Første sæt gik til Netanyahu

Uri Avnery/Ole Olsen, Gush Shalom

Første sæt gik til Netanyahu

Der er ingen mening i at foregøgle noget andet: I første runde i kampen mellem Obama og Netanyahu var det Obama som blev slået – skriver Uri Avnery, leder af Gush Shalom. Han mener, at Obamas problemer med at få opbakning til en sundhedsreform i USA er en afgørende forklaring på hans tilbagetog på bosættelsesspørgsmålet.

Obama havde krævet stop for alt bosættelsesbyggeri, inklusive Østjerusalem, som forudsætning for et tre-parts topmøde som start på nye fredsforhandlinger. Som bekendt starter en lang rejse med det første skridt, men det lykkedes Netanyahu at spænde ben for Obama. USA’s præsident er snublet.

Topmødet blev alligevel afholdt (under FN’s generalforsamling), men i stedet for en succes for den nye USA administration blev det en ydmygende demonstration af svaghed. Da Obama havde opgivet sit krav om stop for bosættelser, fik mødet intet indhold.

Jo, Mahmoud Abbas kom, eller snarere blev slæbt til mødet mod sin vilje. Den stakkels mand kunne ikke undslå Obamas invitation, da Obama er hans eneste ven. Men prisen for rejsen bliver høj. Palæstinenserne og alle andre har set, at han er svag. Og Obama, som holdt en god tale i Cairo, ligner nu en dårlig kammerat.

Den israelske fredsbevægelse har også fået et skud for boven. Den havde satset på at Obama ville vise den israelske befolkning, at Netanyahus politik ville føre landet mod afgrunden. I stedet har Netanyahu vundet, og tilmed vundet stort. Han har vist, at man ikke skal frygte Obama, at han blot er en papirtiger. Bosættelserne fortsætter og hvis der bliver forhandlinger, vil de intet føre til. For Netanyahu er truslen om fred aflyst – i hvert fald foreløbigt.

HVAD GIK GALT?

Det er svært at forstå at Obama har tilladt sig selv at havne i denne pinlige situation. Machiavelli har lært os, at man ikke skal udfordre en løve, hvis man ikke har kræfter til at tage livet af den. Og Netanyahu er ikke engang en løve, kun en ræv. Hvorfor insisterede Obama på stop for bosættelser – et yderst fornuftigt krav – når han ikke var i stand til at stå fast over for Netanyahu?

Før man stiller et sådant krav, må en statsmand vel overveje sin og modstanderens styrke? Hvad vil jeg satse? Hvilke magtmidler kan jeg bruge og hvor fast vil modstanderen stå?

Obama har en hob af dygtige rådgivere, ledet af Rahm Emanuel, hvis israelske rødder giver ham særlig indsigt. Han har også George Mitchell, en stædig og erfaren diplomat som kunne give kvalificerede vurderinger. Hvordan kunne de alle fejle?

Man måtte forvente at Obama på forhånd havde valgt sine politiske instrumenter – og der er mange mulige. At holde op med at nedlægge veto i Sikkerhedsråd mod kritik af Israel, at indstille våbenhjælpen eller at nægte at give lånegarantier. Det sidste fik Yitzak Shamir (Israels daværende Premierminister) til Madrid-konferencen i midten af 90-erne.

Alt tyder på at Obama enten ikke ville eller ikke kunne udøve noget pres, ikke engang diskret. Tværtimod har han netop bifaldet fælles flådeøvelser med Israel. Nogle havde satset på at USA ville have bragt Goldstone-rapporten (om israelske og palæstinensiske krigsforbrydelser under Israels krig mod Gaza) i spil. I stedet udsendte USA en pressemeddelelse som er i tråd med den israelske propaganda.

Den uundgåelige konklusion bliver at Obamas nederlag overfor Netanyahu skyldes en fejlbedømmelse af situationen. Hans erfarne rådgivere tog fejl i forhold til de kræfter som er i spil.

I KLEMME I KONGRESSEN

Det handler også om Obamas sundhedsreform. Her er modstanderne stærkere end ventet og i forhandlingerne er USA’s Israel-holdning kommet med på bordet – dygtigt inspireret af den pro-israelske lobby. Stribevis af senatorer kræver pro-israelske modydelser for at støtte sundhedsreformen. Og af hensyn til sundhedsreformen har Obama ikke turde udfordre Israel-lobbyen. Netanyahu fandt Obamas bløde punkt – og udnyttede det. Obama kunne ikke gøre andet end at bøje af.

Sammenbruddet i Mellemøstpolitikken er især pinefuldt lige nu. Fra en inspirerende taler med løfterige budskaber, står vi nu med en svag politiker som ikke kan omsætte visioner til virkelighed. Hvis dette indtryk holder ved, vil det kaste skygger over hele præsident-perioden.

MEN er Netanyahus politik nu også klog fra et israelsk synspunkt? Det kan nemt vise sig at være en Pyrrus-sejr. Obama har endnu mindst tre og et halvt år foran sig, så der er masser af tid til at planlægge en revanche for sit ydmygende nederlag.

HVAD VIL OBAMA NU?

Det er umuligt at vide hvad Obama tænker og føler. Hans mange år som en ung sort mand har lært ham ikke at vise sine følelser og at holde kortene tæt ved kroppen. Måske kommer han til den konklusion at han ikke vil have ballade med Israel da det kan give enhver præsident problemer. Men det kan også være at han vil vente på et godt tidspunkt og så slå igen mod Netanyahu.

Hvis jeg bliver spurgt (og det gør jeg ikke…), ville jeg sige til Obama, at skabelse af israelsk-palæstinensisk fred ikke er en sag for diplomater, men kræver en stærk og beslutsom leder med en fast hånd. En amerikansk præsident som vil spille en sådan rolle skal opstille en detaljeret plan med faste tidsfrister og være klar til at kaste sin fulde styrke ind i arbejdet. Blandt andet må han være parat til at konfrontere den magtfylde israelske lobby.

Det vil ikke lykkedes, medmindre der skabes en stærk opinion hos alle parter, ikke mindst en stærk Jødisk-amerikansk opinion. Og på det rigtige tidspunkt må Præsidenten komme til Jerusalem og tale til Knesset.

Jeg ved ikke om Obama er manden der kan gøre det. Nogle i fredsbevægelsen har allerede mistet troen, hvilket næsten er det samme som at give op. Dertil er jeg ikke kommet. Et slag afgør sjældent en hel krig og én fejl bestemmer ikke fremtiden. Et tabt slag kan styrke taberen og en fejl kan man lære af.

Oversættelse : Ole Olsen

Comments are closed.