Postyret omkring Israel-lobby’en

The New York Review of Books

Postyret omkring Israel-lobby’en

The New York Review of Books, vol. 53, No. 10

Af Michael Massing, 22. Juni 2006

Ikke siden Foreign Affairs publicerede Samuel Huntington’s “The Clash of Civilizations?” i 1993 har et akademisk essay givet genlyd med en sådan styrke som “Israel-Lobby’en og USA’s udenrigspolitik” af professorerne John J. Mearsheimer fra University of Chicago og Stephen M. Walt fra Harvard Univesity’s Kennedy School of Government.

Efter art være blevet publiceret i The London Review of Books og sendt ud på Internettet som et “arbejdspapir” på Kennedy School’s web site, er rapporten blevet diskuteret i caféerne i Cairo og i redaktionskontorerne på Haaretz. Det er blevet kaldt “ildelugtende” (Christopher Hitchens), “tosset” (Max Boot), “konspiratorisk” (Anti-Defamation League), “besynderligt amatøragtigt” (Forward) og “modigt” (Philip Weiss i The Nation).

Det har givet anledning til spekulationer over hvorfor The New York Times har ofret det så lidt opmærksomhed og hvorfor The Atlantic Monthly, som oprindeligt bestilte det, har afvist det.

Genstand for hele denne kontrovers er to fremtrædende medlemmer at det akademiske establishment. Mearsheimer er kandidat fra West Point, en veteran med 5 års tjeneste i US Air Force på bagen, og forfatter til tre bøger, deriblandt “The Tragedy of Great Power Politics” -”Stormagtspolitikkens Tragedie”).

I 1989overtalte Mearsheimer Walt til at forlade Princeton og slutte sig til fakultetet i Chicago og de havde et nært samarbejde indtil 1999, da Walt skiftede til Harvards Kennedy School; han har været dens dekan gennem de seneste tre år. Sidste år publicerede han “Taming American Power: The Global response to US Primacy: The Global Reasponse to US Primacy” (“Tæmning af den Amerikanske Magt: Det Globale svar på USA‘s Herredømme“).

Som titlerne på deres bøger antyder, hører begge professorer til den “realistiske“ skole i internationale forhold og anskuer nationale interesser som det eneste reelle grundlag for at føre udenrigspolitik. I deres arbejdspapir (netudgaven når op på 82 sider, deraf 40 sider fodnoter) argumenterer Mearsheimer og Walt for, at det vigtigste element i USA’s Mellemøsten-politik har været dets urokkelige støtte til Israel og at dette ikke har været i USA’s bedste interesse.

Som de ser det, kunne “den ekstraordinære generøsitet” som USA øser ud over Israel – de næsten 3 milliarder dollars i direkte udenrigsbistand til Israel hvert år, den adgang det giver Israel til “førsteklasses” våben som F-16 jetfly, de 32 Israel-kritiske resolutioner i FN’s Sikkerhedsråd, som, som USA har nedlagt veto imod siden 1982, den “vide spillerum” det har givet Israel i forholdet til de besatte områder – alt dette “kunne måske være forståeligt hvis Israel var af vital strategisk værdi eller hvis der var en overbevisende moralsk sag, der talte for fortsat opbakning fra USA”.

Faktisk, skriver de “er ingen af disse begrundelser overbevisende”. Israel kan muligvis have haft strategisk værdi for USA under den kolde krig, da Sovjetunionen havde stor indflydelse i Ægypten og Syrien, men den situation er for længst overstået.

Siden 11. September (2001,o.a.) har Israel fået tildelt rollen som en meget vigtig allieret i krigen mod terror, men har faktisk ifølge Mearsheimer og Walt i højere grad været en belastning; dets nære forbindelser til USA har fungeret som et samlingspunkt for Osama bin Laden og andre antiamerikanske ekstremister. Moralsk set hører Israel

til i kategorien “demokratier”,skriver forfatterne, men det er et demokrati med meget store svagheder, der diskriminerer sine arabiske borgere og undertrykker de palæstinensere, der har levet under dets besættelse.

______________________________________________________

Hvis hverken strategiske eller moralske overvejelser kan begrunde USA’s støtte til Israel, spørger Mearsheimer og Walt, hvad kan så ? De svarer: den “Israel-Lobby, hvis magt er uden sidestykke”. Kernen i det hele er AIPAC (Den Amerikansk-Israelske Komité for Offentlige Anliggender), der placeres som nummer to lige efter National Rifle Association (sammen med AARP) på National Journals 2005-udgave af ranglisten over Washingtons mest magtfulde lobbyer.

