GÆLDER FOLKE- OG MENNESKERET IKKE FOR DEM, VI IKKE KAN LIDE?
Weekend Avisen 11/1 2002
Læserbrev af Lise Lenz
———————————————-
Om vestens dobbeltmoral overfor Israel og det palæstinensiske folk.
Det bliver i stigende grad ubehageligt at se konflikten mellem Israel og det palæstinensiske folk blive behandlet uden hensyn til hverken historisk perspektiv eller hensyn til de folkeretslige principper, som vi gennem de sidste årtier har gjort til en uadskillelig del af måden at løse konflikter på.
Jeg har kunnet følge med i mange år, men specielt er årene siden Osloaftalens underskrivelse en plet på vestens og dermed vores troværdighed, som til stadighed truer med at forbistre klimaet imellem befolkningerne i verden; og som i sidste ende kan destabilisere den verden mine børn og børnebørn skal leve i.
Somme tider er det nødvendigt, at erindre sin egen historie for at forstå andre folks situation.
Jeg har ikke mødt tyske soldater på gaden uden for min dør; ikke skullet lyde deres ordrer eller acceptere, at de arresterede, deporterede, torturerede og henrettede mine landsmænd.
Historien bedømte de, af vore landsmænd, der reagerede med at bombe fabrikker, jernbaner og tyske soldater, skyde stikkere eller hjælpe jøder i sikkerhed som helte snarere end terrorrister, og langt hovedparten af os er vel stolte af modstandsbevægelsen, der ikke havde tanks og fly og soldater til deres rådighed.
Hvilken blokering, det er, der forhindrer specielt os i vesten i at forstå, at andre folk også føler stærkt for den jord, som de i generationer har levet på er et mysterium for mig, men en tragedie for et helt folk, hvis land blev foræret væk af nogen, hvis land det ikke var at give bort.
At dannelsen af Israel i 1948, en jødisk stat, ville blive en tragedie for de palæstinensere, der ikke var jøder, kan næppe være kommet bag på vestmagterne.
Alligevel valgte de at ignorere bl.a. 800.000 flygtninge, som i 53 år som de eneste ikke står under FN’s flygtningehøjkommisariats overopsyn. Og i modsætning til Bosnien, Kosovo og nu Afghanistan, så gælder retten til flygtninges hjemvenden ikke for palæstinenserne.78 % af Palæstina blev til Israel, hvis økonomiske og militære magt blev forceret ikke mindst af USA.
I 1967 besatte Israel de sidste 22 %, Gaza og Vestbredden.
I vestens retorik findes stærke ord for regimer, der går på erobringstogt hos naboerne, i hvert fald, når Irak gnaver sig ind på Kuwait. Den slags afstedkommer voldsomme reaktioner fra de lande, der har gjort sig til verdens moralske politi. Såfremt det altså ikke er Israel, der blæser på folkeretten.
.Og ser man lidt nærmere på det, verdenspressen kalder de palæstinensiske selvstyreområder, så forholder det sig faktisk sådan, at Gaza og Vestbredden beboes af 3 millioner palæstinensere, en del af dem i flygtningelejre, men der bor også mere end 400.000 jødiske bosættere.
Det lyder af det vilde vesten, men er tættere på et langt senere amerikansk fænomen: Waco. Eller snarere omvendte Waco’er.Fundamentalistiske, svært bevæbnede zionister, hvis holdning til deres palæstinensiske naboer kan være meget dødbringende. En bosætter skød f.eks. 29 bedende muslimer i Hebrons moske. Han tilhørte en organisation, som IKKE står på USA’s terrorliste.Den israelske hær og stat beskytter og udbygger disse bosættelser/kolonier med ingenmandsland, vejspærringer og befæstede veje, der afskærer palæstinensiske bønder fra deres marker, børn fra deres skole, beboere fra hospitaler m.m.
I 1993 i Osloaftalerne blev antallet af bosættere fastfrosset, dengang ca. 200.000. Afvikling skulle forhandles mellem parterne. Allerede under Barak var antallet steget til 400.000 og det stiger stadig.
Den slags kom serberne ikke godt fra at gøre i Kosovo.
Det palæstinensiske selvstyreområde er reelt delt op i A-, B- og C-zoner.
A-zonerne, 18% af området, fordelt i isolerede klatter omkring de større byer, er under palæstinensisk kontrol, omgivet af C-zoner, 60 % af området, som suverænt kontrolleres af Israel. B-zonerne skulle administreres af katten og musen i fællesskab.
Efter 1993 lukkede Israel alle grænser til områderne og kan nu med et fingerknips lukke for bevægelse af arbejdskraft, varetransport og ikke mindst blokere områderne økonomisk, hvilket er blevet en fast del af Sharons kollektive afstraffelsesmetode mod et helt folk.
Vi går for Israels skyld konstant på kompromis med principper, som ville koste andre lande voldsomme konsekvenser, og eftersom vesten for en stor del financierer Israel, 5 milliarder dollars til befæstede veje til bosætterne, massiv tilstedeværelse af hær og militært isenkram får man ikke råd til ved at sælge avocadoer og appelsiner, i hvert fald ikke uden at sætte social sikkerhed, sundhedsvæsen, uddannelsessystem m.m. ud af kraft for den israelske befolkning, ja, så bidrager vi og især USA til, at konflikten eskalerer.
Vi ved jo ligesom Lykketoft godt, at en retfærdig fred for palæstinenserne kun kan findes, hvis Israel fjerner bosættelserne og trækker hæren ud af områderne.
I stedet arbejder Sharon aktivt på en model, der er en kopi af apartheidstyrets “homelands”.
For ingen folkeretslige principper gælder tilsyneladende for Israel.
Lise Lenz Bodenhoffs Plads 11, 135 1430 København K