Dansker i knibe gav fokus på Gaza

Adam Qvist, Information


Dansker i knibe gav fokus på Gaza

Mens Israel blokerer for genopbygningsmaterialer til Gaza, og forholdene bliver ved med at være forfærdelige, kræver det et overgreb mod en dansker at få lidt opmærksomhed fra medierne

Af Adam Qvist

I juni bryder vores historie kun delvist igennem mediemuren, da jeg selv og 20 kollegaer fra organisationen Free Gaza i internationalt farvand bordes af israelske specialstyrker, tilfangetages og sættes i fængsel. FN er straks ude og kalde handlingen for ulovlig – alligevel ruller sagen ikke i de danske medier. Mediefokus er tilsyneladende ikke myntet på, at Gaza-striben er under blokade på tredie år, men udelukkende på mit rødbedefarvede pas. Vinklen er ´Dansker i fængsel i Israel ´. I 2008 sejlede Free Gaza som de første i 41 år til den besatte Gaza-stribe. 1,5 million indbyggere fængslet i en ghetto, hvoraf 70 procent lever i absolut fattigdom. De danske medier bed aldrig mærke i, at vi brød blokaden. De sidste tre sejladser er alle blevet forhindret; i december blev vores bedste skib vædret og ødelagt, i januar  blev vi blokeret og i slutningen af juni blev vores sidste båd kapret. Var den ulovlige frihedsberøvelse simpelthen ikke godt nok nyhedsmateriale for dagspressen, DR og TV2? Efter selv at have mødt mediemuren og hørt afvisningern, søger jeg at forstå, hvorvidt den komplicerede situation inden for Israels elastiske grænser har umuliggjort journalistiske opråb om åbenlyse brud på anstændighed og international lov, som vi ellers ikke er blege for at prise os selv som forkæmpere for? Skal der absolut en dansk vinkel til for at kunne sælge stoffet til danskerne? Og kan vi som nation være tilfredse med, at al oplysning om omverdenen skal optræde som vedhæng til en ´danocentrisk´ nyhedsvinkel?

Tung dans med medierne

Min seneste tunge dans med de danske aviser og tv-stationer begyndte på Cypern.  De få gange, hvor jeg ikke blankt blev afvist, fik jeg at vide, at nyhedsværdien manglede. Måske har jeg valgt den forkerte politiske sag – mediefokus virker anderledes intens, når folk går på gaden i Teheran sammenlignet med på Vestbredden – forestil dig reaktionen, hvis en båd med menneskeretsobservatører var blevet kapret i Den Persiske Golf af den iranske flåde. Den 29. juni gav den cypriotiske regering os, under pres fra den amerikanske ambassade og Avigdor Lieberman (israelsk udenrigsminister, bosætter og berygtet ultranationalist), kun lov til at sejle med én af vores både, med mig som andenstyrmand. Afgang på spejlblank sø. Bortset fra lidt uundgåelig søsyge, heriblandt irske Mairead Maguire, vinder af Nobels Fredspris, forløb første del glat. På turen havde vi legetøj, oliventræer og en sæk med 50 kilo cement ombord. Cementen var vores symbolske bidrag til genopbygningen af de godt 40 x 10 km Gaza-stribe, der blev bombet i januar. På nuværende tidspunkt har Israel tilladt intet genopbygningsmateriale i at komme ind. Behovet er akut. Det er ikke de hundredevis dræbte tidligere i år, der er problematisk – den voldelige død tiltrækker medierne – men de halvtredstusinde hjemløse, der nu bor i teltlejre, de 800.000 børn og unge under 18, som vil bære ubeskrivelige traumer, og den store del af befolkningen, der ikke har adgang til rent drikkevand. En realitet, der dårligt får dækning. Midnat ud fra Libanons kyst i internationalt farvand spottede vi to fartøjer på radaren, som fulgte os. Da vi kl. 01:25 fik radiokontakt med den israelske flåde, stod jeg selv ved roret. Vores førstestyrmand sørgede hurtigt for at tvinge dem til at sende deres trusler over radioens nødkanal 16, der kunne modtages i hele det syd-østlige Middelhav. Herpå blokerede den israelske flåde kommunikationssystemerne, og over radioen lød truslen: »10 minutter til at vende om eller vi åbner ild«.

