Naivt eller seriøst initiativ fra kronprins Abdulla?
Den saudiarabiske kronprins Abdullas forslag om total israelsk tilbagetrækning fra de besatte områder til gengæld for en fuld normalisering af relationerne mellem Israel og de arabiske stater har fået en positiv modtagelse i Europa og resten af verden. Selv USA har reageret med forsigtig optimisme, og officielle repræsentanter for både Israel og de palæstinensiske selvstyremyndigheder har budt forslaget velkommen. Abdullas initiativ kommer i et politisk tomrum, hvor det længe har været svært at se håb for fredsprocessen, og hvor volden optrappes dag for dag. Intifadaen fortsætter trods store ofre: 1300 er døde (langt de fleste palæstinensere), og tusinder er sårede. Er der grund til at håbe på, at Abdullas enkle forslag kan bryde igennem i det kaos, der dominerer området og truer sikkerheden i hele regionen? Svaret er både ja og nej.
Den første forudsætning for, at initiativet skal lykkes, er en godkendelse på det arabiske topmøde den 26.-27. marts i Beirut. Bl.a. presset fra Abdulla ser ud til at gøre det muligt for Arafat endelig at slippe ud af sin byarrest i Ramallah, så han kan deltage i topmødet, hvilket selvfølgelig er nødvendigt for, at de arabiske lande samlet kan tage stilling til forslaget. I modsætning til forhandlingerne om Camp David II i 2000, hvor Arafat stod alene om at træffe de svære beslutninger om bl.a. Jerusalem og flygtningespørgsmålet uden direkte støtte fra de arabiske regeringer, ser der denne gang ud til at være mulighed for en samlet opbakning til Abdullas initiativ. Saudiarabien spiller en særlig rolle i den arabiske verden som en af de vigtigste finansielle støtter for de palæstinensiske selvstyremyndigheder og andre arabiske stater, og – ikke mindst – som den åndelige leder for store del af de 56 islamiske lande i verden. Hverken Syrien eller de palæstinensiske myndigheder tør afvise et initiativ fra Saudiarabien.
Den anden afgørende forudsætning for, at Abdullas initiativ kan lykkes, er en seriøs opbakning fra USA. Bush har i en telefonopringning til Abdulla erklæret sig positiv overfor forslaget, der har flere paralleller til de hovedpunkter, Bush sammen med Colin Powell præsenterede for FN sidste år. Men Sharons lobbyister har stadigvæk en stærk indflydelse på amerikansk politik, og da året i år er valgår i USA, er intet sikkert.
Den tredje forudsætning er, at det israelske Arbejderparti trækker sig ud af regeringen, og dermed tvinger Sharon til at gå af og udskrive valg. Hele denne mands karriere er bygget på ideer, der er stik modsat fred og militær tilbagetrækning. Hans “tilbud” er, at palæstinenserne kan få 42 procent af de besatte områder og ingen indrømmelser hverken i Jerusalem eller i Golan – og slet ikke i flygtningespørgsmålet. Han stemte både mod Camp David-fredsaftalen mellem Israel og Egypten i 1978 og senere mod Oslo-aftalen mellem Israel og PLO. Den israelske befolkning har brug for et konkret alternativ, som Arbejderpartiet må bane vejen for. Et fælles program fra Arbejderpartiet, Meretz, fredsbevægelsen og de arabiske partier skal sætte en samlet løsning af konflikten på dagsordenen: fuld normalisering af forholdet mellem Israel og de arabiske stater, tilbagtrækning til grænserne fra 1967 både til Palæstina, Syrien og Libanon samt etablering af en selvstændig palæstinensisk stat. Tidligere har Rabin godkendt Syriens ret til hele Golan, men der har været uenighed om de efterfølgende fredsløsninger. Abdullas initiativ kan vise sig at være de søm, der skal til for at lukke resten af hullerne. Initiativet er klart rettet mod den israelske befolkning, hvor fredskræfterne igen er voksende. De seneste store demonstrationer mod Sharons politik og de ca.300 officerer og soldater, der nægter tjeneste i de besatte områder, er begyndelsen, der kan kulminere med Abdullas initiativ.
Det springende punkt i initiativet er flygtningespørgsmålet. Her står på den ene side Clinton-initiativet (baseret på 5 modeller til at løse flygtningespørgsmålet: en del til selve Israel, en del til den kommende palæstinensiske stat, en del til de “swap-udvekslede” områder mellem Palæstina og Israel, en del bliver hvor de er, og en del skal have mulighed for at rejse til et andet sted) og på den anden side resultaterne af Taba-forhandlinge i 2001 mellem Israel og de palæstinensiske myndigheder, hvor man kom til 80 procents forståelse og initiativer til løsning af det helt centrale flygtningespørgsmål. I en kommende løsning må indgå, at de omkring 300 illegale, jødiske bosættelser, der skal evakueres i fremtiden som en del af en fredsløsning, ikke skal jævnes med jorden, som Sharon gjorde med Yamit-bosættelsen i Sinai efter fredsaftalen med Egypten. Bygningerne kan være en del af den strategiske løsning for de palæstinensiske flygtninge, der ønsker at vende tilbage til den kommende palæstinensiske stat. Den israeliske “Law of return” og den internationalt anerkendte ret for de palæstinensiske flygtninge til at vende hjem kan løses ved forhandlingsbordet, hvis viljen til fred er til stede. Her kan UNHCR involveres som en international organisation, der har lang erfaring med flygtningspørgesmål i andre af verdens brændpunkter.
Det er første gang i mange år, der er kommet et initiativ fra arabisk side, og så ovenikøbet fra en central magt som Saudiarabien. Det har krav på fuld støtte fra USA og Europa såvel som alle andre, herunder FN. Alternativet er flere Sharoner i Israel, mere radikalisme blandt både palæstinensere, arabere og muslimer og endnu flere tab af menneskeliv.