Staten
Af Børge S. Christiansen
Artikel fra Palæstina Orientering nr. 2, 1998
Palæstina-Orientering har bedt semnarielektor, cand. Teol. et mag. Børge S. Christiansen om et kort rids af omstændighederne ved staten Israels tilblivelse.Godt halvtreds år efter den første kongres nåede zionismen sit mål, oprettelsen af en selvstændig stat. Som Herz1 havde forudset, forudsatte oprettelsen af en jødisk stat en stormagtsbeslutning. Virkeliggørelsen i 1948 var betinget af to verdenskrige og holocaust. Og en omvæltning af stormagtsbilledet. Stormagterne hed i 1948 USA og Sovjetunionen og deres fællesorgan FN.
I årene mellem 1897 og 1948 havde den zionistiske verdensorganisation målbevidst arbejdet på at styrke sin stilling i Palæstina og internationalt.
Israels fødsel var en smertefuld proces – et udsagn, der ligger lige for i en jubilæumstid. Og et udsagn som helt selvfølgeligt vil blive forstået om jødernes smerte. Hvis smerte kan måles, har Israels fødsel kostet mindst lige så megen smerte for det palæstinensiske folk – og smerten er ikke ophørt.
Zionismens mål – omend forståeligt ud fra antisemitismens konsekvenser har været smertevolderen. Midlerne til at nå målet har først og fremmest været organisering af jødisk immigration i Palæstina, finansieret ved indsamling blandt verdens jøder til bl.a. opkøb af arabisk jord. Endvidere gennem internationalt diplomati og lobbyvirksomhed især i England og USA.
De to verdenskrige har givet zionismen særlige muligheder.
Første Verdenskrig gav Balfour-erklæringen, og England blev mandatmagt i Palæstina med etableringen af et jødisk nationalhjem som en del af mandatets opgave.
Den zionistiske demografiske og økonomiske opbygning i Palæstina i mandattiden provokerede dog en så kraftig arabisk reaktion, at mandatmagten kom i klemme med sine strategiske og økonomiske interesser i Mellemøsten. Således erklærede den engelske regering i 1939 løftet om et nationalhjem for opfyldt og appellerede til arabisk velvilje i den spændte situation i Europa gennem begrænsning af den jødiske indvandring.
Anden Verdenskrig gav ligesom 1. verdenskrig zionisterne mulighed for at støtte de allierede stormagter gennem et stort antal frivillige i den engelske hær, der i slutningen af krigen nødtvungent accepterede oprettelsen af en selvstændig jødisk kampenhed.
Om Israels oprettelse i 1948 havde været mulig uden nazismens jødeforfølgelser er et hypotetisk spørgsmål. Men indvandringen af jøder i Palæstina steg eksplosivt efter 1933 og fortsatte illegalt efter krigen. Og holocaust styrkede såvel zionisternes målbevidsthed som verdens psykologiske accept.
Delingsplanen
I årene efter 1945 tilspidsedes situationen i Palæstina. Den engelske regering fastholdt begrænsningen af den jødiske indvandring og en venlig holdning til araberne af hensyn til olien fra Mellemøsten.
Såvel den arabiske som den jødiske nationalisme intensiveredes. Araberne havde ligesom zionisterne helt fra 1. verdenskrig bygget håbet om en selvstændig stat på et stormagtsløfte, og afkoloniseringen var på dagsordenen.
England var svækket som stormagt, og den engelske administration i mandatet formåede ikke at afbalancere de to nationaliteter og få mandatet til at fungere. Væbnede grupper fra begge parter søgte at påvirke udviklingen, og ikke mindst zionistiske terrorgrupper bekæmpede de engelske myndigheder i en grad, så der i slutningen af 1946 var 100.000 engelske soldater i Palæstina, og der var undtagelsestilstand i landet.
England var sat mat. Arabernes og zionisternes krav var uforenelige, og USA kritiserede begrænsningen af indvandring og jordopkøb.
I denne krisesituation indbragte England i februar 1947 problemet for det nye organ for verdensfreden, FN. Efter et besøg i Palæstina udarbejdede et flertal i den af FN nedsatte kommission, UNSCOP, et forslag til deling af Palæstina. Et mindretal ønskede landet bevaret i sin helhed.
“FN’s delingsplan for Palæstina blev vedtaget af FN’s generalforsamling ved resolution af 29. november 1947. Planen delte landet i to stater, en arabisk og en jødisk, der forudsatte en økonomisk union, og med Jerusalem som fælles administrativt centrum under FN’s kontrol. Hver af de to stater omfattede tre adskilte dele formet som seks felter på et skakbræt”. “Planen var logisk efter befolkningsforholdene og konsekvent efter en bedømmelse af landets erhvervsmæssige og økonomiske struktur, kort sagt en ulastelig laboratorieopgave i politisk videnskab”. (Per Federspiel).
Resolutionen indebar, at det engelske mandat over Palæstina skulle ophøre den 15. maj 1948 og landets fremtid være i FN’s regi.
Staten
Der var hermed linet op til en af FN’s store fiaskoer.
De to nationale bevægelser i Palæstina så pludselig muligheden for virkeliggørelsen af deres drøm om selvstændighed inden for rækkevidde. Zionisterne ved af realpolitiske grunde at acceptere tilbudet som det hidtil nærmeste, de havde været ved målet. Palæstina-araberne måtte naturligvis afvise planen og enhver tanke om en jødisk statsdannelse i deres land. Og sætte deres lid til, at de arabiske stater ville gribe ind og forhindre planens gennemførelse.
