Kræv en levedygtig Palæstina-stat – og ret til hjemvenden!
Udtalelse fra Dansk Palæstinensisk Venskabsforenings generalforsamling, afholdt i 29. april 2000 i København
I erkendelse af, at parternes styrkeposition er som katten mod musen, må Danmark og det internationale samfund opgive sin politik om at ville acceptere enhver løsning , som den palæstinensiske og israelske ledelse kan forhandle sig frem til. Kravet må være et løsning på Folkerettens grund, hvilket både betyder en aktiv støtte til de såvel retmæssige som beskedne krav fra palæstinensisk side og fastholdelse af de oprindelige krav til Israel.
Dansk Palæstinensisk Venskabsforening finder det beskæmmende at se, hvordan de internationale aktører i den mellemøstlige fredsproces, i første række USA og EU-landene, øjensynligt er på vej til at svigte de palæstinensiske krav og dermed også de internationale principper. Det står efterhånden klart, at USA og EU vil acceptere at Israel presser den magtesløse palæstinensiske ledelse til at acceptere at få meget få krav opfyldt.
Der har i årevis været næsten enstemmig international opbakning til at kræve, at Israel skal rømme de besatte områder, herunder Øst-jerusalem, skal fjerne de illegale bosættelser og skal tillade alle flygtninge at vende hjem. På alle områder synes der nu at blive slækket på disse krav, som ellers var udgangspunktet for fredsprocessen.
Venskabsforeningen finder det selvsagt positivt, at det nu synes sikkert, at der vil blive en palæstinensisk statsdannelse. Imidlertid kan en sådan statsdannelse ikke fungere på normal vis, hvis den skal bestå af adskilte enklaver mellem israelske bosættelser, kun skal være for et mindretal af det palæstinensiske folk, og på en række områder skal stå uden almindelig suverænitet. En stat på disse vilkår vil næppe lægge kimen til fred, men skabe grundlaget for det næste voldelige opgør.
Specielt beskæmmende er det, at kravet til Israel om at tillade de fordrevne flygtninge og deres familier at vende tilbage til deres hjem ikke synes at blive fastholdt. Der lægges dermed op til at svigte såvel knap fire millioner palæstinensiske flygtninge som det mest grundlæggende princip i international flygtningepolitik.
Endnu er der mulighed for at fastholde de tidligere krav til Israel, krav som ingen anden stat ville være sluppet godt fra at ignorere i årtier. Hvis USA vil give sine ønsker om en ny verdensorden et moralsk indhold, og hvis EU’s fælles udenrigspolitik skal skabe respekt om sig selv, må der omgående sendes klare signaler, om hvad der er de internationale minimumskrav til en løsning på Folkerettens grund.