Et rystende regnestykke

Gideon Levy, Haaretz

Et rystende regnestykkeAf GIDEON LEVY

 

Der har aldrig været en tilsvarende afspærring i dette land. Ingen kommer ud, ingen kommer ind – hverken de fødende eller de døendeKommentaren – IsraelKun en times kørsel fra Jerusalem har der de sidste fem måneder udspillet sig et grusomt drama, hvis lige ikke er set siden den israelske besættelses første tid – men flertallet af israelerne viser absolut ingen interesse for det.

Den nye form for af-spærring holder de besatte områder i et jerngreb, som i stigende grad er ved at kvæle en befolkning på 2,8 millioner mennesker. Alligevel er der ingen, der mæler et ord – hverken den tidligere regering (fredsregeringen), den nye eller den zionistiske venstrefløj i opposition.

Det må siges klart og enkelt: Der har aldrig været en tilsvarende afspærring i barrikadernes og afspærringernes land. Selv i de værste perioder af den tidligere intifada, da den israelske hær var overalt, og udgangsforbudet herskede suverænt, var der ikke tale om en situation, hvor et helt folk var kastet i fængsel uden retssag og uden mulighed for appel.

Appel? Tidligere kunne en fødende kvindes eller en døende mands skæbne afhænge af indstillingen hos den unge soldat, som bemandede vejspærringen, og som enten lod dem komme igennem eller ikke gjorde det. Nu kan palæstinenserne kun drømme om en god soldat, som engang måske ville have hævet bommen: Israel har splittet Vestbredden op ved hjælp af brede render, jordvolde og betonblokke ved indkørslen til de fleste byer og landsbyer.

Ingen kommer ud, og ingen kommer ind – hverken de fødende eller de døende. Der er ikke engang en soldat, man kan tigge og bede om nåde. Landsbyen, byen eller flygtningelejren er belejret, og indbyggerne er i fængsel. Et skolebarn kan ikke komme sikkert til sin skole, en studerende ikke til sin læreanstalt, en voksen ikke til sit arbejde.

Et netværk af bizarre åbninger i afspærringerne sender et helt folk af sted på mudrede, stenede veje, hvor deres situation forværres af en betydelig risiko for at blive pågrebet eller beskudt. Soldaterne åbner ofte ild mod de desperate trafikanter, som på en eller anden måde prøver på at klamre sig til de daglige rutiner. Kun den, der færdes på Vestbreddens veje, kan fatte det fulde omfang af grusomheden.

Denne massefængsling af et helt folk, som har nået monstrøst umenneskelige dimensioner, er også et dødbringende økonomisk slag. Ifølge FN‘s udsending Terje Rød-Larsen, hvis troværdighed der ikke er grund til at drage i tvivl, mister palæstinenserne 6,8 millioner dollar om dagen på grund af den nuværende grænselukning, og det samlede tab er indtil nu løbet op i mere end en milliard dollar. Mareridtsagtige talDet er dødsstødet for en økonomi, der hele tiden har været skrøbelig. Der er en kvart million arbejdsløse, en million mennesker lever under den palæstinensiske fattigdomsgrænse – 2,10 dollar om dagen – og bruttonationalproduktet er faldet 50 procent. Det er mareridtsagtige tal – ikke kun for palæstinenserne, men også for israelerne.

Aldrig før har palæstinenserne i de besatte områder levet i en sådan nød og elendighed. Resultatet er en hidtil uset desperation og i sidste ende voldshandlinger, der er mere ubarmhjertige og smertefulde end noget, man hidtil har set.

Allerede nu siger 84 procent af palæstinenserne, som ellers er hærdede mod modgang, at de lider under et »psykologisk pres«, fremgår det af en ny undersøgelse foretaget af Bir Zeit universitetet. Tallet stiger dag for dag.Det vil give sig udslag i flere og flere terroraktioner. Det er netop pointen: Palæstinensernes forfærdelige lidelser på grund af den nuværende lukning af grænserne vil hurtigt blive til israelernes lidelser. Når deres Id el-Adha (Offerfest) finder sted under disse omstændigheder, vil heller ikke vores Purim (forårsfest) bringe megen lykke. Selv om dette rystende regnestykke er enkelt, er der ingen, der tager hensyn til det. Selv de, der inderst inde tænker ud fra humanistiske eller moralske bevæggrunde, burde for længe siden have opstillet en ‘tab og gevinst‘-kalkule for Israel.

Den nuværende grænselukning har intet at gøre med sikkerhedshensyn. Enhver, der tvivler på det, kan bare opsøge barrikaderne og vej-spærringerne og se de tusindvis af fodgængere og køretøjer, som det trods alt lykkes at snige sig ind i Israel lige for næsen af soldaterne. De, der er villige til at løbe den risiko for at komme på arbejde, vil naturligvis også gøre det for at iværksætte en terroraktion.

Det egentlige formål med lukningen er at behage de skræmte bosættere og måske også – mistanken rejser sig, selv om det er svært at se hvorfor – at skade Den Palæstinensiske Selvstyremyndighed.

Den nuværende belejring er et skammeligt og forfærdende forehavende, og den må hurtigt hæves. Det skal ikke være afhængigt af, om voldshandlingerne holder op, for belejringen er selv den mest effektive ansporing til vold. Vi taler ikke længere om at komme ind i Israel, men om den frie adgang til Nablus.

Den nye ministerpræsident, Ariel Sharon, kan ikke gøre noget, der vil bidrage mere til en dramatisk ændring af situationen, end øjeblikkeligt og betingelsesløst at kaste renderne til og fjerne jordvoldene. Det vil ikke blot være en menneskelig, men også en intelligent handling.

Dette indlæg blev udgivet i Gamle indlæg, Klip fra pressen. Bogmærk permalinket.