Sproget og de forbrydelser vi tillader i Gaza
Scott Kennedy, Live from Palestine, Electronic Intifada 20.12.2006
Da jeg trådte ind i det respektindgydende nye museum i Yad Vashem i Jerusalem i begyndelsen af november, blev jeg konfronteret med disse ord: ”Et land burde ikke blot bedømmes på hvad det gør, men også på, hvad det tolererer”.
Kurt Tucholsky, veteran fra Første Verdenskrig, journalist og samfundskritiker, hvis bøger blev brændt af det samme regime, som fratog ham hans statsborgerskab, skrev de ovenfor citerede ord efter, at Tyskland havde vedtaget de antisemitiske Nürnbergerlove. Hans tankevækkende påstand randt mig kraftig i hu under mit besøg i Gaza i Palæstina ti dage senere.
Gaza er et område på 140 kvadratmiles, tæt befolket med halvanden million mennesker. I Gaza oplevede jeg ikke blot følgerne af vort lands affinden sig med visse former for politik og praksis. Jeg så også hvorledes sproget bliver brugt til at tilsløre og distancere os fra den ondskab,som vi tolererer.
Knap to timer efter, at jeg var kommet ind i Gaza 18.11.2006 så jeg en helikopter fra det israelske militær svæve spøgelsesagtigt over den tæt befolkede bedouinby Beit Lahiya i den nordvestlige Gaza-stribe, med en befolkning på 40.000.
Salver af kanonild gav genlyd ud over den nordlige Gaza-stribe og fik vinduerne i det fire etager høje Al Awda Hospital i det nærtliggende Beit Hanoun til at klirre, da jeg med sammenknebne øjne så ud i det klare solskin for at lokalisere helikopteren. En røgsky skjulte kortvarigt helikopteren på den lyseblå himmel og forsvandt så hurtigt. Nogle få øjeblikke senere blev endnu en salve fyret af ned i det tæt beboede område nedenunder.
Tilbage på mit hotel senere den eftermiddag talte jeg med William Dienst, en amerikansk familie- og katastrofelæge, der nu fungerede på Vestbredden og i Gaza for fjerde gang. Han var sammen med kollegaer fra Palestine Medical Relief Society hastet til det nærtliggende Kamal Adwan Hospital, hvor man modtog sårede efter helikopterangrebet.
Stadig rystet efter episoden beskrev Dr. Dienst hvorledes han havde været vidne til Thaer Al Masris livløse krops ankomst. Han var en 16-årig dreng, der var blevet dræbt af et skud med stor kaliber gennem halsen. Dr. Dienst var også involveret i hospitalets traumaholds vellykkede genoplivning af en 20-årig mand , der var blevet ramt af et skud med stor kaliber i venstre side af brysthulen. Ulykkeligvis døde denne mand senere på grund af fortsatte indre blødninger.
Dr. Dienst kommenterede spydigt, at helikopterangrebet i aftenens nyheder ville blive fremstillet som endnu et “sammenstød” mellem israelere og palæstinensere i Gaza-striben. “Hvordan kan der være tale om sammenstød”, spurgte han, “når styrkeforholdet er så drastisk ulige og resultatet så forudsigeligt ?”
Senere læste jeg i medierne om kraftig beskydning fra helikoptere af Beit Lahiya den dag og “væbnede sammenstød” mellem “militante” og det israelske militær. I rapporten hed det, at der var ét dødsfald – den 16-årlige Thaer El Masri. Sandt nok, man kunne i tekststriben i bunden af TV-skærmen under de internationale nyhededsudsendelser læse: “Fem dræbte ved sammenstød på Vestbredden og i Gaza”.
Fem palæstinensere dræbt. Sådan. Som et urværk. Eller fisk skudt i en tønde. Jeg tænkte endnu en gang på Tucholskys citat. Mennesker blev i mange tilfælde dræbt med avanceret militært udstyr, så som den Apache-helikopter, der dræbte to unge mænd i Beit Lahiya, mens jeg overværede det, der var fremstillet i USA, leveret til Israel af USA og i de fleste tilfælde betalt af USA’s skatteborgere.