“Den 15. maj 1948 kl. 24 Greenwich tid ophørte det britiske mandatstyre i Palæstina. Enhver form for statstjeneste blev nedlagt og kontorerne lukket. Britisk militær og politi, der havde gjort deres bedste for at opretholde ro og orden i et land, hvis dagligdag i årevis havde været præget af blodige kampe og sabotagehandlinger, trak sig tilbage til deres kaserner. Kun det kommunale styre gik videre. I dette administrative og politiske tomrum skabtes få minutter efter midnat staten ISRAEL ved det jødiske folks egen kraft. Ingen andre medvirkede ved denne fødsel, mindst af alle Forenede Nationer, der året i forvejen efter den britiske opsigelse af mandatet påtog sig ansvaret for områdets fremtid.”
Citatet er af Per Federspiel, det danske medlem af FN’s 5-mands Palæstinakommission, der blev nedsat med den opgave at gennemføre, delingsplanen som en midlertidig regeringsmyndighed i Palæstina (de andre medlemmer var fra Bolivia, Tjekkoslovakiet, Panama og Filippinerne).
Når Per Federspiel henviser til Israels fødsel ved folkets egen kraft, fortolker han udviklingen i Palæstinasagen fra november 47 til maj 48.
Få minutter efter mandatets udløb oplæste Ben Gurion erklæringen af delingsplanens jødiske del som den jødiske stat Israel.
Hermed havde zionisterne taget sagen i egen hånd, grebet chancen, udnyttet FN’s handlingslammelse og trods advarsler fra egne rækker løbet risikoen og skabt staten, målet fra 1897.
Forberedelser
Udråbelsen af staten var nu godt forberedt. I perioden november til maj indgår tre elementer i forberedelsen af englændernes tilbagetrækning.
I FN indgav 5-mandskommissionen midt i februar en indstilling til sikkerhedsrådet gående ud på, at skulle delingsplanen gennemføres – hvad kommissionens medlemmer i øvrigt anså for umuligt – eller skulle der blot skabes ro i Palæstina, var det nødvendigt “at stille et betydeligt internationalt troppekontingent til rådighed”. I en to ugers møderække i sikkerhedsrådet deltog foruden kommissionen repræsentanter fra Jewish Agency og de to arabiske stater Ægypten og Libanon (Syrien var medlem af rådet). Resultatet blev “en intetsigende resolution”, der henstillede til kommissionen at komme med en ny indstilling.
I næste fase indgik overvejelser fra USA’s side om at overtage mandatet efter England.
Efter endnu en runde i sikkerhedsrådet gav dette op og indkaldte en ekstraordinær generalforsamling med henblik på en ny resolution i Palæstinasagen. Generalforsamlingen debatterede sagen i de samme minutter, hvori zionisterne udråbte staten. FN havde spillet fallit.
Et andet element i perioden november 47 til maj 48 var den arabiske forberedelse. Såvel Palæstina-arabernes ledelse, Den arabiske højkomité, som de arabiske stater havde afvist delingsplanen og forberedte sig til et opgør med Jøderne, dels ved oprettelse af diverse militære enheder og indsmugling af våben, dels ved de arabiske staters militære opmarch langs Palæstinas grænser, klar til at rykke ind og prøve på at forhindre den jødiske stats oprettelse.
Det tredje element i perioden var zionisternes mobilisering. Den bestod i forberedelsen af en statsdannelse med regering og administration. Udbygningen af den halvlegale jødiske milits, Haganah, til en egentlig hær på ca. 60.000.
Og med stor effekt en terrorisering af den arabiske befolkning. Gennem terror og massakrer især ved grupperne Stem og Irgun Zwai Leumi blev araberne forskrækket eller tvunget til at flygte fra de jødisk udpegede områder. Myten om at araberne blev opfordret til at flygte, for at de arabiske hære kunne få plads til at drive jøderne i havet er i seriøs debat aflivet. Således at flygningeproblemets opståen med rette kan tilskrives frygt og etnisk udrensning.
USA og Sovjet
Palæstina-krigens udfald og resultat er alment kendt. Israel erobrede store dele af delingsplanens arabiske områder, og de arabiske stater Transjordanien og Ægypten indlemmede resten. De tilbageværende arabere blev israelske statsborgere.
Palæstinaproblemet var løst!!
Zionismens hovedstrategi havde siden Herzl’s dage været baseret på at få tidens stormagter til at handle for oprettelsen af en jødisk stat og at garantere den. Til de omstændigheder, der skabte den historiske mulighed for zionismen, må uden tvivl regnes udviklingen i de første efterkrigsår i forholdet mellem de to nye stormagter, USA og Sovjetunionen. Den begyndende kolde krig med konkurrence om indflydelse på verdensplan motiverede Sovjetunionen til sammen med USA at stemme for FN’s Palæstina-plan. Ikke af moralsk ansvarsfølelse for jøderne, men for ved at tage medansvar for udviklingen i Mellemøsten at have mulighed for at intervenere her.
Følgerigtigt accepterede både USA og Sovjetunionen det zionistiske fait accompli og anerkendte den nye stat Israel. Men garanten for Israels eksistens har været USA.
De zionistiske ledere vidste, hvad de ville og slog til, da chancen bød sig. Men fødslen har været langvarig og smertefuld, ikke mindst for dem der blev smidt ud af barselstuen. Og 50 år efter 1948 og 101 år efter den første zionistkongres står spørgsmålet stadig åbent, om zionismen har nået eller vil nå sit mål.
Citaterne og oplysningerne om 5-mandskomiteen stammer fra Per Federspiel: De ensomme pilgrimme og Israel. Politikens kronik 3.5.1973.