ANC: En inspiration for palæstinenserne

DPV

ANC: En inspiration for palæstinenserne

Af Bangani Ngeleza og Adri Nieuwhof, The Electronioc Intifada 9. april 2006

28. marts skrev Rifat Odeh Kassis I sit indlæg “FATAH’s tid forbi”, at en ny og anderledes politisk struktur skal opbygges for at repræsentere det palæstinensiske folk overalt.

”En struktur, som vil reorganisere den palæstinensiske kamp for at opfylde dens målsætning”. Som svar herpå vil vi analysere South African National Congress(ANC)’s historie om kampen for frihed og demokrati for at inspirere palæstinenserne til at udforske nye strategier. Den information, der er tilgængelig på ANC’s hjemmeside har været til megen nytte under skrivningen af denne artikel.(1)

ANC dannes i 1912

Afrikanske kongeriger kæmpede mod de hvide hollandske boere og britiske bosættere om land og kvæg i over 230 år. I 1860 sendte Storbrittanien store hærstyrker med heste og moderne våben for at forstærke kontrollen over Sydafrika.

Omkring 1900 havde briterne brudt de afrikanske kongedømmers magt. I 1910 overlod Storbrittanien magten til boerne og de britiske bosættere. Den Sydafrikanske Union, som kun anerkendte hvide menneskers rettigheder, blev dermed dannet.

Sorte sydafrikanere måtte finde frem til nye former for forsvar af deres jord og deres frihed. I 1911 opfordrede Pixley ka Isaka Seme afrikanerne til at glemme fortidens uenigheder og gå sammen i en national organisation. Han sagde: ”Vi er et folk. Denne splittelse, disse jalousier er grunden til alle vores genvordigheder i dag”.

8. januar 1912 forsamledes repræsentanter for folkelige og kirkelige organisationer i Bloemfontein og dannede African National Congress (ANC). ANC erklærede som sit mål at samle alle afrikanere som et folk og forsvare deres rettigheder og frihed.

Mellem 1912 og 1948 havde ANC en velvillig holdning til dialog. På den tid troede ANC på en humanistisk indstilling hos hvide sydafrikanere. De troede på muligheden af at nå frem til en retfærdig afgørelse gennem overtalelse.

Denne tiltro blev afkræftet af et racistisk regime, som fremturede med sin politik, der tog sigte på at fratage de sorte sydafrikanere deres ejendom.

Denne stræben efter en løsning gennem dialog opgav ANC aldrig, men den blev senere suppleret med andre strategier, der havde til formål at sætte regimet under pres for at få det til forhandlingsbordet. Dialogen blev således ANC’s første grundpille under befrielseskampen.

Ny energi fra ungdommen

Med tiltagende angreb på sorte menneskers rettigheder og efter at apartheid var blevet erklæret som den statslige politik begyndte blandt andre ANC’s Youth League under ledelse af, blandt andre, Nelson Mandela, Walter Sisulu og Oliver Tambo inden for ANC at agitere for en ændret strategi. De så behovet for en mere militant reaktion fra ANC’s side.

ANC’s Youth League udarbejdede et Program for Aktıon(2) der opfordrede til strejker, boykotter og ulydighed. Det blev vedtaget af ANC i 1949, året efter at Nationalpartiet kom til magten. Ulydighedskampagnen var en af de første større kampagner, der blev organiseret for at gøre modstand mod apartheiden.

Med Ulydighedskampagnen” opstod der en massernes modstandsbevægelse mod apartheid. Formålet med apartheid var at adskille racerne fuldstændigt ved hjælp af love der omfattede stramme paslove og tvungne forflytninger af befolkningsgrupper. ”Ikke-europæere” gik gennem indgangsdøre, der var mærkede med skilte med teksten ”Kun europæere” og krævede at blive betjent ved ”Kun for hvide”-skranker på postkontorerne.

Sorte Afrikanere overtrådte paslovene og indere, farvede og hvide ”frivillige” bevægede sig ind i afrikanske townships uden tilladelse. Succesen med Ulydighedskampagnen opmuntrede til yderligere kampagner imod apartheidlovene.

