Det er nu, Israel skal presses

Kronik bragt i Information 21.02.2011

Af Leila Stockmarr, forskningsassistent på Dansk Institut for Internationale Studier

Udviklingen i Mellemøsten er en god anledning for EU til at se Israel-politikken efter i sømmene.

Mange har spekuleret i palæstinensernes og ikke mindst israelsernes reaktion på den politiske udvikling i Egypten. Israels fjende nummer et, Hamas, er jo udsprunget af det Muslimske Broderskab, som efter revolutionen i Egypten står til at spille en afgørende rolle i landet.

Indtil videre tyder intet dog på, at broderskabets leder, Muhammed Badi’e, og hans brødre vil afbryde de varme relationer til Tel Aviv.

En ny leder af Egypten vil først og fremmest have travlt med at finde sin plads i det komplekse egyptiske samfund. Samtidig er støtten fra vestlige lande stadig afgørende for landets økonomi. Det taler umiddelbart for, at Israel ikke behøver være bange for sin store nabo mod sydvest.

Alligevel er israelerne utrygge. Derfor er premierminister Netanyahus i øjeblikket i gang med at sikre sig Vestens støtte til Israels sikkerhed.

Problemet er imidlertid, at hvis EU og det øvrige Vesten afgiver sådan et løfte, vil det være samme som at garantere, at Israels politik i de besatte områder kan fortsætte som hidtil. Israel spiller nemlig højt spil over for palæstinenserne, fordi landet er urørligt, så længe Vesten garanterer landets sikkerhed. Vestens sikkerhedsgarantier er brænde på konfliktens bål.
Vender man problemstillingen på hovedet, er revolutionerne i Mellemøsten en oplagt mulighed for at stille krav til Israel og skubbe fredsprocessen fremad. Hvis man ikke uddeler sikkerhedsgarantier med rund hånd, vil den nye situation i Mellemøsten nemlig betyde, at Israel alt andet lige vil være mere klar til at lytte til krav om at følge fredens vej. Men det kræver naturligvis, at EU er villig til at fremsætte dem.

To tunger

Ser man tilbage på EU’s rolle i Israel-Palæstina-konflikten, har de sidste 30 år været præget af et meget tæt samarbejde med Israel. EU har i høj grad undladt at handle på landets manglende overholdelse af Kvartettens Køreplan for Fred. Det svækker for alvor EU’s udenrigspolitiske konsistens, troværdighed og legitimitet.
Tager man EU’s internationale lovkompleks i betragtning, må man undre sig over, at Unionen ikke gør mere for at presse Israel til at moderere sin politik over for palæstinenserne. Især når det drejer sig om israelernes bosættelser er situationen i dag næsten ved at udvikle sig til en farce.

Til trods for at alle EU-lande kender bosættelserne ulovlige, afslører nye facts on the ground hver måned, at det internationale forhandlingsspil næsten udgør en kulisse for Israels fremfærd. Mens EU officielt fastholder ideen om, at en overgangsregering skal bane vejen for en levedygtig palæstinensisk stat – den tanke er en integreret del af EU-udenrigsminister Ashtons repertoire, vender EU det blinde øje til bosættelserne.

Heller ikke EU’s berømte naboskabspolitik synes at bidrage til en løsning på konflikten. Til trods for at EU’s officielle målsætning er, at naboskabsinitiativerne skal skabe fremgang, demokrati og vækst, er det i tilfældet Israel gået i den stik modsatte retning.

For selv om EU i princippet kræver demokratiske fremskridt, god regeringsførelse og overholdelse af menneskerettighederne til gengæld for eftertragtede associeringsaftaler med lukrative handelsfordele, holder man ikke israelerne fast på principperne. Når israelerne forbryder sig mod dem kommer man højst med en spag verbal kritik.

Pt. diskuteres det stadig, om Israels fremfærd under krigen i Gaza skal have langsigtede konsekvenser. En opgradering af samarbejdet er udskudt, men i praksis møder israelerne business as usual.

Forskelsbehandling

EU’s høje repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, Javier Solana, udtalte i oktober 2009 til det israelske dagblad Haaretz, at Israel er medlem af EU uden at være medlem af dets institutioner.
Der er ingen tvivl om, at det er et meget retvisende billede. Israels aftaler og samarbejde med EU er væsensforskellige fra andre partnerlande.