For dem der måtte være interesseret i at få kendskab til den indvirkning vort land har for befolkninger hinsides de store have, gør det sprog, der sædvanligvis anvendes, det vanskeligt at finde ud af og tilslører hvad der i virkeligheden foregår.
I dette tilfælde forstærker ordvalget “sammenstød” billedet af to i nogen grad jævnbyrdige parter, der er involveret i en konflikt. Faktisk står en af verdens mægtigste militære styrker i Gaza over for en i alt væsentligt forsvarsløs civilbefolkning .
Det er sandt nok, at palæstinensisk vold har ramt og dræbt civile israelere. Måske lige så kritisabelt har paramilitære palæstinensiske grupper ved af affyre tusinder af hjemmelavede Qassam-raketter hen over den adskillelsesbarriere, der omgiver Gaza, spredt terror i israelske lokalsamfund så som Sderot, skønt disse raketter er primitivt bygget og
dårligt målrettede og hyppigt slår ned på palæstinensisk område eller harmløst i den nærliggende ørken.
Selv under Israels direkte militære besættelse af Gaza-striben før “tilbagetrækningen” i august 2005 var israelske tropper ikke i stand til at sætte en stopper for affyringen af hjemmelavede raketter fra Gaza. Den Palæstinensiske Myndighed og dens sikkerhedsstyrker er langt ringere udrustet til at gøre det.
Nedlæggelsen af de jødiske bosættelser i Gaza og tilbagetrækningen af israelske tropper havde faktisk til hensigt at give det israelske militær friere hænder over for dem, der affyrer raketterne, men med liden virkning.
Måludpegning af og drab på civile israelere transmiteres ofte på en måde, der forstærker indtrykket af, at palæstinensisk vold udgør en dødelig trussel mod Israels fortsatte eksistens. 05.07.2006 var der blevet affyret 840 palæstinensiske raketter fra Gaza mod Israel. Men i samme
tidsrum affyrede Israel 8.300, næsten ti gang så mange raketter og granater ind i Gaza.
Gennem de sidste fem år har hjemmelavede palæstinensiske raketter og mortergranater dræbt 10 israelere i Israel (deriblandt flere arabiske israelere) og 7 israelere i illegale jødiske bosættelser i Gaza, i alt 17 dødsofre. På den anden side har israelske styrker, på lidt mere end 4 måneder dræbt 400 palæstinensere i Gaza. Flere end 40 % af de dræbte var civile og flere end 60 af de dræbte var børn.
Vi får fortalt, at palæstinenserne rammer civile og at israelerne kun dræber civile ved uheld. Dette kan forekomme beroligende, men israelerne dræbte ved en “ulykke” 10 dage før mit besøg flere civile end palæstinenserne med alle deres Qassam-raketter har dræbt i gennem et halvt årti.
I juni 2006 tager guerillaer fra HAMAS en israelsk soldat til fange lige på den anden side af grænsen til Gaza. Denne soldats tilfangetagelse samt den fortsatte “trussel” fra de hjemmelavede raketter fremprovokerede massiv israelsk militær gengældelse. Israelske styrker gennemførte en række “operationer“, faktisk en fornyet invasion og besættelse af Gaza.
De kaldte invasionen “Sommerregn” og sagde at formålet var at befri den tilfangetagne israelske soldat og fange eller dræbe de ansvarlige. Den israelske militære aktion var en typisk kalkuleret overreaktion mod ethvert udslag af palæstinensisk vold.
Som en del af “Sommerregn” rettede IDF (det israelske militær, o.a.) specifikt deres aktion mod Beit Hanoun gennem et månedlangt angreb kaldet “Efterårsskyer”. Den målrettede belejring blev afsluttet 7. november, da de israelske tropper trak sig tilbage fra byen. Dagen lige efter ramte – ifølge en talsperson for IDF – en israelsk artilleribeskydning et punkt hvorfra der blev affyret Qassam-raketter.
