Krigens landskab
Af Henrik Saxgren
Gaza er en landstribe der måler cirka 6 km x 45 km. Den sydlige grænse vender mod Egypten, den vestlige mod Middelhavet og de to resterende grænser mod Israel. Gaza bebos af ca. en million palæstinensere. l foråret 1994 trak de israelske tropper sig ud af Gaza efter 37 års besættelse og i løbet af sommeren 1994 blev det palæstinensiske selvstyre etableret i henhold til Oslo-fredsaftalen. Israel har stadig det overordnede militære sikkerhedsherredømme over området, hvilket betyder, at Israel kan lukke grænserne og luftrummet over Gaza når det passer dem. Dette har været realiteten siden september 2000 og reelt set har en million palæstinensere været spærret inde siden Al Aqsa-intifadaen startede for mere end et år siden.
Men ikke alene er en million palæstinensere indespærret bag de lukkede grænser, midt iblandt dem lever 6000 israelske bosættere, hvis sikkerhed den israelske stat bruger betydelige resourcer på at garantere, skønt deres tilstedeværelse forpester livet for alle. Bosættelserne er rene fæstningsværker, omkranset af pigtråd, barrikader og vagttårne og vejene til og fra er sikret af kilometervis af betonafskærmninger og militære stillinger. Hvor de “sikre bosætterveje” krydser Gazas egne hovedfærdselsårer, er der oprettet militære checkpoint og trafikken til og fra bosættelserne har absolut og uantastelig førsteret. Al lokal palæstinensisk trafik bliver stoppet hvis blot en enkelt bil med en enlig bosætter skal passere og det gør ingen forskel, om det skaber trafikkø’er på både en og to kilometer.
98% af alle palæstinensere i Gaza er muslimer. Allerede under den første intifada – fra
1987 til 1993 – voksede støtten til den fundamentalistiske islamiske fraktion, Hamas, dramatisk, i takt med Arafat og PLO’s manglende resultater. Israel forholdt sig ikke alene passivt, de understøttede og gødede jorden for den nye fundamentalistiske fraktion via en påfaldende rundhåndet uddeling af tilladelser til alle former for Hamas-initiativer. Det være sig byggeri af moskeer eller oprettelse af islamiske skoler. Det hele ud fra devisen: Alt hvad der svækker Arafat styrker Israel.
Men i skyggen af den evindelige ydmygelse og svækkelse af Arafat, skabtes i virkeligheden det ‘monster’, som i dag har vendt sig mod Israel selv. Flertallet af de selvmordsbombernænd, der spreder skræk og rædsel blandt israelere i almindelighed og israelske soldater i særdeleshed, er uddannet i disse fundamentalistiske moskeer og skoler i Gaza.
Det er på grund af disse selvmordsbombemænd, at man aldrig ser en israelsk soldat i Gaza. Ved check-points kører man forbi bombesikrede betonbunkere, hvorfra der kun stikker geværløb og megafoner ud og det eneste liv man registrerer, er når megafonen skratter sine metalliske kommandoer eller geværerne spytter deres dødsensfarlige liveammunition ud. Og fra de boligkvarterer og flygtningelejre der grænser op til bosættelserne, ser man heller ingen soldater. De er skjult i vagttårne eller bag sandsække og barrikader. Også her oplever man kun en absolut skræmmende, tilsyneladende vilkårlig og totalt anonymiseret vold, når våbnene udspyr deres dødsensfarlige ild.
Den israelske hær hævder, at de kun åbner ild i selvforsvar og at de ofte bliver beskudt af gunmen fra ruinerne i de sønderskudte kvarterer. Der er palæstinensiske gunmen, der opererer i ruinerne om natten og skudveksling høres næsten hver nat i de to sydligste byer, Rafah og Khan Younis. Men af de skyderier, som jeg var vidne til i dagtimerne (og det var vel omkring ti tilfælde), er det helt ude af proportion at kalde dem provokerede.
Det var militære reaktioner på drengestreger! De israelske soldater i vagttårnene skød med tung maskingevær, som reaktion på børn som kastede med sten. Og vel at mærke fra en afstand, som var uovervindelig for selv den mest ihærdige drengearm.
Det mest ødelæggende er i virkeligheden, at ungerne ikke har en chance for at vide hvornår de bliver beskudt. Nogle dage kan de spille fodbold på banen nedenfor bosættelsen andre dage kan de ikke. Det afhænger kun (!) af humøret hos de pågældende soldater, der har vagttjansen netop den dag. Og den israelske hær forsøger ikke engang at disciplinere sine soldater til besindighed, men understøtter tilsyneladende vilkårligheden og har åbenbart denne uforudsigelighed som strategi i undertrykkelsen af den palæstinensiske opstand.
