En fredsvagt beretter

Pernille Kofoed, DPV

Kære alle sammen…

Det er efterhånden et stykke tid siden at jeg har skrevet og der er sket en masse siden sidst, så jeg ved ikke helt hvor jeg skal begynde.. Som de fleste jo nok er klar over har de fleste af os ikke haft mulighed for at tage på arbejde i de sidste par uger da både Ramallah,Betlehem og mange andre byer på Vestbredden er genbesat af israelsk militær. Det har ikke været let. Mest af alt har vi haft lyst til at prøve at komme ind i de områder vores kollegaer sidder fast i for bare at “kunne gøre NOGET”, men af sikkerhedsårsager har det ikke været muligt.

Olivier har været i Ramallah i et par dage og har kørt ambulancer for UPMRC (union of Palestinian medical releef committies). Det har ikke været syge og døde han har kørt med, men han har prøvet at få mad og medicin ud til folk der efterhånden har været lukket inde i deres hjem i 3 uger nu. Mange steder er situationen katastrofal, da der hverken er vand eller mad at få og i de enkelte byer er hele områder lukke hermetisk af, så heller ikke nødhjælpskonvoyer kan komme med det allermest nødvændige. Sådanne steder er områder omkring Arafats kontor i Ramallah og omkring fødselskirken i Betlehem. Folk der ringer ud fra disse områder melder om døde i husene eller i gaderne og om syge og sårede der ikke kan få hjælp.

I gruppen har vi gjort vores bedste for at få så meget presseomtale som overhovedet muligt og ifølge de mails vi får fra Nødhjælpen er det gået ganske godt.. Det ser endelig ud som om at der er begyndt at brede sig en forståelse for problemet; ikke kun i Danmark, men rundt om i hele verden..

Flere grupper hernede har på det seneste fået arrangeret konvoyer med mad og medicin som det er lykkedes os at få ind i områderne. I sidste uge var vi på konvoy til Nablus og Jenin og i mandags kom vi ind i både Betlehem, Beit Jalla og Beit Sahour.

Alle steder vi har været har der været massive ødelæggelser. I Nablus kom vi ind selvom der var udgangsforbud, og stille kørte vi omkring 20 biler og 3 lastvogne gennem byen op på Palestinian Red Cross Center, hvor vi læssede af. Byen var ubeskriveligt ødelagt. Overalt var der skudhuller i murene og hele bygninger var kollapset efter granat angreb. Vejene var overalt rillede af taksenes ødelæggende larvefødder og i vejknterne lå biler (eller det der engang var biler) mast efter tanks havde kørt over dem.

I Jenin var ødelæggelserne i selve byen ikke så store. Byen var til gængæld fuldstændigt overproppet med flygtninge fra flygtningelejren. Mange tusinde mennesker er nu på flugt for anden (eller måske mere??)gang og hundrede er døde efter at soldater, tanks og helikoptere har raseret lejren. Efter hvad flygtningene fortalte, så er flere huse blevet buldozer med mennesker indeni selv om soldaterne havde fået at vide at der stadig var folk i husene. Der er også vi fik også fortalt at mange af dem der overgav sig til soldaterne blev skudt på stedet og flere kom til mig og fortalte mig om massegrave..

Det er fygteligt tragisk hvad der sker og det er på alle måder umenneskeligt den måde at palæstinenserne bliver behandlet på.. I Jenin vrimlede folk ud i gaderne (på trods af udgangsforbudet) og fange kvinder og mænd råbte og skreg hysterisk på arabisk om deres døde sønner, mænd og hustruer. Dette er folk der siden 1948 har været flygtet fra de områder de oprindeligt kom fra og nu ikke engang har flygtingelejren tilbage. I Betlehem kom vi ind i de timer hvor udgangsforbudet var hævet i nogle timer. det gjorde det svært at komme rundt da alle skulle nå at købe ind, komme på hospitalet, se til slægtninge mens det stadigt var sikkert at bevæge sig frit. Vi fik afleveret det vi skulle og nåede lige ud til kl. 16.00 da udgangaforbuddet trådte i kraft igen. På slaget 16.00 hørte vi skudsalver og kanonskud fra de israelske våben. Der er ikke megen menneskelighed tilbage..

Olivier og jeg har siden igår morges også været under udgangsforbud hér i Al-Azzeria. Klokken to om natten kørte en jeep med højtalere rundt og meddelte på hebraisk at fra nu af skulle alle bliv indendøre. Ellers ville de blive skudt.

Da vi ikke kan hebraisk og iøvrigt sov, som man ofte gør klokken to, hørte vi ikke advarslen.

Næste morgen stod Olivier op og var på vej på arbejde, da han blev stoppe og advaret af vores naboer. “danger.. Shooting.. no go out.. soldier” blev der sagt.. Chokeret kom han tilbage og meddelte at vi jo nok måtte blive hjemme.

Efter hvad nyhederne fortæller, så er der på grund af den Israelske uafhængighedsdag at de fleste byer og landsbyer rundt om Jerusalem hermetisk lukkes af. Som om ingen andre en israelerne har ret til et liv. Helt ærligt!!! Hvad ligner det at bure alle inde og skyde på folk, fordi at den anden del af befolkningen skal feste???!!!

Forestil jer at man fængsler alle til vestre for midten fordi at der er fest hos de konservative. Det er i realiteten det man gør her. Rundt på gaderne kører der armerede mandskabsvogne rundt (de ligner tanks men har ikke den store kanon på) og tanks kører larmende og truende rundt. Ind imellem høres skussalver og igår måtte vi lukke vinduerne da der var massivt meget tåregas i luften. Så klokken præcist 22.30 hørte vi massive brag udenfor og forskrækket

løb vi ud til terassen for at se hvor det kom fra. Det viste sig imidlertid at være brag fra israelernes festfyrværkeri.. I et land hvor store brag som disse er lig med krig, død, ødelæggelse og sorg, er det væmmeligt og usmageligt. Folk fra byen kunne fra deres huse, hvor de var (og er) lukket inde se “de andre” feste udenfor.

En ting vi ihvertfald har lært: I pressede situationer står naboerne sammen. Vi har fået mad og brød af naboer der har haft ekstra og idag har jeg været henne hos nogle børn i nærheden og lave interview til en islandsk børnebog. Lidt kan vi godt komme rundt, bare vi ikke nærmer os hovedvejen..

Igår blev jeg ringet op af kollegaer fra Betlehem. Solaterne er begyndt at køre rundt i gaderne omkring fødselskirken med store højtalere. Ud af højtalerne

kommer skrigende lyde som når man kører kridt for hårdt ned at en tavle.. sansynligvis prøver de at få folk til at forlade kirken. Kirken har svaret igen med at ringe med klokkerne, men for mig minder israelerne lyd-terror mest af alt om historier jeg har hørt fra touturofre.

Det er meningen af vi (Olivier og jeg) skal deltage i en konvoy til Tul Karem imorgen tideligt og vi vil se om vi kan komme til Jerusalem gennem dalen vi har neden for vores vinduer. Jeg regner med at det er en tur på 2-3 timer og med en masse klatren, men vi skal nok klare den. Ellers vender vi tilbage igen.

Nå men vi pakker taske og er på vej ud af døren om 10 minutter.

Kram til jer alle

Pernille

Dette indlæg blev udgivet i Gamle indlæg, Kommentarer. Bogmærk permalinket.