Hård behandling

Som aktivist på Vestbredden lærer man, at det israelske militær tøver med at dræbe vestlige statsborgere, mange er blevet skudt, men kun tre dræbt siden 2001. Ventende i førerhuset på advarselsskud sejlede vi stødt videre. Ti minutter senere, ingen ild. Under mit ophold i 2008 med Gazas fiskere, blev vi beskudt hver gang vi sejlede i palæstinensisk farvand. Trods behovet for dybdegående journalistik lykkedes det mig aldrig at bryde igennem til de danske medier under mit ophold. Mine venner i Gaza er i dag arbejdsløse efter flere års fredelig modstand med daglige forsøg på at fiske i deres hav. Drab, tortur og kidnapning har ødelagt en fiskeindustri, som plejede at forsørge femogfyrretusinde. Med daggryets kommen fik vi radaren tilbage, da vi befandt os så tæt på Suezkanalen, at de ikke længere turde blokere den, og visuel kontakt med flåden, som op af formiddagen voksede i størrelse til at pryde horisonten med seks krigsskibe, fire gummibåde, to Super Dvora kanonbåde og F16-fly i luften. 18,5 sømil fra Gazas kyst kom to hold kommandosoldater ombord med metalkroge og pistolerne trukne. En håndfuld passagerer modtog knubs, jeg inkluderet, da jeg blev slået ned i skibsdækket, og dokumentaristen Adam Shapiro blev slået ned og delvist kvalt med en redningsvest. Til slut rev de det græske flag, som skibet sejlede under, itu og smed det på gulvet foran os. Med plastikstrips på så vi Gaza-by forsvinde i det fjerne, mens vores kaptajn sejlede båden til havnebyen Ashdod forbi den israelske boreplatform, som henter gas op fra Gazas store naturgasreserve.Ankomst til Israel : Hårdhændet modtagelse af en gruppe soldater og hærens tv-kanal. Jeg smides hovedet-først ind i et metalbord med knæ i ryggen og håndjern på bag ryggen. I detentionen lykkedes det med snilde at få smuglet simkort og telefoner ind, og over de næste dage kom jeg i kontakt med de ivrigste danske medier. Det virkede plat, at jeg i et  propfyldt immigrantfængsel, hvor jeg forventede løsladelse inden for et par uger, fortalte om mine følelser, når det burde have handlet om mine venner i Gaza, som har siddet i fængsel i et helt liv. Således en tom følelse at havde haft mediernes interesse, hvorpå man vendte hjem og kun fandt ens mindst relevante kommentarer citeret.

To slags pirater

På trods af at Free Gaza brød blokaden fem gange i 2008, tog det en relativ ligegyldig fængsling af en dansk statsborger, før mediemuren gav sig. Givet danske mediers glubske sult for pirateri ud fra Afrikas Horn, er det absurd at den israelske flåde kaprede en forsvarsløs båd på humanitær mission uden efterfølgende at blive stillet til regnskab. I Aden-bugten kan piraterne i det mindste undskylde sig med en økonomi ødelagt af internationalt storfiskeri og kemisk affald fra vestlige firmaer. Magtforholdet for pirateri i det østlige Middelhav syntes at have omvendte fortegn. Med vores fængsling, heriblandt en forhenværende amerikansk kongreskvinde og en nobelprismodtager formåede vi som sagt kun delvist at bryde igennem petitesse-afdelingerne og kändis-sladderen. Har den internationale dækning overgivet sig til en vinkling, der som udgangspunkt kredser om danskhed, er det under alle omstændigheder utilfredsstillende. Efterladt med en smag i munden af, at min danskhed var kernen i de dansksprogede artikler, undres jeg ved hvorfor selve aktionen ikke var godt nyhedsstof i sig selv. Reaktionen havde været markant anderledes hvis vi havde sejlet i Den Persiske Golf eller Aden-bugten. For godt nok prioriteres en dansk historie, men tilsyneladende kun til en grad, hvor den ikke får rokket ved på forhånd fastlagte vinklinger af Palæstina-Israel -konflikten.

Mod Gaza på ny

Selv med få måneder lange ophold på Vestbredden og Gaza fik jeg set, hvad det vil sige at leve uværdige liv. Det bliver ikke de hårdhændede metoder, Israel brugte til at udøve besættelse med, der vil huskes i retrospekt, men derimod vores regeringers stilhed og en presse, der ikke turde råbe op.  Tæt på 10 millioner palæstinensere over hele Mellemøsten sidder på 61. år i elendighed. Både på den ´rigtige´ og den ´forkerte´ side af Israels 700 km lange murværk og i lejre i Jordan, Syrien og Libanon. Hvis det internationale samfund fortsat lukker øjnene, er det op til almindelige borgere selv at stoppe krænkelserne af menneskerettighederne. Så snart vi har indsamlet nok midler, sejler vi mod Gaza på ny.

Bragt som kronik i Information den 13. oktober 2009

Comments are closed.