Over 50% af alle indbyggere i Gaza er under 14 år og for de fleste af disse er vold og stress et altoverskyggende aspekt af deres barndom. Og de børn, der er så heldige ikke at bo i landstribens periferier og som derfor ikke udsættes for den israelske hærs vilkårlige terror, har en benhård opvækst i flygtningelejrenes slum og møder så til gengæld volden i form af fysisk afstraffelse i hjemmet og i skolen. Jeg vil vove den sørgelige påstand, at over halvdelen, hvis ikke samtlige af Gazas børn, er traumatiserede i behandlingskrævende grad.
De skød efter mig
I den måned jeg tilbragte i Gaza, passerede jeg næsten dagligt Kfar Derom-checkpointet og i forbindelse med ventetiden dér, stod jeg flere gange ud af bilen for at fotografere og det skete uden problemer. Men da jeg en dag, hvor jeg opførte mig præcist som de andre dage, selv blev beskudt, forstod jeg pludselig graden af terrorisering som palæstinenserne udsættes for: Nemlig dét, at du ikke ved hvornår de skyder! Det var ekstremt provokerende og meget ødelæggende for resten af mit ophold. For det efterlod mig med en usikkerhed, som jeg næsten ikke kunne håndtere.
Dette at blive beskudt, uvarslet og ubegrundet i en situation, der lignede tidligere situationer og hvor soldaterne ikke havde noget som helst andet at lave end trafikregulering, gjorde mig bange og forvirret! Jeg kunne fra den dag af ikke længere stole på mine egne vurderinger og kunne derfor heller ikke mere forsøge at vurdere situationer rationelt. Det dobbelt provokerende var imidlertid, at jeg ikke så ansigtet på de soldater, som skød (jeg så kun geværpiben som stak ud af betonbunkeren). De øvrige gange hvor der uvarslet blev åbnet ild skete det også fra soldater uden ansigt.
Jeg har gået rundt i flygtningelejrenes periferier, dem som vender ud mod bosættelserne og har oplevet, hvordan fire-femårige børn har kunnet guide mig sikkert rundt i de sønderskudte gyder. For hver gang jeg var ved at tage et skridt for langt, råbte de advarende: Lo! Lo! Lo! (Nej! Nej! Nej!) Og viftede advarende med deres små pegefingre. De havde en skræmmende bevidsthed om, præcist hvor død og lemlæstelse kunne vente og spontaniteten i deres advarsler var ildevarslende. Så jeg var aldrig i tvivl om, hvornår et hushjørne var sidste beskyttelse og jeg ikke skulle gå længere.
Og det var ikke noget de havde fået fortalt! Det var fordi de selv, alt for mange gange, havde oplevet, at de, uanset dag på ugen eller tid på dagen, fuldstændigt uvarslet kunne blive beskudt fra disse anonyme fæstninger. Og disse rollinger bor altså i disse kvarterer og skal forestille at have et liv!
Jeg forstår godt de unge menige israelske soldaters paranoia overfor selvmordsbomber, men det er både skræmmende og et brud på alle vedtagne og ikke vedtagne regler og normer, at de kan slippe af sted med deres vilkårlige og traumatiserende terror.
En ting er, at det smadre livet for en hel generation af palæstinensere, men det rammer bade dem selv og os andre i det lange løb, fordi det kun gøder jorden for flere og mere desperate palæstinensiske selvmordsbomber. Nar de unger oplever, at de kan blive beskudt uanset om de opfører sig godt eller skidt, mister de jo enhver kontrol over deres eget liv. Det kan kun skabe defaitisme og det er i defaitismens jord den næste generation af selvmordsbombemænd vokser frem.
Kamikaze
Da 19 yngre, primært arabiske mænd den 11. september 2001 gik ombord i fire amerikanske passagerfly og senere smadrede dem ind i Pentagon og World Trade Center, skete det i guds navn og alligevel var det væsentlig forskellig fra de selvmordsbomber vi kender fra Gaza. For flykaprerne fra den 11. september var ikke selv spærret inde i udsigtsløshed og desperation. Derimod var de bosat i vesten, var forholdsvist veluddannede og havde indflydelse på deres eget liv. Deres selvmord var drevet af fanatisme, hvor de unge fra Gaza er drevet af desperation.
For 11. september-terroristerne (al-Qaeda) er den moderne vestlige verdens dominans og magtfuldhed en utålelig provokation, som udstiller den før hen så magtfulde islamiske kulturs deroute og den vestlige modernitet gøres til skræmmebillede på al ugudelighed. For al-Qaeda handler det i sidste ende om global magtkamp. For de unge selvmordsbombemænd i Gaza er det i højere grad vreden over ikke (!) at få del i den vestlige modernitet, der udløser deres desperation.
Det er meget svært at fatte, hvordan unge mænd, nogle har knapt overstået teenageårene, kan kaste et ungdomsliv med venner, fest og kvinder overbord, for i stedet at underkaste sig asketiske leveregler baseret på rigide fortolkninger af koranen? Kan nogen sag være så stor, at den er værd at ofre livet for? Hvor meget bedre skulle disse unge menneskers live have været for, at de ikke meldte sig under martyriets grønne banner?
