Kampen om det hellige vand

Kampen om det hellige vand

Af Torben Juul Hansen

Artikel fra Palæstina Orientering  nr. 3-4, 1988

Vandet spiller en afgørende rolle i Mellemøsten. Det hører man mærkeligt nok ikke så meget om. Vi har bedt en specialist, cand.mag. i geografi og forfatter Torben Juul Hansen om en grundig artikel om vandets betydning for Israel/Palæstina. Hans vurdering er, at Israel næppe giver slip på vandressourcerne i de besatte områder.

Indledning:

I 1981 udgav IPS (institute for Palestine Studies) en beskrivelse af Israels vandproblemer, og disse problemers sammenhænge med den arabisk-israelske konflikt. Undersøgelsens overordnede formål fremgår af analysens indledende afsnit, som i en nogenlunde direkte oversættelse kan formuleres således:”Vand har spillet en overordnet rolle i udformningen af Israels politik og i fastlæggelsen (defining) af strategierne.Enhver araber, som beskæftiger sig med at undersøge de bagvedliggende og karakteriserende motiver, må derfor sætte sig grundigt ind i alle sider (dimensions) at det israelske vandproblem for at forstå konsekvenserne, som de i fortid og fremtid kommer til udtryk gennem israelske handlinger (actions). “At se dette ressourceperspektiv sat ind i den arabisk-israelske konflikt på et overordnet, styrende niveau, må være nyt for de mange, som tidligere har søgt den politiske handlings baggrund i økonomiske, sociale eller religiøse modsætninger.Skal palæstinensernes problemer nu beskrives ved at henvise til vandets kredsløb? Naturligvis er det ikke meningen. Meningen med den citerede artikel er at skabe forståelse for, at menneskets valgmuligheder også har en naturgeografisk ramme.Meningen med min artikel er at beskrive væsentlige sider af dette miljø, og give konkrete eksempler på, hvordan det indvirker på den politiske handling i og omkring staten Israel.

Disposition

Det vil være naturligt at indlede med en karakteristik af handlingens hovedperson – vandet.Denne karakteristik vil jeg først udforme som en cirkulationsbeskrivelse med generel gyldighed, for derefter at uddybe de enkelte elementers form og værdi i kredsløbet, når Israel indsættes som konkret undersøgelsesområde.Dette vil medføre, at andre træk ved Israels naturgeografi også må med i det billede vi skal bruge for at nå målet:En større indsigt i baggrunden for de politiske beslutninger.Som eksempler i den sammenhæng har jeg valgt at belyse situationen omkring Junikrigen i 1967 og specielt at se på konsekvenserne for den besatte Vestbred.

Vandets generelle kredsløb

Ved hjælp af solenergi fordamper store vandmængder fra havet op i atmosfæren.Ca. 90% falder tilbage som nedbør i havet og er indtil videre udenfor menneskets rækkevidde.Resten trækkes ind over land af vindsystemerne og fordeles som sne, slud, regn og dug.Nedbørens fordelingsmønster styres således af de dominerende vindretninger, af landarealernes afstand fra havet og desuden af disse arealers relief (højdevariation) og vegetationen (bevoksningen).Fra jordens overflade har nedbørsmængderne principielt fire muligheder i deres videre forløb:

1. Den direkte fordampning fra vand og landarealerne,
2. Den indirekte fordampning fra vegetationen.
3. Afløb gennem overfladens flodsystemer.
4. Nedsynkning til grundvandet.

Grundvandet står som regel i forbindelse med 1) og/eller 2) og/eller 3), men kan også fungere som et selvstændigt depot.Mange spørgsmål rejser sig efter disse få sætninger.

For eksempel:Hvad styrer vindsystemerne?Hvilken indflydelse har vegetationens fordampning på nedbørsforholdene?Hvordan styrer relieffet nedbørsfordelingen?

Hvert svar kræver næsten mere end denne artikel alene kan bære, derfor vælger jeg kun at udvide med et enkelt ræsonnement – som til gengæld kan bruges flere steder i det følgende:Hvordan styrer relieffet nedbørsfordelingen? Det kan summarisk forklares således:Relieffet tvinger den fugtige luftmasse fra havet op i atmosfæren. Her er det omgivende lufttryk lavere end ved jordens overflade. Den mindre modstand får den konsekvens, at luftmassen udvider sig, forbruger energi og afkøles.Luftmassen afkøles i øvrigt også af højdernes lavere temperatur. Jo koldere en luftmasse er, jo mindre vanddamp kan den indeholde.Derfor regner det ofte op ad de bjergsider, der på samme tid vender mod havet og mod de dominerende vindretninger. Og derfor kan der modsat blive meget tørt på de bjergsider, hvor en luftmasse opvarmes under sin tilbagesynkning. Opvarmningen betyder jo, at luftmassen fjerner sig fra vanddampenes fortætningspunkt.

