Bomben i Netanya spreder politiske spørgsmål for alle vinde

Inter Press Service

Bomben i Netanya spreder politiske spørgsmål for alle vinde

Af Peter Hirschberg, Inter Press Service, 8. december 2005

JERUSALEM – Knapt var de israelske sikkerhedsstyrker færdige med at evakuere de døde og sårede fra det sted, hvor en selvmordsbombe dræbte fem mennesker i kystbyen Netanya i mandags, før der var gang i spekulationerne.

Hvad bliver resultatet af den første bombe der går af under valgkampen i 2006? Vil lederen af Arbejderpartiet Amir Peretz, der er en stor tilhænger af sociale forandringer og har sat dem på dagsordenen, miste stemmer? Bliver det en fordel for premierminister Ariel Sharon, der forlod Likudpartiet for at starte sig eget midterparti? Eller bliver det den hårde kerne i Likud, der har anklaget Sharon for at opmuntre militante palæstinensere med sin tilbagetrækning, der trækker det længste strå?

Palæstinensisk vold har haft en betydelig/afgørende indflydelse på valgresultater i Israel siden 1980erne og har næsten altid været den udfordrende part behjælpelig med at vippe den siddende premierminister af pinden.

Efter en bølge af knivoverfald i Israel, blev premierminister Yitzhak Shamir væltet af lederen af Arbejderpartiet Yitzak Rabin ved valget i 1992. Den tidligere leder af Arbejderpartiet, Shimon Peres, tabte et valg to gange p.gr.a. terrorisme: i 1988 lykkedes det ham ikke at blive valgt efter at en benzinbombe få dage før valget blev smidt mod en bus nær Vestbred-byen Jeriko. En mor og hendes tre børn blev dræbt.

I 1996 mistede han et tocifret forspring i meningsmålingerne p.gr.a. en stribe Hamas-selvmordsbomber, hvor tres israelere blev dræbt. Han blev med en snæver margen slået af Benjamin Netanyahu, der dengang var leder af Likud.

I 2001, blot få måneder efter at fredsforhandlingerne i Camp David var brudt sammen og efter Intifadaen var brudt ud, vandt Ariel Sharon stort over premierminister Ehud Barak fra Arbejderpartiet. Hvis man følger denne logik, skulle Sharon have svært ved at sove i øjeblikket. Han håber sandsynligvis på, at hvis terroren eskalerer i takt med at valgdagen d. 28. marts nærmer sig, så vil han være i stand til at udfordre det monster, der har tegnet sig ved de tidligere valg.

Der kan være noget om snakken: Selvom Sharon overlod Gaza til palæstinenserne, så gjorde han det ensidigt og nægtede at indlade sig på forhandlinger. Da tilbagetrækningen også var blandet med en tung dosis skepsis over for palæstinenserne, så gav det premierministeren en hel del immunitet i forhold til terrorangreb som det i Netanya.

Den israelske offentlighed, som mere og mere hælder til den overbevisning, at Israel ikke kan blive ved med at kontrollere palæstinenserne, men som heller ikke tror på, at en endelig fredsløsning kan opnås med dem, betragtede Sharons tilbagetrækning fra Gaza som en modig og pragmatisk taktisk manøvre.

Mest sårbar er tilsyneladende lederen af Arbejderpartiet. Hans kampagne har fokuseret næsten udelukkende på socio-økonomiske emner, samtidig med at han har anklaget Sharon-regeringen for at have gjort forskellen mellem rig og fattig større og for at forværre fattigdommen i Israel. Han har helt påfaldende undladt at komme ind på sikkerhedsspørgsmål.

Siden han til alles overraskelse vandt afstemningen i Arbejderpartiet for en måned siden, er det lykkedes for ham at sætte dagsordenen samtidig med, at han har tvunget politikere til at tage stilling til sociale spørgsmål og ikke blot sikkerhedsspørgsmål. Efter Peretz blev valgt, har Sharon pludselig opdaget, at der er fattige mennesker i Israel, og han har erklæret ”krig mod fattigdom”.

I mellemtiden har de forskellige kandidater i Likud, der kæmper om at blive leder af partiet, desperat forsøgt at overgå hinanden i forhold til at portrættere sig selv som de fattiges forsvarere. Men bomben har indtil videre i hvert fald sat en stopper for den sociale debat. Og Peretz har set udpræget utilpas ud over denne pludselige ændring.

Han skyndte at udsende en udtalelse, hvor han fordømte bomben i Netanya – han lovede “en kompromisløs krig” mod terror – og han indkaldte hurtigt eksgeneralerne i sit parti til en form for skyggekabinet-møde om angrebet, som mest forekom som en mulighed for at få taget nogle pressebilleder. Begge handlinger syntes at underbygge fornemmelsen af, at Peretz, den tidligere leder af landets samlede fagforeninger, føler sig sårbar, når det drejer sig om sikkerhedsemner.

En meningsmåling, der blev offentliggjort tirsdag aften af israelsk tv, bekræftede denne sårbarhed.

Over 50% af de adspurgte svarede, at de stolede på at Sharon, som er tidligere general, effektivt kan svare igen på palæstinensiske angreb; kun 13% mente, at Peretz vidste, hvordan man skulle svare effektivt igen, hvis han var premierminister.

Hvis volden eskalerer, ville Sharon dog være sårbar over for kritik fra det yderste højre, som i øjeblikket uofficielt bliver ledet af Benjamin Netanyahu. Den tidligere finansminister trak sig tilbage i protest mod tilbagetrækningen fra Gaza i august og er nu hovedkandidaten i kapløbet om at blive Likuds leder efter Sharon. Han og andre i partiet har angrebet Sharon og hævdet, at hans beslutning om at trække sig ud af Gaza, har været et incitament for militante grupper til at fortsætte deres angreb.

Blot få timer efter bombningen kaldte ultrahøjrepolitikeren fra Likud, Uzi Landau, tilbagetrækningen fra Gaza for “at overgive sig til terrorisme” og “et tegn på, at der var mere i vente”, såfremt regeringen blev ved med at give jord til palæstinenserne.

Nu har den dueagtige Shimon Peres naglet Arbejderpartiet fast til Likud og tvunget partiet til at bakke op om Sharon og derfor vil Likud også forsøge at skabe det billede, at premierministeren er drejet farligt mod venstre,– og det er et budskab, der vil noget, specielt i en atmosfære af stigende vold.

Som det har været tilfældet i næsten alle seks valgkampe i Israel siden 1988, bliver det måske igen palæstinenserne – i det mindste de militante af dem – som får lov til at bestemme udfaldet af valget.

http://www.antiwar.com/orig/hirschberg.php?articleid=8224

Oversættelse: Ulla Lundberg

Comments are closed.