Accept af Gillon giver problemer for dansk Mellemøstpolitik

Ole Olsen, DPV

Accept af Gillon giver problemer for dansk Mellemøstpolitik

PRESSEMEDDELELSE

30. juli 2001

”Regeringen skaber problemer for sin egen Mellemøstpolitik ved at acceptere en ambassadør som har været aktiv i udøvelsen af tortur” – siger Ole Olsen, formand for Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening. ”Danmark har hidtil lagt prisværdig stor vægt på at begge parter skal vise større respekt for menneskerettighederne. Det bliver vanskeligere når der accepteres en ambassadør som selv aktivt har brudt dem ved medvirken ved tortur.

”Det siger sig selv, at der bliver størst problemer i forhold til Israel, når Danmark næste gang vil stille krav om at tage menneskerettighederne alvorligt. Uanset om kravet er stop for henrettelser, stop for kollektiv afstraffelse eller stop for økonomiske blokade af palæstinenserne, vil Danmarks stemme veje mindre tungt, når man netop har accepteret en ambassadør med Gillons fortid” – siger Ole Olsen.

”Men med Gillon i Danmark vil også kravene overfor det palæstinensiske selvstyre lyde mindre troværdige end hidtil” – vurderer Ole Olsen. ”I betragtning af at Selvstyret knægter menneskerettighederne langt ud over hvad der kan begrundes med vilkårene under besættelselsen, er det beklageligt, at presset på den palæstinensiske vil blive svækket . Det gør bestemt ikke arbejdet for de mange palæstinenensiske menneskeretsgrupper nemmere”

”Såvel ud fra den generelle betænkeligheder ved at acceptere ambassadører som aktivt har krænket FN’s Menneskeretskonvention, som ud fra en vurdering af de konkrete muligheder for at føre en relevant Mellemøstpolitik, opfordrer Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening derfor den danske regering til at omgøre accepten af Gillon som ambassadør”, siger Ole Olsen, formand for foreningen.

”Foreningen har i øvrigt været glad for den store offentlige interesse i Gillon-sagen”, siger Ole Olsen. ”Efter denne sommer er alle i Danmark vist klar over, at Israel gennem en årrække og i betydeligt omfang har anvendt tortur overfor palæstinensere som gør oprør mod besættelses- og bosættelsespolitikken – og også mod politiske fanger som Amnesty International gentagne gange har dokumenteret” – slutter Ole Olsen.

Comments are closed.