AIPAC fungerer – skriver de som “en de facto agent for en fremmed regering”. Lobbyen ,siger de, har også forbindelse til evangeliske kristne som Tom DeLay, Jerry Falwell og Pat Robertson; til neokonservative, både jødiske (Paul Wolfowitz, Bernard Lewis og William Kristol) og kristne (John Bolton, William Bennett og George Will); til tænketanke (Washington Institute for Near East Policy, American Enterprise Institute, Hudson Institute); og til kritikere i pressen som Komitéen for omhyggelig rapportering om Mellemøsten i USA.

Der er godt nok andre særinteresse-grupper, siger Mearsheimer og Walt, der har indflydelse på USA’s udenrigspolitik, men ingen af dem

har været i stand til afspore den så meget fra hvad USA’s nationale interesser ellers ville tilsige, samtidig med at de overbeviser amerikanerne om, at USA’s og Israels interesser i væsentlig grad er identiske”.

Som resultat heraf er USA blevet en “protektor” for israelsk ekspansion i de besatte områder “hvilket gør det til medskyldig i de forbrydelser, der bliver begået mod palæstinenserne. Pression fra AIPAC var også et “kritisk element” i USA’s beslutning om at invadere Iraq, skriver de og argumenterer med, at krigen “for en stor dels vedkommende havde baggrund i ønsket om gøre Israel mere sikkert”.

Endelig, hævder professorerne, har Lobby’en frembragt et klima, hvor enhver, der henleder opmærksomheden på dens magt, bliver hængt ud som ,antisemit, et påfund, der tager sigte på at undertrykke diskussionen “ved hjælp af trusler”. De slutter af med en opfordring til en “mere åben debat” om Lobby’ens indflydelse og de konsekvenser den har haft for USA rolle i verden.

Sådanne argumenter er før blevet fremført, men sjældent af så nøgterne medlemmer af det akademiske establishment. Og reaktionen har været rasende. Mest højrøstet har The New York Sun været med sin tophistorie 20. marts som havde overskriften “David Duke hævder at bakket op af en dekan fra Harvared”.

Duke, den hvide racist, blev citeret for at kalde de to professoreres arbejdspapir for “excellent” og “et stort skridt fremad”. “Det er temmeligt tilfredsstillende”, sagde Duke, “at se et organ ved det fornemmeste universitet i USA melde sig på banen og i alt væsentligt underbygge ethvert vigtigt synspunkt, som jeg har fremsat fra endog før Iraq-krigen startede”.

“Harvards Arbejdespappir om Israel betegnet som Affald” af Solon, lød en anden overskrift to dage senere. Rollen som Solon blev i dette tilfælde indtaget af New Yorks kongresmedlem Eliot Engel, som udtalte: “I betragtning af hvad der skete under Holocaust, er det skændigt, at folk kan finde på at skrive rapporter som denne her”.

Kongresmedlemmet Jerrold Nadler kaldte arbejdspapiret “en forloren og uhæderlig omgang ævl, mens Marvin Kalb, som underviser på Kennedy School gav udtryk for utilfredshed med, “at et arbejdspapir af denne standard fremkom i Kennedy School’s regi”.

I Washington Postskrev Eliot A. Cohen, professor ved John Hopkins University’s School of Advanced International Studies at han var “en offentlig ›ntellektuel og en stolt jøde” som stod over for at skulle fejre påske med sin ældste søn, som var

“på orlov fra Baghdads bombearrede gader….Andre formodede

Medlemmer af Lobby’en har også børn, der gør militærtjeneste.

At så tvivl om deres eller min patriotisme er ikke udtryk for lær-

dom eller politisk stillingtagen. Det er blot, og det er utilgiveligt,

fanatisme”.

David Gergen fra US News and World Report gav udtryk for at være chokeret over professorernes anklager og skrev, at de var “helt ude af proportioner med hvad jeg personligt har været vidne i det Ovale Værelse” i den tid, hvor jeg arbejdede under fire præsidenter. “Jeg så aldrig nogen beslutning blive taget i det Ovale Værelse for at påvirke USA’s udenrigspolitik i Israels favør på bekostning af USA’s interesser.

