Venstrefløjen på grænsen

Mads Bruun Pedersen, Socialistisk Information

Venstrefløjen på grænsen

Den radikale venstrefløj i Israel må selvkritisk vurdere sin strategi og udvikle nye svar og projekter. Både i forhold til palæstinenserne i de besatte områder og i forhold til de kræfter i Israel, som ønsker at gøre op med besættelsen. Det siger Connie Hackbarth fra Alternativt Informations Center (AIC) i Jerusalem. Hun beskriver i dette interview, hvordan den aktuelle konfrontation – invasionen og selvmordsbomberne – har skabt et polariseret klima også blandt kritiske israelere og palæstinensere.

Af Mads Bruun Pedersen

Det altoverskyggende problem for den israelske venstrefløj og »fredslejren« er at finde en måde at gå op imod de kræfter i det israelske samfund på, som i dag kun ser en løsning: Fortsat besættelse af Vestbredden og Gaza. Det er ikke nemt, men det er nødvendigt, mener Connie Hackbarth.

Som talskvinde for det lille fælles israelsk-palæstinensiske Alternativt Informations Center (AIC), var Connie Hackbarth i Danmark for nylig for at repræsentere en stemme imod den »hovedstrøm« af national opbakning, som den israelske premierminister Ariel Sharon får til sin invasion og krigskampagne i de besatte områder.

Men det er i dag en stemme, der befinder sig på »grænsen« af hovedstemningen i begge lejre. Da AIC blev oprettet for tyve år siden, i 1982, skete det i lyset af den israelske invasion af Libanon. Også dengang under ledelse af Ariel Sharon.

I dag fungerer AIC fortsat som et fælles palæstinensisk-israelsk center. Centeres opgave er at indsamle information om besættelsen og skabe kontakter mellem kræfter på begge sider. Men arbejdet er besværligt. Og uden mange ressourcer. Hertil kommer, at det er politisk vanskeligt at finde en platform for en så radikal kritik af de herskende opfattelser, forklarer Connie Hackbarth, der oplever, hvordan de få organisationer og aktivister, der er med i det lidt, der er tilbage af »fredsfløjen«, bliver presset og har vanskeligt ved at komme igennem i offentligheden.

»Det israelske establishment ønsker os ikke, men prøver at presse os ud«, siger hun.

Medansvar og tavshed

– Fredsfløjen er delt i to. Den ene fløj består af Fred Nu og Arbejderpartiet. Men det parti er medansvarlig for krigsforbrydelser mod palæstinenserne. Derfor er der ikke nogen væsentlig politisk opposition mod regeringen. Selv ikke hvis Arbejderpartiet forlod regeringen i morgen – og det taler de om. Dog ikke på grund af uhyrlighederne i områderne, men fordi de ved, at der kommer et valg og at de derfor har brug for at distancere sig fra Likud.

– I dag er der ingen grund til at stemme på Arbejderpartiet, man kan lige så godt stemme Likud, mener Connie Hackbarth. Efter alt det frygtelige, der er sket, kan jeg ikke se, hvordan de kan udgøre noget moralsk eller politisk kompas. Det andet parti på fredsfløjen – det venstrezionistiske Meretz – er fuldstændigt tavst. De zionistiske partier er ude af stand til at håndtere den aktuelle situation.

Usikker venstrefløj

Hvorfor?

– Ifølge meningsmålinger støtter 70 procent af den israelske befolkning Sharon. Det er det reelle problem – de zionistiske partier på midten har ingen støtte og er forvirrede. Den zionistiske venstrefløj er meget usikker på, hvad den skal gøre. De anerkender, at der er et problem, at besættelsen ikke kan fortsætte. Men de er ikke i stand til at tilbyde et troværdigt alternativ til de fleste israelere og kan ikke overbevise dem om, at besættelsen er problemet. De fleste israelere mener, at det er palæstinenserne, der er problemet.

Overvejer Meretz den situation, de står i?

