Ønsker USA og Israel, at Mellemøsten skal gå til i borgerkrig?

Jonathan Cook, The Electronic Intifada

Ønsker USA og Israel, at Mellemøsten skal gå til i borgerkrig?

Jonathan Cook, The Electronic Intifada 19.12.2006

Epoken med Mellemøstens stærke mand understøttet af og selv en støtte for den vestlige politik ser ud til at være godt og grundigt udrundet. Hans magt bliver afløst af kontrol gennem borgerkrig, som nu tilsyneladende er den amerikanske regerings foretrukne model i regionen.

Broderstrid truer med at opsluge, eller opsluger allerede de besatte palæstinensiske territorier, Libanon og Iraq. Både Syrien og Iraq kunne være de næste der står for skud og vil blive sønderrevet af angreb, som Israel ifølge rapporter er i gang med at planlægge på USA’s vegne. Følgevirkningerne vil sandsynligvis ødelægge regionen.

Vestlige politikere ynder at fremstille borgerkrig som en følge af Vestens manglende formåen til mere effektivt at intervenere i Mellemøsten. Hvis vi var mere engagerede i den israelsk-palæstinensiske konflikt eller øvede mere aggressiv modstand mod syriske manipulationer i Libanon, kunne de sekteriske kampe undgås.

Implikationen er naturligvis at uden Vestens velmenende lederskab er arabiske samfund ude af stand til at kæmpe sig ud af deres oprindelige tilstand af barbari. Men faktisk ser det ud til at hvert af disse samfundsmæssige sammenbrud er blevet iscenesat af enten USA eller Israel.

I Palæstina, Libanon og Iraq betyder sekternes forskeligheder mindre end sammenstødet mellem politiske ideologier og interesser, fordi rivaliserende fraktioner er uenige om hvorvidt man skal underkaste sig eller yde modstand mod amerikansk og israelsk intervention. Hvorfra disse fraktioner modtager deres økonomiske midler og legitimitet – i tiltagende grad et valg mellem USA og Iran – synes at være afgørende for hvilken stilling de tager i denne konfrontation.

Palæstina er præget af politisk uro fordi almindelige palæstinensere er splittede mellem deres demokratiske ønske om at se modstand mod den israelske besættelse – ved frie valg viste de, at de anså HAMAS for at være det parti, der var bedst egnet til at gøre dette mål til virkelighed – og det basale behov for at kunne skaffe familierne mad på bordet.

Den samlede israelske og internationale økonomiske boykot af HAMAS-regeringen og det palæstinensiske folk har gjort en bitter indre kamp om kontrol med ressourcerne uundgåelig.

Libanon er i opløsning fordi libaneserne er splittede: Nogle mener, at landets fremtid består i at tiltrække vestlig kapital og byde Washingtons favntag velkomment, mens andre ser USA’s interesse som et dække for Israels virkeliggørelse af en mangeårig plan om at gøre Libanon til en vasalstat, med eller uden militær besættelse. Hvilken side libaneserne vælger i den nuværende uafklarede situation afspejler deres vurdering af det troværdige i vestlige og israelske forsikringer om velvilje.

Og blodbadet i Iraq er ikke blot resultatet af lovløshed – som det almindeligvis fremstilles – men handler også om rivaliserende grupper, de noget ubestemmelige “oprørere”, der anvender forskellige brutale og indbyrdes modstridende strategier: De prøver at fordrive de angle-amerikanske besættere og at straffe de lokale irakere, der mistænkes for at samarbejde med dem, og de prøver at presse frynsegoder ud af det irakiske marionetregime; og de manøvrerer for at komme ind på indflydelsesrige poster før USA’s uundgåelige storladne retræte.

Alle disse resultater i Palæstina, Libanon og Iraq var til at forudse – og er næsten nyhelt sikkert blevet forudset. Og ikke blot det, det ser i stigende grad ud som om de tiltagende spændinger og blodbadet blev planlagt. Snarere end at vestlig undladen af at gribe ind skulle være problemet, synes volden og opsplitningen i disse samfund lige netop at være formålet med interventionen.

