Palæstina i FN – ofte stillede spørgsmål

Retten til selvbestemmelse for det palæstinensiske folk, som gælder for alle folkeslag, er en umistelig ret, som ikke er til forhandling.

Etableringen af ​​en selvstændig og levedygtig palæstinensisk stat er en gæld, som det internationale samfund skylder det det palæstinensiske folk, og som er længe ventet. Denne ret har afventet implementering i næsten syv årtier.

Palæstinenserne beder om international anerkendelse af deres stat på 1967-grænserne, herunder Østjerusalem, som er fastsat i internationale resolutioner. De har også søgt optagelse i De Forenede Nationer som fuldgyldigt medlem.

FN resolution 181 II – resolutionen, der fastsatte retsgrundlaget for Israels optagelse i FN – instruerede generalforsamlingen i, at “velvillig overvejelse”, bør gives til vores ansøgning om medlemskab i FN. Således er international anerkendelse af staten Palæstina og dets optagelse i FN som et fuldgyldigt medlem i overensstemmelse med og understøtter en løsning på den palæstinensisk-israelske konflikt.

Ofte stillede spørgsmål:

Hvorfor anmoder palæstinenserne om anerkendelse og optagelse i FN?

Dette er en naturlig, historisk og juridisk ret for det palæstinensiske folk. Retten til selvbestemmelse er en suveræn ret for alle nationer, som er fastsat i international lov (folkeret). Derudover er palæstinensernes ret til selvbestemmelse gentagne gange blevet bekræftet af FN. Dette omfatter FN-resolutionerne 3236, 2649, og 65/455, som erklærede denne ret som “umistelig”, og sagde, at det palæstinensiske folk har ret til en “suveræn og uafhængig” stat. FN-resolution 2672 erklærede, at respekt for palæstinensernes umistelige rettigheder, er et uundværligt element i etableringen af ​​en retfærdig og varig fred i Mellemøsten. Hertil kommer, at den Internationale Domstol i sin rådgivende udtalelse fra 2004 klart fremsatte, at alle forsøg på at forhindre det palæstinensiske folk i at udøve deres ret til selvbestemmelse er ulovligt.

Hvorfor bør det internationale samfund støtte Palæstinas ansøgning?
Anerkendelse af staten Palæstina på 1967-grænserne er enhver stats selvstændige beslutning. Allerede 128 lande, herunder 9 af de ti mest folkerige lande i verden, anerkender Palæstina. Tilsammen udgør disse landes befolkninger 75% af verdens befolkning. Anerkendelse af staten Palæstina og støtte til dens optagelse i FN gør det samtidig klart, at Israel ikke har gyldige krav på nogen dele af områderne, som det besatte i 1967 og bekræfter, at Israels kolonisering af palæstinensisk jord er ulovlig. Dette er i overensstemmelse med FN Sikkerhedsråds resolution 242, som bekræftede ulovligheden af ​​erhvervelse af territorium gennem magtanvendelse. Anerkendelsen af Palæstina er en fredelig handling, som er i overensstemmelse med ​​folkeretten, og som bekræfter det internationale samfunds håb om en to-statsløsning. Det er en investering i fred.
Det palæstinensiske folks ret til selvbestemmelse er en jus cogens-norm (= bør ikke tilsidesættes hverken ved folkeretlige traktater eller nationale love), der skal respekteres af alle stater. Den Internationale Domstol anerkendte også denne ret som en erga omnes-ret (dvs. skal beskyttes over for alle), hvilket gør dens realisering og beskyttelse en sag for alle stater. Dette blev bekræftet i de efterfølgende FN-resolutioner. Desuden har FN flere gange erkendt, at palæstinenserne er omfattet af de menneskerettigheder, der er skitseret i forskellige konventioner og erklæringer, som tilsammen udgør​​Internationale love om menneskerettigheder. Dette omfatter muligheden for “frit at bestemme deres politiske stilling og frit varetage deres økonomiske, sociale og kulturelle udvikling”, som fastsat ved artikel 1 i de Internationale konventioner om borgerlige og politiske rettigheder og om økonomiske og sociale rettigheder.

