Hold dialogen åben

Guardian

Hold dialogen åben

af Gargi Bhattacharyya, The Guardian, 18. november 2005

Efter at have deltaget i en række møder om den akademiske boykot af Israel fastholder Gargi Bhattacharyya stadig, at sagen ikke drejer sig om boykotten – den drejer sig om besættelsen.

Efter sidste forårs kontrovers om den akademiske boykot og en kort sommerpause har det været en travl måned med møder om Palæstina og uddannelse. I denne uge gik David Hirsch og Ilan Pappe op mod hinanden i Birmingham for at debattere den akademiske boykot af israelske universiteter.

For hvem der måtte have klaret at undgå den omfattende mediedækning af dette spørgsmål, er Hirsch medgrundlægger af “Engage”, kampagnegruppen mod en akademisk boykot af Israel. Pappe er en akademiker ansat ved Universitetet i Haifa og en af de mest kendte israelske fortalere for en boykot.

Jeg skal fra starten sige at dette ikke var det sjoveste møde jag har overværet – og bedrøveligvis er jeg én der tror at møder kan være sjove.

Den akademiske boykot har været kontroversiel – for at sige det mildt – og debatten har været dybtfølt, skarp og af og til grænsende til det truende. I Birmingham syntes en væsentlig del af forsamlingen at være kommet for at ytre deres modsætning mod Pappe selv snarere end mod boykotten eller nogen anden sag.

En anden mindre gruppe, inklusive mig selv, kom med alvorlige mistanker omkring projektet “Engage”. Selv om begge talere præsenterede tankevækkende om end kontroversielle beretninger om deres positioner, er jeg ikke så sikker på at forsamlingen følte de var engagerede i debatten.

Hirsch sagde klart at han var imod besættelsen af Palæstina og støttede palæstinensernes rettigheder, men at han ikke var enig i taktikken med boykot, som han anså for at virke mod hensigten og gå antisemitternes ærinde.

Pappe talte om de grusomheder mod palæstinenserne som han havde overværet, og grundene til at han troede, at kun presset fra internationale sanktioner kunne ændre opinionen i Israel.

Selv om man skulle synes at der politisk var nogen fælles grund mellem disse to positioner, var diskussionen fra gulvet ikke om, hvordan man bedst kunne støtte palæstinenserne.

Et stort antal indlæg angreb Ilan Pappe for at hævde at palæstinenserne var dem der led nød og behøvede støtte – fordi, påstod man, dette var et ensidigt og voldeligt synspunkt. Pro-palæstinensiske talere følte at de måtte svare på påstanden om antisemitisme – forståeligt nok, da det var sådan debatten var sat op.

Ét medlem af forsamlingen udtrykte sin beklagelse af at diskussionen ikke kunne gennemføres på en måde som var mere i overensstemmelse med dialogtraditionerne i jødisk åndsvidenskab. Jeg klappede ad ham – men ikke ret mange andre gjorde.

Ugen før havde jeg været til Edward Sa’id Mindeforelæsningen, en begivenhed jeg forventer vil blive forbudt i fremtiden som en glorificering af terrorisme.

Dèr hævdede Tariq Ali at den liberale samvittighed i Vesten var lukket ned i forhold til Palæstina og palæstinensernes lidelse, ikke mindst fordi der var så lille adgang i Vesten til at rapportere om livet i de besatte territorier, eller presseanalyse som talte palæstinensernes sag.

Jeg er ikke sikker på at Sa’id selv ville give op så let mht. den liberale samvittighed – men hver gang folk foreslår at det er op til os som vestlige akademikere, fagforeningsmedlemmer, fredsaktivister eller almindelige velmenende at få begge sider sammen og hjælpe dem med at tale deres misforståelser igennem, tror jeg at jeg er ved at få en fornemmelse af hvad Ali mener.

Det kræver en hel del bevidst formørkelse at omskrive palæstinensisk modstand mod at miste jord, udkomme, almindelige friheder og liv til at stamme fra en mangel på forståelse af deres jødiske naboer.

Tidligere i oktober kom Nabeel Kassis, præsidenten for Bir Zeit Universitetet, også for at tale i Birmingham. Selv om mødet var om emnet akademisk frihed for palæstinenserne, gjorde Dr. Kassis det klart, at for palæstinensere kan dette ikke adskilles fra frihed i hverdagen.

Når hvert aspekt af livet er indskrænket af besættelsen, kan tankens frihed ikke være det eneste kriterium for akademisk frihed. Bir Zeit er blevet lukket ine af kontrolposter mange gange. Der har været militære indtrængninger på selve universitetsområdet.

Et væsentligt antal studenter har været tilbageholdt uden sigtelse – herunder Walid Hanatche som har været i arrest uden retssag siden maj 2002 og som er fokus for en kampagne af Amnesty International.

Alle finder det vanskeligt at komme til timer. Medlemmer af lærerstaben er sat tilbage til at give deres kurser i kirker eller private hjem. Og trods alt dette fortsætter Bir Zeit på en eller anden måde med at fungere som et respekteret universitet med et internationalt ry.

I sin tale fremsatte David Hirsch to hovedargumenter – det ene at en boykot af israelske universiteter ikke var en effektiv taktik til støtte for palæstinensiske rettigheder, det andet at en sådan kampagne gav et rum for en antisemitisme der havde forurenet for meget af det britiske venstres historie. Begge er legitime argumenter – men de er ikke det samme argument.

For dem der ønsker at støtte palæstinenserne i en kamp som ikke kræver mere end chancen for at leve et normalt liv uhindret af militær besættelse og med rettigheder nedfældet i international lov, er der rum for at diskutere taktik.

En sådan diskussion bør ledes af hvad vore palæstinensiske kammerater siger til os. Hvis der er antisemitisme på venstrefløjen – og jeg skal være den sidste person til at nægte at det britiske venstre fortsat finder spørgsmålet om ‘race’ vanskeligt – så er der et vedvarende behov for antiracistisk kampagne inden for venstrefløjen og henover alle spørgsmål.

Muligheden for at antisemitter vil bruge opfordringen til solidaritet med palæstinenserne som et dække for deres racisme, kan ikke være en grund til at opgive en retfærdig og legitim sag.

Ilan Pappe, som selv hans fjender må medgive er en meget tålmodig mand, argumenterede med at debatten om akademisk boykot opnåede tre ting. Den førte spørgsmålet om besættelsen ind på forsiderne af den internationale presse; den tilbød en ny dagsorden for fred i form af en folkelig solidaritetsbevægelse baseret på antiapartheid-bevægelsen; og vigtigst af alt, den gav håb til palæstinenserne som har ventet så længe på det internationale samfund og dets opbrugte liberale samvittighed.

Et af de vrede indlæg fra gulvet ved Birmingham-debatten var den påstand at boykotter var overvurderet, og at det var de sorte masser i Sydafrika som slog apartheid. I dialogens ånd klarede jeg at bide ønsket om at sige “Årh” i mig – det er palæstinenserne som vil vinde frihed for Palæstina – solidaritet betyder bl.a. at gøre hvad vi kan for at holde dem ved håb. At bruge al vor tid og energi på at blive bundet op på korrektheden eller også på forskellige taktikker er et andet tegn på den skammelige selvoptagethed af den vestlige liberale samvittighed, fordi det hindrer os i at tale om Palæstina.

Bliv ved at huske på: det drejer sig ikke om boykotten – det drejer sig om besættelsen.

[Fra http://education.guardian.co.uk.html]

Comments are closed.