Peretz eller Fiasko

Haaretz

Peretz eller Fiasko

Af Jeff Halper, 23. november 2005

Indtil 10. november var min prognose for apartheidens fremskridt i Israel/Palestina på rette spor. Sharon havde en stram tidsplan. Med en stabil regering, der ville holde sammen indtil valget i november 2006, ville han handle hurtigt for at grundfæste den sidste del af sit livsværk: At bestemme Israels definitive grænser (markeret af bosættelserne og ”adskillelsesbarrierens” linieføring mod vest og Jordan-floden og Dødehavet mod øst) og spærre palæstinenserne inde i en drastisk beskåret ministat bestående af omkring 5 kanton’er uden grænser, der ikke er underkastet overopsyn.

Dette måtte gennemføres ensidigt, eftersom Israel absolut intet har at tilbyde palæstinenserne, som man kunne forestille sig, at de ville acceptere. Sharon havde fuldført sit 28-års projekt med at etablere uafvendelige ”facts on the ground” på Vestbredden og i ”Storjerusalem”.

Han nød godt af opbakning fra Bush-regeringen og – endnu vigtigere – fra begge partier i Kongressens to kamre som, i juni 2004, næsten enstemmigt godkendte Bush-Sharon-brevvekslingen, som anerkendte Israels de facto annektion af de største bosætterblokke.

Road Map-initiativet, det eneste der kunne have reddet to-statsløsningen, var afgået ved en stille død. Jeg forudsagde, at i løbet af seks måneder, ville aparetheiden være en etableret kendsgerning. Israel ville officielt ekspandere til at omfatte 85-90% af området vest for Jordan-floden, palæstinenserne ville få overladt deres (Sharons betegnelse) – kantoniserede stat på de tiloversblevne 10 – 15 % og Israels version af ”to-stat-løsningen” ville bære frugt. Sharon kunne så trække sig tilbage til sin ranch uden behov for at stille op til en tredje regeringsperiode.

Valget af Amir Peretz til at lede Arbejderpartiet ændrede tidsplanen; det har endnu ikke vist sig om det faktisk vil ændre prognosen. Ikke på grund af Peretz selv. Jeg er ikke i tvivl om, at han forstår betydningen af en retfærdig fred for alle involverede parter, de arbejdende klasser i Israel først og fremmest.

Hans erklærede ønske om at løse konflikten udspringer ikke alene af et engagement for fred med palæstinenserne, men af en forståelse af at de ressourcer, forvredne prioriteringer og den sociale polarisering, som besættelsen kræver ikke kan bringes i samklang med social og økonomisk retfærdighed.

”Jeg har ikke til hensigt”, sagde han i et interview med den hebræiske avis Yediot Akhronot 18. november, ”at fortsætte den vanvittige og fantasibaserede kampagne med massive investeringer i bosættelserne og bygning af boligenheder, som vil forblive tomme og landeveje, som ikke bliver benyttede, blot for siden hen at skulle investere yderligere milliarder i at få dem revet ned, som det skete ved tilbagetrækningen (fra Gaza-striben,o.a.)”

”I årevis drænede den fantasibaserede drøm om Storisrael alle de budgetter, der kunne have været anvendt til at lukke sociale kløfter, til sundhedsarbejde, til uddannelse, til velfærd, til kultur, til infrastruktur.”

”Jeg vil fortælle indbyggerne i Yeruhan og Kiryat Shmona (hensygnende byer i den israelske ”periferi”) at det hjerteskærende drama, de blev vidne til i Gush Katif (i Gaza-striben under tilbagetrækningen) da bulldozerne smadrede villaerne med deres røde teglstenstage, var det der begravede deres uddannelses- og sundhedsbudgetter og gjorde en ende på bosætteræraen”. Det er et budskab, som den israelske fredslejr længe har prøvet at bibringe de arbejdende klasser. Når det kommer fra Peretz kan det meget vel blive forstået og gøre en forskel.

Valget af Peretz har opvakt store forhåbninger blandt mange israelere af alle anskuelser, som har været henvist til mismodig venten gennem det sidste årti. Et altoverskyggende spørgsmål er imidlertid ,om Peretz er for god til at være sand. Han er et pust af frisk luft, men i et parti der

stinker af forrådnelse. Arbejderpartiet har for længst ophørt med at være et alternativ til Likud. Peretz måtte gribe ind og fjerne Arbejderpartiets ministre fra deres ministertaburetter og personligt overrække dem fratrædelsesbegæringer – de skulle blot skrive under.

Shimon Peres vil muligvis endnu tilslutte sig Sharons nye parti, lige som en anden af Arbejderpartiets veteraner, Knesset-medlemmet Haim Ramon (om end Peres’s familie lader til at

være i være med at overtale ham til ikke at gøre det). Med en kraftig indflydelse i ledelsen fra ”centristiske” generaler kunne Arbejderpartiet stadig vælge at forholde sig til Peretz som det gjorde over for en anden af deres egne, Amram Mitzna: Isolere ham så han taber valget og ”leverer partiet tilbage” til dem.

En af de såkaldte ”fredsgeneraler” Ami Ayalon har allerede påtaget sig den opgave at frembringe en ”acceptabel” Peretz: At fjerne Peretz’s image som ”venstreorienteret” og undgå positive kommentarer om Oslo-processen eller Geneve-initiativet (”Jeg er ikke Geneve!” råbte Peretz gentagne gange fra talerstolen ved et nyligt møde i Arbejderpartiet).

