Israels grimme ansigt ovefor dets palæstinensiske medborgere

DPV

Israels grimme ansigt ovefor dets palæstinensiske medborgere

Af Avigail Abarbanel, Den elektroniske Intifada, 17. november 2005

Susan Nathans nye bog : Den Anden Side af Israel / Min Rejse gennem den Jødisk / Arabiske kløft, beretter om hendes nylige erfaring med at få Aliya til Israel ved at kræve hendes ret til øjeblikkeligt statsborgerskab iflg. israelsk lov om tilbagevendelse. Vokset op i et zionistisk hjem med mere end en erfaring om antisemitisme, er Nathan i beg. begejstret for Zionismen og forelsket i ideen om den Israelske Stat, og hvad hun mener, den står for.

Imidlertid varer det ikke længe, før den boble brister, og hun begynder at se den mindre idealistiske side af Israel. Nathan beslutter at flytte fra sin komfortable lejlighed i Tel – Aviv til den arabiske by Tamra i Galilæa. Hendes enestånde og usædvanlige flytning tiltrækker sig en hel del kritik og fordømmelse både fra hendes engelske og israelske venner ( hvoraf de fleste betragter sig selv som venstreorienterede). I sidste ende koster denne beslutning hende disse bekendtskaber.

I Tamra finder Natahan sig selv i en hel anden virkelighed.

Hun bliver vidne til, hvordan palæstinensere, som tekniske set er borgere i Israel, bliver behandlet ringere end andenklasses borgere, som bor i en politistat af den værste slags, og som ikke får lov til at nyde samme demokrati og levemåde som deres jødiske ligemænd. Sandelig, retten til at bo hvor man vil, var reserveret jøder og nægtet Nathans nye arabiske naboer.

Nathan lægger mærke til de andre metoder, som Israel bruger, for at gøre livet for dets palæstinensiske borgere så ubærligt for dem, at de vælger at rejse. Shin Bet ( Israels internationale sikkerhedstjeneste ) bruger “lovlige” og knap-så-lovlige statslige midler til at holde alle “israelske arabere “ under konstant overvågning og i bund og grund kontrollere ethvert aspekt af deres liv.

Hertil kommer, at den israelske stat benytter sit bureaukrati til at forhindre arabiske byer i at udvide sig for at huse deres voksende befolkning, samt gør alt, hvad der står i deres magt for at sikre, at israelske arabere lever under forhold, som resten af det israelske samfund ikke ville tolerere.

De arabiske borgere i Israel mangler endog de mest basale tjenester og forhold, så som boliger, sundhedsfaciliteter, undervisning og infrastruktur, som israelske jøder tager fore givet. Rigtige biografer, restauranter, fælles mødesteder, klasseværelser og lærebøger, ja selv rigtige gadenavne og numre er ukendte i mange byer. Livet for palæstinensiske borgere i Israel er fyldt med en retfærdig frygt som resultat af den ydmygelse, dybe diskrimination, lidelse og hårde behandling, de møder dagligt.

Nathan mener, at Isarel også har bestemte regler for palæstinensisk identitet : Undervisere kan ikke undervise i palæstinensisk historie i skolerne, de har kun lov til at undervise i det materiale, som er godkendt af staten, sædvanligvis kun set gennem zionistiske briller.

Lærere, som vover at nævne noget som helst om Naqba ( fordrivelsen af over 750.000 palæstinensere fra deres jord, gennem oprettelsen af staten Israel ) kan miste deres job og befinder sig i fare. Desuden skal enhver udnævnelse af en lærer i en arabisk skole godkendes af Shin Bet.

Men det som Nathan finder afgørende er, at der uden tvivl er to stater i Israel, en for jøder og en for arabere. Den stat araberne bor i, er langt fra demokratisk, men mere lig med en ond politistat. Og Nathan understreger, at israelske jøder enten er uvidende om dette, eller hvis de er, tror de, at dette er tingenes rette tilstand, retfærdiggjort af sikkerhedsmæssige årsager.

Nathans erfaring understreges af Dr.Uri Davis´s holdning, at anti – palæstinensisk / anti – arabisk racisme i Israel ikke bare er en holdning blandt folk, men en dybt forankret og udtalt statspolitik. Endvidere er denne stats-sanktionerede racisme med overlæg blevet skjult bag lag af bureaukrati og klog lovgivning, som effektivt gør den usynlig for den ydre verden.

Denne form for racisme er så vidt udbredt, at dem, der siger deres mening om racisme mod arabere, ligesom Nathan har afsløret, bliver stemplet som en risiko og en potentiel fjende. Nathan bliver nu behandet som forræder i Israel og bliver betragtet af israelske myndigheder med mistro, og når hun rejser ud og ind af landet, bliver hun behandlet på samme måde som sine palæstinensiske venner, som om hun var en potentiel trussel mod statens sikkerhed.

Nathans sobre historier beviser uden tvivl, at Israel ikke er spor mere demokratisk end det tidligere apartheid – regime i Sydafrika –et demokrati for en udvalgt del af befolkningen og en grim og undertrykkende politistat for den anden.

Oversat fra engelsk for DPV af Birthe H.Christensen

Comments are closed.