Religion og samfund i Israel

Per Østerbye, Palæstina Orientering nr. 2-3, 1981

Religion og samfund i Israel

Af Per Østerbye

Artikel fra Palæstina Orientering  nr. 2-3, 1981

Israel siges at være et moderne demokrati i vestlig forstand. Men hvilken rolle spiller religionen egentlig. Er det rigtigt, at et mindretal af meget rettroende er i stand til at kujonere det store flertal. Skal Israel være en religiøs stat, eller skal religionen være en privatsag, sådan som det f.eks. er tilfældet i Danmark.

Normalt er religion og samfund to ting, der kan behandles hver for sig, men som så også kan sættes i forhold til hinanden. Sådan er det i størstedelen af den vestlige verden, hvor samfundet er sekulariseret; det vil sige, at det er gjort verdsligt, frigjort fra at være bestemt og behersket af religionen. I Israel, der er en statsdannelse fra dette århundrede, og som fungerer som et demokrati, skulle noget lignende være muligt. Man fremhæver ustandseligt forskellen mellem dette land og dets omgivende arabiske lande som forskellen mellem et vestligt demokrati og mere eller mindre feudalistiske statsformer. Alligevel hænger religion og samfund i Israel sammen i en sådan grad, at det tit kan være vanskeligt at se, at en politisk beslutning ikke har en religiøs baggrund. Ligesådan gælder det, at der næppe træffes en religiøs afgørelse, der ikke griber ind i samfundets liv. Det er kun fra forskellige marginalgruppers side, man søger adskillelsen mellem religion og samfund opretholdt. Det er på den ene side de yderligtgående venstreorienterede (kommunisterne og Mapam – det sidste svarer omtrent til SF i Danmark), der kan betegnes som anti-religiøse. På den anden fløj er der de yderligtgående religiøse: Det talmæssigt ubetydelige Neturei Karta (Byens Vogtere), der ligefrem ønsker sig tilbage under arabisk-jordansk overhøjhed, eller Aguda-partiet, der betragter den israelske stat som gudløs, men som dog har støttet Begins regeringskoalition – og har voldt den store bryderier!

Samfundsreligion – religionssamfund

Man kan i stedet tale om den israelske samfundsreligion eller det israelske religionssamfund. Det første er karakteristisk for dem, der stræber efter, at Toraen (d.v.s. Moseloven indeholdt i Det gamle Testamentes fem Mosebøger) skal regulere hele samfundslivet, så der skabes et teokrati (d.v.s. en styreform, hvor det er Gud, der sidder ved roret) i form af en Tora-stat. Og det andet udtryk, religionssamfund, kan man bruge om Israel, fordi hele folket, familieretsligt og på andre måder, anses for at høre til, ja, ligefrem være medlemmer af religionen, hvad enten de ønsker det eller ikke. Denne religiøse dominans hører sammen med religionens nære tilknytning til de to samfundsrammer: Landet og sproget.

Det nyhebraiske sprog, Ivrit, som tales i Israel, er kun en lettere moderniseret form af det bibelske og det talmudiske hebraiske sprog (Talmud er betegnelsen for de religiøst-etiske traditioner, der samledes af jødiske rabbinere i århundrederne efter at Det gamle Testamente var blevet til, red.). Sproget er altså født af religionen, og selv det mest verdslige sprog kan derfor ikke undgå at have religiøse overtoner. Da det blev indført som talesprog i vore dage, havde det i halvandet tusind år kun været brugt i gudstjenesten. Ord som folk, stat og især land har denne religiøse overtone, og de kan derfor bruges med religiøst-politisk formål. Begin taler altid om Eretz Jisrael (Israels Land), mens socialdemokrater oftere bruger det mere neutrale Medinat Jisrael (staten Israel). Udenforstående fatter næppe, hvor intim forbindelsen er mellem landet og religionen. Selv den mest sekulariserede zionisme ville have været utænkelig uden denne baggrund.

