Akademisk boykot og Shin Bet-træningsprogrammer
Jonathan Cook, The Electronic Intifada, 31. Maj 2006
Der fremkom nogle bemærkelsesværdige indrømmelser i et indlæg af den meget anerkendte israelske sociolog Baruch Kimmerling umiddelbart efter, at den britiske sammenslutning af universitetslærere NATFHE i denne uge stemte for at yde medlemmerne moralsk opbakning, hvis de boykotter israelske universiteter.
Britiske akademikere, der er modstandere af deres israelske kollegaers medskyldighed i den langvarige og fortsatte besættelse af palæstinenserne, bliver nu opfordret til at boykotte disse israelske kollegaer og deres institutioner.
Dagen efter, og det var helt tilfældigt, skrev Kimemerling i det israelske dagblad Haaretz, om en beslutning, som hans egen institution, det Hebræiske Universitet i Jerusalem havde truffet om at tilbyde genvejprogrammer til universitetsgrader til medlemmer af Shin Bet (den Generelle Sikkerhedstjeneste), som har brugt sin frygtindgydende efterretningstjenestes færdigheder i indhentning af informationer til at opretholde besættelsen af palæstinenserne i næsten fire årtier.
Shin Bet er muligvis bedst kendt for sine forhørsmetoder, som det anvender til at få tilståelser ud af fanger. Skønt tortur blev forbudt af Højesteret i 1999, har Shin Bet fortsat sin notoriske praksis under den Anden Intifada, ifølge den israelske menneskerettighedsgruppe
Den Offentlige Komité imod Tortur.
Ifølge Kimmerling vil Shin Bet ikke blot blive opmuntret til at fremme sine uddannelsesprogrammer ved hjælp af regeringsbevillinger (måske ikke nogen dårlig ting), men Shin Bet selv vil også være i stand til at udforme kurset og dets materiale. Som Kimmerling bemærker, er det sandsynligste resultat et program for “professionelle studier” med tilknytning til Shin Bet’s arbejdsområde.
Kimmerling gør med rette opmærksom på, at et sådant program er i modstrid med selve idéerne om ytringsfrihed og retten til at tænke frit, som hans universitet formodes at stå for: “Skønt begge institutioner [Shin Bet og det Hebræiske Universitet] har forskningsprogrammer, så er formålet med forskningen og metodologierne så forskellige som dag og nat”.
Sådanne arrangementer er ikke nogen nyhed i den israelske universitetsverden, påpeger Kimemerling. Der er stærke bånd mellem universiteterne og forsvarsindustrien fordi “nogle universitetsansatte indgår i universitetsverdenen efter militærtjeneste og karrierer inden for det militære establishment, og det lykkes ikke for dem alle “blive civile igen”.
Faktisk underdriver Kimmerling problemet. Enhver, der har tilbragt nogen tid på et israelsk universitet ved, at den akademiske stab og landets enorme militærindustri er snævert forbundne. Afdelingen for geografi på Haifas Universitet f. eks. blev indtil for ganske nylig ledet af professor Arnon Sofer, som er mest kendt for at være tilhænger af etnisk udrensning af palæstinenserne, både af de besatte ikke-borgere fra Vestbredden og af minoriteten af palæstinensiske borgere fra Israel.
Sofer, som også i mange år har undervist på det Nationale Forsvarsakademi, i mange årtier, pralede engang over for mig af, at han havde bibragt næsten enhver ældre sikkerhedsofficerer i Israel sine værdinormer. Klistermærker på universitetslektorernes kontordøre i hans afdeling skilter med medlemskab af det Nationale Center for Sikkerhedsstudier, Sofers egen regeringsfinansierede “forsker”-gruppe, som udbreder hans perverse idéer.
Kimmerling fremfører sit eget markante eksempel på dette “partnerskab”. Menachem Milson, dekan for det Hebræiske Universitets humanistiske, var i 1970’erne og 1980’erne fakultet chef for militærregeringen – misvisende kendt som den ’civile administration’ – på Vestbredden. På denne post udviklede han de berygtede “Landsbyværn”, lokale palæstinensiske militser finansieret af Israel, hvis rolle var at svække den palæstinensiske opbakning bag FATAH og således forlænge besættelsen, mens Israel koncentrerede sig om sin ulovlige kolonisering af territoriet.
Kimmerling selv har udførligt skrevet om den israelske besættelses grufulde karakter: At den var blevet udformet med det sigte at knuse ethvert håb om palæstinensisk suverænitet, selv i de små ghettoer, der blev tilbage til palæstinenserne af deres oprindelige hjemland, gennem udvidelse af det jødiske herredømme. Han opfandt endog en betegnelse for denne langsomme og skånselsløse udhuling af det palæstinensiske folks rettigheder: politicide*.
