Dagbog “Live fra Palæstina” – 7

Chamila Sten, DPV

Dagbog “Live fra Palæstina” – 7

Chamila Sten AfChamila StenBirzeit

Fredag den 25. november

Kære Alle sammen!

Denne gang skal det handle om mine udenlandske medstuderende ved University of Bir Zeit.

Nu her jeg snart boet i Bir Zeit i 3 måneder. Jeg har mange palæstinensiske venner, men ikke så mange udenlandske venner. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ikke er særlig populær, fordi jeg altid giver min mening til kende og fordi den 90 % af tiden er modstridende med mine medstuderendes overbevisning.

Nogle af mine medstuderende i “Palestine Society” class

Mine medstuderende er meget kritiske overfor det palæstinensiske samfund. Det har jeg ikke noget imod. Kritik er ønskværdig så længe det er konstruktiv kritik, der bunder i fornuftige  holdninger og forslag inspireret af gensidig respekt for modparten. Men problemet er, at mine medstuderende kun kritiserer det de ser og ikke det der ligger til grunde for det de ser. Udover det prøver de ikke, at forstå hvorfor folk gør som de gør og hvorfor, der er nogle ting, der ikke fungerer optimalt hernede.

Et par eksempler:

Som jeg før har nævnt arbejder jeg frivilligt i en af børnehaverne i flygtningelejren Al Amari. Det gjorde en af mine kvindelige medstuderende også et kort stykke tid. Så en dag spurgte personalet i børnehaven mig, hvorfor hun ikke længere kom. Siden jeg ikke havde talt med hende et stykke tid kunne jeg ikke svare på det. Men jeg ringede til hende og hun sagde, at hun ikke havde tid, at hun havde haft besøg hjemmefra og til sidst sagde hun: ”Jeg føler mig ikke velkommen der og jeg kan heller ikke lide den måde de behandler børnene på”. Okay. Det er en fair betragtning. I børnehaven er der en medhjælper, som jeg fra den første dag ikke helt kunne lide. Selvom mit arabisk ikke er perfekt, kunne jeg fornemme, at der var et eller andet der ikke var helt ok. Jeg kunne heller ikke lide at hun tit daskede til børnene. Efter et par uger i børnehaven var jeg blevet meget gode venner med lærerinden, der bestyrer børnehaven. En dag efter børnene var gået hjem kom vi til at snakke om medhjælperen. Det viste sig, at hun ikke var gift. Hun er 46 år og hernede er det bare ikke så rart, ikke at være gift når man er 46. De andre lærerinder i børnehaven er alle gift; har børn, mand og hjem og hun har ingen af delene. Ydermere er hun heller ikke helt psykisk rask. Efter den tid prøvede jeg hver gang jeg kom til børnehaven, at lave lidt sjov med hende. Få hende til at smile lidt. Derefter løsnede hun lidt op og daskede ikke helt så meget til børnene, som hun plejede. Hendes opførsel er ikke perfekt, langtfra, men hvis man vil prøve at forstå hvorfor folk opfører sig som de gør og samtidig ønsker at påvirke dem lidt, må man i det mindste vide, hvor de kommer fra.

Hamas banner på universitet

Et andet eksempel. Da nogle af mine medstuderende engang kom hjem fra en tur til Nablus, fortalte de mig, at jeg ikke skulle tage derhen alene enlig pige og en af dem sagde ivrigt ”Ja, og der var næsten ikke nogen mennesker på gaderne, slet ikke kvinder”. Jeg foreslog derefter, at det måske kunne vare fordi det var fredag, muslimsk helligdag som vi jo alle ved, og fortalte derefter, at jeg allerede havde været i Nablus, alene, og at jeg faktisk var stødt ind i rimelig mange kvinder. ”Nåh okay”, sagde min kollega slukøret, og jeg kunne ikke tyde om tonen i hans stemme var slukøret fordi han indså sin fejltolkning af samfundet, eller fordi han var ærgerlig over ikke at han havde oplevet en by hvor kvinderne virkelig var spærret inde, som de vestlige medier jo tit prædiker er karakteren for alle muslimske samfund.

Et tredje eksempel. En dag strejkede hele universitetet fordi israelerne havde dræbt nogle palæstinensere i Gaza. Den dag skulle vi have arabisk. Jeg fandt først ud af, at hele universitetet strejkede, da jeg kom til timen. Så jeg sagde til læreren, at jeg ikke kunne sidde her mens alle de palæstinensiske studerende strejkede. ”Okay” sagde han, men vi har stadigvæk undervisning. Jeg rejste mig op og gik. Jeg var den eneste der forlod timen.

Nogle gange mistænker jeg mine medstuderende for kun, at komme hertil fordi det senere hen vil se godt ud på deres CV. Deres fremtidige arbejdsgiver vil sige ”Wow, du var i Palæstina i 2005, det var vel nok modigt” Bagefter hyrer de dem til job i f.eks. FN og det er sådanne mennesker, der ingen intention har om virkelig at forstå de samfund, de arbejder for, der kommer til at lave uduelige løsninger, som ingen af os kan være tjent med.

Et fjerde og sidste eksempel: Mine medstuderende er meget optagede af, at implementere restriktioner vedrørende ytringsfrihed, så man kan forhindre organisationer som Hamas og Jihad Islamia i åbenlyst, at give deres mening til kende. Det er som om de ikke forstår, at der er en grund til, at sådanne organisationer opstår og at deres politik ikke er, at slå folk ihjel fordi det er sjovt, men fordi de føler, at der ikke er andre måder de kan tiltrække sig opmærksomhed omkring palæstinensernes inhumane og håbløse situation. De mangler opmærksomhed og retfærdig aktion både fra Israel, fra det internationale samfund, især FN, og fra den palæstinensiske autoritet. Det legaliserer dog ikke at slå folk ihjel og det vil det aldrig gøre. Men hvis man virkelig vil komme de militante afdelinger af Hamas og Jihad Islamia etc. til livs, kan man ikke gøre det uden først, at forstå, hvorfor de gør som de gør og hvorfor de vælger at ofre deres liv for et frit og retfærdigt Palæstina.

P for Palæstina, P for Parkering og P for Peace

Selvom jeg tit er ved at få grå hår over mine medstuderende er jeg også taknemlig for deres tilstedeværelse her. For hver dag minder de mig om hvor vigtigt der er, at kende mennesker og virkelig forstå hvordan de lever, og hvorfor de gør som de gør, så man når dagen er ovre kan tilbyde hjælp og assistance med en lokal identitet og ikke kun med en europæisk eller amerikansk karakter.

På gensyn!

Comments are closed.