I Storbritannien er der materiale, der peger i retning af, at således forholdt det i tilfældet Iraq. Vidneudsagn afgivet af en højtstående britisk repræsentant i forbindelse med Butler-undersøgelsen i 2004, der efterforskede efterretningsfadæser i processen forud for invasionen i Iraq blev med forsinkelse offentliggjort i sidste uge efter at Udenrigsministeriet havde forsøgt at dysse sagen ned.

Carne Ross, en diplomat som bistod ved adskillige forhandlinger om Iraq-resolutioner i FN’s Sikkerhedsråd fortalte under udspørgningen, at britiske og amerikanske embedsmænd meget vel var klar over, at Saddam Hussein ikke havde nogle masseødelæggelsesvåben og at fjerne ham ville føre til kaos.

“Jeg husker, at den britiske gruppe fremførte denne opfattelse under vore diskussioner med amerikanerne (som var enige)”, sagde han og tilføjede:”Samtidig fremførte vi ofte det argument, når amerikanerne bragte emnet på bane, at ‘udskiftning af regimet’ ikke var tilrådeligt, primært fordi Iraq ville bryde sammen og ende i kaos”.

Det oplagte spørgsmål er så hvorfor skulle USA ønske og arbejde for en borgerkrig, der ville komme til at rase over hele Mellemøsten og tilsyneladende true strategiske interesser som forsyningerne af olie og en regional allieret, Israels, sikkerhed?

Indtil præsident Bush den yngre havde den amerikanske doktrin for Mellemøsten gået ud på at indsætte eller støtte stærke mænd, holde dem snor i eller udskifte dem, når de faldt i unåde. Så hvorfor ser vi dette dramatiske – og i det mindste tilsyneladende – uforståelige politiske skift?

Hvorfor tillade Yasser Arafats isolation og ydmygelse i de besatte territorier efterfulgt af Abbas’s reprise, når de begge let kunne være blevet udviklet som stærke mænd, hvis de havde fået de virkemidler, som Oslo-aftalen implicit indebar: En stat, embedets værdighedstegn og tvangsmidlerne til at sætte deres vilje igennem over for grupper som HAMAS? Med næsten intet at fremvise efter årevis af indrømmelser til Israel, fremstod de for palæstinenserne snarere som skødehunde end som rottweilere.

Hvorfor lave en pludselig og unødvendig ståhej i forbindelse med Syriens intervention i Libanon, en intervention som Vesten oprindeligt opmuntrede til som en måde til at få lagt låg på sekternes vold? Hvorfor forvise Damaskus fra scenen og derefter tilskynde til en “Cederrevolution”, som kun leflede for én sektors interesser i det libanesiske samfund og fortsatte med at ignorere bekymringerne hos den største og mest utilfredse samfundsgruppe, shia-muslimerne? Hvad andet kunne der komme ud af det end ulmende utilfredshed og truslen om vold?

Og hvorfor invadere Iraq med det falske påskud at ville lokalisere masseødelæggelsesvåben og så afsætte dets diktator, som gennem årtier var blevet forsynet med våben og støttet af USA og meget effektivt, omend skånselsløst holdt sammen på Iraq? Igen – ud fra Carnes vidneudsagn – er det klart at ingen i efterretningstjenesterne troede på, at Saddam faktisk udgjorde en trussel mod Vesten.

Og selv hvis der var behov for at “holde ham i snor” eller muligvis for at udskifte ham, som Bush’s forgængere synes at have ment, hvorfor besluttede Bush så simpelthen at omstyrte Saddam og efterlade et magttomrum i hjertet af Iraq?

Svaret, ser det ud til, knytter an til opkomsten af de neokonservative, som omsider fik greb om magten med valget af Bush den yngre. Israels mest populære nyhedsebsite bemærkede om de neokonservative :”Mange af den er jøder, der er fælles om at føle en meget stor sympati for Israel”.

De neokonservatives vision om et globalt amerikansk overherredømme er nært forbundet med og afhængigt af Israels regionale overherredømme. Sagen er ikke så meget, at de neokonservative vælger at prioritere Israels interesser højere end USA’s som at de opfatter de to nationers interessere som uadskillelige og identiske.