En teknisk fejl bevirkede, at granater ramte et palæstinensisk beboelsesområde i nattens mulm og mørke, dræbte 19 og sårede 40 palæstinensere, der lå og sov i deres hjem. Den første dag under mit besøg i Gaza besøgte jeg bombetomten.
Boligblokken i Beit Hanoun havde fået betonen omkring vinduerne sværtet til af røg og ild og var blevet tilføjet flere gabende huller hvorigennem jeg kunne se sammenstyrtede vægge og lofter. Jeg mødte en ambulancemedarbejder fra det palæstinensiske Røde Kors på den anden side af gaden i den bygning hvor han havde hjulpet til med at transportere ofrene fro granatangrebet til hospitalet.
Han viste mig flere små piger, der havde overlevet granatbeskydningen, deres hoveder, halse og blottede arme viste flænger og blå mærker efter granatstumper og bortsprængt beton. Mange af deres pårørende var blevet dræbt. Min guide advarede mig mod at gå ind i bygningen, fordi vreden imod amerikanere blandt beboerne og i nabolaget var så stærk.
Siden på Al Awda-hospitalet, viste lægerne mig fotos af palæstinensiske ofre for operationerne “Sommerregn” og “Efterårsskyer” og granatstumper, der var blevet fjernet fra deres kroppe. Flere stykker forvredet metal var tydeligt mærket “Made in the USA” og havde læselige serienumre.
Blot nogle få dage før min ankomst til Beit Hanoun nedlagde USA veto mod en FN-resolution, der fordømte bombningen i Beit Hanoun. Ironisk nok var hospitalets direktør i færd med at fortælle mig, hvor meget vanskeligere det var blevet at få palæstinenserne til at skelne mellem det amerikanske folk og den amerikanske regering, da pludselig beskydning fra den ovenfor omtalte helikopter, afbrød vores samtale.
Det kan ikke undre , forklarede han, at palæstinenserne er rasende over USA’s opbakning til den pågående aggression i Gaza. Kamphandlingerne i og omkring Gaza opfattes ofte son en “krig” mellem Israel og Palæstina. Men det er ikke en krig. Det der foregår i Gaza er en USA-finansieret nedslagtning.
Under mine besøg i løbet af to dage i Beit Hanoun, Beit Lahiya, Jebaliya Camp, Gaza City og Rafah så jeg omfattende vidnesbyrd om de israelske styrkers omfattende ødelæggelser. Der var dusinvis af steder, enten enkelte punkter eller hele bydele, hvor huse var faldet sammen og var blevet ubeboelige.
Jeg blev forfærdet over den omfattende ødelæggelse af den offentlige infrastruktur. Op gennem 1950 havde Ariel Sharon fået anlagt et net af vejbaner gennem flygtningelejrene for at sikre de israelske tropper hurtig adgang til befolkningscentrene. Jeg kunne se, at hjørnerne på mange bygninger ved gadekryds var ved at synke sammen. De var tilsyneladende uforvarende blevet knust, når tanks var drejet om hjørnerne under denne sommers invasion.
El- og telefonmaster var brækkede. Mange gader viste skader efter israelske tanks og andre køretøjer. Kloakledninger var skadede og spildevand samlede sig i nogle gader til søer. Ødelagte broer sank sammen over hovedgader og landeveje.
I Rafah så jeg et stort, goldt område af betonskrot og jordvolde langs med den tre meter høje metal- og beton barriere, der markerer grænsen til Ægypten. Israelske styrker nedrev flere end 700 hjem alene i beboelsesområdet i Tel al Sultan i Rafah. I alt er anslået 2.000 – 3.000 palæstinensiske hjem blevet ødelagt for at skaffe plads til Philadelphi-korridoren, hvorved titusinder af palæstinensere er blevet hjemløse.
Det vidtstrakte kunstige ørken strakte sig over mange acres af hvad der tidligere var et beboelsesområde. Dr. Dienst og jeg bad om at blive ført til det sted, hvor den amerikanske fredsaktivist Rachel Corrie blev knust og dræbt af en israelsk bulldozer i marts 2003. Det lokale politi havde nogle problemer med at finde frem til stedet. Gaderne og smøgerne og blok efter blok af boliger var alle forsvundet og de kunne næppe genkende stedet efter den nylige regn.
