Stormagtsspillet. Hvordan England fik herredømmet over Palæstina

Hans Henrik Nielsen, Palæstina Orientering nr. 1, 1985

Stormagtsspillet

Hvordan England fik herredømmet over Palæstina

Af Hans Henrik Nielsen

Artikel fra Palæstina Orientering  nr. 1, 1985

Første verdenskrig markerede afslutningen på fire århundreders tyrkisk dominans i Mellemøsten. De undertrykte arabere havde gjort fælles sag med de allieredes hære og den tyrkiske besættelsesmagt var blevet slået eftertrykkeligt. De arabiske nationalister var grebet af en friheds- og selvstændighedstrang, som udmøntede sig i kravet om et samlet, uafhængigt arabisk rige. At det gik anderledes, at de europæiske stormagter endnu engang skulle spille en afgørende og lidet flatterende rolle i områdets skæbne, er en kendt sag. Britiske, franske og sionistiske interesser skulle vise sig at være en stærkere magtfaktor end de arabiske forhåbninger om uafhængighed.

Efter den første verdenskrig blev der i det internationale diplomati introduceret et nyt begreb, nemlig begrebet mandat. Det var den sydafrikanske politiker Smuts, som var ophavsmand til dette. Begrebet mandat udtrykker et kompromis mellem den rene imperialisme, som England og Frankrig var fortalere for, og den selvbestemmelsespolitik, som den amerikanske præsident Wilson havde slået til lyd for i sit berømte 14 punkts program.

Mandatsystemet blev vedtaget på fredskonferencen i 1919 og indført i Folkeforbundets pagt, i artikel 22. Heri redegøres for principperne for udviklingen af de områder, som indtil afslutningen af 1. verdenskrig var under fremmed herredømme. Udviklingen af disse områder skulle sikres gennem Folkeforbundets overopsyn. En mandatmagt skulle udpeges med henblik på at føre det man anså for underudviklede folk frem til uafhængighed.

I virkeligheden var det, der skete, at de arabiske territorier kom under nye herskere. Mandatsystemet var blot et tyndt lag demokratisk fernis, som skulle dække over de økonomiske og strategiske interesser, som England og Frankrig havde i Mellemøsten. I stedet for tyrkerne sad nu franskmændene i Syrien og Libanon og englænderne i Irak, Palæstina og Transjordanien. I det følgende skal vi kaste et blik på den forhistorie, som ved sit spegede diplomatiske forløb har sat England i centrum af de begivenheder, hvis følgevirkninger vi i dag ser resultaterne af i Mellemøsten.

McMahon-Hussein aftalerne

Ved udbruddet af 1. verdenskrig kunne de arabiske nationalister gøre et af to. Enten slutte sig til deres undertrykkere, tyrkerne, som ikke havde været nogen synderlig agtet okkupationsmagt, eller følge Englands opfordring til at gøre fælles sag mod det smuldrende tyrkiske imperium. Araberne valgte det sidste, blandt andet på baggrund af en række løfter, som deres talsmand, Sharif Hussein, opnåede af den britiske Højkommissær i Egypten, Sir Henry McMahon. Fra juli til januar foregik en brevveksling mellem disse to personer, normalt kendt under navnet McMahon – Hussein Korrespondancen.

Hovedindholdet af denne brevveksling var et krav fra Hussein til englænderne om garanti for arabisk uafhængighed i et område nærmere afgrænset i brevudvekslingen, til gengæld for aktiv arabisk indsats mod tyrkerne. Englænderne indvilligede og Hussein erklærede derpå jihad, hellig krig, mod tyrkerne. Det skulle vise sig efter krigen, at englænderne tolkede grænserne for det omtalte område noget anderledes end araberne. De hævdede nemlig, at Palæstina-området ikke faldt ind under de løfter om selvstændighed, de havde afgivet i brevvekslingen. Senere historisk forskning har godtgjort, at englændernes argumenter for at udelade Palæstina-området var yderst tvivlsomme.