Så, set i lyset af egne vidnesbyrd, hvilke konklusioner drager Kimmerling om legitimiteten af den britiske fagforenings boykot? Der er, advarer han tale om “et ikke lille hykleri”. Denne bedømmelse er et ekko af hans undsigelse sidste år den kortlivede boykotbeslutning i en anden britisk fagforening, AUT (Sammenslutningen af Universitetslærere) om at boykotte to israelske universiteter. Efter en intens kampagneaktivitet fra pro-israelske støtter, blev afstemningen hurtigt underkendt på en ny konference.
Hvorfor og medhvilen begrundelse er Kimmerlings modstander af sådanne boykotaktioner? Fordi “ingen vovede at foreslå boykot af amerikanske eller britiske akademiske institutioner efter invasionen i Iraq; eller af den kinesiske universitetsverden for krænkelser af menneskerettighederne”.
Er disse sammenligninger, pligtskyldigt fremført af apologeter for den israelske besættelse af en langt mindre intellektuel statur end Kimmerling, rimelige? Lad os se nærmere på dem.
Kinas undertrykkelse af sin egen befolknings rettigheder og krænkelsen af det tibetanske folks rettigheder under dets langvarige besættelse af dets hjemland fortjener en løbende og højlydt fordømmelse. Men følger deraf, at en boykot af kinesiske universiteter ville være meningsfuld og effektiv som en boykot af israelske universiteter?
Kina er længe af Vesten blevet behandlet som en paria-nation, om end det ofte i det skjulte slår en handel af med vestlige regeringer. Ingen i Vesten betegner Kina som et demokrati eller tror på, at de kinesiske myndigheder har tilladt noget socialt rum, hvor et civilt samfund kan bryde frem. Faktisk ved vi, at kinesiske oppositionelle , herunder akademikere er blevet udsat for frygtelige straffe, som fængsling, tortur oh drab.
Så hvordan, helt konkret, forestiller Kimmerling sig, at en boykot af Kina vil opmuntre til oppositionelle anskuelser, og hvordan vil det fremhjælpe en progressiv politik i landet? Når den kinesiske regering ikke tillader noget socialt rum for kritiske røster, hvordan kan aktioner fra britiske akademikere så gøre en forskel?
Hvad der er behov for i tilfældet Kina er samordnede sanktioner fra vestlige regeringer mod de kinesiske myndigheder. Den kendsgerning, at dette ikke er forekommet er ikke den britiske eller amerikanske universitetsverdens ansvar.
Endvidere, i modsætning til Kina modtager det lille bitte land Israel enorme summer som støtte fra USA – i denne uge blev det bekendtgjort, at Repræsentanternes Hus i Washington, har godkendt $ 2.500.000.000
for 2007 – og at der er blevet indgået en handelsaftale om særlig status, som i høj grad vil styrke den israelske økonomi. Det meste af støtten fra USA skal der ikke aflægges regnskab for, hvorved man subsidierer besættelsesindustrien, som universiteterne er en del af sammen med de skadelige regeringsfinansierede initiativer som Argon Sofaers og andre professorers.
Så mens Kina på den ene side officielt bliver fordømt som en autoritær og antidemokratisk stat på grund af sine brud på menneskerettighederne kan Israel bade sig i en regn af finansielle belønninger for sin besættelse. Det der er at gøre for britiske og amerikanske akademiker så at tage afstand fra deres egne regeringers støtte til Israel med de begrænsede midler, der står til deres rådighed.
Hvad med britiske og amerikanske universiteter? Skulle -ifølge NATFHE’s logik – britiske akademikere boykottes på grund af invasionen og besættelsen af Iraq?
Vi ser bort fra det åbenlyse forhold, at britiske akademikere næppe kan boykotte sig selv og ser nærmere på Kimmerlings argument. Han fremfører, at det der her er på spil, er en dobbeltmoral: Britiske akademikere bestræber sig på at straffe israelske akademikere for besættelsen af palæstinenserne mens der ikke er nogen der straffer britiske akademikere for besættelsen af Iraq. Men den sammenligning er åbenlyst forkert.
FOR DET FØRSTE ønsker den britiske fagforening israelske akademikere straffet for deres kollektive tavshed og samarbejde med besættelsesmagten. Et af Israels største universiteter Bar Ilan , har på Vestbredden en afdeling i bosættelsen Ariel, som den israelske regering har i sinde at annektere bag den Apartheidmur, som den er i færd med at bygge. Da Ariel er beliggende
Omkring 14 km fra den Grønne Linje, grænsen fra før 1967-krigen, vil et sådant skridt sætte en stopper for ethvert håb om en levedygtig palæstinensisk stat.
