Hvem taler på vegne af Storbritanniens jøder?

Brian Klug, The Guardian

Hvem taler på vegne af Storbritanniens jøder?

Brian Klug, The Guardian 05.02.2007

Er der én ting, som jøder kan være enige om, er det dette: Det er godt at argumentere. Jødisk kultur har blomstret i kraft af debat – åbenhjertig og oprigtig uenighed – siden Moses diskuterede med Gud.

Men i dag fører en undertrykkende og usund atmosfære mange jøder til at føle sig usikre over for at tage til orde om Israel og zionismen. Folk er ængstelige for at overtræde en uskreven lov om hvad man kan og ikke kan diskutere, kan eller ikke kan hævde.

Det er et klima, der rejser fundamentale spørgsmål: Om ytringsfrihed, jødisk identitet, repræsentativitet, og den rolle som bekymrede jøder i Storbritannien kan spille ved at støtte israelere og palæstinensere i at finde vejen frem mod en bedre fremtid.

Mens situationen i Mellemøsten forværres år for år, ser stadig flere jøder til langt borte fra med forfærdelse . Forfærdelse bliver til smerte når uskyldige civile – palæstinensere og israelere – bliver såret og dør på grund af den vedvarende konflikt. Smerte bliver til vrede, når en besat befolknings menneskerettigheder gentagne gange bliver krænket i det jødiske folks.

Der er ingen, der har myndighed til at tale på vegne af det jødiske folk. Og dog sagde premierminister Ehud Olmert sidste sommer under Israels krig mod Libanon til et amerikansk publikum: “ Jeg mener, at dette er en krig, der bliver udkæmpet af alle jøder”.

Hans mening bygger ikke på vidnesbyrd: Den er en trosartikel, en logisk følge af doktrinen om, at Israel repræsenterer den samlede jødedom – herunder også den britiske.

Dette er en fejlagtig opfattelse, og tilmed en farlig en af slagsen, fordi den skærer alle jøder over én kam. Og dog bliver denne fejlopfattelse styrket af dem, som mens de gør krav på at tale på vegne af britiske jøder som et kollektiv eller tillade dette indtryk at stå uimodsagt, blot er udtryk for én stillingtagen til situationen i Mellemøsten.

På egne vegne ofrer Rådet af Britiske Jøders Deputerede (som kalder sig selv “Britisk jødedoms stemme”) en stor del af sin internationale afdelings tid og ressourcer på “at forsvare Israel”. Da der i London blev holdt et ’solidaritets rally’ sidste juli midt under konflikten med Libanon, var det Rådet der organiserede det.

Hvilket alt sammen peger i retning af, at britisk jødedom taler med en stemme og står urokkeligt bag den israelske regering og dens militære operationer.

Der er to ting, der er ukorrekt i denne version. For det første er den falsk. Jøderne var grundigt splittede i forhold til Israels kampagner i Gaza og Libanon sidste år. Der var sandt nok nogle der var enige med overrabbiner Jonathan Sacks , som henvendt til rallyet sagde: “Israel, du gør os stolte”. Andre havde stik modsatte følelser.

For det andet har Rådet ingen beføjelse til at tage parti i forholdet til situationen i Mellemøsten. Overlad det til sådanne grupper som den Zionistiske Føderation eller måske den israelske ambassade at organisere solidaritetsrallyer.

Rådet rolle er at fremme velfærden for britiske jøder i al deres mangfoldighed, ikke at forsvare Israel. På lignende vis er overrabbineren bemyndiget til at bringe et religiøst perspektiv ind i politiske anliggender, men det er ikke hans hverv at optræde som talerør for sin menighed.

Stillet over for denne sagernes tilstand har en gruppe britiske jøder mødtes for at lancere Independent Jewish Voice (IJV, den Uafhængige Jødiske Stemme). Vi har mange forskellige bagrunde og kommer fra mange forskellige samfundslag.

Nogle af os er religiøse, andre er det ikke. Nogle føler som jøder en stærk tilknytning til Israel, andre har ingen sådan følelse. Vi har ikke alle den samme opfattelse af Mellemøsten. Vi er et netværk af individer, ikke en bevægelse eller et politisk parti.

Men vi er er forenede af et vist fundamentalt engagement. Det er fremlagt i vores stiftelseserklæring, der i dag offentliggøres på The Guardian’s Comment is Free-hjemmeside og i annoncer indrykket i the Jewish Chronicle og the Times.