Hvilke lande anerkender Palæstina?
Allerede 128 lande anerkender staten Palæstina og dette tal stiger hver dag. De fleste af disse anerkendelser kom efter, at PLO’s Nationale Råd (PNC) erklærede Palæstina for uafhængigt i 1988. På samme tidspunkt gjorde PLO det klart, at denne erklæring ikke påvirkede eller ændrede de palæstinensiske flygtninges legitime rettigheder, uanset hvor de måtte være, herunder deres ret til at vende tilbage og til at få erstatning, statussen vedrørende det besatte Østjerusalem, eller enhver anden national ret.
Derudover er Palæstina allerede et fuldgyldigt medlem i de regionale og internationale organer. Palæstina er et fuldgyldigt medlem i Den Arabiske Liga og dens repræsentation i dette organ gælder for alle palæstinensere. Palæstina er også et fuldgyldigt medlem af De alliancefrie landes bevægelse (NAM), Den islamiske konference (OIC) og Gruppen af ​​77. I alle disse organer, repræsenterer Palæstina rettighederne og interesserne for det palæstinensiske folk.
FN er verdens organ, der repræsenterer det internationale samfund, hvor det palæstinensiske folk har været repræsenteret ved deres eneste legitime repræsentant, PLO, siden 1974. Der har aldrig været en opdeling af, hvem der repræsenterer det palæstinensiske folk i denne verdensorganisation. Alle segmenter af det palæstinensiske folk – under besættelse, i flygtningelejrene, og dem, der bor i eksil er repræsenteret.
En bekræftelse af den allerede eksisterende anerkendelse af Palæstina er i overensstemmelse med PLO’s holdning og relevante FN-resolutioner.

Har palæstinenserne til hensigt at erklære en stat?
Palæstinenserne har allerede erklæret selvstændighed. Den 15. november 1988 erklærede PLO’s Nationale Råd, organisationens højeste repræsentant, Palæstinas uafhængighed. Denne erklæring var historisk fordi den signalerede PLO’s tilslutning til en to-stats-løsning for konflikten, herunder relevante FN-resolutioner. Efterfølgende anerkendte FN 1988-erklæringen og omkring 100 lande anerkendte Palæstina.

Opfylder Palæstina forudsætningerne for en stat?
Den palæstinensiske stat har opfyldt alle forudsætningerne for statsdannelse, som er opført i Montevideo-konventionen af 1933 om ”rettigheder og pligter for stater”. Den permanente befolkning i vort land er det palæstinensiske folk, dets ret til selvbestemmelse er gentagne gange blevet anerkendt af FN og af Den Internationale Domstol i 2004. Vores område er anerkendt som det land, der er indrammet efter 1967-grænsen, selvom det er besat af Israel. Vi har kapaciteten til at stifte relationer med andre stater, og har ambassader og repræsentationer i mere end 100 lande.
Den palæstinensiske stat opfylder også kravet fra FN om at være en fredselskende nation, som har forpligtet sig til principperne i FN-Pagten, og som er i stand og villig til at leve op til FN-Pagtens forpligtelser.
Der er ingen andre krav for at opnå FN-medlemskab. Yderligere kan en stat blive medlem af FN, selv hvis den er under besættelse.

Er Palæstina klar til at have sin egen stat?
Absolut. For to år siden annoncerede den palæstinensiske regering en toårig statsopbygningsplan, som det internationale samfund tilsluttede sig og støttede. Denne plan er nu fuldført. I april 2011 bekræftede Verdensbanken, Den Internationale Valutafond, Den Europæiske Union og FN, at de palæstinensiske institutioner er klar til statsoprettelse og blev enige om, at den fortsatte israelske besættelse er den eneste tilbageværende hindring for palæstinensisk statsdannelse. IMF erklærede, at palæstinenserne er i stand til at arbejde som en “velfungerende stat”. På det tidspunkt, sammenlignede den palæstinensiske premierminister, Salam Fayad, denne anerkendelse som en “dåbsattest” for den palæstinensiske stat.

Vil dette trin gøre en ende på den israelske besættelse?
Mens optagelse og anerkendelse i FN ikke fysisk vil føre til fjernelse af de israelske tropper fra de besatte palæstinensiske områder, mener palæstinenserne dog, at dette er et afgørende skridt, som vil bidrage til den uundgåelige afslutning på besættelsen og realiseringen af palæstinensiske rettigheder. Det vil genoprette den politiske proces og diskurs med folkeretten og lægge ethvert spørgsmål om den palæstinensiske stat til hvile.

