Når man kun taler med sig selv

Haaretz

Når man kun taler med sig selv

Daniel Ben Simon, Ha’aretz 17.08.2006

Jeg prøver at huske, hvornår jeg sidst så israelske ledere tale med arabiske ledere om fred og jeg har svært ved at huske det. I de seneste år er vores maniske tendens til at tale til os selv om en aftale med araberne blevet styrket; som om den virkelige konflikt i Mellemøsten var mellem højre- og venstrekræfter.

De frugtesløse diskussioner mellem disse to nedslidte grupper har haft to formål: At neutralisere enhver mulighed for forandring og at fastfryse situationen blandt almindelige mennesker af frygt for, at ethvert skridt i retning af fred kan blive tændsats til en indre krig blandt jøderne.

Og hvis vor skæbne allerede er lagt med kurs mod krig, siger vore strateger til sig selv, er det bedre, at det bliver en krig mod araberne. Det er smerteligt ar tænke på, at hvis vi havde udvist en lignende diplomatisk energi over for de palæstinensiske, libanesiske og syriske ledere, ville alt måske have været anderledes. Måske ville vi endog have levet i fred med dem.

Er det muligt, at den ulyksalige krig i Libanon og den endeløse nedslagtning i Gaza er et resultat af manglen på villighed til at tale med vore naboer ? Hvornår prøvede vi sidst at tale med palæstinenserne om deres og vores fremtid ? Hvornår sendte vi sidst følere ud til libaneserne om at få underskrevet en fredsaftale med dem ?

Hvornår prøvede vi sidst at genoptage de afbrudte forhandlinger med syrerne om muligheden for at nå frem til en fredsaftale ?

I seks år har israelsk politik nu stået i stampe. Lige siden daværende premierminister Ehud Barak puffede formanden for den Palæstinensiske Myndighed (PA) ind i jagthytten i Camp David har der ikke været nogen kontakt mellem en israelsk leder og en arabisk leder med hvem vi er i konflikt. Resultatet er bedrøveligt.

Israel har smækket døren i for næsen af vore naboer og har besluttet sig for at oprette sine egne arrangementer, i dialog med sig selv, mens det ignorerer sine naboer som om det selv – Israel – var den eneste enebærbusk i ørkenen. Det er muligvis prisen for denne fornærmelse vi nu betaler.

I vid udstrækning beviser både nedslagtningen i Gaza og krigen i Libanon, hvor fejlslagen ensidighedspolitikken er. Hvordan er det muligt at vi trak os ud af Libanon og at de stadig angriber os? Hvordan er det muligt, spørger enhver ræsonnabel person, at vi trak os ud af Gaza og at de stadig angriber os?

Kan det forbavse nogen, at manglen på taknemlighed på begge disse fronter har fået mange israelere til at drage den konklusion jødehadet er indgroet i det muslimske genom og at trangen til at gå i krig er en del af arabisk tænkemåde? Og måske har dette udbrud af aggression sit udspring i vor egen egoistiske natur, i vores afvisning af at forholde os til vore naboer, i vor uvillighed til at få nærkontakt med dem.

Der findes ikke sådan noget som ensidig fred, ligesom der ej heller findes nogen ensidig krig. Der skal to til at danse, det være sig dødens eller glædens dans. Vi har besluttet at danse med os selv, som var araberne formløse, gennemsigtige og ikke værd at samtale med.

Og det forholder sig ikke sådan, at der i fortiden ikke har været kontakter, der opvakte et håb. Men de kan imidlertid tælles på én hånds fingre. For kun to måneder siden blev der afholdt et animeret møde mellem vor nye premierminister Ehud Olmert og den ægyptiske præsident Hosni Mubarak og Kong Abdullah af Jordan.

De udvekslede mange smil og klappede hyppigt hinanden på skuldrene. Olmert var i sit es. Han lo, han spøgte, han var venskabelig og talte med alle og enhver – bortset fra den eneste person ved, som der var grund til at indgå i en seriøs diskussion med. Og faktisk arbejdede Olmerts hjælpere i dagevis på, at deres chef ikke skulle komme til at udveksle håndtryk med Formanden for den Palæstinensiske Myndighed Mahmoud Abbas.

Dette er hvad israelsk diplomati har opnået i forholdet til palæstinenserne gennem de seneste seks år: Ehus Barak skubbede til Arafat i Camp David, den samme Barak inviterede Arafat til middag hjemme hos sig selv, premierminister Ariel Sharon inviterede Abbas til et møde i sin embedsbolig; og Olmert gav Abbas en omfavnelse. To gestus’er, én samtale og én middag i løbet af hele seks år. Ikke dårligt præsteret af et land, der er kørt fat i en blodig konflikt med det palæstinensiske folk.

Og i al den tid har Israel trukket sig ind i sig selv og afvist at se til siden. Det trak sig ud af Libanon i vrede og det trak sig i en lignende vrede ud af Gaza-striben uden at haver prøvet på at koordinere disse skridt med de berørte. Det planlægger også at trække sig fra Vestbredden med en lignende ensidig smækken med døren.

I stedet for at tale med vore fjender, taler vi med vore venner, for ikke at sige vore mæcener, amerikanerne, som var vi afhængige vasaller. Vi har antaget engelsk næsten som et modersmål og vi forholder os til arabisk næsten som om det var en trussel mod vor eksistens.

Indtil n u har vores underordning af vore liv , vore værdier, vor fremtid under amerikanernes ikke bestået prøven. Vi har aldrig levet i så stor en usikkerhed, som vi gør i dag. En del af vor desperation giver sig udtryk i, at vi omgiver os med en mur og gør symbolet på national genfødsel til en befæstet jødisk ghetto, der er lukket til alle sider.

Hvis desperationen i forhold til vore naboer og i forhold til freden breder sig, er israelerne tilbøjelige til at lægge statens styrelser i hænderne på farlige fanatikere som Knesset-medlemmet Avigdor Lieberman fra Yisrael Beiteinu (Israel Vort Hus). “I sindssyge situationer har man behov for gale mennesker i ledelsen”, sagde en indbygger fra Kiryst Shmona i sidste uge og afspejlede den nye stemning og omtalte Lieberman som en trylledrik.

Hvis Olmert ikke snart kommer frem med noget som helst håb og begynder at tale med libaneserne og palæstinenserne og syrerne vil desperationen presse israelerne i retning af ekstreme løsninger.

Oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen

Comments are closed.