Dansk Palæstinensisk Venskabsforening udtaler fra sin generalforsamling 29. marts 2008:
PALÆSTINA – BESÆTTELSEN ER ONDETS ROD
Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening er meget tilfreds med, at Fatah og Hamas synes på vej til at genfinde et fælles grundlag i deres politik for fremtidens Palæstina og for forholdet til Israel – et grundlag, der følger FN’s centrale resolutioner og det arabiske fredsudspil fra 2002. Stridighederne mellem de to største palæstinensiske organisationer og den fortsatte krise mellem de demokratiske institutioner er til skade for det palæstinensiske folk og har givet Israel alt for let spil som besættelsesmagt.
Venskabsforeningen tager på det skarpeste afstand fra, at Israel og USA har reageret med trusler om forhandlings-stop, hvis Fatah og Hamas genoptager samarbejdet. Hvis man ønsker fred i Israel/Palæstina, er en stærk og bredt repræsenterende palæstinensisk partner en ubetinget fordel. Den israelsk/amerikanske melding må derfor forstås sådan, at der fra den side ikke ønskes reelle forhandlinger, hvilket også de seneste måneder har vist.
Kun en afvikling af besættelsen af Gaza, Vestbredden og Øst-Jerusalem kan føre frem til målsætningen om en to-stats løsning på grundlag af før-1967-grænserne, og kun skridt der lemper besættelsens jerngreb, kan sætte gang i en proces med normalisering og forsoning.
Venskabsforening kræver skridt fra israelsk side på minimum følgende områder:
* stop for alle militære angreb på palæstinensere
* ophævelse af den fysiske og økonomiske blokade af Gaza
* nedlæggelse af bosættelser på Vestbredden, inklusiv i Østjerusalem
* adgangsmuligheder mellem Vestbredden og Gaza
* bedre adgangsmuligheder fra resten af Vestbredden til Øst-jerusalem
* nedlæggelse af check-points på Vestbredden
* nedrivning af Muren, hvor den er på palæstinensisk jord
* løsladelse af politiske fanger, herunder palæstinensiske parlamentsmedlemmer
Venskabsforeningen ville også gerne pege på konkrete skridt fra palæstinensisk side, men besættelsens karakterer har berøvet de palæstinensiske ledere stort set alle handlemuligheder. Ansvaret for normalisering er derfor primært på israelsk side.
I år er det 60 år siden, Israel blev en stat og over halvdelen af det palæstinensiske folk blev flygtninge. Det giver en særlig forpligtelse til at sætte de palæstinensiske flygtningenes ret til at vende tilbage højt på dagsordnen. Alle palæstinensiske flygtninge må også have en chance for at komme ud af flygtningetilværelsen og blive almindelige borgere i deres opholdsland, i Palæstina eller i Israel, hvorfra de fleste har deres rødder.