Religiøse institutioner

Ortodoks jødedom i Israel er gennemorganiseret og understøttes af staten. Den ledes af Overrabbinatet med en overrabbiner for de askenasiske og en anden for de sefardiske jøder – de to store jødiske grupper, som man kort (men ganske vist ikke helt korrekt!) kan kalde de europæiske og de orientalske jøder. Disse to overrabbinere er medlemmer af en rabbinsk højesteret, hvortil der kan appelleres fra lokale rabbinske retsinstanser. Den tager sig af alle tvistemål i personlige forhold som ægteskab, skilsmisse, underholdsbidrag, forældreløse børns forhold. I den engelske mandattid, altså før Israel blev en egen stat, havde den rabbinske ret kun myndighed over »Medlemmerne af jødiske Menigheder«. Og da det var frivilligt, om man ville være medlem af et trossamfund, var det altså også frivilligt, om man underkastede sig den rabbinske ret. Men fra 1948 blev det anderledes. Nu gælder den rabbinske ret alle jødiske indbyggere i Israel. Således kan ægteskab kun indgås religiøst; i Danmark ville det svare til, at man kun kunne blive gift i en kirke. Dermed er »blandede« ægteskaber, d.v.s. ægteskaber mellem jøder og ikke-jøder, gjort umulige. Derved bevares den jødiske befolkning intakt; men mange personlige tragedier må tages med i købet.

Religionsministeriets hebraiske navn er Misrad Ha-Datot, Ministeriet for Religionerne. Sådan hedder det, fordi det også rummer afdelinger for de andre religioner i Israel, Islam og kristendom. Men efter dets karakter burde det snarere have heddet Misrad Ha-Jahadut (Ministeriet for Jødedom) eller Misrad le Kviat Ha-Dat (Ministeriet for religiøs tvang). Ledet af medlemmer af det national-religiøse parti har ministeriet altid stået forrest i kampen for at gøre landet til et jødisk land. Ministeriet har opsyn med Kashrut i de offentlige institutioner (d.v.s. overholdelsen af de religiøst bestemte spise- og renhedsregler), de religiøse skoler, rabbinerskolerne, de såkaldte hellige steder og med forbindelserne til jødedommen i verden uden for Israel. I hebraiske publikationer nævnes endnu et område, der hører under religionsministeriet: Vore Børns Fond. Midlerne fra denne fond anvendes til at bekæmpe kristne skoler og til propaganda mod det man kalder kristen mission – og derved forstås i praksis enhver form for udøvelse af kristendom.

Der er i Israel fire slags skoler: 1) statsskoler; 2) religiøse statsskoler; 3) Aguda-skoler; 4) Tora-Talmudskoler. Af de sidstnævnte er der kun syv i hele landet; de underviser på jiddisch, fordi hebraisk anses for et »helligt« sprog; de støttes ikke af staten. Men de religiøse statsskoler får fuld støtte at det offentlige. I 1973 gik i alt 338.000 børn i skole. Heraf gik ca. en tredjedel i de religiøse skoler. Mens man i de almindelige statsskoler i 8. klasse brugte fire timer ugentlig på bibelhistorie, en time på Talmud og tre på hebraisk, brugte de religiøse statsskoler i samme klasse fem timer på bibelhistorie, syv timer på Talmud og tre på hebraisk. De almindelige statsskoler giver nu en kort orientering om Jesusskikkelsen og om Det nye Testamente. Tidligere var det utænkeligt, og det er det selvfølgelig stadig i de religiøse skoler.

Religion og politik

Israel er et demokratisk velfærdssamfund af en anden struktur end noget andet land i Mellemøsten. Alligevel findes der dyb fattigdom. Inflationen, klasseforskelle og etniske modsætninger giver i dag landet større problemer end udenrigspolitikken gør. Uafhængighedserklæringen fra 1948 tilsikrer religionsfrihed. Men det er kun en hensigtserklæring, for Israel har aldrig fået en egentlig grundlov. Det satte de ortodokse sig nemlig imod, at Israel skulle have, fordi intet andet end Toraen kunne være grundlov i Israel. Man kan sige det sådan, at der i Israel er religionsfrihed for gruppen, men ikke for individet.

Som parlamentarisk demokrati har Israel valg til sit 120 mand store parlament lige så tit og med nogenlunde ligeså mange partier som Danmark. Men i Israel kommer og går partier hurtigere end her. Regeringskoalitionen med Begin i spidsen har haft opbakning fra to religiøse partier. Det ene er det national-religiøse parti Mafdal, der blev dannet allerede i 1902 og i 1956 blev slået sammen med arbejderfraktionen. Det har nu tolv parlamentsmedlemmer, og bortset fra årene 1973-76 har partiet været med i alle regeringskoalitioner. Dette parti har hovedansvaret – eller om man vil: Hovedfortjenesten – for Israels religiøse image. Da det ikke blot er religiøst, men også zionistisk, har det kunnet accepteres i regeringerne, og det har altid været tungen på vægtskålen mellem de borgerlige og socialisterne. I Begins regering besætter partiet undervisnings-, indenrigs- og religionsministerierne.