Skønt den sædvanligvis bliver opfattet som en alliance med den israelske højrefløj er de neokonservatives alliance med Likud i hovedsagen udtryk for deres støtte til valget af krigeriske midler for art opnå politiske mål snarere end støtte til selve målene.

Det vedvarende sigte med Israels politik gennem årtier, fra højre til venstre har været få mere land på bekostning af naboerne og sikre sit regionale overherredømme med udgangspunkt i formlen “del og hersk”, især i forholdet til de svageste naboer palæstinenserne og libaneserne.

Israel har altid afskyet arabisk nationalisme, især Baath-varianten i Iraq og Syrien, fordi den viste sig immun over for israelske intriger.

Gennem mange år foretrak Israel den samme traditionelle koloniale tilgang, som Vesten anvendte i Mellemøsten, hvor Storbritannien, Frankrig og senere USA støttede diktatoriske ledere, der sædvanligvis havde rod i mindretalsbefolkninger, som herskere over felrtallet i de nye stater, som de have skabt, hvad enten der var tale om kristne i Libanon, alawitter i Syrien, sunnier i Iraq eller hasemitter i Jordan.

Flertalsbefolkningen blev derved svækket og mindretallet tvunget til at blive afhængige af koloniale gunstbevillinger for at opretholde sin privilegerede position.Israels invasion i Libanon i 1982 for eksempel var på lignende vis planlagt med sigte på at få indsat en kristen stærk mand og håndlanger for USA, Bashir Gemayel, som en føjelig præsident, der ville samtykke i en antiksyrisk alliance med Israel.

Men årtiers kontrol med og undertrykkelse af det palæstinensiske samfund gjorde det muligt for Israel at udvikle en anderledes holdning til “del og hersk”: Hvad man kunne kalde et organiseret kaos, eller “modellen for uoverensstemmelser”, som i første omgang kom til at dominere deres egen tænkning og senere de neokonservatives.

Under besættelsen af Vestbredden og Gaza foretrak Israel modellen med uoverensstemmelser frem for en stærk mand, bevidst om at forudsætningen for den sidste valgmulighed ville være skabelsen af en palæstinensisk stat og dens udrustning med en velbevæbnet sikkerhedsstyrke. Ingen af mulighederne blev nogensinde taget op til seriøs overvejelse.

Kun kortvarigt under internationalt pres blev Israel tvunget til at give efter og delvist antage “stærk mands-modellen” og tillade tilbagekomsten af Yasser Arafat fra eksilet. Men Israels tilbageholdenhed med at give Arafat midlerne til at sikre sit styre og undertrykke rivalerne, som HAMAS, førte uundgåeligt til konflikt mellem den palæstinensiske præsident og Israel, som endte under den Anden Intifada og førte til genoptagelsen af “uoverensstemmelsesmodellen”.

Denne sidste tilgang udnytter tendensen i det palæstinensiske samfund til at tilspidse spændinger og voldsanvendelse. Til en begyndelse opnåede Israel dette ved at fremme revaliseringen mellem regionale ledere og klanledere, som blev tvunget til at kappes om Israels velvilje. Senere opmuntrede Israel til opkomsten af islamisk ekstremisme, især i form af HAMAS, som en modvægt til den tiltagende opbakning bag den sekulære nationalisme i Arafats FATAH-parti.

Israels “uoverensstemmelsesmodel” når nu sit højdepunkt: Lavø-intensitets- og permanent borgerkrig mellem den gamle FATAH-garde og opkomlingene i HAMAS. Den form for palæstinensisk intern magtkamp tapper samfundets energier og dets evne til at organisere sig mod den virkelige fjende: Israel og dets vedvarende besættelse.

De neokonservative synes at være blevet imponeret af denne model og ønskede at eksportere den til andre mellemøstlige stater. Under Bush “solgte” de den til det Hvide Hus som løsningen på problemerne i Iraq og Libanon, og i sidste instans også i Iran og Syrien.

At fremprovokere borgerkrig så helt sikkert ud til at være formålet med Israels overfald på Libanon sidste sommer. Angrebet mislykkedes, som selv israelere erkender det, fordi det libanesiske samfund sluttede op bag Hizbollahs imponerende demonstration af modstandsvilje, snarere end som Israel havde håbet det, bag Shia-militsen.