Sykes-Picot aftalen

Samme år som briterne forhandlede med de arabiske nationalister om uafhængighed, forhandlede England og Frankrig i dybeste hemmelighed. I foråret 1916 underskrev England, Frankrig og Rusland den såkaldte Sykes-Picot aftale, en aftale der gik direkte imod de tilsagn, som englænderne havde givet araberne. Denne aftale blev først offentliggjort i december 1917. I Rusland havde revolutionen sejret, og en af de første handlinger, de nye magthavere foretog, var at offentliggøre en række hemmelige dokumenter, deriblandt Sykes-Picot aftalen.

Dokumentet vakte stor bestyrtelse i den arabiske verden. Og med rette. I korte træk inddelte aftalen det arabiske område i forskellige zoner. Nogle zoner med fransk administration og nogle med engelsk. Andre zoner hvor den franske og britiske indflydelse var mindre markant. Endelig skulle Palæstina have international status.

Når man tager i betragtning, at denne aftale blev underskrevet godt tre måneder efter afslutningen på McMahon-Hussein aftalen, kan man med rette anklage englænderne for dobbeltspil og løftebrud. Det lykkedes englænderne at overbevise Hussein om, at Sykes-Picot aftalen ikke var nogen formel traktat, og at der i forhold til Sykes-Picot var skabt en helt ny situation efter Ruslands udtræden af krigen. De bekræftede deres aftale med Hussein, og så stor var den arabiske tillid til England, at Hussein stillede sig tilfreds.

Balfour-erklæringen

Samtidigt, det vil sige i slutningen af 1917 blev den berygtede Balfour-erklæring offentliggjort. I England havde sionisterne under ledelse af Chaim Weizmann under hele krigen bearbejdet den engelske administration, for at få den til at udstede en støtteerklæring til fordel for oprettelsen af en jødisk stat i Palæstina. Den 2. november 1917 udstedte den engelske udenrigsminister det dokument, som skulle blive en af hjørnestenene i opbygningen af det sionistiske diplomati.

I Balfour-erklæringen lovede den britiske regering støtte til udviklingen af et jødisk »nationalhjem« i Palæstina, under forudsætning af at dette kunne virkeliggøres uden at skade de »eksisterende ikke-Jødiske samfunds civile og religiøse rettigheder«. Dokumentet forårsagede en bølge af protester i den arabiske verden. Hussein reagerede omgående og bad om en redegørelse for deklarationens intentioner. Englænderne krøb igen udenom og forsikrede, at det ikke drejede sig om at etablere en jødisk stat i Palæstina, men om et humanitært projekt beregnet på forfulgte jøder. Hussein følte sig overbevist om sin allieredes gode hensigter, og araberne fortsatte revolten mod tyrkerne på de allieredes side. Flere gange henimod krigens afslutning forsikrede både England og Frankrig araberne om, at de stod ved deres løfter om uafhængighed, når først tyrkerne var slået endeligt.

Fredskonferencen

Slået blev tyrkerne som bekendt, og hele det arabiske område ventede utålmodigt på det øjeblik, hvor de kunne hejse deres eget flag, som tegn på uafhængighed og genskabelsen af ét, samlet arabisk rige. Men de europæiske stormagter ville det anderledes. Da krigen var overstået, og de allierede havde sejret, mødtes de i 1919 til fredskonferencen i Versailles for at fastlægge fremtiden for de områder, som under krigen var blevet befriet af de allieredes hære.

Også en arabisk delegation og en sionistisk var tilstede for at blive hørt i de følgende forhandlinger. Leder af den arabiske delegation var Husseins søn Prins Faisal. Han havde meget lidt kendskab til det europæiske diplomatis krinkelkroge og var alene af den grund handicappet i forhold til sionisterne under ledelse af Weizmann.

På konferencen underskrev han en traktat om samarbejde med sionisterne. Dog skrev han nederst på dokumentet, at han skrev under med det udtrykkelige forbehold, at hvis araberne ikke fik opfyldt den tidligere lovede uafhængighed, ville dokumentet være ugyldigt. Aftalen blev delt rundt til de øvrige af konferencens implicerede – men uden Faisals klausul. Herved kunne sionisterne hævde, at araberne stillede sig positivt over for deres projekt.

