Derfor er USA så pro-israelsk
I Europa har selv Israels gamle venner fået nok. Men i USA har Israel et godt navn. Over tre gange så mange støtter israelerne som palæstinenserne, og det sætter en grænse for, hvad præsident George W. Bush kan og vil gøre i konflikten.
Af Poul HøiLagt på www.berlingske.dk den 11. april 2002 kl. 22:30.
WASHINGTON
Det kan godt være, at Benjamin Netanyahu er et lettere anløbent navn i de europæiske hovedstæder. At den tidligere israelske premierminister ikke blot har stået for tæt på ilden, men at han – for mange – er selve ilden.
Det er helt anderledes her i Washington.
Netanyahu kom i forgårs til den amerikanske hovedstad for at tale Sharon-regeringens sag, og natten til i går fik han nærmest en tickertape-parade i Kongressen. Han talte til 20 senatorer, og på mødet blev der kun stillet ét spørgsmål, som med en meget velvillig fortolkning kan siges at udtrykke skepsis. Demokrater og republikanere var ellers enige om at hylde Netanyahu og Israel som indbegrebet af retfærd.
Det kan der være mange gode grunde til: Israel er det eneste demokrati i Mellemøsten, og landet er en trofast partner i kampen mod terrorisme, og alt det værdsætter Kongressen.
Men der kan også være andre grunde. Mere indenrigspolitiske grunde.
For amerikanerne er – i modsætning til europæerne – stadig udpræget Israel-venlige, og en Gallupmåling i går fastslog, at 50 pct. af amerikanerne udtrykker sympati for israelerne, 15 pct. for palæstinenserne, og 67 pct. sagde, at de var godt tilfredse med Bush-regeringens politik under konflikten. Men hvorfor er amerikanerne så Israel-venlige, mens den gamle verden og den øvrige verden er gået i den modsatte retning?
Ud over ovennævnte argumenter er der mindst fire faktorer, som skaber den offentlige mening, siger eksperter.
Der er 5,3 mio. jøder i USA svarende til 2,3 pct. af befolkningen, men de har en indflydelse, som rækker ud over de bare tal. Tag blot Kongressen: Hver tiende senator er jødisk, og seks pct. af kongresmedlemmerne ligeså, og det påvirker debatten.
Pro-israelske organisationer driver en af de mest effektive lobbymaskiner i Washington. Den største, AIPAC, har et budget på 412 mio. dollar og 140 ansatte, og organisationen har ansat syv lobbyister i Kongressen.
Pro-israelske grupper donerer store beløb til politikerne i valgkampene. Over ti år har de uddelt tæt på 50 mio. dollar, oplyser Center for Responsive Politics.
USAs førende kommentarer er næsten alle pro-israelske, viser en ny opgørelse. Det var den kritiske, men i bund og grund Israel-venlige kommentator Eric Alterman, som i en klumme i denne uge bragte navnene på USAs 74 førende kommentatorer, og hvor de stod i konflikten: 62 af dem »udtrykte ubetinget sympati for Israel uanset omstændighederne«, og kun fem stod for det modsatte synspunkt. Resten var midt imellem. Det svarer til, at 84 pct. af kommentatorerne er pro-israelske, syv pct. pro-palæstinensiske.
Ifølge israelske aviser har premierminister Ariel Sharon en direkte linje til to mediefolk, som han »altid kan regne med«, som aviserne udtrykker det – nemlig William Safire fra New York Times og Lally Weymouth fra Newsweek.
Altsammen – den jødiske repræsentation i Kongressen, lobbyindsatsen, de politiske kampagnebidrag og en presse, der er overvejende venlig – er med til at skabe en atmosfære, der er mere pro-israelsk end i Europa.
Hvad betyder det så for amerikansk politik?
Den pro-israelske atmosfære sætter en grænse for, hvor langt Bush-regeringen kan gå i sin kritik af Israel.
Da præsident George W. Bush i sidste uge holdt sin store Mellemøst-tale, hvori han krævede, at israelerne »uden tøven« trak sig ud af de besatte områder, varierede reaktionerne i den øvrige verden fra applaus til skuffelse over, at kritikken ikke var mere udtalt – men på hjemmebane lød der andre toner. I Kongressen var der en vis uro, og flere politikere, bl.a. demokraterne Joe Lieberman og Diane Feinstein mente, at Bush var gået for vidt.
Med andre ord: Hans Israel-kritiske mandat er ganske snævert, og han skal hele tiden have blikket rettet ikke kun mod tabstallene, men også på Galluptallene.