I sidste uge interviewede det israelske website Meyrav Wurmser, israeler og stiftende medlem af MEMRI, en servicevirksomhed, der oversætter arabiske lederes taler og som er under stærk mistanke for at have forbindelser til de israelske sikkerhedstjenester. Hun er også gift med David Wurmser, en aldrende neokonservativ rådgiver for vicepræsident Dick Cheney.

Meyrav Wurmser afslørede, at den amerikanske regering offentligt havde prøvet at forhale sagen under Israels overfald på Libanon fordi den ventede på, at Israel skulle optrappe sit angreb til at omfatte Syrien.

“Vreden [i det Hvide Hus] skyldes den kendsgerning, at Israel ikke gik i kamp med syrerne… De neokonservative er ansvarlige for det forhold, at Israel fik masser af tid og rum… De mente, at Israel skulle have lov til at vinde. Et langt stykke af vejen var meningen, at Israel skulle kæmpe mod den virkelige fjende , den fjende der støttede Hizbollah. Det var åbenlyst, at det er umuligt at kæmpe direkte imod Iran, men tanken var, at dets [Irans] strategiske og vigtige allierede [Syrien] skulle rammes”.

Wurmser fortsatte: ”Det er vanskeligt for Iran at eksportere sin shiitiske revolution uden at gå sammen med Syrien, som er det sidste nationalistiske arabiske land. Hvis Israel havde slået til mod Syrien, ville det have været et så hårdt slag for Iran, at det ville være blevet svækket og Mellemøstens strategiske landkort ville være blevet ændret”.

Neokonservative taler meget om at ændre landkortet i Mellemøsten. Ligesom ved Israels opdeling af de besatte territorier i stadig mindre ghettoer, er Iraq ved at blive hugget i stykker i stridende mini-stater. Borgerkrig, håber de på, vil aflede irakernes energi fra modstanden mod den amerikanske besættelse og i retning af mere negative resultater.

En lignende skæbne lader til at være i vente for Iran og Syrien, i det mindste hvis det lykkes for de neokonservative – trods deres svindende indflydelse – at virkeliggøre deres vision i løbet af Bush’s sidste to år i det Hvide Hus.

Grunden dertil er, at et kaotisk og borgerkrigsplaget Mellemøsten, skønt det efter de fleste informerede observatørers mening ville være en katastrofe, lader til at være noget som Israel og dets neokonservative allierede i høj grad ønsker sig.

De mener, at hele Mellemøsten kan styres med succes på samme måde, som Israel styrer de palæstinensiske befolkninger i de besatte territorier, hvor religiøse og sekulære splittelser er blevet skærpet; og inde i Israel selv, hvor arabiske borgere gennem mange årtier blev “af -palæstiniseret” og gjort til identitetsblottede og passive muslimer, kristne, druser og beduiner.

Den konklusion kan måske forekomme at være forhastet; men så må vi igen sige, at dét er også det Hvide Hus’s opfattelse af, at det er involveret i et “civilisationernes sammenstød”, som det kan vide med en “krig mod terror”.

Alle stater kan optræde på en irrationel eller selvdestruktiv maner, men Israel og dets støtter er måske mere udsat for at falde i den grøft en de fleste. Sådan er det fordi israelernes opfattelse af deres egen region og deres fremtid i høj grad er blevet forvrænget af den officielle statsideologi, Zionismen, med den sin tro på Israels umistelige ret til fortsat at bestå som en jødisk stat; dets forvirrede messianske forudsætninger, løjerligt for en sekulært ideologi, om jøders tilbagekomst til et land som er blevet dem lovet af Gud; og dets foragt for og afvisning af at forstå noget som helst arabisk eller muslimsk.

Hvis vi forventer en rationel adfærd fra Israels eller dets neokonservative allieredes side, er vi til grin.

Jonathan Chok er forfatter og journalist med base i Nazareth i Israel. Blood and Religion: The Unmasking of the Jewish and Democratic State er udgivet på Pluto Press

Oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen

Comments are closed.