Stilheden og ligegyldigheden fra det internationale samfund

Grethe Bille, MIFTAH

Stilheden og ligegyldigheden fra det internationale samfund

Bag dette budskab gemmer sig en artikel af Luisa Morgantini, medlem af EU-parlamentet. Artiklen er bragt i det italienske dagblad Liberazione 2. November og kan læses på websiden www.miftah.org

Luisa Morgantini skriver om det indtryk, det gjorde på hende, da hun med en delegation fra EU-parlamentet besøgte Gaza i skyggen af bombardementerne i Beit Hanoun. Luisa Morgantini beskriver, hvorledes nedrivninger og ødelæggelser af huse, broer, veje, elkraft-stationer tillige med lukning af Karni og Raffah check-points stopper for al import og eksport af palæstinensiske varer for ikke at tale om den frie bevægelighed for befolkningen. Dette fører til en dramatisk økonomisk og humanitær katastrofe ikke alene i Gaza striben, men også på Vestbredden. Prisen for importerede varer er nu højere end i noget europæiske land, det sorte marked er voksende, og det samme er smugleri – både fra Israel og Ægypten.

Israels tilbageholdelse af toldafgifter til de palæstinensiske myndigheder har direkte ført til, at der ikke har været udbetalt lønninger til de offentligt ansatte i mere end 8 måneder. Luisa Morgantini skriver, at EU i stedet for at lægge pres på Israel for tilbagebetaling af toldafgifterne har introduceret The Temporary International Mechanism (TIM). Dette er en midlertidig, international hjælp for at lette de mest basale behov, og Luisa Morgantini mener, at EU med denne løsning som sædvanlig prøver at løse et politisk problem ved hjælp af humanitær støtte. Hjælpen har imidlertid skabt diskrimination blandt de offentligt ansatte, idet kun ansatte i sundheds- og uddannelsessektoren har modtaget nogen støtte, mens andre – heriblandt politiet, som skal sikre ro og orden, ikke har modtaget noget, og dette har ført til korruption.

Disse iagttagelser tillige med indtrykkene fra et besøg på et hospital i Gaza og mødet med invaliderede kvinder, børn og gamle, som er ofre for de seneste bombardementer, beskrives af Luisa Morgantini som et humanitært sammenbrud og en massakre på en civilbefolkning. Og det hele sker under larmende tavshed og

ligegyldighed fra det internationale samfund.

Refereret for DPV af Grethe Bille

Comments are closed.