Af Fathi El-Abed, formand for Dansk Palæstinensisk Venskabsforening (bragt i Politiken den 11. juli 2022).
Det er to måneder siden, at den palæstinensiske journalist Shireen Abu Aqela blev skudt. Det var en skændsel, som må huskes og fordømmes.
KL. 06.47 ONSDAG morgen 11. maj tikker en besked fra en ven i Libanon ind på min telefon: ”Følger du med? De har skudt Shireen Abu Aqela”. Først ca. 10 minutter efter er jeg i stand til at svare tilbage ”ja, jeg følger med, må hun hvile i fred”.
For allerede lidt over seks den morgen, ca. en halv time efter jeg var stået op, havde jeg fået den første besked fra Palæstina ”hæren er lige nu i gang med endnu et overgreb mod Jenin by og flygtningelejren”. Fra det øjeblik, efter den første besked fra Palæstina, så havde jeg tændt for tre TV skærme – herunder og ikke mindst Al-Jazeera nyhedskanalen, men også for TV 2 News på min tlf. i håb om en Breaking News. Det kom aldrig. Desværre.
Først da Al-Jazeera ca. en time efter bragte de første hårrejsende og rædselsfulde scener, da jeg så, at Shireen lå livløs under træet, at jeg rejste mig op fra stolen, tog mig til hovedet og begyndte at græde, som en voksen mand på 55 år sjældent før har grædt. For den surrealistiske scene, hvor den Shireen, jeg kendte privat, lå livløs under træet og langs en væg, var, trods alt, et for hårdt syn til, at jeg kunne kapere det. Jeg har ellers prøvet mere end de fleste i mit liv, men jeg var lige pludselig ude i stand til at tænke eller til at gøre andet end at følge med. Men – der var ikke tid til at sørge.
For samtidig med disse frygtelige scener tikkede den ene udmelding efter den anden ind fra den israelske hær om deres ”speciel operation i Jenin”, som de betegnede overgrebet mod byen og flygtningelejren – også den dag.
Den første meddelelse kunne fortælle – kort fortalt ”vores styrker kom i ildkamp med bevæbnede mænd og har under de første minutter af operationen neutraliseret to objekter”. Ifølge den kyndige palæstinensiske journalist og redaktør Nasser Laham – faktisk en af de dygtigste i Palæstina, hvis ikke den dygtigste – så trak hæren kort tid efter meddelelsen om ”neutralisering af to palæstinensere” tilbage. Det skete allerede ca. 08.30 dansk tid.
DER FULGTE tilsyneladende ingen forklaring hvorfor meddelelsen var blevet trukket tilbage. Men svaret var nok givet på forhånd og kom drypvis med mindst seks andre modstridende og bevidst forvirrende udmeldinger på selve dagen for mordet på Shireen og i løbet af de kommende dage; Efter den fortrudte melding om ”to terrorister blev neutraliseret” kom den allerførste ”israelske reaktion” på den nedskydningen af Shireen allerede ca. kl.10.30 om formiddagen dansk tid. Hæren og Israels premierminister offentliggjorde en video, hvori de påstod at kunne bevise palæstinensernes ansvar for mordet på Shireen.
Mindre end to timer efter blev dette stærke ”bevis” affærdiget og tilbagevist af den israelske menneskerettighedsorganisation B`tselem, der fremlagde beviser for, at det umuligt kunne være ”palæstinensiske bevæbnede mænd, der stod bag”. B’Tselem offentliggjorde et kort og en video, der beviste: 1.) At der ingen lige linje var mellem det åbne hjørne/sted, hvor Shireen blev skudt, og det sted, hvor hæren påstod at have en video med bevæbnede palæstinensere, 2.) At ingen bevæbnede palæstinensere, der forsvarede flygtningelejren, var i nærheden af stedet, 3.) At den video, som Israels hæren offentliggjorde som en slags ”den ultimative sandhed”, nok var taget et sted, der end ikke var i nærheden af det åbne område, hvor først journalisten Ali Samouddi blev skudt i ryggen, hvor Shireen forsøgte at komme ham til undsætning for siden selv at blive skudt lige under beskyttelseshjelmen med en eksploderende kugle, der sprængte hendes hjernemasse.
Alt imens blev de øvrige journalister direkte beskudt og i flere minutter forhindret i at komme Ali og Shireen til hjælp (efter at journalisten Samouddi kom sig få timer senere og fik den smertelige nyhed om mordet på Shireen, så fortalte han, at han råbte til de israelske soldater, at de var journalister, hvorefter de blev beskudt, og han selv blev ramt og faldt om).