Apartheidregeringen prøvede at stoppe Ulydighedskampagnen ved at forbyde lederne at deltage i møder og bevæge sig frit, og ved at vedtage nye love, der skulle forhindre offentlig ulydighed. Imidlertid havde kampagnen allerede gjort store fremskridt.

Den bevirkede et tættere samarbejde mellem ANC og South African Indian Congress (SAIC), fik deres medlemstal til at svulme op og førte til dannelsen af nye organisationer.

Alle organisationerne mødtes for at organisere en konference for alle befolkningsgrupper i Sydafrika. Den fremlagde de folkelige krav om det Sydafrika, de ønskede.

På Folkekongressen i Kliptown 26. juni 1955 vedtog man det Frihedscharter(3)der var udtryk for de folkelige krav.

Anti-pas kampagner blev på ny taget i brug i 1960. 21. marts blev folk bedt om at lade deres pas blive hjemme og forsamles på politistationer for at blive arresteret.

I Sharpeville åbnede politiet ild mod en ubevæbnet og fredelig skare, dræbte 69 og sårede 186. Det blev afslutningen på et årti med fredelige protester. ANC og Pan African Congress (PAC) blev forbudt og tusinder af aktivister blev arresteret.

I 1960 dannedes Umkhonto We Sizwe(4), den væbnede gren af ANC. Dens hovedmål var at angribe symboler på undertrykkelsen, ikke personer. Fra 1960 – næsten 50 år efter ANC’s dannelse – indtil dens integration i Sydafrikas Nationale Forsvar i 1994, var væbnet modstand den anden grundpille i ANC’s befrielseskamp.

Massemobilisering

De to grundpiller, dialog og væbnet modstand bidrog til apartheidens ophør, men langt den mest betydningsfulde var massemobiliseringen, den tredje grundpille.

De tidlige ANC- kampagner som Ulydighedskampagnen imod uretfærdige love i1950’erne blev belært af den analyse, at det er de undertrykte masser selv, der bestemmer, hvilken retning deres befrielseskamp skal slå ind på. Højdepunktet i massemobiliseringen var dannelsen af den Demokratiske Massebevægelse (MDM) i 80’erne.

Denne bevægelse blev dannet for at udfylde et tomrum, der opstod med forbuddet mod politisk aktivitet og politiske grupperinger, herunder ANC.

MDM samlede alle grupperinger, som var modstandere af apartheid, blandt dem fagforeninger, studenterorganisationer, NGO’er, borgerlige og akademiske grupperinger, sympatiserende kredse inden for erhvervslivet etc… Disse samledes alle under Den Forenede Demokratiske Front(UDF)’s banner.

En af de kampagner, der blev organiseret var kampagnen for at samle en million underskrifter til fordømmelse af apartheid i 1984. To år senere fandt den største ”Bliv-hjemme”-aktion i Sydafrikas historie sted. Andre aktioner var bl.a. en huslejeboykot i Soweto og en to-dages strejke i protest mod udelukkelsen af sorte mennesker fra parlamentariske valg.

Der er nogle få eksempler på hvordan MDM opretholdt en international boykotkamp, som var det største incitament til en overvældende reaktion, som medførte en vidtfavnende boykot af Sydafrika.

International pression og solidaritet

Med opfordringer til kampagner for international solidaritet og støtte fra resten af verden var den fjerde grundpille i kampen en kendsgerning.

Allerede i 1959 bad Albert Luthuli, ANC’s daværende formand, det britiske folk om at boykotte Sydafrika, da han udtalte: ”…ikke-hvide sydafrikanere har besvaret de angreb, der er blevet rettet mod dem ved at sende deputationer og fremlægge krav til myndighederne……Da disse tilnærmelser viste sig resultatløse gik de over til passiv modstand og siden boykot”(5).

Fra dette tidspunkt og fremover udsendte ANC delegationer for at henvende sig til det internationale samfund med budskabet om behovet for at få isoleret Sydafrika.

I 1962 udsendte Albert Luthuli og Martin Luther King i USA en appel mod apartheid. Opfordringen til international pression i form af boykotter, sanktioner og frigørelse fra økonomiske interesser i Sydafrika blev en vigtig fjerde grundpille i ANC’s kamp for demokrati.

