Egypten bygger jernmur mod Gaza

Ole Olsen, DPV

Egypten bygger jernmur mod Gaza

Af Ole Olsen

Egypten er øjensynligt i gang med at bygge en mur på grænsen til Gaza – en underjordisk. Projektet er omstridt i Egypten, og kan også få konsekvenser for Egyptens rolle.

Det er velkendt at Gazas 1,5 millioner indbyggere er hegnet inde af Israel, som forhindrer alt andet end den mest nødvendige nødhjælp i at nå frem, men f.eks. materialer til genopbygning ikke får lov til at passere.

Knap så kendt er det, at også Egypten deltager aktivt i indespærringen, og at grænsen ved Rafah ikke er meget mere åben end overgangene til Israel. Palæstinensisk byggede tunneller under grænsen ved byen Rafah har dog sikret en vis strøm af varer – herunder formentligt også våben.

Den egyptiske politik overfor broder-folket i Gaza bliver aktivt diskuteret i Egypten, selv om regeringen forsøger at undgå for megen omtale. Lige nu er debatten præget af et nyt tiltag, nemlig at Egypten øjensynligt er ved at hamre en jernvæg ned ved grænsen – sådan at tunneller bliver umulige at udgrave. Det rapporteres, at jernvæggen skal gå 30 meter ned i jorden.

Egypten hævder at det er landets pligt og ret at sikre dets grænser mod trusler udefra, mens kritikkerne ikke kan se, at der skulle foreligge nogen trussel. Som en palæstinensisk journalist Mustafa Sawwaf formulerer det: Dette har ikke noget at gøre med Egyptens nationale sikkerhed, men med egyptisk politik.

Egyptisk politik

Den egyptiske regering handler formentlig ud fra to hensyn – et indenrigspolitisk og et udenrigspolitisk. Begge hensyn tilsiger aktivt at bekæmpe Hamas som står i spidsen for Gaza.

På den indenrigspolitiske front handler det om at holde Det Muslimske Broderskab nede. Broderskaber er holdningsmæssigt i familie med Hamas. Hvis Hamas politisk kommer godt fra situationen i Gaza, kan det betyde medvind til Broderskabet i Egypten. Omvendt bliver en hård politik overfor palæstinenserne i Gaza selvsagt tolket som et for tæt samarbejde med Israel.

Udenrigspolitisk kan hensynene deles op i to: Et arabisk og et amerikansk/israelsk. De fleste arabiske lande er – som Egypten – ledet at verdslige nationalistiske kræfter. Opposition til magthaverne har en mere islamistisk dagsorden – som Det Muslimske Broderskab og som Hamas.

Egypten må også vise hensyn til USA, som direkte og indirekte spiller en stor rolle for egyptisk økonomi. De direkte bidrag er store og international støtte gennem f.eks. Valutafonden og Verdensbanken er afhængig af USA´s velvilje. Det koster at lægge sig ud med USA og det bedste middel mod vrede i Washington er at samarbejde med Israel – i dette tilfælde om at isolere Hamas.

Spørgsmålet er om den egyptiske befolkning støtter disse hensyn eller synes at hensynet til de mange indespærrede palæstinensere i Gaza burde veje tungere. Det er der debat om. F.eks. har redaktør Ibrahim Issa af den egyptiske avis Al Dustor skrevet om projektet med jernvæggen: Det er en skammens mur som Egypten bygger ved grænsen til Gaza. Det ser ud til at man fuldt og helt følger forslag fra USA. Vi lægger land til en afspærring som alene støtter amerikansk og israelsk politik – skrev han kritisk.

Og han skrev videre: I Israel var der en åben debat i Parlamentet før de begyndte at bygge adskillelsesmuren mod Vestbredden og Gaza. Hos os blev al information om den nye mur fra starten klassificeret som hemmelig. Forskellen i fremgangsmåde skyldes, at Israel har et demokratisk system og Egypten ikke.

Chikane mod international konvoj

Omkring Nytår har der været en ”Konvoj til Gaza”, hvori mange europæiske solidaritetsorganisationer har deltaget. Bl.a. var der deltagere fra England, Tyskland og Luxembourg. Målet var at skabe opmærksomhed om den fortsatte blokade af Gaza – et år efter krigen.

Kort fortalt bestod projektet af 1400 aktivister og 200 vare/lastbiler med daglige fornødenheder. Planen var at få forsyningerne ind gennem den egyptiske grænse mod Gaza og skabe opmærksomhed omkring den fortsatte blokade af Gaza.

Det var aldeles ikke et projekt, som mødte velvilje hos regeringen i Cairo. De fleste aktivister fik slet ikke lov til at rejse mod Gaza, trods gyldigt visum til hele Egypten. Denne chikane blev besvaret med en international demonstration i Cairo lige omkring Nytår, hvilket regeringen heller ikke var begejstrede for, da det satte fingeren på et ømt punkt. Til sidst opnåedes et kompromis om at en mindre gruppe aktivister kunne rejse til Rafahs egyptiske del.

Et andet skridt fra egyptisk side var at hævde, at varetransporter ikke kunne komme ind gennem Rafah-grænsen, men at henvise til israelsk-kontrollerede overgange (hvor der er endnu mere lukket). Stridighederne førte (5. januar) til diskussion og demonstrationer – på begge side af grænsen og en egyptisk grænsevagt blev dræbt under forløbet, som også blev til en generel palæstinensisk demonstration mod den egyptiske jernmur.

Til sidst lykkedes det at få lov til at få nogle af varerne igennem Rafah-grænsen og ind til Gaza, mens andre varer nu er på vej med skib til palæstinensiske flygtningeleje i Libanon.

Hvad vil Egypten?

Det store spørgsmål er, hvilken rolle den egyptiske regering ønsker at spille i forhold til dels den israelsk-palæstinensiske konflikt generelt, dels i forhold til at få Fatah og Hamas til at mødes om en fælles politik.

Umiddelbart må man i lyset af både projektet med jernmuren og chikane mod palæstinensisk solidaritetsarbejde tvivle på om de palæstinensiske parter overhovedet ser Egypten som en troværdig medspiller.

Ole Olsen, 9. januar 2010

Artiklen bygger på artikler i Los Angeles Times, Al-Jezerra, Luxembourger Wort og Jyllandsposten.

Comments are closed.