Det omfatter: At prioritere menneskerettigheder højest, at prioritere palæstinensere og israelere på lige fod i deres stræben efter en fredelig og tryg fremtid; og at afvise alle former for racisme rettet mod jøder, arabere, muslimer eller en hvilken som helst anden gruppering.

Vi mener, at dette engagement – ikke etnisk eller gruppeloyalitet – definerer grænserne for legitim debat. Vi opfordrer ligesindede jøder i Storbritannien til at føje deres navne til listen over IJV’s underskrivere.

Jøder i udlandet, der bliver konfronteret med det samme debatklima er i færd med at tage lignende skridt for at blive hørt. Alliancen af Bekymrede Jødiske Canadiere er blevet dannet for at fremme “en alternativ offentlig jødisk stemme” vedrørende israelsk politik.

Sidste juli appellerede “bekymrede sydafrikanske jøder” til “alle, der deler vort engagement i en fælles menneskelighed” om at opfordre Israel til at stoppe sit bombardement af Libanon. Inden for de seneste få år er jødiske grupper, der tager bladet fra munden imod Israels krænkelser af menneskerettighederne blevet mange flere, i mærkbar grad i USA, men især i Israel selv.

Vi stiller os ikke op som et alternativ til Rådet af Deputerede eller noget andet organ. Men vi udfordrer standardopfattelsen af “det jødiske samfund” som en kollektiv enhed for hvilken Rådet er den sekulære og overrabbineren den religiøse stemme.

Dette system blev udviklet i en anden tidsalder – skønt det det i dag bliver anvendt som mønster for andre minoriteter. Det fremstiller “det jødiske samfund” som en enkelt blok, som uanset sin indre kompleksitet via sine ambassadører over for omverdenen bliver fremstillet som et fælles udtryk.

Der er et åndsslægtskab mellem vores initiativ og New Generation Network, som blev søsat i the Guardian sidste november.

En uensartet gruppe af briter satte spørgsmålstegn ved idéen om, at den britiske samfundskage (eller den del af den, der består af “minoriteter”) kan opdeles i klart definerede etniske eller religiøse skiver: Særskilte “samfund” med autoritative “ledere”. For mange af os er denne model kvælende og i modsætning til vores erfaring.

Blandt andet sætter den stor pris på at holde uoverensstemmelser “inden for familien”. For jøder er denne moralske grundholdning særligt kvælende hvis emnet er zionisme eller Israel.

Nogle fordømmer med rette dæmoniseringen af den jødiske stat, men tøver ikke med at dæmonisere andre jøder, der når de offentligt giver udtryk for deres opfattelse af disse emner, går ud over en usynlig grænselinje for det acceptable. Vi afviser ethvert forsøg på at undertrykke legitim offentlig debat og vi afskyr nedrakningens kultur.

Skældsord som “forræder” eller “selvhadende jøde” er særligt modbydelige. For når vi føler os tvunget til at protestere imod uretfærdighed begået imod palæstinensere, er det delvist begrundet i erfaringen fra vor egen historie: Den jødiske erfaring med marginalisering og forfølgelse.

Endvidere, når der bliver talt om menneskerettigheder, hører mange af os (sekulære og religiøse) stemmerne fra de hebræiske profeter, rabbinere, forfattere, aktivister og andre jødiske skikkelser op gennem historien for hvem judaismen intet betyder, hvis ikke den betyder social retfærdighed.

Så, når vi tager til orde imod Israels besættelse af Vestbredden og Gaza, eller bombningen af Libanon, eller diskrimination imod palæstinensere i Israel selv, går vi ikke imod vores jødiske identitet, vi griber tilbage til den. Nogle af os husker på, at der er gået næsten 40 år siden den israelske besættelse tog sin begyndelse og hører et ekko.

Det var det samme åremål, som israelitterne tilbragte på vandring i ørkenen, kort før hvis afslutning Moses gav dem en rettesnor: ”Retfærdighed, retfærdighed skal du stræbe efter” (Femte Mosebog 16:20). Det er en ledestjerne, der gælder for hele menneskeheden, specielt når vi prøver at finde vor vej – eller hjælpe andre til at finde deres vej – til en bedre fremtid.

Oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen

Dette indlæg blev udgivet i Gamle indlæg, Kommentarer. Bogmærk permalinket.