaderne.
“No Photo´s” råber de. Kameraerne vendes nedad. Ved at række armene i vejret, viser at vi ikke udgør en trussel. Alligevel er både de og vi bange for hvad der kan ske. Vi stoler ikke på hinanden og vi stoler heller ikke på sidemanden. Én forkert håndbevægelse og situationen kan udvikle sig til det værst tænkelige.
De kommer op til os, forklarer at vi er på et forbudt område og at vi skal se at komme væk. “Der er snigskytter nede ved kirken, så I risikerer at blive skudt” forklarer soldaterne. “Væk, væk” råber de.
“Næste gang I kommer tager vi jeres film fra jer” truer de mens vi langsomt går væk fra dem.
Vi går stille videre, skal hver især lige sluge oplevelsen. Hvis vi var palæstinensere var vi blevet skudt på stedet. Dét sætter oplevelsen af det belejrede og besatte Bethlehem i perspektiv. Selvom den menneskelige natur er hurtigt at vænne sig til nye og ekstreme situationer, kan ét fejltrin fra en palæstinenser her i sin egen hjemby koste ham eller hende livet.
Derfor er byen stille – dødstille.
Japanske Turister
Skyderiet i går aftes i Bethlehem har trukket hele verdenspressen tilbage til Star Hotel. Den svenske palæstinenser ser sig stresset omkring, må melde alt udsolgt til de sidste ankomne korrespondenter fra CNN.
Lobbyen summer af aktivitet. Den digitaliserede verdenspresse forsamlet på et sted. Oppe på 4. har BBC World installeret sig både med redigering og sendefaciliteter.
BBC-holdet kommer ind fra deres tur rundt i spøgelsesbyen. Fotografen køber sig en Carlsberg og sætter sig ved vores bord.
“I må ikke stille spørgsmålstegn ved det jeg nu fortæller”, starter han. “Hvis I gør det, så tror jeg, at jeg er bliver vanvittig”.
Med vores forhåndsløfte om at være seriøse fortæller han, at de på deres tur rundt i de tomme gader pludselig stødte på et japansk ægtepar, der gik forvirrede rundt med et kort over Bethlehem i hånden. Filmholdet, som med sine hjelme og skudsikre veste mest af alt lignede deltagere i en Star War film måbede, da ægteparret på gebrokkent engelsk henvendte sig til dem:. “Undskyld, kan I fortælle os hvordan vi finder Fødselskirken”. Filmholdet prøvede at forklare de vildfarne japanere om krigen. Men de var rejst hjemmefra for syv uger siden og havde intet hørt. De havde ikke undret sig over at være blevet sat af en taxa et stykke udenfor centrum og heller ikke over at byen var fuldstændig mennesketom.
Efter at have grint længe af historien, vækker den til eftertanke. Disse to japanere, som blot opfører sig som almindelige turister bliver i skæret af krigens logik til galninge. Der bliver vendt noget op og ned på begreberne.
Mad-aktionen
Vi mødes på et kontor sammen med en snes andre fredsvagter. I dag skal vi forsøge at komme med mad helt ned til Fødselskirken. Rapporterne derfra siger at situationen er meget kritisabel. Det eneste spiselige de får er suppe kogt på citrusblade. Hvis vi ikke kan få maden helt ned til kirken, skal den udleveres til de familier der bor tæt ved.
Langsomt bevæger vi os ned gennem de tomme gader. Enkelte steder kommer palæstinenserne ud af deres døre for at følge vores forehavende. Vi har fået at vide, at militæret ved lignende aktioner plejer at åbne ild, men at vi blot skal udvise ro, ikke blive paniske, blot blive stående.
Omkring 150 meter fra Kirken dukker soldaterne op. De virker forvirrede, ved ikke helt hvordan de skal tackle situationen. Fredsvagternes udpegede talsmænd starter en time lang forhandling med soldaterne for at kunne komme videre med maden. Soldaterne står fast, flytter sig ikke en tomme, det gør vi heller ikke. På et tidspunkt sætter vi os for på den måde at vise de fredelige hensigter. En 73-årig amerikansk aktivist går lige i kødet på soldaterne. Hun er ikke bange og forsøger at fortælle dem at det behøver de heller ikke at være. “Jeg kunne være din bedstemor” siger hun til en af dem. Hun vil blot længere ned mod kirken med maden. Soldaterne får endog tilbudt selv at aflevere maden ved kirken. Men der er lukket. Slutteligt får vi lov til at uddele maden hos de omkringboende familier, som meget taknemmelige kommer ud og henter pose og sække med mel, sukker, kiks, pasta.
På én måde lykkedes aktionen ikke, vi kom ikke ned til Fødselskirken, på den anden side lykkedes det os at få udleveret med til nogle af dé familier, som ikke havde været udenfor en dør i tre uger.
Og nok så vigtigt lykkedes det os dels at få trodset vores egen angst og dermed samtidigt at få trodset israelernes udgangsforbud og den krigsform som de gennemfører.
Tankerne glider hen mod den civile del af frihedskampen under besættelsen herhjemme. Og Vestbredden er besat. Situationen ligner i uhyggelig grad.
Mødet med palæstinenserne
En stor del af vores tid som fredsvagter går med at vente, vente på at store FN-lastbiler skal kunne komme igennem afspærringerne med mad, som vi så igen kan hjælpe videre rundt i området. Vente på åbninger i de israelske checkpoints. Men ventetiden bliver brugt på møder med palæstinensere, som sidder indespærrede i deres hjem rundt om i Bethlehem. Vi møder bl.a. direktør og vicerektor for Bethlehem Universitet Dr. Manuel Hassasian og med direktøren for Beit Jala Hospitalet i Bethlehem Peter Qumrey.
Alle steder oplever vi palæstinensere, som tror på freden, tror på en løsning med fredelig sameksistens med israelerne. Men som vicerektoren siger med et smil: “Jeg tror på at vi skal kunne danse sammen – der skal to til en tango; Men jeg tror ikke på at det umiddelbart bliver en kinddans”.
Hjemme igen
Efter en uge i Bethlehem er vi vel hjemme igen. Situationen i de besatte områder i Gaza og på Vestbredden skifter fra time til time. Al udgangsforbud er ophævet. I Bethlehem varede den 38 dage.
Men konflikten fortsætter og der vil til stadighed være brug for nye fredsvagter i Gaza og på Vestbredden. Så længe palæstinenserne bor i getthoer, skarpt kontrolleret af IDF, så længe palæstinenserne fuldstændigt afskæres fra at leve et liv med ordentlige levevilkår vil der være unge, som i desperation vil spænde bomberne om livet, trænge ind i Israel og sprænge sig selv og civile israelere i luften. Og så længe Sharons svar på disse selvmordsbomber er mere vold og mere undertrykkelse, lige så længe er der brug for at civile fra hele verden tager afsted, gør op med voldsspiralen, viser at det kun er med fredelige midler og fredelig sameksistens at konflikten i Mellemøsten kan løses.
Der er i skrivende stund 10 nye danske fredsvagter i Gaza og på Vestbredden.