Efter Camp David
af
Maria Bergsøe
Palæstinenserne jublede og modtog Arafat som en helt efter sammenbruddet af forhandlingerne i Camp David den 25. juli. Noget forinden var Arafats popularitet for nedadgående på grund af hans eftergivenhed overfor Israel, hans uduelighed samt den korruption og undertrykkelse af den palæstinensiske opposition, som præger de såkaldte selvstyreområder.Da Arafat og hans delegation rejste til Camp David var de ledsaget af følgende krav fra palæstinenserne: Kom ikke tilbage fra Camp David uden Retten til tilbagevenden og uden Østjerusalem som palæstinensernes hovedstad.Mens forhandlingerne stod på, lyttede palæstinenserne med ængstelse til rygter, der tydede på at de lovlige krav, som er indeholdt i Sikkerhedsrådets resolutioner, ikke ville blive opfyldt. Dersom Arafat havde givet efter hèr, var der utvivlsomt udbrudt voldsomme uroligheder.Nu stod han fast – deraf jubelen.Deadline
Osloaftalen indebar at slutforhandlingerne skulle være klar i maj 1999, men Arafat gik med til at udsætte udråbelsen af en palæstinensisk stat, fordi det ville støde ind i det israelske valg, som fandt sted i maj. Det internationale samfund mente, at en sådan handling kunne skade arbejderpartiet, som ansås for at være mere villig til fred end Likud. EU afgav i marts måned i Berlin løfte om fuld støtte til en levedygtig palæstinensisk stat, hvilket gjorde det lettere for palæstinenserne at udskyde tidspunktet.Men gennem de sidste måneder har Arafat bekendtgjort, at han syv år efter indgåelsen af Oslo-aftalen den 13. september ensidigt vil udråbe en palæstinensisk stat. Dette spiller naturligvis en stor rolle i forsøget på at opnå en fredsaftale, for udråbelsen af en sådan “stat” kan få uoverskuelige konsekvenser. EU er tilsyneladende ikke helt så villig til at anerkende denne stat, som Arafat havde håbet på. Af Israel vil det opfattes som en provokation, der vil kalde på hævn og sandsynligvis medføre militær konfrontation, samt annektering af bosættelser og store områder på Vestbredden.Ifølge det anerkendte tidsskrift Middle East International vil Arafat blive voldsomt presset til at acceptere et eller andet bryg-sammen, som kniber udenom nøgleproblemerne. Her består faren i, at et nyt kortsigtet “hurtigt fix” vil blive flikket sammen så Oslo-cirkusèt kan fortsætte med at være på banen. Et sådant kort-sigtet arrangement har en tilbøjelighed til forblive permanent – og den vil intet være værd.
De historiske kendsgerninger
Det er forstemmende at TV2 og størstedelen af den danske presse bedømmer hele situationen omkring Camp David forhandlingerne udfra en israelsk/amerikansk synsvinkel. At Bil Clinton roser Barak for hans modige og visionære optræden kan ikke overraske. Israel er USA’s allierede og Barak er hårdt trængt. Men at danske medier ser bort fra de historiske kendsgerninger og fra de utallige FN-resolutioner, som regeringer i Israel gennem alle årene fuldkommen har ignoreret, er dybt forargeligt.Israel besatte Vestbredden, Gaza og annekterede Jerusalem i 1967, hvilket det internationale samfund aldrig har accepteret.I Vesten herskede der for kort tid siden ingen usikkerhed om, at de flygtede Kosovo-albanere skulle tilbage til deres land. Dobbeltmoralen er tydelig for palæstinenserne, men er tilsyneladende fortrængt også af de danske medier.Israel og USA har længe forsøgt at errodere Sikkerhedsrådets resolution 194 om “Retten til Tilbagevenden” – det er ikke lykkedes og det bør ikke lykkes. Det er palæstinensernes historiske folkeretslige grundlag, der sikrer dem eksistens som folk.Palæstinenserne kræver således blot deres ret. Både med hensyn til Østjerusalem, Retten til Tilbagevenden, politiske fangers frigivelse, bosættelsernes forsvinden, fordeling af vand og grænsernes fastlæggelse. De har strakt sig langt siden 1993, da Osloaftalen blev indgået, men de er næppe uvillige til at indgå visse kompromiser.Den palæstinensiske talskvinde Hannan Ashrawi udtaler i anledning af Camp David: “Vi beder ikke Europa om andet end at behandle Israel som en stat – med alle de rettigheder, men også med alle de forpligtelser og det ansvar som andre stater har, og ikke som et land hævet over loven.”
Maria Bergsøe