Israel i vandets kredsløb

Den sammenstødszone, hvor kolde luftmasser fra nord møder varme luftmasser fra syd, kaldes Polarfronten. Den ligger ikke fast, men forskyder sig i forhold til solenergiens årstidsbestemte forskydning på jorden. Om sommeren er fronten ansvarlig for de relativt store nedbørsmængder i Danmark, om vinteren ligger fronten ofte over de nordlige dele af Middelhavet. Langs fronten skaber luftmassernes sammenstød lavtryksområder, som generelt bevæger sig fra NV til SØ. Den kolde luftmasse fungerer som en usynlig bjergvæg for den varme luftmasse, og med de vandrende lavtryk kommer der derfor nedbør.De årlige nedbørsmængder i Israel har stort set disse lavtrykspassager som baggrund, med følgende overordnede konsekvenser:

1. Ca. 70% af årsnedbøren falder i de måneder (nov.-feb.), hvor temperaturen er lavest.
2. Nedbørsmængderne varierer i Israel fra ca. 1000 mm. om året mod nord til ca. 35 mm. om året mod syd (Elat).

Allerede her ser vi således to vigtige problemstillinger for Israel tage form:

1. Hvordan fordeles nedbøren bedre på årets måneder?
2. Hvordan fordeles nedbøren bedre på arealet?

Et konkret eksempel:Nord for en øst-vestgående linie gennem havnebyen Tel-Aviv falder ca. 85% af Israels samlede årsnedbør. Nord for den samme linie ligger ca. 50% af den jord, som kan inddrages til landbrugsformål. Syd for linien er situationen således, at 15% af landets årsnedbør står til rådighed for 50% af det mulige landbrugsareal. I øvrigt har Tel-Aviv en årsnedbør på ca. 600 mm. – nogenlunde svarende til et dansk gennemsnit – men ca. 73% falder koncentreret i de fire vintermåneder. Som tidligere beskrevet, er disse nedbørsmængder ikke direkte tilgængelige for mennesket – først og fremmest på grund af den kraftige direkte og indirekte fordampning. Denne tabsprocent varierer naturligvis i forhold til årssvingningerne i nedbør og temperatur, men den er tilsyneladende aldrig under 60%, og i flere kilder angives tal op mod 70%. Den kraftige nedbør på de få vintermåneder betyder også et tab i Israels vandregnskab, idet en del af overfladeafstrømningen bliver så voldsom og kortvarig, at den enten ligger udenfor enhver kontrol eller bliver urimelig dyr at indvinde.Denne direkte overfladeafstrømning mod Middelhavet og Jordandalen anslås i øvrigt at udgøre ca. 5% af landets samlede årsnedbør.Samles nu disse typer tab, oplyser de fleste kilder, at der er ca. 25% af årsnedbøren tilbage. Den koncentrerede vinternedbør kan yderligere give tab for landet gennem omfattende jordødelæggelser, men trods alt er den først og fremmest en stor fordel for Israel.Det skal forstås på den baggrund, at beregninger af den temperaturbestemte fordampningsevne viser tal, som ligger betydeligt over den årlige nedbørsmængde. At der overhovedet er vand til liv på jordens overflade skal således forklares med den kombination af kendsgerninger, at ca. 70% af nedbøren falder i de måneder, hvor fordampningsevnen er svagest. Ca. 30% af overfladens nedbør får under disse forhold tid til at nå ned i grundvandet, og her spiller endnu et naturforhold heldigt ind.Store områder i Israel er opbygget af kalkholdige bjergarter, og vand kan -som en svag kulsyre – gennem tiderne opløse en del af kalken. Dermed skabes fordampningsbeskyttende ”flodsystemer” under overfladen. Før vandet til sidst, på den ene eller anden måde, når tilbage i havet, forsøger mennesket nu at gå ind i kredsløbet, og følgende muligheder benyttes:

1. Vandet hentes i overfladens afløbssystemer. Fra søer og floder.
2. Vandet hentes hvor grundvandet skærer overfladen. Fra Kilderne.
3. Vandet hentes fra grundvandet gennem brøndboring og oppumpning.

