Lige tåbelige
Efterhånden som det palæstinensiske selvstyre (PA) og Arafat bøjer mere og mere af overfor amerikansk og europæisk pres og arresterer forskellige populære ledere af Intifadaen, bliver kløften dybere mellem 2 modsatte positioner blandt palæstinenserne i de besatte områder. På den ene side står PA med dets sikkerhedschefer som Jibril Rajub og Muhammad Dahlan, hvis handlinger meget kraftigt fordømmes af palæstinenserne og hvis drømme om amerikansk nåde via endnu våbenhvile nu ligger godt begravet under dyngerne i Rafah, Tulkarem og Hadera. På den anden side står militserne, hvis nytteløse vold tjener Sharons koloniale ambitioner lige så godt som et patronhylster tjener et gevær.
Mange palæstinensere opfatter i dag begge parter som lige tåbelige. Ingen af dem behøver at stå til ansvar for deres handlinger og begge er derfor inderligt uinteresserede i befolkningens behov. Ingen af dem har en strategi eller plan for de interne reformer samt politiske, militære og diplomatiske tiltag som palæstinenserne nødvendigvis må tage for at overleve og i sidste ende overvinde Israel, når landet ledes af en person som Sharon.
Begge parter tillader dernæst, at Arafat suverænt vedbliver med at være den som varetager den palæstinensiske sag (på katastrofal vis), mens han manøvrerer mellem de to lejre. Aldrig helt afvisende overfor brugen af våben, aldrig helt afvisende overfor evt. forhandlinger. Arafat vil ikke vælge side nu, og det behøver han heller ikke. Ligesom i Beirut har Sharon allerede valgt for ham – Ligesom i Beirut er det Sharon, der nu bestemmer slagets gang.
Uddrag af kommentar af Graham Usher i Middle East International nr. 667, 25. januar 2002.