B’TSELEMS hurtige og effektive respons skabte enorm irritation, frustration og vildrede i den israelske regering og besættelseshæren i en grad, at også denne video blev trukket tilbage og fjernet fra den israelske regerings og besættelseshærens konti på sociale medier.
Den tredje udmelding kom allerede ca. kl. 14.30 dansk tid; chefen for besættelseshærens generalstab, Aviv Kochaffi, meddelte, at der alligevel var en vis ”usikkerhed” om, hvor den dræbende kugle kom fra, og at ”en fuld undersøgelse er sat i gang mhp. en hurtig afklaring”.
Om aften 11. maj meddelte en anonym ”højtstående” officer i hæren ifølge det israelske dagblad Haáretz, at ”hærens soldater havde affyret dusinvis af kugler i retning af det sted, hvor Shireen og de øvrige journalister befandt sig” og fortsatte ”det er dog ikke sikkert, om Shireen og journalisterne blev ramt i den forbindelse”.
Lige denne udmelding mindede mig om den tidligere amerikanske præsident Bill Clintons udtalelse, da han i sin første præsident periode blev presset af beskyldningerne om, at han havde røget hash som universitetsstuderende og erklærede under en tale i New York i 1992, at han godt nok havde røget hash på universitetet, men at han aldrig havde inhaleret det.
Den femte historie kom søndag 15. maj, da endnu en anonym israelsk ”embedsmand” kunne afsløre i de israelske medier, at en soldat med en teleskoplinse på en riffel, som var ca. 150 meter væk, kunne have skudt hende og, at dette er ved at blive undersøgt.
Natten til 17. maj meddelte hæren, at kuglen ”højt sandsynligt” kom fra en soldat i en jeep ca. 170-200 meter, men at det var ”usikkert hvem, og om vi kommer til at vide, hvem soldaten var”.
Den syvende udmelding kom torsdag 19. maj i form af en erklæring om, at det afvises på nuværende tidspunkt at åbne en strafferetlig efterforskning af mordet på Shireen. Også denne udmelding er siden blevet stærkt kritiseret af Amnesty International og andre menneskerettighedsorganisationer.
MEN ANDRE uafhængige undersøgelser har siden slået fast, at det var hæren, der ramte Ali Samouddi og dræbte Shireen med en kugle i baghovedet. Herunder undersøgelsen af den amerikanske avis The New York Times (20. juni). Men også det amerikanske nyhedsbureau Associated Press – AP (24. maj), den amerikanske nyhedskanal CNN (25. maj) og Washington Post (13. juni).
Blandt de mange eksempler på hærens uklare og misinformerende udmeldinger var et, der kom allerede om formiddagen onsdag 11. maj, hvori den israelske regering meddelte, at et israelsk ønske om ”en fælles israelsk-palæstinensisk undersøgelse” var blevet afvist af palæstinenserne.
Allerede ved middagstid dansk tid kunne det israelske dagblad Haaretz fortælle, at intet officielt israelsk ønske om en såkaldt ”fælles undersøgelse af mordet” var blevet modtaget af palæstinenserne. Det var bare endnu et klart israelsk forsøg på at fremstille sig selv som enten offer og/eller den forurettede part. For dette israelske ”ønske”, der, hvis det overhovedet var reelt, var ment som endnu en ”syltekrukke” ifm. med endnu et mord på endnu en palæstinenser. Og eksemplerne i den forbindelse er talrige.
Avisen Haaretz skrev mandag 23. maj om, at 84 såkaldte ”israelske undersøgelser” af forbrydelser begået mod palæstinenserne alene i forbindelse med overgrebet mod det besatte Gaza i maj 2021 var enten blevet syltet eller afvist som grundløse.
Kun i ét tilfælde, hvor tre palæstinensiske landmænd langs ”grænsen” mellem Gaza og selve Israel blev ramt direkte af en kampvognsgranat, valgte den israelske hær at åbne en ”militær kriminel undersøgelse”, der dog kun endte med en reprimande.
LIGE SIDEN mordet på Shireen, så har der været utallige israelske udtalelser, der på den ene eller anden måde har forsøgt at bagatellisere eller endda at relativisere forbrydelsen.
Allerede på dagen og kun få timer efter mordet strømmede stødende udtalelser ud af israelske militærfolk, embedsmænd og endda politikere.
