Er de lige gode om det?
Af Søs Nissen, Næstformand i Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening
————————————————–
Et stort flertal i Folketinget besluttede sig ved forespørgselsdebatten d. 24.1. for at genoptage tidligere tiders såkaldte balancerede syn på forholdet mellem Israel og palæstinenserne. Holdningen er, at begge parter er lige gode om det, og at begge parter derfor skal kritiseres for deres fejltag. Spørgsmålet er i imidlertid om begge parter i realiteten er lige gode om det , når disse er Arafat og hans selvstyre på den ene side og Sharon og den israelske regering på den anden. Sharon-regeringens ugerninger er lette at dokumentere. Der er utallige rapporter fra Amnesti o.a. om overgreb på menneskerettigheder, handlinger der kan betegnes som krigsforbrydelser, systematiske brud på konventioner og aftaler osv. Flere af disse overgreb nævnes da også af de borgerlige politikere som værende hæmmende for fredsmulighederne.
Med selvstyret og Arafat forholder det sig imidlertid anderledes, fordi det ikke er ligeså nemt at anklage selvstyremyndighederne for direkte overgreb eller brud på aftaler mv., når det gælder forholdet til Israel. Taler vi om overgreb på palæstinenserne er det en anden sag. I stedet fremkommer især borgerlige politikere med en række påstande om selvstyrets undladelsessynder. For et par måneder siden var det bl.a. påstanden om, at selvstyret ikke havde fjernet hadefulde passager om jøder fra selvstyrets skolebøger. Det har siden vist sig, at anklagerne mod skolebøgerne har været grundløse og derfor hører vi formodentlig ikke mere om den sag.
I torsdagens debat fremhævede man så i stedet Karine A affæren om våbensmugling, som et muligt bevis på selvstyrets skyld. Dette vel vidende, at denne sag langt fra er endelig klarlagt og meget vel kan vise sig at være mere speget end som så. Som med skolebøgerne kan det vise sig, at selvstyret heller ikke kan anklages for denne affære.
Det som står tilbage er da anklagen om, at Arafat og selvstyret ikke slår hårdt nok ned på terroristerne og dermed accepterer angrebene på uskyldige israelske civile. Men også denne anklage kan diskuteres. Spørgsmålet er nemlig, om det i dag er rimeligt at kræve af Arafat, at han slår hårdere ned på den palæstinensiske terrorisme al den stund det på mange måder gøres umuligt for selvstyret at agere som autoritet i områderne. Med Arafat i husarrest, israelske bombe-angreb på politistationer og fængsler, total blokering af vejforbindelser mellem de forskellige selvstyreområder m.m. kan man dårligt bebrejde selvstyret, at deres indsats ikke er optimal. Dertil kommer manges års ydmygelser i en resultatløs fredsproces ikke just har været gavnlig for Arafat og selvstyrets image blandt menige palæstinensere. Som Lykketoft rigtigt har påpeget, er det ikke nemt at agere autoritet i de palæstinensiske områder. Spørgsmålet er derfor snarere om selvstyret ikke allerede har gjort mere end man kunne forvente.
De borgerlige politikere har med andre ord ikke mange knager at hænge deres hatte på, når de fremstiller det som om begge parter er lige gode om det. Den israelske regering bruger hele statsapparatet og hæren til at slå hårdt ned på den palæstinensiske opstand, mens radikale bosætteres angreb på palæstinensere i vidt omfang ikke retsforfølges. Den palæstinensiske selvstyreledelse forsøger at afholde sig fra deltagelse i den palæstinensiske opstand, og har brugt mange kræfter på at bekæmpe radikale palæstinensiske grupper. Der er altså forskel.
Den nye danske udenrigspolitik er derfor forfejlet. Den israelske regering bærer tydeligvis det største ansvar for konfliktens eskalering og derfor skal presses lægges der, og ikke ligeligt på begge parter. Den såkaldte afbalancerede tilgang vil i realiteten være en indirekte støtte til Israels eskalering af konflikten og dermed en støtte til Sharons linie. Det gavner hverken fredskræfterne i Israel eller palæstinenserne i de besatte områder.
Mon ikke danskerne snart er trætte af denne berøringsangst overfor kritik af Israel?