Camp David – spil eller alvor?
af
Ole Olsen
Formand for Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening
Dette indlæg har i forkortet form været bragt i Politiken den 5. august 2000.
I to på hinanden følgende dage kunne man læse henholdsvis en lederartikel og en kommentar fra Israels ambassadør i Danmark om Camp David. Konklusionerne i de to synspunkter var ganske ens. Det var Yasser Arafats skyld, at de lange forhandlinger ikke havde ført til et resultat.Nuvel, det er er en ærlig sag, at min foretrukne morgenavis deler vurdering med den ene part i en sag, men jeg tror desværre lederskribenten er blevet fanget af retorikken og en klippefast tro på det israelske arbejderpartis gode vilje til at finde et tilfredsstillende kompromis med de hårdt prøvede palæstinensere. Tillad mig at komme med nogle supplerende betragtninger, sådan at læserne får et bedre grundlag for selv at udpege skurke og helte.
For det første har nyhedsformidlingen generelt fremstillet samtalerne som ægte forhandlinger, hvor begge parter skylder hinanden noget og skal finde frem til et par byttehandler. Det er ikke tilfældet i den israelsk-palæstinensiske konflikt. Her er situationen, at den ene part (Israel) har besat den anden parts territorium og tillige har hovedansvaret for en flygtningesituation med over 3 millioner mennesker. Palæstinensernes mulighed i forhandlingerne er derfor alene at vurdere om eventuelle indrømmelser fra Israels side er bedre eller ringere end status quo.
For det andet er det som glemt, at internationale beslutninger og principper rimeligvis må danne ramme for de kompromiser, der måtte blive indgået. Eksempelvis er det et grundlæggende principper i verdensordenen, at besat land skal rømmes og at flygtninge har ret til at vende hjem. Hele verden har en interesse i at sådanne principper ikke tilsidesættes af tilfældige politiske ledere i et tilfældigt sommerhus!
Eksempelvis er det noget retorisk vrøvl, når det formidles, at Israel “tilbød” 88 procent af Vestbredden og Gaza. En nøgtern udlægning er jo at “Israel krævede at beholde en del af de besatte områder – uden at ville tilbyde noget til gengæld”.
Jeg husker i hvert fald ingen fortilfælde for at der bliver givet territorial rabat til besættelsesmagter, men jeg lader mig da gerne oplyse, hvis der er noget jeg har misforstået…
De samme ræsonnementer er også de eneste logiske at bruge på Jerusalem. Jeg har ikke en vision om en delt by, men hvis Israel ønsker at undgå at rømme Øst-jerusalem eller dele heraf, tilsiger logikken at palæstinenserne får et tilbud som er lige så godt, fx medbestemmelse over hele byen fremfor blot i de dele af Øst-jerusalem, som Israel ikke har plastret til med ulovlige bosættelser – for nu også at berøre et andet spørgsmål, hvor Camp David lagde op til at slippe godt fra at blæse på de internationale spilleregler.
Rygterne om hvad der var på bordet om flygtningespørgsmålet er lidt forskellige, men eet af dem går ud på at Israel kun ville gå med til en hjemvenden af 100.000 af de fordrevne og deres familier. Hvis man mener at kunne opfylde et internationalt princip om hjemvenden med et udspil på tre procent af de berettigede (plus en smule kompensation til andre), fortjener man bestemt at få sine skolepenge tilbage! At Israel i øvrigt forlanger at palæstinenserne herefter skulle slå en streg over historien, er bestemt ikke en tankegang, Israel selv forfølger.
Jeg er enig med såvel Politiken som den israelske ambassadør i, at Israel i Camp David lagde flere indrømmelser på bordet end før og måske tilmed flere end iagttagere havde forventet. Det er jeg tilfreds med, men som illustreret var Israel alligevel langt fra de indrømmelser, der logisk er brug for, hvis palæstinensisk selvbestemmelse skal give mening og internationale spilleregler respekteres.
Det er min sikre fornemmelse, at den palæstinensiske side var parate til at bøje nakken ganske dybt for at få en aftale med hjem, selv om deres krav som udgangspunkt ikke gik videre end de internationale principper og FN’s sikkerhedsråds resolutioner. Jeg synes det er beklemmende, at palæstinenserne efterfølgende klandres for ikke at ville kaste sig i støvet. Det vil være mere logisk at rose dem for at stå vagt om internationale principper, et aspekt som øjensynligt ikke ligger min morgenavis på sinde i denne sag.
Ole Olsen