Sådanne ruiner retfærdiggøres som en nødvendig del af Israels “krig mod terror”. Den svært udrustede sikkerhedsgruppe bad om at få et foto med os på det sted, hvor Rachel Corrie døde. De ønsker ikke, at Rachel Corrie eller de selv skal blive glemt.
I andre byer i Gaza-striben blev jeg imponeret over at se kommunalarbejdere reparere el- og telefonlinjer og rydde op i gaderne. Jeg havde læst, at offentligt ansatte ikke havde fået løn i mere end 8 måneder. Hjemme i USA har jeg under genopbygningen efter et større jordskælv i min hjemby gjort tjeneste i lokalregeringen, og jeg måtte ryste på hovedet ved tanken om hvor lang tid det vil tage at reparere Gazas infrastruktur – og til hvilken pris. Hvordan kan Gaza nogensinde komme på fode igen ?
På et tidspunkt denne sommer skabte israelske overflyvninger 24-timers lydbombninger og Gazas eneste el-værk blev ødelagt under et luftangreb. Dette slag alene reducerede den tilgængelige elektricitet i Gaza med mere end 65 % og forkrøblede drikkevands- og spildevandsfaciliteterne. Den israelske premierminister Ehud Olmert kommenterede ifølge rapporter over for sit kabinet situationen med, at “der er ikke nogen der dør af ikke at have elektricitet” og “ingen i Gaza skal kunne sove”.
Nødhjælps- og menneskerettighedsorganisationer begyndte højlydt at tage til orde om begyndende fejlernæring og sult og virkningerne af akut stress og traumer, især for børnenes vedkommende. En af Olmerts rådgivere svarede: “Idéen er at sætte palæstinenserne på en diæt, men ikke at lade dem dø af sult”.
Befolkningen i Gaza er fuldt ud klar over, at dens lidelser ikke er tilfældige eller en “utilsigtet skade” forårsaget af det israelske militærs operationer for at knuse terrorismen. De afsavn, lidelser og dødsfald, der påføres den civile befolkning i Gaza er en tilsigtet strategi, påtvunget som en bevidst politik.
Sådanne kommentarer fra israelske ledere er skandaløse, om ikke obskøne. Og dog bliver de fordøjet uden kommentarer af lederskribenter i de store amerikanske aviser. Selv den mest progressive amerikanske folkevalgte repræsentant bevilger gladelig støtte til Israels militær ved at acceptere en sådan praksis.
Bush-regeringen fremkommer kun med de mest afdæmpede indvendinger eller bruger sin vetoret til at kvæle internationale protester. Vort land bliver ikke direkte involveret i afstraffelsen af familier, bydele og hele byer i Gaza, men den kollektive afstraffelse, som vi finansierer er illegal ifølge international humanitær lov og Geneverkonventionerne, som både Israel og USA har underskrevet.
Og således også, da Israel arresterede flere end 4.000 mænd i alderen fra 16 til 45 år og gav dem håndjern på og underkastede dem en midlertidig tilbageholdelse på stranden i Beit Lahiya, og forlod sig på, at vort land vendte et blindt øje til.
Ifølge talspersoner for USA og Israel skal Gazas civilbefolkning fratages fødevarer og vand for at gennemtvinge en ændring af den palæstinensiske regering fra HAMAS til en mere føjelig i forhold til amerikanske og israelske ønsker. Israels ustraffede ødelæggelse af Gazas offentlige infrastruktur er helt OK. Borgerkrig blandt palæstinenserne vil blive anstiftet som et eksplicit middel til at opnå USA’s mål, at styrte HAMAS-regeringen.
Offentligheden i USA bliver opmuntret med den beroligende opfattelse af at “sammenstødene” og “ulykkerne” er uundgåelige virkninger af Israels kamp for selve sin overlevelse. Men er en del af Tucholskys pointe ikke netop, at nationer skal bedømmes på følgerne af deres handlinger, ikke blot på deres hensigter ?
