”Transfer” er stuerent
Som bekendt blev den israelske turistminister dræbt af palæstinensere i oktober 2001. Ministeren repræsenterede det såkaldte ”Transfer”- parti, der er et israelsk regeringsparti, der åbent går ind for forflytning (transfer) af palæstinenserne i de besatte områder, som en mulig løsning på konflikten. Posten som turistminister og partileder blev overtaget af en anden herre fra samme parti, Benny Elon. I et interview i bosætter-radioen Arutz d. 9. november 2001 udtalte han følgende :
”Vi er villige til at forhandle med dem om en form for autonomi, hvor hovedstaden skal være Amman. Områderne kan være forbundet kulturelt og kommunalt med Jordan, mens Israel beholder suveræniteten og kontrollen med grænserne og Jordandalen. Dette kan dog kun lade sig gøre, hvis de er villige til at leve i fred med os. Hvis ikke, kan de blive nødt til at betale prisen i form af ”transfer” (forflytning).”
Også andre placerede politikere går ind for ”transfer”. I samme radio udtalte lederen af Bibi Netanyahu´s kontor, Uri Elitzur (fra regeringspartiet Likud), at man ikke kan udelukke muligheden af transfer. Han mente ikke at transfer var uetisk, men dog at det nok ikke er realistisk i de næste par årtier.
Som Jørgen E. Petersen (P1-korrespondent i Paris) bemærkede i en artikel i Jyllandsposten for nyligt, kan man prøve at forestille sig, hvad der ville ske, hvis der i Arafats regering sad et palæstinensisk parti med en officiel politik om at smide jøderne i havet….
Søs Nissen DPV Nyhedsbrevet marts 2002. Kilder : Report on Israeli Settlement, januar/februar 2002. Læs mere om ”transfer” i artikel af Christian Ulstrup i sidste nr. af Palæstina Orientering nr. 4, 2001.