Er dette blot et symbolsk skridt?
Nej. International anerkendelse og FN-medlemskab bringer palæstinenserne tættere på frihed ved at indvie to-stats-løsningen, som er den internationalt anerkendte løsning på fred i regionen. Det styrker muligheden for at nå en retfærdig og varig fred baseret på de internationalt godkendte betingelser for at løse konflikten. De bekræfter respekt for de relevante FN-resolutioner, herunder Sikkerhedsrådets resolution 242.
Dette trin er også i overensstemmelse med det arabiske fredsinitiativ, som også blev godkendt af Den islamiske konference. Initiativet lover anerkendelse af Israel og normaliserede relationer, når besættelsen af de arabiske områder, som begyndte i 1967, er ophørt, og nå frem til en fælles aftale vedrørende løsningen på spørgsmålet om retten til at vende tilbage. Ved at anerkende Palæstina, ville det internationale samfund formalisere disse vedtægter og beskytte to-stats-løsningen.

Påvirker dette initiativ PLO’s status som den eneste repræsentant for det palæstinensiske folk?
Nej. Den palæstinensiske ansøgning om international anerkendelse og FN-optagelse påvirker ikke forståelsen af ​​Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO) som den eneste legitime repræsentant for det palæstinensiske folk. Derudover påvirker det ikke organisationens evne til at fremme de juridiske rettigheder for det palæstinensiske folk. FN’s anerkendelse af Palæstina vil ikke og kan ikke i sig selv ændre PLO’s interne love.
Kun det palæstinensiske folk kan med rette afgøre, hvordan de ønsker at regere sig selv. Det er det palæstinensiske folks eget valg om de ønsker at opretholde PLO som deres øverste ledelsesorgan. De vælger deres egen skæbne. Endvidere bestemmes de politiske strukturer i regeringen frit af det folk. Dette er det palæstinensiske folks ret og beslutning. Derfor er der ikke noget initiativ i FN med hensyn til anerkendelsen af det palæstinensiske folks ret til selvbestemmelse og staten Palæstina, der kan “opsige” PLO.

Det skal bemærkes, at palæstinenserne vedligeholdt og bevarede PLO’s status og rolle, da deres lovgivende organ, Det Palæstinensiske Nationalråd, erklærede Palæstinas uafhængighed i 1988 og etablerede PLO som den midlertidige regering i Palæstina.
PLO’s charter og Palæstinas Uafhængighedserklæring fra 1988 sikrer både palæstinensiske nationale rettigheder og PLO’s rolle som repræsentant for det palæstinensiske folk, hvad enten dette er inde på de besatte palæstinensiske områder (herunder de næsten 2 millioner registrerede flygtninge i de besatte palæstinensiske områder mellem Vestbredden, herunder Østjerusalem, og Gaza-striben), eller i diasporaen.
Selvom FN i 1988 og 1989, ændrede betegnelsen fra “PLO” til “Palæstina”, var der aldrig nogen tvivl om, at PLO var det organ, der repræsenterede alle palæstinensere, uanset hvor de måtte være.
Hertil kommer, at den Palæstinensiske Myndigheds (PNA) lovgivning gør det klart, at PNA hører under PLO’s administrative myndighed og modtager sit mandat fra PLO. Derfor kan Den Palæstinensiske Myndighed (PNA) ikke træde i stedet for PLO som repræsentant for staten Palæstina. Den kan ikke opløse eller ændre PLO ligesom den heller ikke kan påtage sig roller og funktioner, der ikke er tildelt den af PLO.

Underminerer Palæstinas FN-ansøgning det palæstinensiske folks ret til at vende tilbage?
Enhver påstand om, at FN-initiativet på nogen måde vil ændre eller ophæve flygtninges rettigheder er ubegrundet. Retten til selvbestemmelse, som er kernen i Palæstinas FN-ansøgning, er en af ​​det palæstinensiske folks umistelige og nationale rettigheder. At opnå retten til en ting, annullerer ikke retten til en anden. Den palæstinensiske ret til at vende tilbage er en individuel, personlig og kollektiv rettighed, som er fastsat i talrige FN-resolutioner. Ligeledes er retten til uafhængighed og selvbestemmelse en nationalt suveræn og umistelig ret, som også er nedfældet i FN-resolutioner og international lov. Det samme gælder for alle palæstinensiske nationale- og menneskerettigheder.
Flygtningespørgsmålet er et centralt spørgsmål, et spørgsmål om den endelige status og et politisk spørgsmål, der kræver en retfærdig og omfattende løsning.
Anerkendelse af staten Palæstina ophæver ikke de rettigheder, den status eller de krav, som de palæstinensiske flygtninge har. Derudover betyder anerkendelse ikke, at kravet om en retfærdig og omfattende løsning på flygtningespørgsmålet skal ophæves. Det kan det ikke. Opnåelsen af en retfærdig og varig løsning baseret på international lov og FN-resolutioner, især FN-resolution 194 er et grundlæggende emne for det palæstinensiske folk. Det er også et spørgsmål af høj prioriteret for hele regionen, især nabolande til Palæstina, der har været værter for palæstinensiske flygtninge i over seks årtier, især Jordan, Libanon og Syrien.
Endelig er det vigtigt at minde om, at gennem hele den mere end seks årtier lange fordrivelse og spredning af det palæstinensiske folk, har FN og det internationale samfund gentagne gange bekræftet de umistelige rettigheder for det palæstinensiske folk, herunder deres ret til selvbestemmelse og retten for palæstinensiske flygtninge til at vende tilbage og få erstatning. Disse rettigheder er bekræftet i mere end 14 beslutninger, som FN’s Generalforsamling hvert år vedtager med overvældende flertal.