”Shireen og andre journalister stiller sig altid i vejen for vores soldaters indsats mod terroristerne. Jeg støtter fuldt ud vores soldater, selv om de måske har skudt hende” udtalte det israelske parlamentsmedlem Itimar Ben-Ghavir.
Andre udtalelser og udmeldinger stod også Benjamin Netanyahu og den nu afgående premierminister for med ”uforbeholden støtte til vores soldater”. Den tidligere talsmand for den israelske hær, Avi Ben Yaho, udtalte allerede om formiddagen onsdag 11. maj, at ”selv hvis det viser sig, at Abu Aqela blev ramt af vores soldaters kugler, så er der mange journalister, der dør i verden, og det er en del af deres erhvervsrisiko”.
Hvis nogen troede, at de forfærdelige og frygtelige scener fra dagen for mordet på Shireen var et overstået kapitel, så blev de ikke alene ”skuffede”, men nok mere end chokerede. Selv for os, der følger de daglige uhyrligheder mod palæstinenserne, var dagen for Shireens begravelse, fredag 13. maj, endnu en emotionel dag og endnu et eksempel på den israelske brutalitet.
Personligt troede jeg, at jeg var færdig med at græde på dagen for mordet på Shireen og under de ca. fem begravelsesoptog med hendes kiste på Vestbredden senere den dag samt dagen efter, som startede i selve Jenin, hvor Shireen blev skudt om morgen 11. maj, så videre til byen Nablus, to landsbyer der betød meget for Shireen, selv inden kisten og liget endte til det store officielle begravelsesoptog i byen Ramallah, der var det sidste stop, inden kisten skulle videre til Østjerusalem.
Og bare lige for en god orden skyld, så følger en kort forklaring om årsagen til disse fem begravelsesoptog; Shireen Abu Aqela var ikke kun en journalist, men et ikon. En hel generation i Palæstina – og faktisk også i den arabiske verden – er vokset op med hendes stemme i baggrunden, når hun gennem over 25 år rapporterede dagligt fra Palæstina.
Dertil kommer, at mordet på Shireen, de åbenlyse beviser på det israelske ansvar, den israelske og internationale reaktion der har chokeret og skuffet palæstinenserne – endnu en gang – samt ønsket om at ære hende blev forstærket af disse faktorer.
Men endnu en afgørende faktor var det faktum, at palæstinenserne på Vestbredden er forment adgang til Østjerusalem – i særdeleshed på dagen for begravelsen af Shireen om fredagen.
Derfor var det smerteligt og følelsesladede scener, da Shireens kiste blev kørt igennem Qalandia checkpoint, der adskiller Østjerusalem fra den øvrige Vestbred, hvor kun bilen med kisten i og to andre biler fik lov til at køre igennem checkpointet.
Men hverken de, os andre eller nogen i verden anede, hvordan hendes begravelse skulle ende, og hvilke forfærdelige og hårrejsende scener hele verden skulle blive vinder til.
MORDET PÅ Shireen, de brutale nedkæmpelser af begravelsesoptogene på det besatte Vestbredden og senere mod selve begravelsesoptoget på Skt. Josephs Hospital, og uden for den palæstinensiske katolske kirke til den efterfølgende ceremoni samt til sidst på kirkegården var alle sammen mere end smertelige for palæstinenserne og det meste af verden.
Men lige så smerteligt var det at opleve mediernes reaktion – eller manglende på samme – fra første sekund for mordet på Shireen.
Det var ikke alene skuffende, hvordan den israelske misinformation og propaganda blev nærmest blot videreformidlet til offentligheden – ukritisk, vel at mærke.
Men at den sædvanlige nærmest organiserede mørklægning blev mere end tydeligt, selv for dem, der normalt ikke interesserer sig synderligt meget for besættelsen.
Det gælder – desværre – også vores danske medier. Her ”brillerede” ikke mindst TV2 News på selve dagen for mordet, hvor deres reporter såede tvivl om Israels ansvar for mordet og hentydede endda til palæstinensernes ansvar, samt at det bliver svært at finde frem til sandheden.
Et andet eksempel er på dagen for Shireens begravelse, hvor TV 2 News kunne først fortælle, at der var »uroligheder under begravelse af en journalist« og »efter det forløb begravelsen i ro og mag«. For blot at nævne et par eksempler.
Disse synspunkter ville danske journalister næppe have fremført, hvis det f.eks. drejede sig om russiske soldaters nedskydning og mord på en kvindelig ukrainsk journalist.