En stat, der bliver holdt som gidsel af organiseret kriminalitet

DPV

En stat, der bliver holdt som gidsel af organiseret kriminalitet.

Haaretz, søndag 22. januar 2006

Af Gideon Levy

Har Israel en organiseret kriminalitet? Er der en mekanisme af kriminalitet, der udstrækker sine fangarme langt ind i topledelsen hos regeringen, hæren, politiet og dommerne, og som skaber frygt? Er der en veletableret institution med en ledelse af “godfathers” og “soldater”, som står under dets kommando, og som opererer frit under en anstændig facade? Påtvinger denne organiserede kriminelle institution hele det israelske samfund en frygt ved at udsætte dets sikkerhed og velbefindende for fare?

Uheldigvis, svaret på alle disse spørgsmål er bekræftende. I Israel eksisterer den organiserede kriminalitet, og den er yderst magtfuld. Rækkevidden af dens medlemmer strækker sig ind i regeringens sale og lovgivningens gange. De har et tilsyneladende respektabelt ydre og en velorganiseret struktur med “godfatherrabbinere” og en hær af soldater, som de kommanderer over. De intimiderer deres omgivelser, og de udsætter hele samfundets velbefindende og sikkerhed for fare. De kaldes bosættere.

Borgere, som lever i en stat, forpestet af den organiserede kriminalitet, retter deres klager hovedsageligt til lovinstitutionerne, der stort set er hjælpeløse i beskyttelsen af det konstitutionelle velbefindende. Nu, da det ser ud til, at israelerne endelig er begyndt at føle afsky for det, der sker på Vestbredden, burde de rette deres klager til dem, der satte mekanismen af kriminalitet i stand til at dominere statens magtcentre og gøre lige det, den ønskede i de okkuperede områder.

Ligesom i kriminalitetsplagede regioner, er der også her et ekstraterritorialt område, der ligger uden for og over loven. Det er ligesom Pardes Daka i Jaffa, et område politiet i årevis tøvede med at bevæge sig ind i på grund af frygt, påført af den kriminelle familie, der dominerede det. Sådan er det også i Amona, Hebron, Skali Farmen og Hill 725.

For tiden er det “in” at være chokeret over Hebron-bosætternes aktioner. Selv fungerede premierminister Ehud Olmert truer med at blive barsk over for lovbryderne. Forsvarsminister Shaul Mofaz skiftede hurtigt synspunkt, hvilket han har for sædvane at gøre, idet han tilpassede sig den nye tone ved at sige, at alle de “kriminelle” skulle fordrives fra Hebron. Hvem var det, han helt præcist refererede til? Kun til dem der satte sig op mod IDF-soldaterne. Og hvor har han været indtil nu? Den forgangne stilhed kaster et hyklerisk skær på ministrenes choktilstand og offentlighedens i almindelighed: I årevis har bosætterne i Hebron faret frem over for deres palæstinensiske naboer, indtil de sidstnævnte blev tvunget til at forlade deres hjem og butikker og flygte. Enhver der besøger Hebron kan se en spøgelsesby, men kun få i Israel ønskede at vide noget derom, og endnu færre var chokerede og aktionerede imod det. Kun da bosætterne vovede at gå imod soldater og politi, lød der et ramaskrig. Men dette skrig burde være rettet mod dem, der tillod at forbrydelsen blomstrede i årenes løb.

Dette involverer ikke alene soldater, politi og Shin Bet agenter, som havde kendskab til det, holdt det hemmeligt og endda støttede det. Som med al organiseret kriminalitet er omfattende dele af regeringen involveret.

Boligministeriet, IDF og civiladministrationen, som oprettede alle de “illegale udposter” med infrastruktur, tog del i konstruktionprocessen og sørgede for beskyttelse og assistance, asfalterede vejene, sørgede for vandforsyningen og elektricitet – de er alle involveret i forbrydelsen. Denne udøvende afdeling gjorde det lettere for de kriminelle familier at udvide deres kontrol med Vestbredden, og – som med al organiseret kriminalitet – har retsvæsenet været en part af korruptionen.

Højesteret, som nu på begæring er ved at udsætte kendelsen mod adskillige af udposterne, må også påtage sig noget af skylden. F.eks. er historien med konstruktionen af Amona instruktiv: Den blev bygget på privat palæstinensisk jord tilbage i 1995. Boligministeriet skaffede 2,1 millioner NIS til finansiering af infrastrukturen, uden at der var en byggetilladelse. Så hvorfor skulle vi klage

over beboerne i Amona, når staten støttede konstruktionen af deres udpost økonomisk?

Selv da civiladministrationen i oktober 2004 udstedte ordre om, at ni kæmpe enfamilieshuse i Amona skulle nedrives, var der ikke en, der løftede en finger. Det er sådan, det er, når frygten for organiseret kriminalitet gennemtrænger lovsystemet. Det krævede, at “Peace Now” tog affære, før Højesteret begyndte at diskutere nedrivningen af illegale bygninger.

Men Højesteret handlede, som den altid gør på begæringer af denne type: Der var ikke noget, der hastede. I sidste uge fik bosætterne endnu en udsættelse, skønt det ikke er klart hvorfor. Højesteret havde heller ikke hastværk hvad angår besætterne af Hebrons stormarked.

Siden juni 2001, da civiladministrationen udstedte en evakueringsordre, har ikke så få bosætterbørn haft tid til at spytte ældre palæstinensere i ansigtet. I 2003 lovede staten Højesteret at evakuere besætterne, men der er ikke gjort en pind for at iværksætte denne forpligtelse.

Højesteret har ikke altid handlet sådan. Da ni beboere i Rafah i maj 2004 bad om, at deres huse ikke blev nedrevet, udstedte dommer Eliahu Mazza en sidsteøjebliks, midlertidig ordre mod nedrivningen, men retten behøvede kun 48 timer til at annullere dette, og husene blev jævnet med jorden.

Hver gang palæstinensere har ansøgt om, at deres huse ikke blev nedrevet, har Højesteret handlet hurtigt og beslutsomt i afvisningen af anmodningerne. Når den finder det passende, er Højesteret et hurtigt og effektivt instrument.

Der er ingen grund til at blive opstemt over, at en håndfuld besættere fra Amona og Hebron markedet nu bliver evakueret. Den virkelige nationale mission er at rense ud i alle centrene af organiseret kriminalitet.

Olmert, som førte en velpubliceret krig mod et organiseret kriminelt apparat, burde vide dette. Det kriminelle apparat, han nu står over for er stærkt, voldsomt og umådeligt farligere end Sibonibrødrene fra Mevasseret Yerushalayim, som han konfronterede for nøjagtig 30 år siden. Dengang stod han overfor dem, der intimiderede en lille by. Nu står han overfor dem, der holder en hel stat som gidsel.

Oversat af Flemming Dyrman

Comments are closed.