Christen er ikke længere iblandt os

Juliet Al-Tork, The Palestinian Youth Times reporter – Gaza

Christen er ikke længere iblandt os

 

Af Juliet Al-Tork, The Palestinian Youth Times reporter – Gaza

(oversat fra engelsk af Fathi El-Abed)

 

(Christen var astmatiker og fik et akut og voldsom astma anfald som følge af stress og blev kvalt pga. røg fra bomber – især hvid fosfor. Fathi)

 

Natten var sort som kul, kold som nordpolen og ikke mindst larmende som ingen uden for Gaza kan forestille sig. Himlen var fuld af sort røg og lugten af brand var overalt. Hver andet minut kunne vi høre en voldsom granat eksplosion. Det kunne også mærkes. Over alt. Den nat var den syvende dag af det israelske overgreb mod Gaza.

Det som Israel har kaldt for operation “Smeltet Bly”!

 

Min 15 årig søster Christen lå og sov ved siden af min anden søster (16) og min bror (6) på en madras på gulvet i det sikreste hjørne af huset. Troede vi. Ved siden af på en anden madras lå vores forældre. Også den nat sov vi i samme værelse. Hele familien.

 

I løbet af natten og under den voldsomme bombardement stod min søster Christen op efter at en voldsom eksplosion lyd meget tæt på vores hus. Hun kunne ikke få vejret. Det overvældende antal af bomber og missiler den nat var mere end hun kunne klare som følge af stress efter fortsat massiv og vilkårlig bombardement på syvende dag i træk. Og selv om det var mere end farligt at gå ud på gaden så tog min kære far sin skønne datter Christen i sin arme og gik ud til bilen i et desperat forsøg på at redde hende ved at få hende til hospitalet i tide. Han var i kapløb med tiden og glemte alt – om end for en stund – de larmende voldsomme eksplosioner. Han glemte – om end for en stund – missilerne som fløj over hovedet på dem. Han glemte – om end for en stund – den fare de skulle begive sig i. Min far ville køre under en himmel af ild regn og gennem en atmosfære af frygt. Men trods frygten, ilden og den farefulde vej til hospitalet, min søsters sjæl trodsede alt omkring hende og forlod hendes rene og uskyldig krop mens hun lå i sin fars arme. Hun sagde farvel på sin egen måde til dette jordiske helvede hun levede i.

 

Den nat, den 2. januar 2009, endnu et uskyldig offer blev noteret død for netop at øge glæden hos den israelske trang for flere døde palæstinensere. Dette offer var min lille søster. Min elskede lille søster som altid betroede mig sine drømme og ambitioner. Min smukke lille søster som altid gik med et smil på læben, var munter og bragte glæde over alle omkring hende. Hun var et godt menneske og en god ven til alle som kendte hende. Christen var bevidst om at hun levede i et land under besættelse og at hendes liv var på ingen måde som andre på hendes alder i verden. Og med den sandhed og kendsgerning for øje forsøgte Christen altid at skabe sin egen lille verden. En verden fuld af glæde, smil, håb og drømme i håb om at den virkelig verden vil en dag ændre sig – til det bedre.

 

Jeg ved ikke og har ikke kunnet bedømme om det var en illusion og ikke mindst en fejltagelse (at forsøge sig med et liv efter bedste evne ved at være glad og fuld af drømme). Det viste sig at svaret på spørgsmålet er et stort JA; det er en fejltagelse, og at det er forbudt for os palæstinensere at have vores mindste rettigheder som mennesker; at le og være glade, at drømme og ikke mindst at håbe for en lysere og bedre fremtid.

 

Den nat, dræbte overgrebet ikke kun min søster alene, men det efterlod en hel familie døende, hver eneste sekund siden. Af et bristet hjerte. Tårerne og skrigene er ikke en gang nok til at beskrive hvad jeg føler helt inde i mit hjerte og min sind. Imens er sorgen ved at rive mig totalt fra mig selv og har skabt en form for en nedsmeltnings proces. Der findes ingen ord der kan beskrive og forklar den enorme og smertelig lidelse mine forældre fortsat skal igennem. Heller ikke en gang nogen form for kondolence og trøst kan på nogen måde aflaste og afkøle deres brændende hjerter. Der findes ingen helbredende middel for min og mine søstres smerter af at have mistet vores elskede søster Christen. Der findes ingen legetøj eller magiske og fortryllende historier der kan få min lille bror til at viske fra sin hukommelse hvad der skete den horrible nat.

 

Christen var ikke den første og bestemte ikke den sidste som den blodige israelske militær maskine dræbte den nat eller overhovedet. Men min elskede søster blev endnu et pragt eksemplar på hvor simpelt det er for de primitive og blodtørstige israelske soldater at dræbe. Bare sådan og uden videre.

 

Som en 18 årig pige, kan jeg intet gøre for at bringe min elskede søster tilbage til livet. Kan bestemt heller ikke gøre noget som helst for at sætte en stopper for israelernes massive drab på mit folk. Det eneste jeg kan gøre er at bede for at min søster skal hvile i fred og at bede gud om at velsigne hendes sjæl. Men også om at velsigne min familie og mit land, Palæstina.

 

Til sidst kan intet andet end at bede enhver med de mindste menneskelige følelser om at rejse sig op og at stå hånd i hånd med alle de anstændige i verden og råbe; NOK ER NOK med de israelske forbrydelser mod mit folk og mit land, Palæstina.

Comments are closed.