EU investerer ikke i fred i Mellemøsten

Kommentar i Berlingske 2. februar 2012 af Leila Stockmarr, Ph.d.-studerende ved Global Studies på RUC

Det er en velkendt talemåde, at den arabisk-israelske konflikt er moder til alle Mellemøstens konflikter og skal have sin ende før regionens andre problemer kan løses.

Det har siden EU i 1980 anerkendte det palæstinensiske folks ret til selvbestemmelse været et mantra for europæiske statsoverhoveder såvel som EU repræsentanter, at dette skulle ske via en to-statsløsning. Nødvendigheden af at bane vej for dette har det sidste års omvæltninger i regionen ikke ændret på, kun gjort mere presserende.

Næsten månedligt gentager højtplacerede repræsentanter for EU behovet for at realisere målsætningen om en to-statsløsning. Alligevel skal man lede langt efter innovative og modige tiltag, der kan puste nyt liv i en desværre stendød ’Fredsproces’. Enhver der har besøgt enten Vestbredden eller Gaza har måttet spejde langt efter blot det mindste reelle tegn på en vej mod en to-statsløsning. Den velkendte retorik om ’Fredsprocessen’ lever i bedste velgående i de europæiske hovedstæder mens den er stendød i Ramallah, i Gaza og i Tel Aviv – for ikke at tale om blandt de godt 500.000 bosættere, der på ulovlig vis bor på besat område. Det som på EU’s bonede gulve på paradoksal vis stadig italesættes ’Fredsproces’, er blevet til en industri- et politisk sammensurium af initiativer, topmøder, hjælpepakker og samarbejdsaftaler – som både bistandshungrende palæstinensere og en stærkt højreorienteret israelsk regering er blevet gode til at manøvrere rundt i med egen politisk og økonomisk vinding for øje. EU har med sin enorme økonomiske støtte til det Palæstinensiske Selvstyre uden nævneværdige politiske resultater udviklet sig til at være en konfliktadministrator nærmere end en konfliktløser. Der er dog langt til, at denne selverkendelse når op til overfladen for de europæiske magthavere, der desværre stadig øser penge i et stort sort hul.

På sin vis har konflikten rykket sig fra at være en såkaldt ’cause celebre’ til at være en tabersag for udenrigspolitiske sværvægtere: Det har den ene amerikanske præsident efter den anden erfaret og EU’s toppolitikere er ved at drage samme konklusion. Det blev særlig tydeligt i forbindelse med palæstinensernes FN-ansøgning sidste år – hvor EU hverken kunne mobilisere ét fælles standpunkt, og ej heller havde succes med desperate forsøg på at trække parterne til forhandlingsbordet i 11. time for at undgå ’diplomatisk showdown’. Desperationen skubbede unionen ud over kanten: I forsøget på at skabe bare et eller andet resultat, søgte man at overtale Abbas til at love ikke at bringe sager for straffedomstolen i Haag, såfremt han fik den mulighed. Det står i stærk modstrid med EU’s betoning af vigtigheden af en international retsarkitektur som fundament for udenrigspolitiske dispositioner. For EU gjorde palæstinensernes optagelse i UNESCO surt mere bittert.

Det er kejserens nye klæder: I praksis har EU’s insisteren på at genoptage 20 års fejlslåede forhandlinger parallelt med en ekstrem pengestrøm til et selvmodsigende statsopbygningsprojekt, der glimrer i sit fravær af demokratisk substans og territorial suverænitet, været med til at cementere den fastlåste situation. EU har alt for længe brugt gulerødder frem for pisk for at sikre sig selv politisk indflydelse. For nyligt blev endnu en rapport om situationen ’on the ground’ forfattet af europæiske topdiplomater lækket til den internationale presse. Tonen over for Israels politik i de besatte områder var skærpet med henvisning til den territoriale udvikling, som i praksis gør realiseringen af en to-statsløsning meget svær. Så den fornødne viden eksisterer inden for systemet. Hvordan kan det så være, at det fornødne pres ikke lægges på den part, som overskrider eksisterende aftaler, og som tillige går imod klausuler i de omstridte associeringsaftaler?

EU står over for sine egne spøgelser fra fortiden, en lammelse i forhold til spørgsmålet om at samarbejde med Hamas, intern splittelse og en frygt for at lægge sig alt for meget på konfrontationskurs med Obama-administrationen – som trods store løfter, ikke har gjort andet end at gentage Bush’ politik. Det siges ofte, at EU er bundet på hænder og fødder ifht. reelt at udgøre et modstykke til den amerikanske mæglerrolle. Skal EU ud af rollen ’som payer and not a player’ er det, der er brug for, nytænkning og politisk mod.

Comments are closed.