Den internationale pression tog til i styrke og i 1969 beløb tilbagebetalingen af amerikanske bankers kreditlån sig til $ 40 mio., som blev opsagt, da institutioner og enkeltpersoner hævede $ 23 mio. i de berørte banker.

I 1973 blev lån på omkring $ 70 mio. hos et konsortium af amerikanske og europæiske banker opsagt. Denne udvikling fortsatte og Sydafrika dekreterede i 1985 et stop for afbetaling på gælden på grund af kapitalflugt.

Virkningen af opfordringer til boykot, sanktioner og frigørelse fra økonomiske interesser er ofte årtier om at vise sig, men når først resultaterne kan ses, fungerer de som en ”lavine” hvis slutresultat er det undertrykkende regimes undergang.

Succesen med opfordringer til international isolation af Sydafrika skyldtes delvis den aktivitet, der blev udfoldet af sydafrikanere i eksilet. De arbejdede utrætteligt for at få højnet bevidsthedsniveauet i det internationale samfund om de grusomheder, der blev begået af apartheidregimet.

Magten ligger i visionen

Frihedscharteret udtrykker i klart sprog visionen om det sydafrikanske folks fremtid. Det erklærer: ”Vi, Sydafrikas folk erklærer for at hele vort land og alverden skal vide det: At Sydafrika tilhører alle som bor i det, sorte som hvide , og at ingen regering kan gøre krav på myndighed med mindre den baserer sin politik på hele folkets ønsker; at vort folk er blevet berøvet sin umistelige ret til jord, frihed og fred af en regeringsform, der bygger på uretfærdighed og ulighed; at vort land aldrig vil blive velstående og eller frit før alle vore borgere lever i broderskab, nyder lige rettigheder og muligheder; at kun en demokratisk stat, der baserer sig på hele folkets vilje kan sikre alle deres umistelige ret uden skelnen til hudfarve, race, køn eller religiøs overbevisning. Og derfor vedtager vi, Sydafrikas folk, sorte og hvide i lighedens navn dette Frihedscharter. Og vi forpligter os til at stræbe i fællesskab uden at miste hverken styrke eller mod indtil de her nævnte demokratiske ændringer er indført.

I 1958 holdt ANC’s formand Albert Luthuli en tale med overskriften: ”Vor vision er et Demokratisk Samfund”. Han sagde: ”Er denne vision om et demokratisk samfund i Sydafrika en vision, der kan blive til virkelighed? Eller er den blot et fatamorgana?

Jeg siger, at den er en vision der kan gøres til virkelighed. For det ligger i menneskets natur at tørste efter og kæmpe for frihed. Kimen til frihed findes i hvert enkelt individ, i enhver, som er et menneskeligt væsen.

Faktisk er menneskehedens historie en historie om mennesket, der kæmper for og stræber efter frihed. Selve toppunktet af menneskelig formåen er visselig frihed og ikke slaveri. Ethvert menneskeligt væsen kæmper for at nå det toppunkt.(6)

Han havde ret.

Bangani Ngeleza og Adri Nieuwhof er uafhængige konsulenter og menneskerettighedsadvokater fra henholdsvis Sydafrika og Holland.

Fodnoter

1. Umzabalazo: A History of the African National Congress

2. Programme of Action: Statemant of Policy vedtaget på ANC’s årlige Konference (Decembre 17th 1949)

3. The Freedom Charter, vedtaget på Folkekongressen, Kliptown (June 26th 1955)

4. Manifesto of Umkhonto we Sizwe, pjece udgivet efter ordre fra Umkhonto we Sizwe (Decembre 16th 1961)

5. Udtalelse af Albert Luthuli (sammen med Dr. G.M. Naicker og Peter Brown), der opfordrer det britiske folk til at boykotte Sydafrika

6. Vor vision er et demokratisk samfund, Tale ved et offentligt møde organiseret af South African Congress (SAC) i Johannesburg i 1958. Luthuli blev eefter denne tale ramt af forbud mod politisk aktivitet.

Oversat fra engelsk for DPV af Karl Åge Angri Jacobsen

Dette indlæg blev udgivet i Gamle indlæg, Kommentarer. Bogmærk permalinket.