Med nogle få hæderlige undtagelser – Iland Pappe, Tanya Reinhart og Kimmerling selv – er der næsten ingen i den israelske universitetsverden, der taler imod besættelsen eller om deres egne universiteters indirekte eller åbenlyse støtte til den. Kimmerlings artikel om Shin Bet-studieprogrammerne er et meget sjældent eksempel på en sådan offentligt afvigende holdning.
Sådan forholder det sig næsten nikke i Storbritannien hvor akademikere hat stået i allerførste linje i den meget vidtfavnende modstand mod invasionen i Iraq og den efterfølgende besættelse af landet. I universitetsområderne foregår der livlige protester og debatter om legitimiteten af Storbritaniens rolle i Iraq. At dette ikke afspejler sig i medierne, er et svigt fra mediernes side, ikke fra akademikernes.
Det samme er helt afgjort ikke tilfældet på
Israelske universiteter, hvor protester blandt den jødiske lærerstab og de studerende næsten aldrig forekommer. Arabiske studerende som har prøvet at protestere mod besættelsen af de palæstinensiske territorier på universitetet
I Haifa, hvor de fleste af dem er indskrevet, skal søge om en tilladelse fra de universitære myndigheder, som næsten altid giver afslag.
Demonstrationer bliver sædvanligvis optaget på film af universitære embedsmænd. Studenterne bliver så i nogle tilfælde senere arresteret af politiet, andre straffes af særlige universitære disciplinærkomitéer. Arabiske studerende, der rammes af disse sanktioner har sjældent fået nogen støtte jødiske studerende eller akademikere.
(Det bør ikke overses, at palæstinensere nægtes al adgang til at studere ved israelske universiteter, mens deres egne muligheder for at få en uddannelse i et alvorligt omfang bliver begrænset af checkpoints , udgangsforbud og indtrængende besættelsestropper. Arabiske studerende hører til Israels minoritet af palæstinensere, en femtedel af befolkningen, som er groft underrepræsenteret på universiteterne og bliver systematisk frataget ordet. Arabiske universitetslærere udgør mindre end 1 % af det akademiske personale)
FOR DET ANDET, mens den amerikanske og britiske besættelse af Irak billedligt talt er i sin barndom, så er den israelske besættelse i Palæstina nået op på, hvad man kunne kalde dens midtvejskrise i livet. Hvornår bliver det at være inaktiv, at vende det blinde øje til, til skyld? I fire årtier at have ignoreret den israelske besættelse strækker da vist vor benægtelse af moralsk ansvar ud over troværdighedens grænser.
Hvis besættelsen af Iraq i år 204o stadig skulle være på et indledende stadium og de britiske universiteter forblev tavse, håber jeg meget, at akademikere rundt om i verden også ville gå i aktion mod deres britiske og amerikanske kollegaer.
DET FØRER OS FREM TIL DEN TREDJE FORSKEL. Mens spørgsmålet om succes eller fiasko for den amerikanske målsætning i Iraq stadig er et åbent spørgsmål, har Israels plan om at stjæle palæstinensisk jord hele tiden været succesfuld og forløber stadig hurtigere. Faktisk er, sådan som britiske fagforeningsdelegerede lader til at have forstået det, håbet om at muliggøre nogen form for levedygtig palæstinensisk stat næsten blevet tømt for indhold. Den israelske regering er nu i gang med slutfasen af sin annektering af palæstinensisk jord – misvisende kaldet ”tilnærmelse” – og med den ødelæggelsen af enhver mulighed for en meningsfuld palæstinensisk stat.
Kimmerling har imidlertid ret i én ting. Det vil faktisk svært at boykotte amerikanske universiteter og akademikere hvis de viser sig i det lange løb at være lige så holdningsløse som de israelske. Det skyldes, at det vestlige akademiske system bliver opretholdt af amerikansk forskning; uden den ville systemet sandsynligvis bryde sammen.
Det forhold, at det vil blive svært at straffe amerikanske akademikere kan siges at være uretfærdigt, men det er utilstrækkeligt som retfærdiggørelser og begrundelse for britiske akademikere til at vige tilbage for at udøve al den pression de kan mod Israel for at bringe dets lovstridige besættelse til ophør. Sådanne boykotkampagner kan være effektive – som det burde være til overmål klart set på baggrund af bestræbelser på top-niveau, som den israelske regering udfoldede at hjælpe til med at få omstødt boykotafstemningens resultat i AUT.
Jonathan Cook, med base i Nazareth, er forfatter til bøgerne ”Blood and Religion: The Unmasking of the Jewish and Democratic State” (Pluto ). Hans hjemmeside har adressen www.jkcook.net
Oversat fra engelsk for DPV af Karl Åge Angri Jacobsen