I et nedslående indslag på TV sagde Ayalon, at Arbejderpartiet-Peretz ville insistere på, at bibeholde Vestbredden og bosætterblokkene i Østjerusalem og aldrig ville gå med til, at ”så meget som en eneste palæstinenser vendte tilbage til selve Israel”. Hvorvidt han – Peretz – kan opretholde integriteten i sin politiske tænkning i Arbejderpartiet, det må fremtiden vise.

Det forestående valg i marts fremstilles som en tresporet vej, hvis ene spor peger mod venstre:(Peretz) imod centrum (Sharon) og højrefløjen (Netanyahu). Men der er faktisk tale om en tosporet vej. Peretz, som helt berettiget kan kaldes venstrefløjens kandidat både på grund af hans progressive sociale synspunkter og hans engagement for en retfærdig fred med palæstinenserne., er oppe i en ulige kamp imod et opbud af tre højrefløjsgrupperinger: Netanyahus Likud som afviser nogen form for palæstinensisk stat overhovedet; Sharons nye ”centerparti” som lader til at gå ind for en to-stats-løsning, men som faktisk har kurs mod unilateral apartheid; og et Arbejderparti, der mere eller mindre følger Sharon.

Selv hvis Peretz vinder valget (hvilket er muligt trods de første meningsmålinger, som giver Sharon en føring på 37% mod Peretz’s 22%, står han over for skræmmende udfordringer. Han har meget færre koalitionsspartnere end højrefløjen. Så selv hvis han forøger Arbejderpartiets mandattal i Knesset fra de nuværende 22 til 30 (eller endog 35, uf af 120), står han med kun det lillebitte Meretz (med måske 5 – 6 mandater) som koalitionspartner og måske et eller to arabiske partier, hvilket gør det tvivlsomt om han kan danne regering. (Man bør ikke glemme, at Rabins regering blev anset for illegitim, fordi den ikke havde ”et jødisk flertal”).

Sharon og Netanyahu vil derimod hver for sig tilsammen vinde flere mandater end Likud har i dag

(helt op til 45 – 30 til Sharon og 15 til Likud), og deres koalitionspartnere strækker sig fra de sekulære middelklasseparti Shinui over the ultra-ortodokse Sephardi-parti Shas og ind i en koalitioner på den yderste højrefløj. Og således vil højrefløjen med nogen genoprettelse af indre sammenhold og diplomati mellem sekulære og religiøse partier sandsynligvis kunne danne en regering. Peretz er allerede under pres fra sine partifæller om ikke at lukke af for fremtidige koalitioner med højrefløjen – et dårligt tegn.

Det er svært at afgøre om den største trussel mod Peretz er højrefløjen eller hans eget fordums Arbejderparti. Faren er at en ”indpakket” Peretz kunne miste den charme, spontanitet, undertiden brutale ærlighed og græsrodsinstinkt, som gør ham – og potentielt hans budskab og hans program – så tiltrækkende og anderledes. Dagens politiske vittighedstegning i Haaretz viser Sharon, Netanyahu og Peretz, der står og skubber til hinanden for at være ”i centrum”.

Kan han vinde over systemet? Det er tvivlsomt, om ikke af anden grund så på grund af Israels proportionalvalgsystem, som sætter vælgerne ud af spillet og giver politiske partier ret til at danne koalitionsregeringer, som frustrerer, nogle gange endog trodser offentlighedens vilje.

Prognose? Gramsci taler om ”intellektets pessimisme, viljens optimisme”. Hvis Peretz vinder – og der er ikke nogen helt umulig vision – så vil fredskræfterne stadig have en mulighed for at kæmpe sig frem til at afværge apartheid og nå frem til en acceptabel, omend muligvis ikke helt retfærdig to-stats-løsning med palæstinenserne.

Hvis Peretz taber eller det ikke lykkes for ham at danne en stabil regering, vil Sharons march frem mod apartheid-samfundet kun have lidt et mindre tilbageslag. Sharon kunne endog komme igen med et styrket mandat og gennemtvinge en unilateral ”fred”. Netop i dag bliver han citeret i Haaretz for at fortælle på det første møde i sit nye parti, at hans vigtigste mål vil være at ”lægge grundstenen til en fred hvormed vi fastsætter statens permanente grænser, mens vi insisterer på, at terrororganisationerne skal opløses”. Han vil tilbyde palæstinenserne ”uafhængighed” – men samtidigt med at han forkaster det princip, der har været fundamentalt for en to-stats-løsning siden 1967: Land for fred.

Hvad betyder dette? Et ekspanderet Israel inkorporerer bosætterblokkene og et ”Storjerusalem”; palæstinenserne bliver spærret inde i drastisk reducerede, ikke-fremkommelige, halvt suveræne bantustans. To-stats-løsningen vil – for mig at se – have fået et dødsstød. I den situation vil det internationale samfund være nødt til at tage karakteren af sin kamp for en retfærdig fred i Israel/Palæstina op til fornyet overvejelse og gå fra en kampagne for at få besættelsen bragt til ophør (hvilket Sharon vil påstå, at han har gjort ved at give palæstinenserne ”uafhængighed”) til en antiapartheidkampagne. Eftersom vi HAR besejret ét apartheidregime burde ”viljens optimisme” være tilstrækkelig til bære os igennem de dystre tider vi muligvis går i møde.

Oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen

Comments are closed.