Israel uden grænser

Bitter Lemons

Israel uden grænser

Af George Giacaman, Bitter Lemons, nr. 29, 03.08.2006

En eller anden sagde for nylig, at hvis ikke Hassan Nasrallah havde været shía-muslim, ville han være blevet til en anden Gamal Abdel Nasser og ville have overtaget hele den arabiske offentlighed lige for næsen af de arabiske regimer.

Faktisk var Nasrallah tæt på at gøre det efter den israelske invasion af Libanon, som startede 12.06.2006. Og det på trods af den åbenlyse kritik, der blev fremført mod Hezbollah af adskillige arabiske regeringer efter tilfangetagelsen af to israelske soldater, som blev betegnet som en omgang uovervejet eventyrpolitik af nogle af disse regimer.

Det er sandt nok, at Nasrallah blot er et symbol for hvad Hezbollah står for i den arabiske offentligheds forståelse. Men ethvert parti eller bevægelse har behov for ledere, der over for den brede offentlighed er i stand til at formulere mål og midler. Hassan har formået at gøre dette med stor succes.

Dette skyldes til dels hans personlige evner: Han er veltalende , overtalende, en mester i at skabe kontakt med sine tilhørere, med et undseligt smil, som hyppigt ses i hans ansigt, som for at svække eller neutralisere enhver mulig spænding hans egne ord kan have frembragt.

Men det er hvad Hezbollah står for, sådan som Nasrallah symboliserer det, som i det store og hele er årsagen til splittelsen mellem arabiske offentligheder og regimer. Og det handler om kerneproblemer vedrørende konflikten med Israel og fraværet af en retfærdig og stabil fred.

Udover den øjeblikkelige politiske og mediemæssige reklamegas og demagogiske dæmonisering af enhver modstand mod amerikansk og israelsk politik i området, er kerneproblemerne ikke af ny dato. Israel er en besættelsesmagt og har indtil nu nægtet at slutte fred undtagen på betingelser, som det selv kan acceptere, hvilket den arabiske offentlighed anser for ensbetydende med total overgivelse. Og den nuværende amerikanske regering støtter næsten betingelsesløst Israel.

De fleste arabere mener også. at Israel kun forstår magtens sprog. Det er her Hezbollah som en succesfuld model kommer ind på den scene , hvor arabiske regimer har haft fiasko. Libanesisk modstand mod Israels 18-årlige besættelse af Sydlibanon var en faktor i forbindelse med Israels tilbagetrækning fra denne region i maj 2000.

Kendsgerningerne er velkendte af dem, der ikke vælger at lukke øjnene for dem. Gennem hele sin historie har Israel fulgt en “jernmurspolitik” (med et ord der er lånt fra titlen på Avi Schlaims bog) over for flere arabiske fredsinitiativer.

Dette er ikke stedet for en udtømmende dokumentation. Jeg skal indskrænke mig til at omtale det Saudiske Fredsinitiativ, der blev vedtaget af arabiske regeringer på et topmøde i Beirut i marts 2002.

Det initiativ tilbød fred mellem Israel og alle arabiske stater, der deltog i topmødet, herunder Syrien og Palæstina, til gengæld for en afslutning på Israels besættelse af arabisk jord.

Den forhenværende premierminister Ariel Sharon ignorerede totalt initiativet, fordi det ville mere eller mindre have indebåret en tilbagevenden til 1967-grænserne hvad de territoriale aspekter angår. Den tilgrundliggende kendsgerning er, at Israels ekspansionistiske territoriale målsætning om flere arabiske områder forbliver uændret.

Det er der flere forklaringer på, men jeg vil se på en specifik faktor, som hindrer ethvert skridt i retning af fred. I et TV-interview, som Hassan Nasrallah gav under den pågående invasion af Libanon, refererede han til den fangeudveksling, som fandt sted mellem Hezbollah og Israel i januar 2004.

Han argumenterede med, at den vanskelige partipolitiske situation i Israel og koalitionsregeringens “overbudspolitik” (muzayadat) umiddelbart før fangeudvekslingen, lod adskillige libanesiske fanger tilbage i israelske fængsler uden at blive omfattet af aftalen.

Løsladelsen af disse fanger var den begrundelse, som Hezbollah gav for tilfangetagelsen af de to soldater, der blev Israels påskud til at indlede det pågående ragnarok.

De yderligere aspekter, der indgår i forklaringen på dette scenario har at gøre med det faktum, at Israel har haft alt for stor succes med at neutralisere udefrakommende pression, stort set takket være Israel-lobbyens indflydelse i USA. Som følge heraf er den arabisk-israelske konflikt stort set blevet et indre politisk anliggende i Israel, en funktion af lokalpolitiske omskifteligheder og valgmæssige overvejelser.

Mangen en israelsk kommentator har beklaget denne tingenes tilstand, som har stået på mere end et årti. “At redde Israel fra sig selv” var ikke et slogan, der blev fremført af arabiske kommentatorer.

Nogle israelere håber stadig, at en “statsmand” vil fremstå og nå frem til en varig og stabil fred med palæstinensere og arabere. Men israelsk indenrigspolitik levner imidlertid ikke megen mulighed for at tillade fremkomsten af en sådan skikkelse.

Der er derfor en tydelig fralæggen sig ansvar fra det internationale samfunds, og i hovedsagen – USA’s side. Og derfor kan vi – når støvet har lagt sig efter den pågående invasion af Libanon – blot se frem til fortsat og langtrukken konflikt, så længe hovedstridspunkterne forbliver uløste.

George Giacaman er politisk analytiker og underviser ved “the MA Program in Democracy and Human Rights” ved Bir Zeit-Universitetet

Oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen

Comments are closed.