Overtræder dette initiativ tidligere underskrevne aftaler?

Nej. Anerkendelsen af staten Palæstina er i overensstemmelse med grundlaget for ”Erklæringen om Principper”, herunder princippet om en to-stats-løsning og relevante FN-resolutioner som 242 og 338. Disse krav er konsekvent blevet undermineret af Israels ensidige handlinger, herunder den fortsatte ulovlige opførelse og udvidelse af israelske bosættelser i de besatte palæstinensiske områder, herunder Østjerusalem.

Er dette et ensidigt skridt?
Tværtimod. At gå til De Forenede Nationer, som repræsenterer Verdens kollektive stemme, er det ultimative udtryk for multilateralisme. Palæstina beder verden om at handle kollektivt til gavn for freden.
I kontrast hertil har Israel forsøgt at ændre både de jure og de facto-status af de besatte palæstinensiske områder gennem ulovlige og ensidige aktioner, herunder den fortsatte udvidelse af israelske bosættelser og bygningen af ​​Muren. Faktisk er den israelske bosætter-befolkning i de besatte palæstinensiske områder steget til det dobbelte lige siden Oslo-aftalerne, fra 236.000 i 1993 til over 500.000 i dag. Israels anneksion af det besatte Østjerusalem og ingenmandslandet og lukningen af ​​Jordan-dalen og Det Døde Hav er også ensidige foranstaltninger, som det internationale samfund anser for ulovlige hindringer, der underminerer freden.

Underminerer Palæstinas anerkendelse Israels legitimitet?
Nej. Mange lande, der allerede har anerkendt den palæstinensiske stat, som Den Russiske Føderation og Folkerepublikken Kina, opretholder begge solide forbindelser med Israel. Derudover anerkendte palæstinenserne Israel i 1993. Desværre har Israel endnu ikke gengældt denne anerkendelse.
Samtidig er der international enighed om, at Israels krigeriske besættelsespolitik er illegitim. Palæstinenserne mener også, at Israels politik og handlinger de sidste 44 år af sin besættelse udgør de facto-annektering, hvilket også er ulovligt.

Afviser palæstinenserne at vende tilbage til forhandlinger?
Palæstina mener stadig, at en afslutning på konflikten kræver, at parterne når til en omfattende fredsaftale baseret på en forhandlingsløsning om alle udestående spørgsmål, herunder flygtninge, sikkerhed, vand og andet, så snart der er en villig israelsk fredspartner.
Forhandling er ikke et mål i sig selv. Det er dog et af de fredelige midler som civiliserede nationer, inklusiv Palæstina, benytter sig af, når de skal løse konflikter og stridigheder. Palæstina har en principiel vilje til at nå en endelig løsning på konflikten gennem fredelige midler.

Hvor længe vil ansøgningsprocessen vare?
FN’s 66. Generalforsamling begyndte i september. Derfor markerede september begyndelsen på en proces for Palæstinas optagelse som fuldgyldigt medlem af FN. Men der er ingen tidsbegrænsning på ansøgningsprocessen for medlemskab. I nogle tilfælde tog optagelse af medlemmer et spørgsmål om dage. I andre varede denne proces meget længere.

Hvad sker der hvis FNs Sikkerhedsråd afviser Palæstinas ansøgning?
Palæstina har mange muligheder, herunder gentagelse af ansøgningsprocessen så mange gange som nødvendigt. Dette er i tråd med flere fortilfælde i FN. Faktisk har mange af de nuværende FN-medlemmer været nødt til at ansøge flere gange om FN-medlemskab, før Sikkerhedsrådet endeligt godkendte deres ansøgning. I nogle tilfælde, som i Japan, Irland, Portugal, og Jordan blev der gentagne gange nedlagt veto, når de ansøgte.

Oversat af Peter Kuzmanovski

Kilde: PLOs strategisk og forhandlings gruppe

Comments are closed.