Besættelsens templer

Meron Benvenisti, Haaretz

Besættelsens templer

Af Meron Benvenisti, Ha’aretz 28.12.2006

Indtil nu er, af det dusin checkpoints som er blevet lovet fjernet som en “gestus” til Mahmoud Abbas, ikke et eneste checkpoint blevet nedlagt.

Det bliver interessant at se, hvilken undskyldning, de disker op med, når vejret bliver bedre. Planen om at fjerne vejspærringerne er med den ene eller anden undskyldning blevet forsinket i flere år og i mellemtiden er deres antal blevet mangedoblet.

Vi kan med rimelig sikkerhed formode, at det seneste forsøg på at gøre livet lettere for palæstinenserne vil slå fejl lige som de foregående, fordi systemet med vejspærringer ikke er nogen marginal gestus eller et spørgsmål om kvantitet, hvis reduktion sandsynliggør ændrede signaler for den herskende tilstand i de besatte områder.

I stedet er vejspærringerne grundlaget for israelsk kontrol over Vestbredden og de tjener tre hovedformål: Symbolske, geo-strategiske og socio-politiske. Derfor forstår enhver der kun tillægger dem taktisk og sikkerhedsmæssig eller bosættelses- og afhængighedsmæssig betydning ikke, hvad det egentlig drejer sig om.

I den henseende er IDF(det israelske militær)’s officerer – som saboterer enhver bestræbelse på at fjerne vejspærringerne – mere trofaste over for Israels grundliggende opfattelse end premierministeren og forsvarsministeren, som anvender vejspærringerne som et kortsigtet politisk virkemiddel.

De hundredvis af permanente og mobile vejspærringer, de byggede og improvi-serede, betonblokkene og svingportene, jordvoldene og grøfterne er alle udfor-met med ét formål for øje: At gøre det klart, hvem der har kontrol over palæ-stinensernes liv.

Små grupper af unge, uerfarne og skræmte soldater tjener som agenter for den magt, der tvinger millioner af mennesker til at opføre sig i overensstemmelse med vilkårlige regler, som griber forstyrrende ind i de mest basale rutiner i deres livsførelse. Dette herredømme udøves for størstedelens vedkommende uden noget behov for magtanvendelse gennem udnyttelse af palæstinensernes frygt.

Foragten for palæstinenserne og den arrogante anvendelse af en underkastel-sens mentalitet afspejles ikke blot af selve vejspærringerne, men også af de kontrolprocedurer, som gennemføres uden nogen følelse for palæstinensernes værdighed og behov. De forventes i tavshed at vente i køer og ellers blive ‘straffet’.

Koloniregimer har altid været baseret på et lille antal soldater, der kontrolle-rede millioner af indfødtes livsførelse med minimal magtanvendelse og en af -hængighed af afskrækkelse, som sikrede den laverestående status for dem, der var underkastet deres myndighed.

Israelerne har effektiviseret det koloniale system: I stedet for at besættel-sesmagten dagligt dikterer de indfødtes livsførelse i deres byer og landsbyer påtvinger den de indfødte et indirekte fængselssystem, indhegner dem og blander sig i deres daglige rutiner.

I dette system trænger herskeren ikke ind i de indfødtes områder [! ??, o.a.], men disse bliver tvunget til bede ham om tilladelser i besættelsens templer, vejspærringerne; og så længe de underkaster sig de regler, som de påtvinges, ved besætteren, at hans status er sikker.

Vejspærringerne fungerer som et førsteklasses geo-strategisk virkemiddel: De institutionaliserer ekspropriationen af det fysiske rum og den offentlige infra-struktur på Vestbredden og disses overførsel til eksklusiv israelsk afbenyttelse.

Kortet over de hundreder af vejspærringer, der er oprettet i palæstinensisk beboede områder viser den fysiske opdeling af Vestbredden i områder vest for adskillelseshegnet, som de facto er blevet annekteret og Jordan-dalen, der er blevet afspærret fra sine omgivelser og 10 palæstinensiske enklaver fra Jenin i nord til Hebron i syd.

De volde af jord og betonblokke, som angiveligt er spredt tilfældigt udgør i vir-keligheden et fuldstændigt geo-strategisk system og derfor tenderer fjernel -sen af flere jordvolde eller spærringer i retning af at spolere det skema, som er så omhyggeligt planlagt. Og de som går rundt og tror, at ’ideologien om Storisra-el er blevet skrinlagt’ burde indse, at vejspærringerne symboliserer eksproprie-eringen af Vestbreddens territorier uden anneksion, om end med den tilføjelse, at der er oprettet palæstinensiske ’reservater’.

Den geografiske opdeling har splittet det palæstinensiske samfund i svage og forarmede småsamfund, hvor centre er løsrevet fra deres periferier, bycentre går i opløsning og landbrugsområder forarmes, familier bliver adskilt. Og medi-cinsk behandling nægtes lige som adgang til højere uddannelse. Denne opsplit-ning påtvinges udfra den forhåbning, at den politiske og sociale belejring vil føre til en befolkningsmæssig nødsituation og måske til udvandring.

Vejspærringssystemets planlæggere ofrede megen energi på udformningen og iværksættelsen af systemet, men tog tilsyneladende fejl i deres vurdering af hvor effektiv deres metode var. Det palæstinensiske samfund udviser tegn på en stærk sammenhængskraft og tilpasningsevne til de grusomme livsvilkår det påtvinges og der er intet, der tyder på, at de strategiske mål med systemet faktisk er blevet opnået. Derfor føler systemets planlæggere, at de hvert år må forøge antallet af vejspærringer og det er allerede nået op på 522, eller en vejspærring for hver 3.500 palæstinensere.

Enhver der oprigtigt ønsker at få sat en stopper for denne dårskabens frem-march – når selv dens begrænsede nytteværdi i sikkerhedsmæssig henseende er tvivlsom, og dens skadevirkninger er åbenlyse for enhver – må kræve nedlæggelse af alle de vejspærringer, der ikke er opsat på den suveræne stat Israels grænser og skal ikke give efter over for hærofficerernes hensynsløse fremturen.

Oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen

Comments are closed.