Da vi talte sammen den første aften i Gaza beskrev Dr. Dienst sine sidste mange nætter dér. Snart efter kl. 11 om aftenen, forklarede han, kommer israelske helikoptere svævende ned langs Middelhavskysten og flyver i position over en af de tæt befolkede byer i Gaza. Fra deres sikre pladser oppe i himmelrummet skyder helikopterne løs på palæstinensiske huse og gør boligblokke i beton på 4 – 5 etagers højde til en dynge murbrokker.
De palæstinensiske boliger huser typisk flere generationer og et dusin eller flere medlemmer af en palæstinensisk familie. Israelsk artilleri opstillet lige uden for den smalle Gaza-stribe bliver måske taget i anvendelse for at udføre arbejdet. Andre gange sender israelerne landstyrker ind med tanks og Carterpillar DP-armerede bulldozere.
Angrebet kan være rettet mod en “eftersøgt” person. Men nedrivning af huse er også en yndet form for kollektiv afstraffelse vendt mod den bredere familiekreds til dem , der anklages for at være “terrorister” eller “militante”, afhængigt af ens synspunkt. Med hvilken ret ´anvender man en så hård straf over for deres familier og naboer? “Gå blot ud på din altan”, opmuntrede Dr. Dienst mig, “derfra kan du se fyrværkeriet”.
Den nat lod jeg vinduet i mir hotelværelse, der vendte ned mod stranden, stå åbent, så jeg ville blive vækket ved ethvert skyderi. Jeg sov imidlertid uforstyrret hele natten og spurgte ved morgenmaden, hvad der var sket. Jeg fik forklaret, at en bemærkelsesværdig form for ikke -voldelig civil modstand havde afværget det natlige israelske angreb.
For at reducere antallet af civile ofre havde israelerne telefonisk advaret beboere om, at deres hjem snart ville blive ødelagt. Sommetider får de at vıde at nedrivnıngen vil finde sted næste dag. Andre gange får familien en halv time eller mindre til at fjerne værdigenstande fra deres hjem, før det bliver jævnet med jorden.
Alle beboerne flygter måske øjeblikkeligt, fordi de ikke ved, hvornår der slår en raket ned. Der findes rapporter om familier, der fik et advarende opkald og at der ikke skete noget. De bliver holdt i usikkerhed om hvorvidt de er ofre for en ondsindet spøgelser eller om det faktisk er sikkert nok at vende hjem.
Den nat, da jeg var i Gaza forpurrede hundreder af ubevæbnede palæstinensere det israelske militær bebudede plan om at ødelægge en bolig i Jebaliya, verdens største flygtningelejr med 100.000 beboere, der er klemt sammen på lidt mere end en halv kvadratmile. Dusinvis af personer myldrede op på taget mens hundreder af kvinder omringede den udpegede bygning.
Da de israelske helikoptere ankom og fik overblik over situationen, besluttede de at afstå fra at angribe. Et massedrab med civile ofre ville ikke tage sig godt ud efter den internationale skandale omkring Beit Hanoun-massakren to uger tidligere. Ifølge det israelske Udenrigsmini-sterium “måtte IDF’s anti-terroroperation afblæses på grund af civile i den umiddelbare nærhed – et klart udtryk for, at Israel har større respekt for deres liv end de palæstinensiske terrorister har”.
Denne udtalelse lyder – skønt den virker i den amerikanske presse –
mærkelig i de palæstinensiske Gaza-indbyggeres ører; de har mistet flere end 150 civile ofre og set tusinder blive gjort hjemløse og titusinder traumatiseret af israelske styrker i de foregående fire måneder.
Jeg mødte nogle af de hjemløse da jeg besøgte ruinerne af den 800 år gamle al Nasr Moské i Beit Hanoun. Flere hundrede ubevæbnede kvinder havde omringet moskéen og det var lykkedes dem at forhindre tilfangetagelsen af 15 af de israelske myndigheder eftersøgte mænd, der havde søgt tilflugt inde i moskéen.