Da de tre muligheder indgår i et sammenhængende system – bruges den ene mulighed reduceres de to andre – er det meget kunstigt at fordele Israels vandforbrug på de tre punkter, men meget groft taget svinger oplysningerne omkring følgende tal:Ca. 60% fra 2) +3) Ca. 30% fra 1).

De sidste 10% vil jeg kort omtale senere i forbindelse med eksempler på, at mennesket teknisk kan gribe ind andre steder i vandets kredsløb end de her beskrevne.

Et regnskab

Her følger et forsøg på at opstille et regnskab med det naturlige forbehold, at det benyttede talmateriale kan være påvirket af politiske hensyn.Den totale årsnedbør i Israel sættes i gennemsnit til 6.000 mio. m3.Hertil kommer nedbør som falder udenfor Israel, men via under- og overjordiske afløbssystemer passerer grænserne. Dette tal sættes til 4.000 mio. m3. Den samlede nedbørsmængde bliver således 10.000 Mio. m3. Ca. 75% forsvinder gennem tab som allerede beskrevet. Rest: 2.500 mio. m3.Da kun en del af grundvandet er tilgængeligt, skal dette tal yderligere reduceres, og det facit, som oftest optræder i den litteratur jeg har støttet mig til (som i disse beregninger er meget omhyggelig med at bruge officielle, israelske statistikker) lyder på: 1.650 mio. m3.Dette tal skulle således angive, hvor meget vand Israel kan bruge om året med nogenlunde sikkerhed for, at naturen stiller den samme mængde til rådighed året efter.De 1.650 mio. m3 vand er ferskvand. Inkluderes saltholdigt grundvand og saltholdigt kildevand, kan tallet forhøjes til ca. 1.900 Mio. m3 . Denne forhøjelse benytter jeg ikke. Det var de potentielle ressourcer, og da alle oplysninger om Israels udnyttelsesgrad er samstemmende på 95% (verdens højeste), kan vi uden overdrivelse sige, at Israel i dag stort set udnytter alle muligheder. Da forbruget i 1978 lå meget tæt på tallet 1.650 mio. m3, og da forbruget siden er steget med mellem 15 og 20 mio. m3 om året, kan vi også gå ud fra, at Israel i dag trækker på sine grundvandsreserver. Dette forhold vender jeg tilbage til og uddyber, i forbindelse med afsnittet om den besatte Vestbred. Afsluttende kan jeg oplyse om forbrugets fordeling, at ca. 80% går til landbruget, at ca. 15% går til husholdningerne, og at ca. 5% går til industrielle formål.

Mere om Israels naturgeografi

Jeg har sikkert efterladt det indtryk, at årsnedbøren i Israel nogenlunde jævnt aftog fra et maximum mod nord på ca. 1000 mm. til et minimum mod syd på ca. 35 mm. Dette billede skal nu rentegnes ved at bruge relieffet som grundlag.Årsagen til denne grundighed vil fremgå klart af det næste afsnit om den besatte Vestbreds rolle i kampen om vandet.Et snit gennem Israel, den besatte Vestbred og videre ind i staten Jordan, starter fra vest med en smal kystslette. Derefter følger en jævn stigning gennem de nord-sydgående bjergstrækninger, og rejsen når et plateau i ca. 1000 m højde.Fra dette plateau falder terrænet brat ned i Jordandalen til flere hundrede meter under havets overflade.Denne snitlinie kan forskydes nord-syd over store afstande uden de store ændringer – bortset fra den markante variation, som Yizreel-sletten og Karmelbjergenes beliggenhed giver. De vestvendte bjergsider fanger den nedbør som kommer ind fra Middelhavet – se figur 1.De østvendte, stejle skråninger ligger i regnlæ.På de vestvendte bjergsider har vi derfor mod nord skov som naturlig vegetation. Længere mod syd bliver rækkefølgen: Græssteppe, busksteppe og ørken, Men på grund af bjergenes regnlæ, når ørken og busksteppe langt mod nord i Jordandalen med den konsekvens, at rækkefølgen skov, græssteppe, busksteppe og ørken både kan findes fra nord mod syd og fra nord mod øst.Længere nede af kysten falder græssteppen fra osv. Med denne samlede viden som baggrund er det nemt at forstå, hvilken overordnet rolle den besatte Vestbred spiller i Israels vandforsyning.