Det yderliggående ortodokse parti, Aguda, har sammen med sin arbejderfløj fem mandater i parlamentet. Det er antizionistisk, og dets mål er, at Israel skal være et teokratisk Tora-styret samfund. Det blev understreget karakteristisk i januar 1980, da partiet holdt international kongres. Man nægtede at indbyde statens præsident til kongressen. Var han kommet til stede, havde etiketten krævet, at partiets ældsteråd skulle rejse sig for ham og dermed anerkende den zionistiske stat! Men det har ganske vist ikke forhindret, at partiet har støttet Begins regering.

Den religionspolitiske udvikling

Før statsdannelsen i 1948 sagde Chaim Weizmann (som blev statens første præsident): Religionen hører til i synagogen og i det religiøse hjem, ikke i statsforvaltningen. Men i dag mener mange, at Israel er på vej til at blive et teokrati. Hvordan er det gået til?

Da Ben Gurion i 1949 skulle danne sin første regering – og fra da af og indtil 1977 har Socialdemokratiet altid haft regeringsansvaret – følte han det lettere og rimeligere at gå i koalition med det national-religiøse parti end med de borgerlige. De religiøse fik et par mindre betydningsfulde poster; men senere har de i forskellige regeringer tretten gange siddet på Religionsministeriet og ti gange på Indenrigsministeriet.

Ben Gurions tilsyneladende rimelige aftale med de ortodokse blev imidlertid kun indledning til hyppige stridigheder inden for regeringerne og til regeringskriser. Men hver gang lykkedes det de ortodokse at skaffe sig større indflydelse på samfundslivet. Det gælder f.eks. det centrale spørgsmål om, hvem der kan kalde sig jøde; hvordan skal man egentlig definere ordet jøde? Det har affødt talløse diskussioner i parlamentet; det har medført religiøse ministres afgang i utide, og det har medført, at regeringer er gået af; hver gang foranlediget af de ortodokses snævre holdning til spørgsmålet. Endnu i 1958 kunne Ben Gurion erklære, at Israel var en retsstat, ikke en Tora-stat. Men gang på gang har de ortodokse grebet ind i samfundsmaskineriet med deres rigoristiske krav om overholdelse af sabbatten. Der blev ballade for et par år siden, da Begin i lufthavnen i Lydda modtog en deling amerikanske jetjagere en halv time før sabbatten skulle begynde fredag aften; derved kom han og andre indbudte til at bryde sabbatten, inden de nåede hjem. Eller et andet eksempel: Det israelske statsskib med det ironiske navn Shalom (Fred) måtte ligge og vente fem måneder på, at der blev indrettet køkken om bord. De ortodokse forlangte, at der kun måtte være en slags køkken, nemlig til kosher-føde, d.v.s. efter Moselovens spise- og renhedsregler. De ortodokse gik af med sejren – og i løbet af kort tid gav skibet et så stort underskud, at staten måtte sælge det – til USA. Turister, især amerikanske jøder, ville ikke tvinges til at spise kosher-mad.

»Kulturkampf«

Socialdemokraternes – og andres – utrolige eftergivenhed over for de ortodokse begrundes altid med ønsket om at undgå »Kulturkampf«. Gennem de sidste tredive år er dette tyske ord ustandselig forekommet i israelsk litteratur, både på hebraisk og engelsk. Når alt kommer til alt var målet for Israel at være en Medinat Jehudit, en jødisk stat; men samtidig var man ikke helt på det rene med, hvad dette egentlig indebar. Det var de ortodokse ikke i tvivl om, men man ville gerne undgå konflikter inden for folket mellem religiøse og sekulære. Situationen blev rammende karakteriseret i 1970 af lederen af Jewish Agency: Vi har en jødisk stat, men vi ved ikke, hvad jødisk vil sige.