Ifølge talspersoner for det israelske militær havde de militante palæstinensere affyret skud mod israelske tropper inde fra moskéen. Folkemængden tumlede frem mod de israelske soldater der skød og dræbte to kvinder og sårede dusinvis flere. Israelerne trak sig tilbage og de indespærrede mænd undslap.
Men sejren var kortfristet. Israelske styrker vendte tilbage og nedrev moskéen og efterlod kun minareten intakt. De nedrev også flere nærtliggende huse, hvor militære myndigheder sagde, at der var blevet fundet våben. 40 personer blev gjort hjemløse, deriblandt adskillige kvinder der sad tavse i murbrokkerne efter deres hjem, eller græd utrøsteligt og stirrede ned i jorden, da jeg kom nærmere.
Jeg kan ikke forestille mig omstændigheder hvorunder amerikanere ville affinde sig med ødelæggelsen af hjem fordi et familiemedlem blev anklaget (end ikke dømt) for at have begået en forbrydelse eller planlagt at begå en forbrydelser eller fordi påståede forbrydelser blev begået i området uden at den pågældende person er vidende om det eller har nogen form for kontrol med det Jeg tror, at myndighederne ville finde en hel del våben i boligområder i USA hvis amerikanske hjem af en fremmed magt blev truet af vidt udbredt og vilkårlig nedrivning.
Episoder med ubevæbnet civil palæstinensisk modstand som omringningen af moskéen og forsvaret af hjem i Gaza var blot et af mange eksempler på fantasirig og modig aktiv ikke-vold, som jeg blev vidne til. Jeg besøgte adskillige lovende projekter i lokalsamfund i Khan Yunis og Rafah: Et beskæftigelsescenter for kvindelige ofre for vold i hjemmet, kulturelle centre, sundhedsklinikker og skoler.
Folk fortsætter med at bidrage til et civilt samfund i de palæstinensiske områder med hvad Gandhi ville kalde “konstruktivt arbejde” , til trods for de formidable hindringer, de står over for og den gentagne ødelæggelse af deres aktiviteter.
Så rækkevidden af palæstinensisk ikke-vold rækker fra dagligt konstruktivt arbejde med at opbygge og styrke civilsamfundet til vedvarende forsvar for menneskerettigheder og demokrati og til dramatiske folkelige modstandshandlinger.
Og dog forstod jeg, at ubevæbnede civile Gaza-boeres beslutning om at forsvare et truet hjem lige så meget som noget andet er en desperat handling på baggrund af USA’s og verdens ligegyldighed i forhold til hvad der sker i Gaza. Således fortsætter også affyringerne af Qassam-raketter lige så meget af hensyn til medierne og den psykologiske virkning som af hensyn til den skade de faktisk anretter.
Forskellen er, tror jeg, at den forgæves militære gestus yderligere delegitimerer palæstinensernes stilling over for verdensopinionen og undergraver de israelske fredskræfter mens de ikke-voldelige modstandshandlinger styrker palæstinensernes lovmæssige og moralske sag og styrker deres allierede i Israel og i udlandet.
Ulykkeligvis forholder det sig således, at skønt beretninger om denne tapre folkelige modstands øjeblikkelige succes spreder sig som en steppebrand gennem Gaza og de internationale medier, så bliver der i USA ikke talt ret meget hverken om det pågående overvældende militære angreb på Gazas civilbefolkning eller om den tapre folkelige udfordring der forstås af Gazas civilbefolkning.
Palæstinenserne blev bekymrede, da en prominent international menneskerettighedsorganisation erklærede, at en sådan anvendelse af “menneskelige skjold” for at beskytte “mistænkte militantes hjem” var en krigsforbrydelse. Jeg undrer mig over hvorledes civile hjem, selv sådanne, der tilhører den udvidede familie til en person, der er udpeget til at blive myrdet eller dem der er anklaget for at have begået forbrydelser, er blevet legitime militære mål i verdens øjne ?
