Støt Palæstina i FN – deltag i annoncekampagne

Af Fathi El-Abed, formand Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening

og Trine Pertou Mach, forkvinde (pt. på orlov) Mellemfolkeligt Samvirke

Kære ven,

Vi skriver til dig som privatpersoner da vi forsøger at gentage den store succes i forbindelse med vores initiativ for snart 3 år siden under det israelske overgreb mod Gaza da det lykkedes os at mobilisere hundredvis af mennesker der bidrog til en storstilet annonce kampagne i de landsdækkende dagblade. Den gang lykkedes det på 10 dage at få mere end kr. 150.000 og som var nok til flere halvsides annoncer i de landsdækkende dagblade.

Se den nye annonce her.
Palæstina er på dagsorden i FN senere på måneden.
Palæstinenserne vil i anden halvdel af september bede verdenssamfundet om at anerkende
Palæstina som en selvstændig stat på 1967 grænsen samt at Palæstina optages som et fuldgyldigt medlem i FN som stat nr. 194 i verdensorganisationen.

Dette historiske skridt fra den palæstinensiske side kommer efter 20 års forgæves og nytteløse fredsforhandlinger med Israel. For mens palæstinenserne har forhandlet siden starten af 1990`erne for at finde en løsning på konflikten, så har Israel haft mere end travlt med at tilegne sig mere land.

I det sidste års tid og for første gang i over 40 år – det vil sige siden krigen i 1967, da Israel angreb sine naboer og besatte bl. a. Gaza, Vestbredden og Golanhøjderne – tales der åbent og konstant om de jødiske bosættelser på den besatte Vestbred herunder Østjerusalem. Det er nutidens hårdeste knude, som i over et år har forhindret “fredsforhandlingerne” i for alvor at komme i gang. Og har oven i købet skabt en sprække i forholdet mellem Israel og USA. I hvert fald på overfladen.

Da fredsforhandlingerne blev initieret i begyndelsen af 1990′erne – efter et enormt amerikansk pres på Israel – boede der ca. 140.000 jødiske “bosættere” på Vestbredden – inklusive den besatte palæstinensisk by Østjerusalem.

Nu 17 år efter med en fredsproces, der har oplevet mange op og nedture – bor mere end en halv million jødiske bosættere – ulovligt vel at mærke – på hele Vestbredden.

Målet var fra begyndelsen at lave om på såvel demografien som geografien, og nu står
palæstinenserne med ca. 517.000 jødiske kolonister, der har bygget deres huse og omfattende infrastruktur på stjålet palæstinensisk land (primært fra palæstinensiske landmænd).

Tallet stiger dag for dag.
Det vil sige – diplomatisk sagt – at mens palæstinenserne og det internationale samfund i 17 år har været optaget af at finde en løsning på konflikten, så har israelerne haft mere end travlt med at få flere og flere af sine egne borgere til at besætte og kolonisere områderne omkring de palæstinensiske landsbyer og byer – især Østjerusalem.

Problemet for palæstinenserne og især den palæstinensiske ledelse er, at der mildt sagt snart ikke vil være noget at forhandle om, hvis Israel får lov til at bygge endnu flere bosættelser! For regner man bosættelserne, de mange motorveje og veje, der forbinder dem med hinanden og med selve Israel – og som er stort set forbeholdt jøder – det såkaldte sikkerhedshegn og de utallige sikkerhedsområder som Jordandalen, de mere end 550 checkpoints på Vestbredden etc., så er ca. 50% af Vestbredden allerede nu på israelske hænder.
Med den intensitet og aggressivitet Israel udvider allerede eksisterende og bygger nye bosættelser på, så kan det vist ikke være så svært at forstå palæstinensernes reelle bekymringer, når de proklamerer; ingen forhandlinger med bosættelser.

Og mens hele Mellemøsten er i oprør for at kræve frihed og demokrati så beder USA og Israel palæstinenserne om at være ”tålmodige” med at opnå det de i flere årtier har fortjent.
Men palæstinenserne har fået nok. De har hverken tillid til Israels reelle hensigter – som er klar for enhver – eller viljen til en fred baseret på en 2 statsløsning. Eller til USA som en ærlig og retfærdig fredsmægler.

Det er på den baggrund at palæstinenserne mener verdenssamfundet må hjælpe ved at træde i karakter under FNs Generalforsamling senere på måneden.
Det er her at også Danmark – alene og sammen med de øvrige lande i EU – skal leve op til deres historiske ansvar ved at anerkende Palæstina i FN og stemmer ja for at staten Palæstina optages som et fuldgyldigt medlem som stat nr. 194 i verdensorganisationen.

DERFOR har vi besluttet at indrykke en række annoncer i de landsdækkende dagblade.

Teksten som er kombineret med 2 kort så offentligheden er bekendt med de markante
geografiske ændringer på Vestbredden siden 1967 – kan ses i den vedhæftet fil.

Annoncen skal indrykkes af flest mulige borgere (enkeltpersoner, repræsentanter, organisationer m.m.). Antal og omfanget af annoncer afhænger helt og aldeles af, hvor mange bidrag, vi kan få.
Ambitionen er i første omgang at kunne bringe en stor farve-annonce i Politiken; den vil koste omtrent 40.000,- kr.
Får vi flere penge ind, vil de blive brugt til at bringe annoncen flere steder.

Vis din støtte enten som enkeltperson, som familie, fagforening, lokalafdeling osv.. Jo hurtigere pengene kommer ind, jo før kan annoncen bringes.
Indsamlingen stopper dog først den 30. september. Bidraget på mindst kr. 100 skal indsættes på følgende konto, der virker både som bankkonto og girokonto: Giro: 0000001015 eller Bank: Reg 0268 kontonr 0000001015 Mærket: ANNONCE. Husk også at skrive dit/jeres navn, hvis du ønsker, at det nævnes nederst på annoncen. Man kan selvfølgelig også vælge at være anonym, der er frit valg.

På forhånd tak for hjælpen!

Send opfordringen videre i dit netværk straks!

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.