Den overdrevne angst for »Kulturkampf« har medført en urimelig »tolerance« både i regeringerne og hos befolkningen. De ortodokse vidste altid, hvad »jødisk« betød og indebar, og med held og store resultater har de gennem tiden gennemtrumfet deres forståelse. Sabbatten er streng hviledag, og praktisk taget må kun elværker og sygehuse være i funktion på sabbatsdagen. Alle offentlige institutioner, fra studenterkantiner til togkiosker, er kosher. I 1963 blev der vedtaget en lov, der forbød svineavl i jødiske områder. Syv år tidligere var det blevet bestemt, at det blev overladt til de enkelte kommuner, om der måtte holdes svin.

Agudas sejr

Med det yderligt ortodokse Aguda-partis støtte til regeringen i 1977 har den ortodokse indflydelse nået et højdepunkt. Partiets betingelser for politisk støtte var: 1) obduktion må kun foretages med pårørendes tilladelse; 2) ortodokse kvinder fritages for den almindelige værnepligt blot ved at erklære sig ortodokse, det gælder også den civile værnepligt; 3) der må kun udføres livsvigtigt arbejde på sabbatten; 4) der må ikke foretages abort på grundlag af social indikation. Et femte punkt blev tilføjet i løbet af 1977, men omtales sjældent i aviserne: Indskrænkning af kristen missionsvirksomhed.

Alt dette er baggrunden for, at den tidligere sydafrikanske reform-overrabbiner Saul Super kan sige: »Den tanke, at det værste der kunne overgå Israel, skulle være en »Kulturkampf«, må tages op til ny undersøgelse. Sagen er nemlig, at der gennem mange år er blevet udkæmpet en hensynsløs kulturkamp både i Israel og i jødiske samfund ude i verden. Men det har været en ensidig krig, hvor ortodoks jødedom ustandselig var i angreb, mens andre former for jødedom, endogså den irreligiøse, sekulære, har holdt sig tilbage fra selvforsvar – for slet ikke at tale om modangreb. I dette må der snart ske en ændring«.

Hvordan kan et højre-religiøst mindretal med kun fem medlemmer i parlamentet få en sådan indflydelse? Selvironisk og galgenhumoristisk svarer man: Det skyldes Mrs. Blau-komplekset. Dermed sigter man til det tidligere nævnte antizionistiske lille parti, Neturei Karta. De er så antizionistiske, at de har rettet henvendelse både til FN og til Jordan og anmodet om at blive befriet for det »sataniske zionistiske regime«. Lederen af denne gruppe ortodokse er rabbi Blau. Hans kone er gået over fra kristendommen til jødedommen, og hun er efter sigende endnu mere rabiat end manden. »Mrs. Blau-komplekset« er det kompleks, at de nationalreligiøse intet tør foretage sig uden at kaste et blik over skulderen til deres mere yderliggående trosfæller Aguda. Og Aguda tør intet foretage sig uden at skele til, hvad Neturei Karta siger. Og da dette parti er diktatorisk ledet af rabbi Blau, og rabbi Blau intet tør foretage sig uden at rådføre sig med sin kone, eksisterer der altså et Mrs. Blau-kompleks!

Folkelig reaktion

Er der en egentlig folkelig baggrund for den stigende religiøse indflydelse? For hvis befolkningens flertal bakker op bag det flertal i parlamentet, der vedtager de religiøse love, så kan en religiøs lovgivning selvfølgelig være rimelig. Men uanset hvor strengt eller hvor liberalt man definerer ordet »religiøs«, så er der dog almindelig enighed om, at de religiøse udgør et mindretal i befolkningen. Der er snarere tale om, at et religiøst mindretal gennem lovgivningen søger at beskytte folkets flertal imod assimilation, imod at jødiskheden skal blive vandet ud gennem påvirkning og indflydelse fra ikke-jødedom.

Ortodoksien har aldrig interesseret sig for tal og statistikker; de regner ikke i folkets mindretal og flertal. De fremstiller situationen som en kamp for eller imod Israel som en jødisk stat. Det er også de ortodokse, der har opfundet skillelinien mellem religiøs og sekulær – den, som også jeg her har benyttet. Stiltiende er den blevet accepteret i befolkningen, selv om mange af dem, der af de ortodokse betegnes som sekulære, i virkeligheden er traditionsbevidste jøder. Men det er netop dem, der er usikre; de føler sig i en slags tredie position mellem de »religiøse« og de »sekulære«.

Tidehvervet 1967

Skellet mellem religiøse og sekulære opretholdes stadig, men alligevel er alting anderledes efter 1967. En religion, der er så bundet til land og folk, som jødedommen er i Israel, må nødvendigvis undergå ændringer i takt med de ændringer, der sker i landet og med folket. Derfor blev junikrigen i 1967 et tidehverv.