Hvorfor skulle en international menneskerettighedsorganisation fordømme den desperate handling fra ubevæbnede civile der prøver at stoppe den vilkårlige ødelæggelse af deres hjem og familier ?
Det israelske militær udfører sit dødelige arbejde med liden eller ingen indblanding fra andre nationer. Palæstinenserne på deres side vil anvende taktikker som at lade ubevæbnede civile myldre op på taget af truede mål om så det blot er fordi de ikke har nogen militær styrke, der kan stoppe den israelske molok. Så jeg blev ikke forbavset, da et andet hus blev reddet fra nedrivning ved en lignende civil masseaktion nogle få dage senere.
Disse taktikker stiller på den anden side israelerne over for et meget barskt valg. De må enten risikere sårede eller døde soldater ved at sende landstyrker ind for at gennemføre nedrivningerne eller bruge artilleri eller raketter uden varsel eller på trods af tilstedeværelse af et stort antal civile, hvilket vil medføre langt større civile tab.
Kun få observatører forventer, at israelerne er villige til at afsværge deres hyppigt anvendte kollektive afstraffelse og nedrivning af boliger.
Den tiltagende ikke-voldelige aktionsform kan meget vel have bidraget til Israels nylige beslutning om at indgå en våbenhvile i Gaza. Forhåbentlig vil forhandlingerne komme i gang igen, for bortset fra folkemord er der ingen mulig militær løsning på den israelsk-palæstinensiske konflikt.
De få personer i USA, som overhovedet har tænkt over sagen, lader til at mene, at Israel har trukket sig tilbage fra Gaza. “Sammenstød” bliver fremstillet som slag mellem to krigsførende parter. Virkeligheden er, at Israel fortsat udøver en systematisk og altomfattende kontrol med ethvert aspekt af palæstinensernes liv i Gaza.
En palæstinensisk kollega, som jeg mødte i Gaza, har været gift med en sydafrikansk kvinde i et årti. Hans kone kan kun slutte sig til ham i Gaza på et 3-måneders turistvisa lige som det jeg fik, da jeg ankom til Gaza. Israelerne vil ikke lade hans kone bo i Gaza mere end et år efter deres “tilbagetrækning” fra Gaza. Han er, naturligvis, velkommen til at slutte sig til de palæstinensere, som til slut giver op og rejser bort og permanent mister muligheden for at vende tilbage til deres hjem og familier.
At forhindre et ægtepar i at leve sammen er et, måske banalt, eksempel på Israels fortsatte dominans i Gaza. Det israelske militær kontrollerer også luftrummet over Gaza, alle grænserne til Ægypten og Israel og Middelhavskysten.
Adgangen til grænsehandel fra Gaza ind i Israel blev lukket 20 % af tiden fra den officielle “tilbagetrækning”. Siden august 2005 har de kommercielle grænseovergange været lukket 60 % af tiden og forretningslivet er blevet ødelagt . Palæstinensiske fiskere må ikke sejle mere end nogle få hundrede yards ud fra kysten. Israel kontrollerer det meste vand og al elektricitet i det palæstinensiske område.
Dette israelske militær trænger ind i Gaza efter forgodtbefindende for at nedrive huse og andre bygninger, for at dekretere udgangsforbud, indføre økonomiske sanktioner og for at myrde dem, som de anser for at udgøre en trussel. Alle disse overgreb virker i retning af at frembringe en humanitær krise i Gaza og har, hvis de overhovedet har nogen virkning, blot bestyrket mange palæstinenseres opfattelse af det berettigede i fortsatte raketangreb på Israel.
Da jeg blev kørt til Erez-grænseovergangen for at rejse ud af Gaza-striben fik jeg øje på en hvis figur der hængte over den nordligste grænse mod Israel. Jeg bemærkede, at derhjemme i USA var sådanne balloner reklamer for loppemarkeder eller sætter skub i en møbelforretnings afslutningsudsalg.
I Gaza overvåger denne og adskillige andre førerløse lettere-end-luften-balloner palæstinensernes aktiviteter nede på jorden og skaffer støtteinformationer til israelske stryrker under deres angreb ind palæstinensiske territorier indenfor adskillelsesbarrieren.