Jeg tror ikke, at selvmordsbombemænd skabes i fundamentalistiske koranskoler. Derimod er jeg sikker på, at mange fundamentalistiske koranskoler manipulerer unge, som har besluttet sig for den kompromisløse hævn, til at fuldføre deres mission. Mange af de unge mænd, som har valgt at spænde et sprængstofbælte om brystet, er ikke engang fra særligt religiøse familier. Det kan være almindelige unge mænd som pludselig en dag har fået nok og ikke længere vil tolerere den ydmygelse, som den israelske hær dagligt udsætter dem for i deres klaustrofobiske indespærring i Gaza og som pludselig er villige til at ofre alt for at gøre en ende på skammen. Disse unge søger de fundamentalistiske bevægelser og koranskoler, fordi de har brug for at møde nogen som kan levere en forståelsesramme til deres desperation. Disse bevægelser hævder sig så leveringsdygtige i en religiøs helhedsopfattelse, der kan erstatte frustrationen og ydmygelsen med visheden om et bedre liv efter dette, hvilket kan være brugbart i det afgørende sekund, hvis modet skulle være ved at svigte. Ex. vis er det jo ikke noget dårligt bytte for en seksuelt frustreret ung mand, der har levet hele sit liv i Gaza, at udløsningen af bomben indebærer en øjeblikkelig status som martyr, som umiddelbart vil åbne alle døre til Paradiset, hvor 72 unge jomfruer venter på udelukkende at betjene ham. Og at der som sidegevinst er fri adgang for mor, far og hele familien.
Jeg tror, at fundamentet for de palæstinensiske bombemænd skabes udenfor de fundamentalistiske koranskoler – i det miljø, der omgiver dem, der hvor de vokser op.
Jeg tror, at man ved at fjerne ydmygelsen og håbløsheden, kan fjerne grobunden for den lokale terrorismen.
Det lyder jo rasende banalt, jeg ved det
Og dog! Desværre er det i dag ikke så rasende banalt, som man umiddelbart kunne forvente.
Jeg bosatte jeg mig i Gaza i oktober måned 2001 med det formal at undersøge det fysiske miljø, der tilsyneladende er så leveringsdygtigt i unge mænd, parate til det kompromisløse selvmord.
I et forsøg på at vise de omgivelser, som flere af de fremtidige selvmordsbombemænd vil være præget af.
Man kan godt sige, at mit ærinde er politisk.
Min grundholdning til konflikten er, at palæstinenserne ikke truer staten Israels eksistens og at Israel er en besættelsesmagt, der bruger bosættelserne som fortrop i annekteringen af de besatte områder og at en forudsætning for fred er, at disse bosættelser rømmes. Naturligvis føler også jeg afsky for palæstinensiske selvmordsaktioner mod skolebørn og andre civile inde i Israel. Og jeg vil ikke anerkende, at et forsvar for palæstinensernes ret til en selvstændig stat, er ensbetydende med et forsvar for disse kyniske selvmordsaktioner. Og jeg vil ikke afholde mig fra at insistere på, at det er den konstante ydmygelse af palæstinenserne og den kvælende udsigtsløshed i Gaza, der er en hovedårsag til de desperate selvmordsaktioner.
Men prøv nu for en stund at glemme diskussionen om, hvem der kom først? Hvem der skød først? Hvem der har ret? Hvem der er ondest? Og glem alt om Jesus, Jehova, Muhammed, David, toraen, bibelen, koranen, Dødehavsrullerne og FN-resolutionerne… Og stil så det simple spørgsmål-. Hvordan forvandler et uskyldigt barn sig til terrorist?
Jeg har nogle bud, som kan bruges som brikker i en sådan refleksion.
Først og fremmest er denne udstilling et sådant bud: Et forsøg på at nuancere billeddannelsen.
Jeg har bestræbt mig på at lave en afdæmpet dokumentation, hvor jeg efterstræber nøgternhed. Jeg valgte simpelthen at fotografere med et gammeldags storformatkamera på stativ, som på forhånd skulle udelukke mig fra at gentage de sædvanlige pressebilleder. Jeg valgte et udstyr, som ikke kan arbejde hurtigt, men kræver langsomhed og eftertænksomhed. Man kan sige, at jeg underlagde mig et fotografisk dogme-koncept ud fra devisen: Begrænsning er mulighed.
Derfor lever mange af disse billeder på detaljen. Sporene efter destruktiviteten. Aggressionens sejr over skønheden. Fraværet af poesi og livsmod, hvor krig og død bliver ikoner for håb. Og hvor selvmordet bliver den ultimative heltegerning.
For vi beskæftiger os med stolte mennesker, for hvem ydmygelsen og skammen har været så ødelæggende og ønsket om hævn er blevet så indædt, at de kunne juble over 3000 dræbte amerikanere i World Trade Center.
Henrik Saxgren, januar 2002