Den besatte Vestbreds rolle i kampen om vandet

Store nedbørsmængder på de vestvendte bjergskråninger når det lokale grundvand gennem de dominerende, kalkholdige bjergarter.Dette grundvand er ikke stationært, men bevæger sig efter tyngdekraften – ud mod havet.På den israelske kystslette, og i de omgivende lavlande mod nord og nord-øst, kan dette vand pumpes op, hvis det ikke selv skærer overfladen som kilder, eller i større format som flodløb. Og det er ingen hemmelighed, hvor store vandmængder Israel således forsynes med. Totaltallet svinger mellem 450 mio. m3 Og 500 mio. m3 vand – eller sagt på en anden måde: Ca. 30% af den israelske ferskvandsforsyning har sin oprindelse som nedbør på Vestbredden. Dette tal svarer så nogenlunde til en israelsk udnyttelsesprocent af Vestbreddens grundvandspotentiale på 90.Mister Israel for eksempel halvdelen af denne vandforsyning, svarer det til statens “private” vandforbrug i mere end et år. Da der ikke er ubrugte ressourcer, som øjeblikkeligt kan erstatte tabet, må det manglende vand omdirigeres fra landbruget. Der er ikke andre muligheder. Dette vil ramme hele den israelske økonomi, påvirke indvandringspolitikken, omstrukturere dele af bebyggelsesmønsteret… kort sagt: Det vil true statens eksistens, Men hvordan skulle et sådant tænkt tab kunne blive en realitet?Svar: Ved at grundvandet blev pumpet op før det nåede ind i Israel.Palæstinenserne ryster på hovedet og spørger, hvad de dog skulle bruge det vand til? Kunstvanding er meget lidt udbredt i det traditionelle, arabiske landbrug.Men for Israel er muligheden en trussel. Et våben som kan skyde fra både øst og vest, idet ferskvandets løb mod havet, under de omgivende israelske lavvandsområder, udøver et tryk. Et tryk som forhindrer saltvand fra havet i at trænge ind. Aftager ferskvandstrykket tilsalter lavlandet. Havvandet trænger ind under land, og fordamper op gennem overfladen, som derved konstant modtager det udkrystalliserede salt fordampningen efterlader. Jeg har før skrevet, at Israel nu trækker på grundvandsreserverne for at dække sit aktuelle behov for vand.Netop den allerede konstaterede stigende tilsaltning af et lavere og lavere beliggende grundvandsspejl (grundvandsoverflade) er Israels eget bevis på, at staten udnytter mere ferskvand end naturen erstatter. Israelerne ved af egen, gammel erfaring, hvor lidt der skal til for at fronten mellem saltvand og ferskvand forskydes yderligere i østlig retning.Derfor er tanken om en fremtidig arabisk ejendomsret til vandet på Vestbredden ikke kun bundet sammen med det problem, at de 500 mio. m3 kan blive reduceret med mere eller mindre, men også med det problem, at lavlandsområderne kan ødelægges af indtrængende salt fra havet.Derfor er vand på, i og under Vestbredden i dag under israelsk kontrol, og i realiteten allerede en integreret del af det totalt sammenhængende israelske forsyningsnet.Denne totale kontrol med vandet har Israel benyttet som et meget effektivt våben vendt mod uønskede palæstinensiske bebyggelser. Metoden er enkel:Israelerne borer en brønd dybere ned i grundvandet end de eksisterende, arabiske boringer kan nå. Derefter pumpes vand op til besættelsesmagtens behov, og grundvandsspejlet synker. Konsekvensen bliver, at den arabiske brønd (eller kilde) før eller senere tørrer ud, og en livs nerve er dermed skåret over. I hele besættelsestiden har Israel stort set ikke tilladt nye arabiske boringer – bortset fra enkelte “husholdningsboringer”. Tilladelserne er udelukkende givet som støtte til den israelske kolonisation.En af konsekvenserne har været, at mindst 30.000 tidligere arabiske landmænd nu – som ufaglært arbejdskraft, dagligt transporteres med bus frem og tilbage mellem Vestbredden og de israelske byer.En anden konsekvens har været, at israelerne gennem denne politik nu står midt i større problemer med tilsaltning af lavlandsområderne. Netop den situation, som israelerne frygtede, at araberne kunne bringe dem ud i.Israel har sat modtræk ind, og de omfatter markante begrænsninger for produktion og forbrug af vand på Vestbredden, samt en plan om at føre “israelsk” vand til området gennem pipelines fra Tiberiassøen.Jeg kan ikke vurdere om de israelske problemer dermed bliver løst, men ud fra en negativ betragtning kan planen beskrives som en geografisk flytning af problemområdet, og mon ikke nye strategiske behov hurtigt kan ophæve de indførte restriktioner? Men jeg kan vurdere palæstinensernes situation, og den er fortvivlende. Jeg har ganske enkelt ingen tro på, at en eventuel palæstinensisk autonomi i området vil omfatte palæstinensisk ejendomsret til vand.Israel vil ikke slippe sit greb. Tværtimod. Israel vil gribe efter mere.I dette afsnit har jeg ikke specielt omtalt de tørre, østvendte bjergskråninger, selvom brønd- og kildekonflikterne her er de mest markante og bedst dokumenterede.Årsagen er, at området afvandes til Jordandalen, og derfor ikke direkte påvirker de tilsaltningsproblerner i Israel, som jeg har valgt at lægge mest vægt på. Derfor vil jeg også slutte dette afsnit med at nævne, at bjergene kan indeholde saltlag fra tidligere jordperioders havfordampninger. Dette salt kan påvirke grundvandet. Tilsaltningsproblemerne er således mere komplicerede, end jeg har beskrevet dem, til gengæld håber jeg overskueligheden er fastholdt.