Allerede i 1994 besluttede EU at give Israel særstatus som følge af landets veludviklede økonomi og politiske system. Det har bl.a. givet Israel afgiftsfri adgang til de europæiske markeder, EU’s forsknings- og innovationsmidler, universitets- og kultursamarbejde. Også inden for sikkerhedsindustrien samarbejders der om antiterrorinitiativer og efterretningsarbejde. Sidstnævnte gennem et samarbejde mellem Europol og israelsk politi (hvis hovedkvarter stik imod alle aftaler ligger i Østjerusalem). Der er med andre ord meget, der binder EU og Israel sammen.

EU’s forhold til palæstinenserne er et helt andet. De skal gøre sig fortjent til støtte gennem politiske reformer, som spænder bredt fra miljøhensyn over kvinderettigheder til antikorruption og naturligvis frasigelse af voldelige metoder.

Selvstyret er dybt afhængigt af EU og andre vestlige donorers økonomiske støtte til asfaltering af veje og kontormøbler. Selv når det drejer sig om selvstyrets optræden i internationale forhandlinger, kan palæstinenserne kun stille med kvalificerede repræsentanter, hvis de får hjælp udefra.

Desværre har EU’s forsøg på at være hjælpsom i flere tilfælde været direkte undergravende for den palæstinensiske befolknings interesser. Et eksempel er EU-programmet EUPOL COPPS, som har haft til mål at træne selvstyrets politistyrker på Vestbredden. Resultatet er, at styrkerne i den grad har været med til at skabe intern splittelse. På nogle punkter har det ligefrem presset den politiske frihed på Vestbredden, hvor aktive modstandere af selvstyret får en hård behandling.
Der rapporteres løbende om tortur i palæstinensiske fængsler. I 2010 blev flere palæstinensere dræbt af palæstinensiske myndigheder end af Israel.

Åbenlyst

Den ulige behandling af de to folkeslag er efterhånden blevet så åbenlys, at selv de ellers så tavse diplomater har taget bladet fra munden.
I december 2010 skrev 26 afgåede europæiske diplomater og toppolitikere et åbent et brev til EU-præsident Van Rompuy og udenrigsminister Ashton. Her anbefalede de at lægge pres på Israel – ikke i nogen revolutionerende form, ganske vist – men blot i henhold til EU’s lovmæssige og etiske rammeværk. De opfordrede bl.a. til at sikre, at EU-beslutninger overholdes og implementeres – herunder Køreplan for Fred, som kræver israelsk tilbagetrækning til 1967-grænserne. Som et minimum skulle al bosættelsesvirksomhed fastfryses.

Det foruroligende er, at man tilsyneladende skal være pensioneret for at kunne kritisere helt åbenlyse problemer i EU’s politik over for Israel. Diplomaternes opråb fik ikke den store betydning. EU sætter sig stadig ikke igennem over for Israel.

Det har langt mere at gøre med manglende handlevilje end manglende handleevne. For EU kan nemlig sagtens handle, når det gælder. Det så vi ved valget i Palæstina i 2006, hvor Unionen tilføjede Hamas til sin terrorliste, og dermed fik stoppet bistanden til styret. Palæstinenserne blev endnu engang hængt ud som en ikke-partner for fred. I dag er heller ikke Abbas en brugbar ‘partner for fred’. Han har nemlig mistet folkets opbakning – hvorfor mon?

EU taber anseelse

Desværre opfatter stadig flere EU’s politik som værende identisk med Obamas.EU’s tvetydighed og kløften mellem retorik og handling i forholdet til Israel er en kilde til frustration i hele regionen. Amerikanerne har man ikke tillid til, men man har i lang tid håbet, at EU ville være i stand til at sætte en anden dagsorden i forhold til konflikten. Som en EU-diplomat på Vestbredden kynisk udtrykker det:»Med bistand gør EU på Vestbredden det, som USA gør med våben i Irak.«

Hvorfor opretholder EU denne politik? Svaret er kort og kontant, fordi det er det, Israel og USA vil. EU søger blot at gavne sine egne umiddelbare interesser.
Men skal EU tages seriøst som udenrigspolitisk aktør, skal Unionen undgå, at dens dobbeltmoral udstilles, som det skete under revolutionerne i Egypten og Tunesien. Derfor er det afgørende, at man som et minimum gør ord til handling og gør kravene til Israel til en betingelse for fortsat samarbejde. Den nuværende usikkerhed i Mellemøsten skaber mulighed for at en sådan ændring kan få afgørende indflydelse på Israel-Palæstina konflikten.

Comments are closed.