Hvidvaskningen af Ariel Sharon

The Electronic Intifada

Hvidvaskningen af Ariel Sharon

Saree Makdisi, The Electronic Intifada, 8. januar 2006

Nu da Ariel Sharons karriere har nået sit slutpunkt er hvidvaskningen allerede gået i gang. Bogstaveligt talt fra den ene dag til den anden blev han hyldet som ”en modets og fredens mand”, som havde opvakt ”forhåbninger om en omfattende aftale” med en valgkampagne der lovede ”at afslutte konflikten med palæstinenserne”.

Men selv om en vurdering ved enden af et karriereforløb ofte modellerer sandheden og selv om mange mennesker falder for det gamle ord om den bistre gamle kriger der på mirakuløs vis bliver til en fredens mand, er det i virkeligheden sådan, at mirakler ikke forekommer og kun sjældent har ord og virkelighed været adskilt af en så gabende afgrund.

Fra begyndelsen til afslutningen på sin karriere var Sharon et menneske, der førte sig frem med en skånselsløs og ofte unødig brutalitet. Milepælene i hans karriere er alle gennemvædede af blod, fra den massakre han, som han stod i spidsen for i landsbyen Qibya i 1953, hvor hans tropper tilintetgjorde hele huse med deres beboere – mænd, kvinder og børn – der stadig befandt sig inde i husene, til den alt-på-sin-vej-ødelæggende invasion i Libanon i 1982, da hans hær belejrede Beirut, lukkede for vand, elektricitet og fødevfareforsyninger og udsatte byens ulykkelige indbyggere flere for uger lange bombardementer fqa landjorden, fra søen og fra luften.

Som en helt igennem unødig ekstragevinst muliggjorde Sharon og hans hær senere massakren på hundreder af palæstinensere i flygtningel3jrene Sabra og Chatila, og ialt blev omkring 20.000 mennesker – næsten alle sagesløse civile – dræbt under hans fremturen i Libanon.

Sharons holdning tril at skabe fred i de senere år var ikke meget forskellig fas hans holdning til krig. Udenretlige mord, omfattende husødelæggelser, bygningen af afskyelige barrierer og mure, fordrivelser af befolkninger og illegale annektioner – det varr hans varemærke som ”en modets og fredens mand”.

Nogle kan måske trøste sig med den myte, at Sharon blev forvandlet til en fredsmager, men faktisk afveg han aldrig fra sit eget opråb i 1998 om ”skyndse sig at indtage så mange bakketoppe” som muligt i de besatte territorier.

Hans plan for fred med palæstinenserne omfattede at tiltage sig store dele af Vestbredden for i sidste ende at annektere dem til Israel og overlade de smadrede, omringede, afsondrede og indbyrdes adskilte og golde rester af territorium, der blev tilbage til hvad kun en tåbe ville kalde en palæstinensisk stat.

Sharions ”smertelige ofre” for at opnå fred har måske medført , at Israel beholder mindre, snarere end mere, af det område, som det erobrede voldeligt og ulovligt har holdt fast i gennem fire årtier., men kun få synes at have været opmærksomme på, at det fakrisk ikke er noget offer at tilbagelevere noget, som ikke var ens eget til en begyndelse.

Hans meget opreklamerede tilbagetrækning gta Gaza efterlod 1.400.000 palæstinensere i hvad der i alt væsentligt er verdens største fængsel, afsondrede fra resten af verden og i lige så høj grad som før underkastet Israels magt.

Den gjorde også en ende på muligheden for en to-statsløsning ved at dømme palæstineserne til at henleve deres liv i en række indsbyreds isolerede bantustans, ghettoer, reservater og strategiske smålandsbyer, som helt bliver underlagt Israels vilje.

Det er ikke fred. Som Crazy Horse* eller Sitting Bull* ville have indset det ved et første øjekast, er det et forsøg på at pacificere et helt folk ved at trvinge det ud i umenneskelig skyggetilværelse. Intet mindre end et egentligt folkemord – for hvilket Sharons formel blot var en slags erstatning.- ville kunne få palæstinenserne til frivilligt at acceptere et sådant arrangement, eller folrnmægte sig selv på nogen anden måde.

Og uanset hvilken israelsk politiker, der nu overtager Sharons blodige hverv, vil en sådan holdning til fred altid komme til kort.

*Crazy Horse og Sitting Bull er navnene på to nordamerikanske indianerhøvdinge, som kæmpede mod europæernes indtrængen på deres områder

Oversat fra engelsk og redigeret for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen

Comments are closed.