Gennem næsten 6 årtiers krigerisk militær besættelse af Gaza har det israelske militær ustraffet angrebet, forringet og ødelagt privat ejendom og offentlig infrastruktur i Gaza. Denne praksis er en rutine trods Israels såkaldte “tilbagetrækning” fra Gaza i august 2005. Gaza-boerne har ikke noget effektivt selvforsvar.
Palæstinensiske sikkerhedsstyrker har ikke nogen våben, der kan stille noget op mod israelske tanks , artilleri, luftfartøjer og overvældende styrke af bevæbnede enheder. Deres faciliteter er også blevet gjort ubrugelige, deres køretøjer ødelagt og deres styrker decimeret af pågående israelske offensiver.
De palæstinensiske myndigheder er endnu mindre i stand til at stoppe lejlighedsvise angreb vendt mod Israel. Samtidig gør det internationale samfund kun lidt eller ingenting for at stoppe Israels pågående overfald på Gaza. Det er næsten umuligt at komme ind i Gaza og se hvad der foregår. Når FN omsider gør noget, bruger USA sin vetoret for at beskytte Israel mod enhver form for sanktioner eller bruger sin økonomiske og diplomatiske tyngde til at mindske det internationale pres.
Da jeg beså al Nasr Moskéens ruiner bad adskillige palæstinensere hvis hjem var blevet bulldozet mig indtrængende om at fortælle andre “ovre i Amerika”, hvad der var overgået dem. De udviste den udbredte og tilsyneladende uudslukkelige tro blandt palæstinenserne på, at hvis amerikanerne blot vidste, hvad der foregår i Gaza , så ville de helt sikkert holde op med at sende de våben, som Israel bruger til at kontrollere og angribe den palæstinensiske civilbefolkning.
Jeg har ikke hjerte – eller modet – til at forklare, at de fleste amerikanere simpelthen ikke bekymrer sig om, hvorledes vore penge bliver brugt eller hvad der bliver gjort muligt af vort lands diplomatiske og økonomiske støtte. Eller hvis de ved noget om det, bekymrer de ikke nok til at gøre noget ved hvad der foregår steder som Gaza.
Mange i øvrigt tænksomme mennesker i USA , folk der har demonstreret deres engagement i menneskerettigheder og social retfærdighed, forsvarer hvilke som helst handlinger Israel måtte foretage sig, uden hensyntagen til international lov og trods ødelæggende konsekvenser for en forsvarsløs civilbefolkning som palæstinenserne i Gaza.
Tyndbenede slogans fremføres til forsvar for handlinger, som de ikke ville støtte eller ønske at betale for noget andet sted. Denne grad af ligegyldighed fremkommer som følge af samordnede bestræbelser på at forhindre, at offentligheden i USA virkeligt får kendskab til hvad der foregår. Hvad end der sker, så sender USA dagligt $ 10.000.000 til Israel. Vores støtte til og tolerance af hvad der foregår derovre flyder i alt væsentligt uudfordret gennem Kongressen og ubemærket af offentligheden.
Kurt Tucholsky skrev, at et land “burde bedømmes…….. på hvad det tolererer”. Hvis det er sandt, så har vi i lyset af hvad jeg så ske i Gaza, alle vi der i dag lever eller betaler skat her i USA en del at stå til ansvar for.
Scott Kennedy er koordinator for Mellemøstenprogrammet hos Resource Center for Nonviolence in Santa Cruz, California. Han er tre gange blevet valgt til byrådet i Santa Cruz og har i to perioder beklædt posten som borgmester. Scott Kennedy er blevet valgt til landsformasnd for Fellowship for Reconciliation og grundlagde og stod i spidsen for FOR’s Middle East Task Force. Han har rejst til Mellemøsten fire dusin gange siden 1968 og senest i november 2006, da han var medlem af ledelsen af en økumenisk fredsgruppe. Contact: kenncruz@pacbell.net
Oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen