De løgne Israel fortæller sig selv

Electronic Intifada

De løgne Israel fortæller sig selv – og vi fortæller på Israels vegne

Jonathan Cook, Electronic Intifada 28.07.2006

Når journalister bruger ordet “tilsyneladende”, eller et andet favoritudtryk som “ifølge rapporter” distancerer de sædvanligvis sig selv fra en begivenhed eller en fortolkning i den formodede omhu for at dele sol og vind lige. Men jeg mener, at vi bør læse ordet tilsyneladende” i en udtalelse fra FN ‘s øverste chef Kofi Annan vedrørende den israelske hærs drab i denne uge på fire ubevæbnede FN-observatører, på en anden måde.

Når Kofi Annan siger, at de fire drab var “tilsyneladende forsætlige”, mener jeg, at det han vil sige, er at de fire drab VAR forsætlige. Og hvem kan være uenig med ham ? Der blev foretaget mindst 10 telefonopkald til israelske kommandanter inden for et tidsrum af seks timer med advarsler om, at artillerigranater og luftbombardementer ramte faretruende tæt ved eller ramte FN-observatørernes bygning.

FN-posten i det sydlige Libanon, lige nord for grænsen til Israel var tydeligt afmærket og velkendt af den israelske hær, men ikke desto mindre blev den ramt direkte fire gange forud for, at en israelsk helikopter affyrede et præcisionsstyret missil, som trængte gennem taget på et underjordisk beskyttelsesrum og dræbte de observatører, der befandt sig i det.

En FN-konvoj, der nåede for sent frem til at undsætte observatørerne blev også udsat for beskydning. Udfra bevismaterialet fremstår det ikke mere overlagt end som så. Problemet er imidlertid, at vestlige ledere, diplomater og medier opfatter dette “tilsyneladende” i den første betydning – som en måde til at undgå at holde Israel ansvarlig for sine handlinger.

Oversæt “tilsyneladende overlagt” til “næsten med sikkerhed tilfældigt”. Det er grunden til at det bedste FN’s Sikkerhedsråd kunne finde ud af efter halvandet døgns overvejelser var en intetsigende udtalelse om “chok og bekymring” over drabene som om de var et Guds værk.

Vore medier er ikke mindre ansvarlige for denne undvigende holdning.

De sørger for at “vi” – offentligheden i Vesten – aldrig overvejer den tanke, at et samfund som vort eget, et samfund vi hele tiden bliver mindet om er et demokrati, skulle kunne synke til en så lav inhuman adfærd som at myrde ubevæbnede fredsobservatører. Hvem vil blive taget alvorligt, hvis man udfordrer Udenrigsminister Tzipi Livni’s forsikring om, at “en [israelsk] hærkommandant vil aldrig med fortsæt sigte på civile eller FN-soldater[sic]”?.

Selv det mindretal i Vesten, som er begyndt at frygte at Israel “tilsyneladende” er i gang med at nedslagte civile over hele Libanon,

eller at det “tilsyneladende” har i sinde at gøre en million libanesere til flygtninge må antageligt vige tilbage fra den idé, at Israel også er i stand til at dræbe ubevæbnede FN-observatører. Når alt kommer til alt, insinuerer vore medier, kan de to sager ikke sammenlignes.

Den kan måske være gode grunde til, at civile libanesere må lide. Lad os ikke glemme, at de tilhører et folk (eller er det en race eller, kanske, en religion ?) som affødte Hezbollah, “Vi” kan lige nu skubbe vore bekymringer til side og forlade os på, at Israel har en grund til dræbe libaneserne eller gøre dem hjemløse. Uden tvivl vil retfærdiggørelserne fremkomme senere, når vi har mistet interessen for “Libanon-krisen”. Vi får måske aldrig disse begrundelser at høre, men hvem kan være i tvivl om, at de eksisterer ?

De “tilsyneladende” mord på fire FN-observatører er imidlertid en dyberegående udfordring af vor tiltro til vort moralsk højere stade, hvilket er grunden til at dette “tilsyneladende” fastholdes så desperat som en talisman. Intet civiliseret land kunne dræbe fredsobservatører, især ikke nogle fra vore egne samfund, fra Canada, Finland og Østrig. Det er den moralske spærreboom, der adskiller os fra terroristerne. Hvis den blev fjernet, ville vi ikke være anderledes end dem, som vi skal bekæmpe.

Et symbolsk billede af denne krig, som vore medier har formået at slette fra den officielle beretning, men som bliver ved at dukke op som indgående mails på computere som en dårlig samvittighed om en hemmelighed er det, der viser unge israelske piger, pyntede med læbestift og neglelak som var de på vej til et party, der tegner budskaber om død og had på siden af de missiler, der skal lastes på hærens lastbiler og tanks. På et sådant billede står en soldat i baggrunden og beskuer faderligt beskyttende pigerne, mens de henvender endnu en dødstrussel til Hezbollahs leder, Hassan Nasrallah.

Er dette det israelske samfunds sandeste ansigt, skønt det er det vi aldrig får at se og afviser at tro på. Og suser “vi” i Vesten af sted ad den samme sti ?

Da jeg i denne uge kørte gennem den jødiske bydel i Øvre Nazareth, gik det op for mig, hvor sårbar jeg er blevet over for denne triumferende militarisme – og den racisme, der giver den næring. Der er intet overraskende ved plakaterne med teksten “Vil vil sejre” på hvert et plankeværk. Men det varer mere end et par sekunder at registrere, at ambulancen med Magen David-symbolet foran mig kører rundt med et lille nationalt flag med den blå Davidsstjerne, sat fast i vinduet.

Jeg har hørt, at amerikanske brandsprøjter efter 11. september-angrebet kørte rundt med Stars and Stripes, men dette forekommer på en eller anden måde mere foruroligende. Hvordan kan en ambulance, et udtryk for vore neutrale, civiliserede, universelle, ”vestlige”, humanitære værdier, køre rundt med et nationalt flag ?, tænker jeg for mig selv. Og gør det nogen forskel, at Magen David for blot nogle få måneder siden sluttede sig til det Internationale Røde Kors ?

Kun langsomt bliver mine tanker mere bekymrede: Hvor mange hospitalsadmionistatorer, læger og sygeplejersker har set denne ambulance komme til deres nødhjælpsafdelinger uden at have tænkt noget nærmere over det ? Og er det den eneste israelske Ambulance, der kører rundt med flaget, eller er der mange andre der gør det samme ?

Senere besvarede TV-nyhederne mit spørgsmål.

Jeg så to ambulancer på vej til fronten hvor de skulle hente sårede, køre med de samme flag. Vil andre ambulancer snart krydse over grænsen ind i det sydlige Libanon, efter at det er blevet “sikret” og er der ingen der vil have nogle kommentarer til disse små flag, der blafrer i ambulancernes vinduer ?

En psykolog fortæller mig, hvor foruroliget hun er over et møde, som hun deltog i for nogle få dage siden i den nordlige koordinationskomité på hendes fagområde. De diskuterede hvordan man bedst kunne behandle de chok og traumer, som israelske børn led af under Hezbollahs bombardement. Mødet afsluttede med en vedtagelse af at psykologerne skulle berolige børnene med, at “Hæren er her for at beskytte os”.

Og således sås tankeløst kimene til fascisme i en ny generation af børn, børn som vore egne.

Der var ingen der var enige med min ven, da hun indvendte og argumenterede med, at dette ikke var det budskab, der skulle fortælles til modtagelige sind, og at vold mod DEN ANDEN ikke er nogen patentløsning på vore problemer. Forældrene, ikke soldater, er ansvarlige for at beskytte deres børn, påpegede hun. Tanks, fly og kanoner bevirker blot frygt og mere had, et had som en dag vil vende tilbage og hjemsøge os.

Den langsomme, blide indoktrinering fortsætter dag in og dag ud og forstærker i den jødiske befolkning den idé, at hæren ikke kan begå nogen uret og at der ikke er behov for noget tilsyn, ikke en gang fra politikerne (af hvilke de fleste er forhenværende generaler eller, som premierminister Ehud Olmert, for skræmte til at træde op imod stabscheferne, hvis de skulle ønske det).

“Vi vil sejre”. Hvordan kan vi vide, hvem der vil sejre ? Fordi “hæren er her for at beskytte os”. Føj til denne forkludrede tale den ansigtsløse “arabiske” fjende, disse mindreværdige væsner, og du har opskriften på fascisme – selv om det er af den demokratisk valgte variant.

De israelske medier er, naturligvis, nøglen til frembringelse af den anden halvdel af den ligning – eller rettere ikke til ikke at frembringe den. Man kan sidde og se de største israelske TV-kanaler hele dagen, zappe mellem kanalerne 1, 2 og 10 og ikke se ét libanesisk ansigt bortset fra Hassan Nasrallahs, den nye Hitlers.

Jeg taler ikke her om forkullede ansigter på lig, om babyer med forbindinger eller de patienter der efter at have fået foretaget amputationer ligger i hospitalsenge. Jeg mener helt tilfældige libanesiske ansigter. Ligesom man på israelsk TV næsten aldrig ser palæstinensiske ansigter, med mindre de er en del af en pøbelansamling, forvrængede af had mens de holder en af deres martyrer højt løftet på vej til begravelsen.

Libanon kommer kun til syne på israelsk TV som sort-hvide billeder af et fra luften udpeget mål som et langdistancebillede af en fjernt bylandskab sekunder før det bliver “pulveriseret” af en nedkastet bombe. Bygningerne styrter sammen, flammer skyder op, støvskyer skyder opad. Endnu et skud af computerspilsadrenalin.

De humanitære fortællinger eksisterer, men de har intet med Libanon at gøre. Sammenslutninger for dyrevelfærd går i forbøn for de hunde og katte, der er ladt alene tilbage og står over for raketbeskydning i det forladte Kiryat Shemona, ligesom det tidligere gjorde for ræve og hjorte, da Israel begyndte at bygge sin mammutmure af beton og stål tværs over deres dyreveksler på Vestbredden, mure som også -uset – indespærrer hundredtusinder af palæstinensere.

Resten af nyhedsdækningen er sat af til talspersoner for den israelske hær, heriblandt den nationale drømmehelt Miri Regev og “kommentatorer” og “analytikere” fra medierne. Hvem er disse mennesker ? De er fra den samme pulje af forhenværende officerer fra den militære efterretnings- og sikkerhedstjeneste, som engang udførte deres arbejde baglukkede døre i hærens hovedkvarterer, men som nu vælter sig rundt i rampelyset.

En meget yndet ekspert bliver endog forsynet med benævnelsen “Ekspert i psykologisk krigsførelse mod Hassan Nasrallah”.

Og hvem er de program- og studieværter, der interviewer dem ? Forleden dag afbrød en aldrende ekspert i Apache-helikoptere irriteret sin interviewer for at fortælle ham, at hans spørgsmål var dumt. “Vi var i hæren sammen og vi kender begge to svaret. Spil ikke dum !”. Det var en sjælden påmindelse om, at disse programværter blot er soldater i civilt antræk.

En af de mest populære, Ehud Yaari på Kanal 2 lægger knap nok skjul på sin militære baggrund, når han slår til lyd for mere vold mod libaneserne eller, hvis han skifter emne for et øjeblik, Gazas befolkning.

Dette er hvad der kommer ud af at have en “borgernes hær”, hvor teenagere lærer at betjene et gevær før de kan køre bil og hvor mænd udfører militær reservetjeneste indtil de når op sidst i 40’erne. Det betyder, at enhver mandlig lærer, professor, psykolog journalist tænker som en soldat, for det er, hvad han har været det meste af sit liv.

Israel er ikke noget enestående tilfælde , langt fra, om end det er et mere udtalt eksempel og har været det i nogen tid, en “vi” i Vesten fuldt ud begriber. Det er et spejlbillede af hvad vore egne samfund er i stand til, på trods af vore demokratiske værdier. Det viser hvorledes en offerrollens kult gør en hjerteløs og grusom og hvorledes racisme kan omdefineres som civiliserede værdier.

Måske skulle disse FN-observatører med deres udkigspost oppe over slagmarken, hvor Israel vil anvende ethvert middel det kan for at ødelægge Hezbollah og civile libanesere, der kommer i vejen, fjernes simpelthen fordi de var en gene, en hæmsko, som Israel har et behov for at slippe af medunder arbejdet for at sikre “vore” værdier.

Måske ønsker Israel ikke at blive set efter i sømmene af fredsobservatører mens det udkæmper vores krig mod terror for os. Måske frygtede det at observatørernes rapport kunne hjælpe med til at fortælle beretningen om libanesernes, endog Hezbollahs ansigter og historie og deres lidelser.

Og, hvis vi skal være ærlige, er Israel ikke alene om det. Hvor mange af os ønsker, at araberne skal forblive ansigtsløse, så vi kan blive ved med at tro, at vi er ofre for en ny ideologi, der kun ønsker vor tilintetgørelse, ligesom de “Røde Indianere” engang formodedes at ønske vore skalpe ? Hvor mange af os tror, at vore værdier kræver, at vi slutter op bag en ny verdensorden, hvor arabiske dødsfald ikke er virkelige dødsfald, fordi

“de” ikke er fuldt ud menneskelige ?

Og hvor mange af os tror, at overlagt barbari, ,i det mindste når det begås af os, kun “tilsyneladende” er en forbrydelse mod menneskeheden ?

Jonathan Cook, med base i Nazareth, er forfatter til bogen “Blood and Religion: The Unmasking of the Jewish and Democratic State”, udgivet af Pluto Press, der i USA kan købes hos University of Michigan Press.

Hans hjemmeside har adressen www.jcook.net

Oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen

Dette indlæg blev udgivet i Demonstrationer, Gamle indlæg. Bogmærk permalinket.