“Som kristen”, skrev han

“lad mig tilføje, at det er også forkert og uberettiget at sætte

spørgsmålstegn ved loyaliteten hos de millioner af amerikanske

jøder som trofast har støttet Israel og samtidigt utrætteligt

og generøst arbejdet for at fremme USA’s interesser, både her-

hjemme og i udlandet. De er blandt vore bedste borgere og burde

roses – ikke sættes i gabestokken”.

______________________________________________________

Ingen var imidlertid mere højrøstet end Alan Dershowitz, der er juraprofessor på Harvard og forfatter til bogen: “The Case for Israel”. Han blev i The Sun citeret for at hævde, at han havde bevis for at de to forfattere – Mearsheimer og Walt – havde noget af deres materiale fra neon-nazi hjemmesider. Dershowitz (som de to professorer kalder en “amerikansk Israel-apologet”) udarbejdede i al hast en 43-siders tilbagevisning og sørgede for at få den sat op på den samme af side Kennedy Schools web site for arbejdspapirer. “Som tilhænger af ytringsfrihed og modstander af censur på grundlag af politisk korrekthed”, skrev han, “byder jeg seriøse, afbalancerede, objektive studier af lobbyers , herunder israelske lobbyers indflydelse indflydelse på USA‘s udenrigspolitik velkommnen”.

Men, tilføjede han

“denne undersøgelse er så fyldt med forvrængninger, så indholdstom, hvad an-

går nyt bevismateriale, så tendentiøs i sin sprogbrug, så mangelfuld i nuance-

ring og afvejning, så uvidenskabelig i sin tilgang, så befængt med faktuelle

fejl, som let kunne være blevet checket efter (men åbenbart ikke blev det) og

så afhængig af forudindtagne, ekstremistiske og antiamerikanske kilder, at

Man må rejse spørgsmålet om hensigten: Hvad kunne få to velanskrevne akademikere til at afvige så groft fra deres sædvanlige standard for aka-

demisk arbejde og forskning for at frembringe et “arbejdspapir”, der bidrager så, lidt til eksisterende lærdom og er så let fortolkeligt for misbrug ?”

Dershowotz fortsatte med at bemærke, at arbejdspapirets konklusion – at amerikanske jøder sætter Israels interesser over USA’s “fremkalder den uhyggelige vision om “dobbelt loyalitet”, en skrøne som har hjemsøgt diasporaens jøder gennem umindelige tider”. Han sluttede af med at udfordre Mearsheimer og Walt til en debat.

Arbejdspappiret har også fået kritik fra venstre, navnlig fra Noam Chomsky. Mens Mearsheimer og Walt “fortjener anerkendelse” for en stillingtagen, der helt sikkert vil fremkalde raseri og fanatiske løgne”, skrev han, var deres tese “ikke særligt” overbevisende, for den ignorerede den indflydelse, som olieselskaberne har på den USA’s politik i Persergolfen og den overså det omfang i hvilket USA-Israel-alliancen

udførte “en meget omfattende betjening” af “amer›kanske/saud›ske energ›koncerner”

ved at “smadre sekulær arabisk nationalisme, som truede med at omlede ressourcer til dækning af hjemlige behov”.

USA’s politik i Mellemøsten, fremførte Chomsky, er ikke forskellig fra det politik i andre verdensdele og den israelske regering har hjulpet til med at implementere den ved – for eksempel – at sætte Reagan i stand til at “omgå blokeringer i Kongressen med henblik på at forestå masseterror i Centralamerika”. Mange ville Mearsheimers og Walts tese tiltalende, skriver han, fordi dan lader USA’s regering forblive “uberørt i dens høje oppe på ædelmodighedens tinde, “med sine impulser, der rækker tilbage til præsident Wilson, men er blevet forvrænget af “en almægtig kraft [i.e., Lobby’en] som den ikke kan undslippe”.

Rundt omkring har man hørt man hørt røster, der støtter de to professorer. Washington Posts Richard Cohen kaldte citatet af David Dukes´ støtte til arbejdspapiret for en McCarthy-istisk taktik og sagde, at sammenkædningen af Mearsheimer og Walt med hadegrupper var en form for “ren og skær beskyldning med baggrund i forbindelser”, som ikke på nogen måde tilbageviser det argument, der fremføres i arbejdspapiret “.

Cohen sagde, at han fandt selve essayet “jævnt kedeligt, en kende sjusket og ensidigt (ikke noget her om den arabiske olielobby), men ikke noget, som selv en nonchalant Avislæser ikke ved. Dets basale pointe – at Israels amerikanske støtter har en umådelig stor indflydelse på USA’s udenrigspolitik – findes der intet argument imod.”.