Junikrigen 1967

I det israelske vandregnskab indgår Jordanfloden med nogenlunde samme positive vægt som nedbørsmængderne over Vestbredden.Det vil sige, at floden leverer ca. 30% af Israels vandforbrug.Floden løber fra de højtbeliggende, nedbørsrige landskaber omkring Hermonbjerget – hvis vintersnefald er flodens vigtigste kilde, og mod syd gennem Jordandalen. Floden løber fra sit udspring i Libanon, gennem Tilberiassøen i Israel til Det Døde Hav. På visse strækninger danner floden grænse mellem Israel og Syrien, på andre strækninger mellem Israel og Jordan. Således er fire staters historie og ressourcegrundlag bundet til Jordan floden.I 1953 begyndte Israel at bygge et vandledningsnet fra Tilberiassøen og mod syd.Fra søens overflade skal vandet først pumpes ca. 250 m op for at nå havniveau, men denne udgift var israelerne villige til at betale, for til gengæld at råde over et stabilt reservoir.Det største udviklingsprojekt i Israel før 1967 var i gang. Det samlende element i landets nationaliserede ferskvandsforsyning. The National Water Carrier.Projektet, hvis opbygning jeg ikke vil beskrive nærmere, var fuldført i 1964 (se figur 2), men samtidig var en væsentlig forudsætning for krigen i 1967 en realitet.Striden begyndte allerede ved byggeriets start. Syrien indklagede Israel for FN’s Sikkerhedsråd, med påstand om brud på indgåede våbenstilstandsaftaler. Syrien fik medhold – og amerikansk støtte.Israel blev tvunget til at indstille planerne, og de næste år gik med forhandlinger mellem de fire lande på grundlag af en amerikansk plan for fælles udnyttelse af ressourcerne.Planen fik navn efter den amerikanske mellemforhandler – Johnstonplanen.Johnstons ideer blev hurtigt mødt med “modplaner” fra begge sider. Således fremlagde Israel i 1954 den såkaldte Cottonplan, som blandt andet foreslog, at Israel skulle tildeles en vandmængde svarende til et kunstvandet areal på mere end det dobbelte af det kunstvandede areal, som de tre arabiske stater i alt fik mulighed for at indvinde.Det skal nævnes, at den libanesiske flod Litani var med i grundlaget for disse beregninger på følgende måde: Til Israel: 400 mio. m3 vand. Til Libanon: 300 mio. m3.Samtidig blev det israelske hovedsigte for første gang officielt lagt åbent frem:At lede vand fra nord til de potentielt frugtbare jorde mod syd i Negevørkenen.Til trods for disse, tilsyneladende uoverstigelige problemstillinger, fik Johnston i 1954 formuleret en plan efter grundprincipper, som alle parter (lande) kunne tilslutte sig.Konkret skete det ved underskrift på bilaterale aftaler mellem USA og hvert af de fire lande.Men året efter besluttede Den Arabiske Liga (The Arab League Council) imidlertid, at de ikke ville godkende planerne.Man kan gætte på, at den egentlige årsag til denne afvisning var de arabiske staters frygt for, at en total aftale kunne opfattes og bruges som en accept af Israel som selvstændig, ligeberettiget nation, Men uanset årsag – det amerikanske mæglingsforsøg lå i ruiner.I 1956 genoptog Israel så i stilhed opbygningen af The National Water Carrier – men nu med amerikansk støtte.Samtidig støttede USA Jordan med et lån til dæmningsbyggeri over floden Yarmuk. Yarmukfloden er grænseflod mellem Syrien og Jordan, og Jordanflodens vigtigste tilløb.Formålet med denne dæmning (Maqarim-dæmningen) var og er at lede vand mod syd til arabisk