Fra israelsk side betragtes denne krig – i al fald mod Jordan – som uprovokeret. Og så meget mere kan man betragte den som et mirakel. Selv den mest irreligiøse måtte for et øjeblik føle, at der havde været en højere magt bag denne krig. Uden overdrivelse kan man tale om en national-religiøs vækkelse. Og den blev yderligere forstærket af, at man nu atter fik adgang til vestmuren af det gamle tempel, den såkaldte Grædemur eller Klagemur. Men de ortodoks-religiøse styrkedes i deres opfattelse af, at Guds vilje var gået i opfyldelse med sejren i krigen. Et nyt kapitel i Israels historie var ved at begynde.

Og på dette punkt kunne ortodokse jøder og sekulære zionister mødes: Bundetheden til landet. Opfattelsen af, at dette land, som engang i jødernes oldtid havde flydt med mælk og honning, sidenhen ikke havde gjort det, før zionisterne nu igen befolkede landet. Man er på dette punkt i den religiøst-zionistiske opfattelse lige på kanten af mystikken!

Mystikken omkring »landet«

Den mystik, der begyndte efter 1967-krigen virker utrolig urovækkende, selvom den har dybe rødder i jødedommen. Betegnende for opfattelsen hos de religiøst-nationalistiske er en udtalelse af dr. Fisch ved det religiøse Bar-Ilan universitet i Tel Aviv: »Efter min opfattelse – og jeg er overbevist om, at den også er flertallets – er der kun én nation, hvem landet tilhører som betroet og i kraft af en pagt, og det folk er det jødiske folk. Ingen midlertidig demografisk forandring kan ændre noget ved dette grundliggende faktum, som er et hovedpunkt i vor tro. Som en kvinde ikke har to mænd, således kan et land ikke være i to suveræne nationers besiddelse.«

Det skal indrømmes, at en sådan opfattelse ikke er enerådende. I det religiøse tidsskrift Petachim er den opfattelse kommet til orde, at krigen i 1967 ikke havde nogen speciel religiøs betydning, og at ingen krig kunne have nogen religiøs betydning, og at 1967-krigen ikke var mere mirakuløs end nogen anden historisk begivenhed. Der er andre, som kan give udtryk for, at det bibelske begreb retfærdighed også må gælde for Israels arabere. Men bortset fra de antireligiøse organisationer er det hovedsagelig blandt USA’s reformerte jøder, man kan vente forståelse for arabernes rettigheder i Israel. I landet selv er der kun få, der har overskud til at have et afbalanceret syn på palæstinenserne.

Fredsorganisationer

Trods alt vil det alligevel være forkert, hvis man når til det resultat, at det er alle, som passivt finder sig i de religiøse og de nationalistiske forsøg på langsomt at indlemme Vestbredden i Israel. Faktisk er der flere og større organisationer, som er imod jødisk kolonisering af Vestbredden, end dem der er for en indlemmelse. Der er Israel Socialist Organisation, og der er Berith Shalom (Fredspagt), som er en organisation af intellektuelle. Så er der udgiverne af det fremragende tidsskrift New Outlook; endvidere Association for Peace, og den rent antireligiøse Israel Secular Association. Den nyere Oz we-Shalom (Styrke og Fred) kræver fred frem for erhvervelse af landområder. Men størst af dem alle er bevægelsen Peace Now, der i december 1979 kunne samle mere end 30.000 til en demonstration i Jerusalem, og som havde 100.000 deltagere i sit årsmøde. Selv siger de – lidt ironisk – at deres program er at behandle alle som menneskelige væsener, selvom de ikke er jøder. Deres slogan lyder på engelsk: Peace is better than a piece of land – og det kan ikke oversættes til dansk med et tilsvarende ordspil!

Der er endelig enkelte, der er af den opfattelse, at den religiøse ideologisering af spørgsmålet om de besatte områders status er uægte. Professor Weiler fra Tel Aviv har sagt: »Den national-religiøse idé er kun et taktisk forsøg på at hoppe på den sekulærzionistiske vogn. Det drejer sig kun om nogle rabbinere, der heri ser deres håb om at få en bid af den jødiske kage. Og det tillader de sekulære af deres egne taktiske grunde«!

Comments are closed.