»Frankfurterbrevet« var et andet fiksfakseri: Et brev, som sionisterne hævdede, at Faisal skrev til den sionistiske leder Felix Frankfurter, og som udtrykte et positivt forhold til den sionistiske sag. Problemet er, at sionisterne aldrig har kunnet fremvise originalen til brevet. Mange historikere sætter spørgsmålstegn ved brevets ægthed, og den palæstinensiske forsker Ibrahim Al-Abid siger lige ud, at det blev lavet af Felix Frankfurter og Chaim Weizmann for at fremme den sionistiske sag.

Da spørgsmålet om Palæstina-områdets fremtid stod på fredskonferencens dagsorden, fremlagde den sionistiske delegation sine krav. De ønskede, at Balfour-deklarationen skulle indføjes i fredsaftalen: At Palæstina ikke skulle være en arabisk stat, eller en stat med international status, men et britisk mandatområde. At der skulle være ubegrænset jødisk immigration til området, og at der skulle etableres et »Jødisk Råd for Palæstina«. Dette råd skulle repræsentere jøderne i Palæstina og i hele den øvrige verden, og rådet skulle have legal status samt store magtbeføjelser.

Den arabiske delegation kunne henholde sig til de afgivne løfter om selvstændighed og i øvrigt sige, at jøder – ligesom alle andre – var velkomne til at slå sig ned i Palæstina, men selvfølgelig skulle staten være arabisk. For at afgøre disse og andre spørgsmål valgte de Fire Store (USA, England, Frankrig og Italien) på konferencen at sende en kommission til området for at undersøge stemningen i befolkningen, både m.h.t. det sionistiske projekt samt til mandatsystemet i øvrigt. I sidste øjeblik sprang Frankrig, Italien og England fra, primært på grund af fransk modvilje mod et sådant forehavende. Frankrig havde nemlig stærke ønsker om at blive mandatmagt i Libanon og Syrien-området, men vidste godt, at stemningen blandt befolkningen var meget antifransk.

Men den amerikanske præsident Wilson holdt fast ved beslutningen og sendte fem eksperter til området, og de tilbragte seks uger i Syrien og Palæstina med at lodde stemningen. De modtog et hav af delegationer og var meget ihærdige med at skaffe sig et så varieret indtryk af situationen som muligt. De to ledere af kommissionen, Henry C. King og Charles R. Crane, afgav deres rapport den 28. august 1919. Den viste, at der var en overvældende modstand mod de sionistiske planer. Men der blev ikke taget hensyn til rapporten på fredskonferencen og først i 1922 blev den offentliggjort og da på et tidspunkt, hvor alle beslutningerne var blevet truffet.

Hele forløbet, der endte med at Palæstina blev et mandatområde med England som mandatmagt, kan bedst betegnes som en tragedie, der sine steder nærmede sig det groteske. Da grænserne for Palæstinamandatet skulle fastlægges, skete det på grundlag af et atlas over Palæstina på Davids og Salomons tid – ca. år 1000 f.Kr. Den engelske premierminister Lloyd George, som var erklæret sionist, gentog i malende vendinger, at området skulle gå fra Dan i nord til Beersheba i syd. Da den franske premierminister Clemenceau spurgte, hvor på kortet Dan lå, blev Lloyd George ham svar skyldig. En sådan vilkårlighed i afgørelsen af et andet folks fremtid er skræmmende.

Mandatet

På konferencen blev der udarbejdet retningslinier for Folkeforbundets fremtidige virke. Heri hed det i artikel 22, at de områder, som var blevet befriet fra det tyrkiske imperium, skulle administreres af en mandatmagt indtil disse områder var i stand til at stå på egne ben. Yderligere skulle befolkningens ønsker være en afgørende faktor i valget af mandatmagt. Folkeforbundet valgte England til mandatmagt, men samtidig indføjede de Balfour-deklarationen i de mandatbestemmelser, efter hvilke England skulle styre Palæstina. Da England således i 1922 modtog mandatet, skete det med Folkeforbundets blå stempel på, at de sionistiske interesser skulle fremmes på bekostning af Palæstina-arabernes fremtid. Palæstina skulle blive lige så jødisk, som England var engelsk, som Weizmann profeterede.

Comments are closed.