– Desværre har midterpartierne og venstrezionisterne altid vist sig ude af stand til at være selvkritiske. Det gælder også i dag. Meretz og lederen Yossi Sarid »forsvandt« dagen efter invasionen, og jeg har ikke set dem være solidariske med palæstinenserne og forklare israelerne, at dette er et resultat af Oslo-processen. De har været tavse.

– Fred Nu har været tavse i de seneste par måneder. Og fredsbevægelsens midterfløj forsvandt med udbruddet af Intifadaen. De forstod den ikke. De støttede ikke fredsprocessen for at få retfærdighed for palæstinenserne og en fælles fremtid. De opfatter palæstinenserne som et demografisk problem, det ville være bedst at slippe af med. De ønsker adskillelse og er mere interesserede i national forsoning inden for Israel end forsoning med palæstinenserne. Så for dem er det: Byg en stor mur og lad os slippe af med dem. De tager sig ikke af, hvad den israelske politik har gjort mod dem, og hvad der vil ske bagefter.

Soldater i fængsel

-I løbet af de seneste par måneder er Fred Nu dog blevet mere synlige, siger Connie Hachbarth.

-De holder hver dag en protestvagt uden for Sharons bolig i Jerusalem. Så på trods af min kritik af Fred Nu – så er det fantastisk, at de er der hver dag. Det er ikke nemt for dem, det er jeg klar over. De har gennemgået en virkelig krise ved at skulle forholde sig til intifadaen. Desværre har det taget dem langt tid at mobilisere.

– Der er også en anden del af fredslejren – en gruppe af soldater. De har forklaret, at de zionistiske ideer forpligter dem til, ikke at udføre militærtjeneste i områderne. Der er op mod 415 soldater, som hidtil har underskrevet brevet (se boks). De støtter Arbejderpartiet og Meretz. Det er folk, som har gennemgået en krise og har sagt: Dette er ikke det Israel, som vi drømmer om. Der er for tiden 36 israelere i fængsel for at nægte at gøre tjeneste i de besatte områder. Så de betaler en pris, men er ikke sikre på, hvad de skal gøre fremover. Det er her, hvor vi på den radikale venstrefløj må bygge broer og forklare, at der er alternativer.

Hvordan gør I det?

– Hvis vi bare havde alle svarene! For os har udbruddet af intifadaen kun været et spørgsmål om tid. Den er det uundgåelige resultat af Oslo-processen. Når den zionistiske venstrefløj i dag vågner op, så har vores holdning hidtil været: Hvordan har I kunnet undgå at se, at dette ville ske? Den holdning må vi ændre. Vi bliver nødt til at anerkende, at folk gennemgår en reel krise. Og vi må tilbyde et alternativ og sige, hvad der kan gøres. Det er ikke nemt og ikke noget, vi har være nødt til i lang tid. Det kræver også arbejde på vores side. Vores fordel er, at vi faktisk er i stand til at være selvkritiske.

Den radikale venstrefløj består ifølge Connie Hachbarth i dag først og fremmest af grupper i det civile samfund – som AIC, Kvindekoalitionen for en retfærdig fred, Taayush-initiativet (som dagbladet Politiken kører en indsamlingskampagne for), den Israelske Komite mod Husødelæggelser, Rabbinere for Menneskerettigheder. Det radikale venstre omfatter også ikke-zionistiske politiske partier i Israel: kommunistpartiet, nogle af de palæstinensiske og arabiske nationale partier.

Hvor er grænsen i dag for den radikale venstrefløj?

– Grænsen har helt bestemt flyttet sig – især på grund af den aktuelle intifada. For eksempel havde vi en israelsk demonstration ved en kontrolpost tæt på Ramallah. Den var ikke-voldelig og anført af kvinder. Politiet besvarede den med tåregas, og da vi forlod stedet, løb de bagefter og slog os. 21 demonstranter blev indlagt på hospitalet. Jeg tror, at det var et reelt vendepunkt for mange mennesker på den radikale venstrefløj. Men det israelske samfund ønsker os ikke i dag. Vore stemmer gøres tavse. De ønsker ikke at høre, hvad vi har at sige. Jeg er meget bekymret for demokratiet i samfundet. Israel er et meget militaristisk samfund.

