Vesten smadrer tro på demokrati

Arbejderen

Vesten smadrer tro på demokrati

Israel har aldrig anerkendt palæstinensernes ret til en levedygtig stat, men alligevel belønnes Israel af EU, kritiserer Rune Lund.

12. april 2006

– Det er uretfærdigt at straffe palæstinenserne kollektivt. Ja det er uretfærdigt overhovedet at straffe palæstinenserne for at have gennemført et demokratisk valg.

Det Palæstinensiske Selvstyres repræsentant i Danmark er oprevet over, at USA, EU og Danmark først stiller krav til palæstinenserne om at følge de demokratiske spilleregler, og når man så gør det, så falder hammeren alligevel. USA og EU har netop besluttet at suspendere støtten til selvstyret indtil Hamas anerkender Israel og opgiver væbnet kamp.

– Valget i januar var det mest demokratiske valg, der er foregået i Mellemøsten, siger Maie Sarraf til Arbejderen. Det er helt utilladeligt, at Vesten nu ikke vil anerkende palæstinensernes valg af Hamas, som regeringsparti.

Ali Khilleh, som er rådgiver ved dansk fagbevægelses projekter i Palæstina, deler denne holdning:

– Troen på demokratiet undergraves i Palæstina af disse sanktioner. Vesten svigter alle de gode kræfter, der arbejder for demokratiske værdier, ved ikke at anerkende valget af hamas, siger Khilleh til 3F`s netavis.

Maie Sarraf er fortørnet over, at det altid kun er palæstinenserne, som skal opfylde krav:

– Israel har ikke opfyldt deres forpligtelser, påpeger hun.

Det forhold peger også Enhedslistens Rune Lund på:

– Der hersker en beskæmmende dobbeltmoral i forhold til Palæstinakonflikten. Israel har aldrig anerkendt palæstinensernes ret til en levedygtig stat inden for de grænser, som FN`s resolutioner foreskriver, men alligevel belønnes Israel med lukrative handelsaftaler. Men når den nye palæstinensiske regering ikke ensidigt vil anerkende den israelske stat, skal palæstinenserne straffes, siger Rune Lund.

Han minder også om, at palæstinenserne er besatte og i henhold til FN-pagten har ret til at yde modstand – endog væbnet modstand, men naturligvis ikke terror mod civile.

Ali Khilleh oplyser, at Hamas ikke har brugt vold i over et år og har lovet at anerkende Israel, så snart Israel anerkender det palæstinensiske folk.

Dette indlæg blev udgivet i Gamle indlæg, Kommentarer. Bogmærk permalinket.