kunstvanding i Jordandalen.Man kan sige, at USA trak sig ud af forhandlingsnederlaget ved at støtte begge parters parallelle planer om udnyttelsen af det samme flodsystem.I l959 afslørede en avisartilkel i Jerusalem Post, at Israels planer nu var at hente 500 mill. m3 vand fra Tilberiassøen, og ikke kun de 340 mio. m3 som Johnstonplanerne sluttede med at fastlægge.Den arabiske reaktion var øjeblikkelig vrede, men først i 1964 lå planerne klar til modtræk. Kort fortalt gik de ud på at samle alle arabiske ferskvandstilløb til Jordandalen og bruge vandet på arabisk territorium.Efter beregningerne ville mindst 250 mio. m3 vand på denne måde forsvinde som ferskvandstilskud til de øvre dele af Jordandalen, som Israel havde adgang til. Tiberiassøen ville tilsalte, med enorme problemer til følge for det israelske vandforsyningsnet.Dertil kommer, at planerne yderligere ville forskyde den skæve balance mellem tilløb og fordampning fra Det Døde Hav. Dette ville medføre alvorlige konsekvenser for de kemiske industrikomplekser ved byen Sedom i Israel – tæt på søens bred.Søen ville fordampe bort, og dermed standse den “saltmaskine” dette industriområde stadig benytter.I de følgende år udviklede konflikterne sig voldsomt, men i 1964 havde Israel – som tidligere anført, afsluttet sit totale vandforsyningsprojekt. Araberne derimod manglede penge til at realisere deres planer med samme hastighed.I l967 kom krigen. Israelerne erobrede de arabiske områder, som lå i Jordanflodens afvandingsområde.Vi er således tilbage i den aktuelle situation omkring Vestbredden.Israel har nu kontrol med den del af sin vandforsyning (ca. 40%), som før krigen lå uden for landets grænser. Men som vi også har set i regnskaberne, løser dette ikke Israels problemer med vandet.Derfor spørger araberne: “Hvad bliver det næste?” Litanifloden? Maqarimdæmningen? Nilen?Israel afsalter havvand ved Eilat, eksperimenterer med kunstig regn og nedsættelse af den naturlige fordampning fra Tiberiassøen.Store genbrugsprojekter af vand arbejder i byen Tel-Aviv. Ca. 5% af Israels vandforsyning kommer nu fra genbrug. Nye kunstvandingsformer gennemføres i landbruget. Men intet synes at være tilstrækkeligt.Israel mangler stadig vand.Alene til den daglige husholdning i 1990 skal der bruges yderligere ca. 400 mio. m3 vand, Og hvor skal det komme fra?

Litteraturliste:

1. Subhi Kahhaleh: The water problem in Israel and its repercussions on the Arab-Israeli conflict. Institute for Palestine Studies Nr. 9. 1981.
2. Uri Davis m. fl.: Israels water policies. Journal of Palestine Studies Nr. 34. 1980.
3. David Kahan: Agriculture and waterresources in the West Bank and Gaza (1967-1987). The West Bank Data Base Project. 1987.
4. Tèrkkaya Ataöv: The use of palestinian water and international law. The international organisation for the elimination of all forms of racial discrimination. EAFORD. paper Nr. 20. 198 1.
5. David Elstein and Sharon Goulds: West Bank water grap. EAFORD. Vol. 2. 1981.
6. Yehoshua Prushansky: Water development. Israel Digest. 1964.
7. Edel Kamara: Fra besættelse til bosættelse. Geografisk Orientering Nr. 6. 1985.
8. Noman Kanalani og Jørgen Bæk Simonsen: Mellemøsten i kort og tal. Mellemfolkeligt Samvirke. 1985.
9. Folkekirkens Nødhjælp: Israel – Palæstina. 1983.
10. Efraim Omi and Elisha Efrat: Geography of Israel. Israel Universities Press. 1971.