Et autoritært regime

Har I radikale samarbejdespartnere fra de besatte områder?

– Også den palæstinensiske venstrefløj gennemgår en reel krise lige nu. Hovedalternativet til de palæstinensiske myndigheder er de islamistiske organisationer Hamas og Jihad. Venstrefløjen har været meget tavs og ude af stand til at mobilisere. De har et problem inden for deres eget samfund. Mine kolleger fra vores Betlehem-kontor er utroligt modige. Det er ikke populært at arbejde sammen med israelere i dag, heller ikke den ikke-zionistiske venstrefløj.

Hvordan ser den radikale palæstinensiske venstrefløj ud i dag?

– Det er meget vanskeligt at svare på. Informationerne er meget, meget begrænsede. Der er en konsensus i det palæstinensiske samfund imod besættelsen og for de palæstinensiske myndigheder. Men for bare seks måneder siden blev disse myndigheder kritiseret fra alle sider og af mange gode grunde. I dag vil ingen kritisere dem. Der er en krigssituation, og man føler ikke, at man har råd til at kritisere myndighederne. Så at tale om den palæstinensiske venstrefløj er meget vanskeligt i dag.

Man finder ikke en socialistisk kritik af Arafats ledelse, familier og klanerne?

– Ikke i dag, hvor fokus er på besættelsen. Men det har en langvarig negativ indflydelse på det palæstinensiske samfund. Ligesom i Israel, hvor den nationale samling om Sharon betyder, at folk ikke er så kritiske.

Demokrati og selvmordsbomber

Havde man for et år siden en mere åben debat i det palæstinensiske samfund?

– Åben debat er et stærkt udtryk. Det palæstinensiske styre er et autoritært regime, og den palæstinensiske venstrefløj var meget klar: Dette er ikke et demokrati, det er ikke det samfund, vi ønsker. Med hensyn til selvmordsbomber: Som israeler er det ikke op til mig at vælge, hvilke midler, der skal anvendes til at skille sig af med undertrykkeren. Men mine palæstinensiske kolleger på venstrefløjen er meget optaget af det ud fra et perspektiv for det palæstinensiske samfund.

Hvordan?

– De ønsker at opbygge er samfund, hvor et palæstinensisk liv har en værdi. De vil sende et signal og sige: Nej, forbliv i live, du kan bidrage til Palæstina på en anden måde. Desværre er situation så dårlig og fører til så meget frustration, at der er tilstrækkeligt med folk, som føler, at de ikke har noget at bidrage med. Det er tragisk set ud fra et palæstinensisk synspunkt.

Finder man denne kritik af selvmordsbomberne i den palæstinensiske offentlighed?

– Meningsmålinger i israelske aviser siger, at 60-70 procent af palæstinenserne støtter selvmordsbomberne. Det betyder omvendt, at 30-40 procent ikke gør det. Selvmordsbomber er et relativt nyt fænomen og er blevet brugt i takt med, at besættelsen er blevet værre og værre.

Palæstinensere i Israel

Hvilke relationer har den radikale venstrefløj til de israelske palæstinensere?

– De gennemgår også en krise i øjeblikket. Da 13 mennesker blev dræbt af politiet i forbindelse med en demonstration i oktober 2000 var det palæstinensiske samfund chokeret. Der er nu en regeringskommission, der undersøger, hvad der skete, og det er tydeligt for alle, hvordan denne kommission er forudindtaget og ikke reelt forsøger at finde ud af, hvad der skete.

– Men problemet går dybere. Det drejer sig ikke kun om, at politiet blev nervøse under en demonstration og begyndte at skyde. Det går helt ind til kernen af forholdet mellem jøder, palæstinensere, muslimer og kristne inden for Israel. Det er et spørgsmål, den radikale venstrefløj kun har beskæftiget sig lidt med, og som vi må forholde os til. Besættelsen skriger på opmærksomhed, men diskriminationen af de palæstinensere, der bor i Israel, foregår mere i tavshed og er sædvanligvis ikke voldelig. Det er et spørgsmål, som vi ikke har taget tilstrækkeligt alvorligt, slutter Connie Hackbarth.

Comments are closed.