Livet i Hebron

Af Andrea Borello 

I påsken i år rejste jeg for anden gang til Palæstina og boede i Hebron by hos den skønne værtsfamilie, der sidste år havde åbnet deres hjem for mig. Igen var deres gæstfrihed overvældende: Ikke alene lod de mig bo i deres bolig og gav mig mad at spise og en seng at sove i uden at ville have en krone for det; de lod også min søster bo der, og åbnede deres arme og hjerter for hende som de året forinden havde gjort det for mig.

Under besøget blev jeg endnu engang mindet om den konflikt, der udspiller sig på Vestbredden, og som er særdeles optrappet i netop Hebron. Hebron er en hård by at færdes i: Hvor byen før i tiden var domineret af et pulserende markedsliv med arabiske bazarer, iværksættere og kreative påfund står massere af butikker i dag tomme og der vandrer militante styrker rundt på gader og  byens tage.

Det er sket som følge af den massive besættelse og territoriale overtagelse, som israelske besættere siden staten Israels oprettelse i 1948 har stået bag. Det er ekspanderet mere og mere, og Hebron, som er på det palæstinensiske område, er blevet delt i to: En arabisk og en israelsk del. Araberne kan ikke bevæge sig ind på den israelske del, men isralerne kan, hvis de vil, gå ind på det arabiske område. Opdelingen er gået så vidt, at hovedgaden Shuada-street er lukket ned, og at alle arabere, der færdes på den, øjeblikkeligt bliver skudt. Det paradoksale er, at israelerne ingen ret har til dette område – det tilkommer palæstinenserne. Alligevel er det dem, der suverænt styrer byen med hård hånd og militære midler og langsomt, men sikkert, er i gang med at indtage byen bygning for bygning.

I Hebron er der ca 400.000 indbyggere hvoraf kun omkring 500 er israelske besættere. Til at beskytte disse israelere mod de ‘farlige’ arabere er der indsat intet mindre end 1500 soldater. Absurditeten bag disse tal er tydelig – det israelske militær er den arabiske civilbefolkning langt overlegen, og den velkendte undskyldning for al militær aktivitet hedder ‘for security reasons’. Tallene taler for sig selv, og erklæringen dækker selvsagt over en helt anden udspekuleret dagsorden: Nemlig at de militante styrker systematisk undertrykker og chikanerer den palæstinensiske civilbefolkning med det endelige mål at fordrive dem, overtage Hebron og gøre det til en del af den israelske stat. I sidste ende er er det toppolitiske mål bag besætternes ageren at fordrive den arabiske befolkning fra hele vestbredden og gøre området til Israel.

I byens hjerte bor besættere på de øverste etager, og araberne på de nederste. For at undgå at få det skrald og skidt i hovedet, som overboen kaster ned, er et kæmpe net blevet spændt ud over hele gaden. Jeg har set rådne fisk, sten og sågar knive ligge på nettet – kastet ned for at ramme underboerne bevidst.

Som udlænding opleves chikanen tydeligt: Flere gange dagligt skulle jeg passere check-points for at komme omkring i byens midte, og forskelsbehandlingen skreg til himlen. Hvis jeg gik med en palæstinensisk ven eller veninde blev vedkomne kropsvisiteret, udspurgt og fik sine tasker gennemrodet. Men jeg fik altid lov til at passere uden problemer, og tit smilede de militante styrker til mig og bød mig “velkommen til Israel”. Det provokerede mig grænseløst og var med til at styrke min følelse af, at være vidne til et apartheid.

Det var rigtig hårdt at bo hos en familie og blive en del af deres hverdagsliv, og samtidig være vidne til daglige overgreb mod deres landsmænd. Jeg følte så meget af sympati med dem, og dertil også vrede og uforståenhed overfor undertrykkerne – men faktum er, at situationen er så fastlåst, at jeg ingenting kunne gøre.

Hebron er blot et af de mange steder, hvor bosættelser og fordrivelser er en del af hverdagen. Hele Vestbredden er underlagt den militære kontrol, som også styrer, hvem der kommer ind og ud af de forskellige områder. Jerusalem, som er Israelsk og Palæstinensisk delt, kræver en særlig indrejsetilladelse. Men denne tilladelse gælder kun araberne, israelerne kan rejse frit, og tilladlsen udstedes af ingen ringere end: Israelere. Hele systemet er så korrupt og systematisk undertrykkende, at jeg end ikke ved hvor jeg skal starte og begynde med at beskrive det.

Det var sundt for mig at se det hele igen, og endnu bedre, at se det igennem min søsters øjne, som oplevede konflikten og overgrebene for første gang. Det er helt utroligt så hurtigt voldshandlinger og chikane bliver hverdag, og jeg var allerde forberedt på det, men det var min søster ikke. Flere gange når vi oplevede security eller så nogen blive tilbageholdt spurgte hun om helt centrale ting: “Hvorfor er det nødvendigt?”, “hvordan kan de leve med det?” eller “hvorfor gør vi ikke noget?”

Og jeg måtte blive hende svar skyldig: For hvordan kan et helt verdenssamfund se till, mens et folk systematisk chikaneres, undertrykkes og fordrives? Hvordan kan det have stået på i mere end 60 år uden at der er blevet grebet ind? Det kunne jeg ikke svare hende på.

Det er svært at se, hvordan den arabiske civilbefolkning skal kunne bryde ud af deres undertrykkelse, når de er underlagt en overmagt der ikke ønsker at fremme deres menneskelige ret. Man kan kun håbe på, at verdenssamfundet på et tidspunkt får øjnene op for de uhyrlige forbrydelser og kan gribe ind. For der er mennesker, der bliver klemt i konflikten: Familier, børn, en hel civilbefolkning. Og som min søster så klogt spurgte: “Hvordan kan vi leve med det?”

 

IMG_0447-002 1902818_712005522183579_5055979539890504751_n

 

 

Comments are closed.