Arafat og flere ledende palæstinensere har i de seneste måneder forsøgt at henvende sig direkte til den israelske befolkning og til den vestlige opinion ved interview, artikler og TV-optræden. Her en artikel af Marwan Barghouti fra d. 18. januar 2002. Artiklen blev trykt i The Washington Post.
Ønsker I sikkerhed? Så røm de besatte områder!
RAMALLAH – Israels likvidering af Fatah aktivisten Raed Karmi i mandags var forudsigelig. På trods af, at Israel har dræbt mere end 18 palæstinensere, siden præsident Yasser Arafats opfordrede til våbenhvile den 18. december, har der ikke været en eneste israelsk civil såret i denne periode. Dette udgjorde, ifølge verdensregeringerne og den internationale presse, en ” afmatning af volden”. Men en afmatning af volden er lige præcis det, den israelske premiereminister Ariel Sharon ikke kan tillade sig. Han blev valgt ind i en krisetid, og ved, at hans styre kun kan opretholdes i krisetider. For sin egen politiske overlevelses skyld, vil han gøre alt i sin magt, og finde på enhver undskyldning, for at bære mere brænde til urolighedsbålet, og undgå at vende tilbage til fredsforhandlingerne.
Følgelig blev mere end 600 palæstinensere, som i forvejen var flygtninge, for nylig gjort til flygtninge påny, da Sharons bulldozere jævnede deres hjem i Gaza. Dagen derpå blev palæstinensiske hjem i det besatte Øst Jerusalem destrueret. Og for at sikre sig, at palæstinenserne bliver tilstrækkeligt provokeret og voldsspiralen starter på ny, likviderer Israel derefter Karmi.
Sharon retfærdiggør disse barbariske og illegale tiltag i ”sikkerhedens” navn. Men som en, der ofte selv bliver betragtet som en kandidat til israelsk likvidering, kan jeg personligt forsikre det israelske folk, at hverken likvideringen af mig eller nogle af de andre 82 likvideringer gennem de sidste 15 måneder, vil bringe dem bare den mindste smule tættere på den sikkerhed, de søger og fortjener.
Den eneste måde israelerne kan opnå sikkerhed på, er ganske enkelt ved at bringe den 35-årige lange israelske besættelse af palæstinensisk territorium til ophør. Israelerne er nødt til at opgive myten om, at det er muligt både at have fred og besættelse samtidig; at fredelig sameksistens er mulig mellem en slave og hans herre. Manglen på israelsk sikkerhed er affødt af manglen på palæstinensisk frihed. Israel vil kun opnå sikkerhed efter besættelsens endeligt – ikke før.
Når først Israel og resten af verden forstår denne fundamentale sandhed, så vil vejen fremad blive klar: Bring besættelsen til ophør, lad palæstinenserne leve i frihed og lad de uafhængige og ligestillede naboer Israel og Palæstina forhandle en fredelig fremtid med nære økonomiske og kulturelle relationer.
Lad os ikke glemme, at vi palæstinensere har anerkendt Israel på 78% af det historiske Palæstina. Det er Israel, som nægter at anerkende Palæstinas ret til at eksistere på de resterende 22%, områderne der blev besat i 1967. Og alligevel er det palæstinenserne, som anklages for ikke at ville kompromittere sig og for at forpasse muligheder. Ærlig talt så er vi godt trætte af altid at påtage os skylden for israelsk uforsonlighed, når det eneste, vi ønsker er implementeringen af international lov.
Og vi har ingen tillid til USA, forsyneren af milliarder af dollars årligt som hjælp til at finansiere Israels udvidelse af ulovlige kolonier, ”bekæmperen af terrorisme”, som udruster Israel med F-16 jagerfly og kamphelikoptere, der tages i brug overfor en forsvarsløs civil befolkning, ”forsvareren af frihed og de undertrykte” som pylrer om Sharon, selvom han står overfor sigtelser for krigsforbrydelser for sit medansvar i 1982-massakrene af palæstinensiske flygtninge. Verdens eneste supermagt er blevet reduceret til en simpel tilskuer, som intet andet har at tilbyde end et trættende omkvæd af ”stop volden”, alt imens den intet foretager sig for at gøre noget ved de årsager, som ligger til grund for volden: Benægtelsen af palæstinensisk frihed.
Se hvordan den ukuelige General Anthony Zinni fokuserer sine bestræbelser på ”vold”, imens jødiske bosættere overtræder international lovgivning og endog amerikansk politik, ved at flytte ind i en ny ulovlig bosættelse i det besatte Østjerusalem. Vi palæstinensere er ikke imponerede.
De sidste 15 måneder har Israel dræbt mere end 900 civile palæstinensere, hvoraf 25% var under 18 år. Og alligevel har USA den frækhed at nedlægge veto imod en FN-plan om en international beskyttelsesstyrke til at stoppe nedslagtningen.
Derfor vil vi beskytte os selv. Hvis Israel forbeholder sig retten til at bombe os med F-16 jagerfly og kamphelikoptere, så burde det ikke komme som en overraskelse for dem, når palæstinensere griber til defensive våben for at tvinge disse fly ned. Og selvom jeg og Fatah bevægelsen, som jeg tilhører, stærkt opponerer imod angreb på og rettelser af skyts imod civile indenfor Israel, vores fremtidige nabo, så forbeholder jeg mig retten til at forsvare mig selv; til at modsætte mig den israelske besættelse af mit land, og til at kæmpe for min frihed. Hvis palæstinenserne forventes at forhandle under besættelse, så må Israel forvente at forhandle, mens vi modsætter os denne besættelse.
Jeg er ikke en terrorist, men jeg er heller ikke en pacifist. Jeg er blot en almindelig fyr fra de palæstinensiske gader, som er talsmand for det, som enhver anden undertrykt person har gjort sig til talsmand for – retten til at hjælpe mig selv i manglen på hjælp fra nogen anden.
Dette princip kan meget vel føre til min likvidering. Så lad mit standpunkt stå klart, så min død ikke skal blive affærdiget så nemt af verden, som endnu en statistik i Israels ”krig mod terrorisme”. I seks år vansmægtede jeg som politisk fange i et israelsk fængsel, hvor jeg blev torteret, hvor jeg hang med bind for øjnene, mens en israeler slog løs på mine kønsorganer med en stav. Men siden 1994 da jeg troede på, at Israel seriøst ville bringe sin besættelse til ophør, har jeg været en utrættelig talsmand for fred baseret på retfærdighed og lighed. Jeg var leder for palæstinensiske delegationer i møder med israelske parlamentarikere, for at støtte gensidig forståelse og samarbejde. Jeg søger stadig fredelig sameksistens, mellem de ligestillede og uafhængige lande Israel og Palæstina, baseret på fuld tilbagetrækning fra de palæstinensiske territorier besat i 1967 og en retfærdig løsning på de palæstinensiske flygtninges problemer i overensstemmelse med FN-resolutioner. Jeg forsøger ikke at destruere Israel, men udelukkende at bringe dens besættelse af mit land til ophør.
Marwan Barghouti. Skribenten er generalsekretær for Fatah på Vestbredden og blev valgt ind i det Palæstinensiske Lovgivende Råd (PLC).