I en kommenter i New York Times , klagede Tony Judt over “den noget hysteriske reaktion “ på arbejdspapiret i USA og den “noget kunstige tavshed i de etablerede medier”.. Han så grunden hertil i en frygt for at puste til antisemitismen. Resultatet var en beklagelig manglende evne til at tage et meget vigtigt politikområde op til, overvejelse.”; en form for selvcensur, som er skadelig for jøderne, skadeligt for Israel, og frem for alt skadeligt for USA.

Med Østasien, der dag for dag får større betydning og mens “vore klodsede fejlslagne forsøg på en nyordning i Mellemøsten” i “høj grad kommer i fokus”, skrev Judt med ætsende ironi, undergår den strategiske debat hastige ændringer og “det vil ikke være indlysende for fremtidige generationer af amerikanere, hvorfor USA’s imperiale styrke og internationale omdømme er så snævert knyttet til lille kontroversiel klientstat i Middelhavet”.

Nogle af de mest interessante reaktioner kom fra Israel. Haaretz,, det liberale israelske dagblad, skrev i en lederartikel, at hvilke svagheder Mearsheimer og Walts arbejdspapir end måtte være behæftet med, så ville det være “uansvarligt” at ignorere dets “alvorlige og foruroligende budskab”. I stedet for at søge at styrke den israelske lobby, så den kan presse USA’s politiske beslutningstagere til “uden forbehold” at støtte Israel, hedder det i Haaretz, er det nødvendigt, at den “israelske regering forstår, at omverdenen ikke i al evighed vil vente på, at Israel trækker sig tilbage fra de besatte områder; og at de meninger der er udtrykt i arbejdspapiret kunne få rodfæste i amerikansk politik hvis ikke Israel hurtigt ændrer de politiske realiteter“.

De to professorers essay “opfordrer ikke til fordømmelse”, konkluderer avisen, “det burde snarere virke som et advarselsskilt”.

2.

Hystrerisk forekommer at være et passende ord for reaktionen på “Israellobby’en” . Dette arbejdspapir synes at have bragt alt det værste frem i sine kritikere, som når Eliot Cohen snarere end at diskutere de foreliggende problemstillinger, gør et n ulmer ud af sin søns militærtjeneste. I The New Republic placerede Michael Oren, et ledende medlem af lærerstaben på Shalem Center i Jerusalem, skylden for essayet hos den nu afdøde Edward Said og anklagede ham for at have skabt et klima i universitetsmiljøer, hvor sådanne antiisraelske synspunkter kunne blomstre.Dækningen i The Sun i særlig grad grov i sit forsøg på at sværte forfatternes omdømme til og aflede opmærksomheden fra deres idéer.

Det må imidlertid anføres, at Israellobby’en er behæftet med nogle alvorlige mangler og at disse mangler har bidraget til reaktionernes voldsomhed. For det første har Mearsheimer og Walt begået nogle faktuelle fejl. Den mest eklatante er, som andre har påpeget det, at deres påstand om, at israelsk statsborgerskab bygger på princippet om “blodslægtskab”. Det gør det ikke – Israel har omkring 1,3 millioner arabiske statsborgere. Mearsheimer og Walt har åbenlyst sammenblandet Israels love vedrørende statsborgerskab med dets lov om retten til “at vende hjem”, som giver enhver jøde i verden ret til at slå sig ned i landet. Det er en flov fejltagelse, skønt knap nok en fatal en af slagsen – loven om at “vende hjem” favoriserer jøder; arabere uden for Israel har ingen sådan privilegeret ret til at opnå israelsk statsborgerskab. Men kritikerne har reageret skarpt, som i tilfældet Alan Dershowitz, der erklærer, at “denne løgnagtige fremhævelse af jødisk ‘blod’ er et af den neonazistiske propagandas favoritnumre.”.

Mearsheimer og Walt har også anvendt nogle citater af David Ben-Gurion slemt løsrevet fra konteksten. I en diskussion af zioni9stisk politik i Palæstina forud for Israels oprettelse, for eksempel, lader de to, professorer Ben-Gurion sige, at “efter dannelsen af en stor hær lige efter statens oprettelse, skal vi afskaffe opdelingen (af Palæstina, o.a.) og ekspandere til hele Palæstina” .Den klare implikation er, som Dershowitz påviser det i sin tiltagevisning, at denne ekspansion vil blive opnået gennem magtanvendelse. Men, siger Dershowitz, Ben-Gurion blev efterfølgende spurgt om dette skulle opnår “gennem magtanvendelse”. Nej, svarede han, det ville blive opnået “gennem gensidig forståelse og jødisk-arabisk overenskomst” – en moderering, som Mearsheimer og Walt udelader.

Denne forvrængning af Ben-Gurions udtalelse forekommer i en sektion hvori Mearsheimer og Walt præsenterer det “svindende moralske argument” for at støtte Israel. Deres konklusioner er meget barske . Mens oprettelsen af Israel var et passende svar” på en lang historie med forbrydelser mod jøder, skriver de, at denne handling “medførte yderligere forbrydelser mod en tredje, stort set uskyldig part: Palæstinenserne.”.

Talsmænd for Israel hævdede længe, at de 700.000 arabere, der flygtede under krigen 1947-48 gjorde det, fordi “deres ledere gav dem besked på at gøre det” skriver Mearsheimer og Walt, men israelske revisionister som Benny Morris, siger de, har vist, at de fleste af den flygtede “på grund af frygt for, at de zionistiske styrker ville give dem el voldelig død”. Krigen, fortsætter de, “medførte eksplicit aktioner med etnisk udrensning, herunder henrettelser, massakrer og voldtægter begået af jøder”. Israels efterfølgende adfærd over for araberne og palæstinenserne har ikke været mindre brutal “og dementerer påstanden om en højere grad af moralsk adfærd”. De citerer mordene på hundreder af ægyptiske krigsfanger i 1956 0g 1967, gennembankningen og tærskningen af unge mennesker under den Første Intifada og omdannelsen af det israelske militær til en “dræbermaskine” under den Anden Intifada.

Palæstinenserne “har anvendt terror mod deres israelske besættere”, skriver Mearsheimer og Walt og tilføjer at “villighed til at angribe uskyldige civile er forkert”. Men, skynder de sig at tilføje, ”denne adfærd er ikke nogen overraskelse, “for palæstinenserne tror ikke på, at der er nogen anden måde, hvorpå de kan tvinge israelerne til at gøre indrømmelser”.

Og endvidere anvendte zionistiske organisationer, der kæmpede for staten Israels oprettelse også terror. “Hvis palæstinensernes brug af terrorisme i dag er moralsk kritisabel”, erklærer de, “så var Israels forladen sig på den i fortiden det også, og man kan således ikke retfærdiggøre USA’s støtte til Israel med den begrundelse, at dets hidtidige adfærd har været af en moralsk højere standard.”

.Dette ræsonnement forekommer ikke overbevisende. Det gør nutidens bedømmelse i o0verdreven grad afhængig af begivenhederne i 1940 og kan også bruges som retfærdiggørelse af selvmordsbombere i dag. Der er ingen tvivl om, at israelske styrker har dræbt mange uskyldige civile under den Anden Intifada og med rette kan fordømmes for det.; men således at nedtone voldsanvendelsen mod Israel er både moralsk dubiøst og sårbart som argument.

Fraværet af en klarere og mere fyldestgørende beretning om palæstinensisk vold er en alvorlig mangel ved essayet. Dets tendens til at fremhæve Israels forbrydelser mens det stort set overser modstandernes, har bekymret endog mange fredsduer. “Hvis man følger deres logik indebærer det, at USA skulle tillade, at Israel blev besejret”, fik jeg at høre fra Lewis Roth, administrerende underdirektør i Americans for Peace Now, en fremtrædende kritiker af den israelske besættelse og politik over for palæstinenserne.’

Benny Morris, som Mearsheimer og Walt hyppigt citerer, affærdigede i The New Republic deres arbejde som “en travesti om den historie, som jeg har studeret og skrevet om gennem de seneste to årtier” . Han kritiserede dem, for bl. a. at overdrive Israels militære overlegenhed i forhold til araberne , for på falsk grundlag at anklage Israel for at fordrive arabere i 1948, for at nedtone paqlæstine3nsiske angreb på civile og overse Israels generelle Accept af en to-statsløsning fra Rabins tis og siden. (Men Morris selv forekommer at være i høj grad selektiv; han ignorerer fuldstændigt lang historie med bosættelser på Vestbredden og andre aktiviteter i de besatte områder. Og han går let henover det israelske militærs drab på civile under den Anden Intifada).

Oversat af Karl Åge Angri Jacobsen

Comments are closed.